USA // KLUMME – “Jeg tror, historieløsheden er den største grund til det skred, vi ser nu. Og den er også den største grund til, at mit forhold til USA har lidt permanent skade”, skriver Julie Bendtsen, der efter 11 år i USA ikke længere kan kende det land, hun så længe har kaldt sit hjem. Men måske har USA slet ikke ændret sig så meget, som vi tror, for i virkeligheden er den retning vi ser nu, nok ikke overraskende for en nation, der altid har set sig selv som verdens stærkeste, bedste og mest eftertragtede.
Seks år i North Carolina. Fem i Illinois. Vores USA-tid har på alle måder været et eventyr, der ikke bare lokkede os hertil i første omgang, men også krøb så langt ind under huden på os, at vi besluttede for at blive.
Meget længere end vi troede. Børnene var så små, da vi tog springet, og to år ville være helt perfekt, for så ville det lige passe med, at den ældste skulle starte i skole, når vi flyttede hjem til Danmark igen.
USA har været vores hjem på godt og ondt, og indtil nu har det første altid formået at skygge for – eller stråle over – det sidste
Men det blev aldrig bare to år. Det er 11 år siden, og hverken den ældste eller den yngste har så meget som set en dansk skole indefra.
Til gengæld har de været til homecoming-baller, på field trips til Chinatown, skippet skole til fordel for hockeyturneringer i Detroit, St Louis, Orlando og Minneapolis, stået på ski i Rocky Mountains, holdt Thanksgiving-middage og 4th of July barbecue-fester, spist PB&J-sandwiches og mac’n’cheese og taget del i de utallige andre glæder, der er med til at gøre livet i USA sjovt, spændende og berigende – og som fik os til at blive.
De har også haft jævnlige skydeøvelser i skolen, skullet starte hver dag med at erklære troskab til det amerikanske flag, synge en nationalsang, der ikke er deres, til en million arrangementer, set demonstranter og politi styrte gennem lobbyen på et hotel, vi boede på, og bevidnet et demokrati styrte sammen på nært hold.
Klaphat og projektørlys
USA har været vores hjem på godt og ondt, og indtil nu har det første altid formået at skygge for – eller stråle over – det sidste. Vores tid her har været fuld af så mange oplevelser, relationer, indtryk og life lessons, at jeg altid vil være dybt taknemmelig for, at vi valgte at tage springet dengang.
Vores børn har haft en virkelig unik opvækst, hvor de har fået lov til at integrere sig fuldstændig i et amerikansk barndoms-, ungdoms- og skoleliv – lad os bare kalde det en noget mere ydmyg og lidt mindre palmedekoreret del af Beverly Hills 90210 – samtidig med, at de altid har været meget bevidst om deres danske rødder.
Det har altid føltes som det bedste af to verdener, men gennem de senere år – og særligt det, der lige er gået – er den ene verden blevet sværere og sværere at genkende
De sidder på tribunen under the Friday night lights, når high school-footballholdet spiller hjemmekamp, men de har også klaphat på, når Danmark spiller. De åbner gaver julemorgen, men de hopper ned fra sofaen nytårsaften.
Det har altid føltes som det bedste af to verdener, men gennem de senere år – og særligt det, der lige er gået – er den ene verden blevet sværere og sværere at genkende. Sværere at forholde sig til og forstå og ja, sværere at være i.
Jeg har brugt meget tid og tankevirksomhed (sikkert også for meget) gennem det seneste år på at prøve at forstå, hvad der gik galt i USA. Hvordan er det muligt, at en dømt forbryder, der ikke bare opførte sig som en racistisk, kvindehadende narcissist med storhedsvanvid, men også løj om stort set alt og med al tydelighed viste os alle, at han ingen moral eller samvittighed havde, blev valgt – igen?
Hvordan hang det sammen, at det land, som jeg gennem det forgangne årti havde kaldt mit hjem, var så bange for enten at se en ikke-hvid kvinde i Det Hvide Hus eller en mand på et dametoilet, at de følte, alternativet var bedre?
Jeg har gennem det seneste år på en eller anden måde fejlagtigt ladet mig selv tro, at det land, jeg kendte, var ved at smuldre foran mine øjne. Undret mig over, hvordan en hel nations deroute kunne gå så hurtigt. Og så gik det op for mig, at det overhovedet ikke er gået hurtigt. USA har ikke ændret karakter på et, to eller fem år. Det, vi ser nu, har altid været der. Det har bare ikke fået frit løb. Jeg kendte det bare ikke rigtigt.
De seneste uger har været barske. Søvnløse nætter og biltårer (jeg kører meget, så bilen er typisk der, hvor tårerne får lov at være med), og selv om jeg måske meget bekvemt kunne vælge at kaste ansvaret delvist over på den satans perimenopause, skal den ikke have hele skylden. Den skal faktisk ikke engang have en stor del. For mit forhold til USA har forandret sig, og bliver aldrig det samme igen. Og det er en sorg, jeg lige nu gennemlever.
Hvad er det for et land?
Grønland var den første grænse. Min mand og jeg kiggede på hinanden og vidste begge, at hvis den amerikanske regering valgte at at sende tropper til Grønland for at tage øen med magt, var det ikke længere en mulighed for os at se tiden an. Vente på, at midtvejsvalget ville give os håb om lysere, bedre og mindre dystopiske tider.
Hvis USA invaderede Grønland, ville vi være nødt til at flytte. Vi kunne jo for fanden ikke frivilligt blive boende i et land, der erklærede krig mod vores fædreland.
Sådan har vi det stadig, og selv om onsdagens mange begivenheder gav plads til lidt vejrtrækning, så ved vi jo alle sammen godt, at det kun holder indtil næste gang, der bliver dødspostet på Truth Social midt om natten. “Thank you for your attention to this matter.”
Men Grønland er ikke længere den eneste grænse. Der er noget nærmest dødsdanslignende lidelse i at sidde i sin forstadssofa og observere, hvordan verden omkring én brænder, og ingen gør noget for at stoppe det. Ingen, der har magten til det, i hvert fald.
En præsident, der har brugt det seneste år og udnyttet sin position til at gøre sig selv og sine nærmeste så endnu mere svinsk rige, at de formentlig tørrer sig med sedler, når de har gjort sig færdige på deres guldtoiletter.
Og mens alt dette står på, fjerner det meget belejligt spotlyset fra det faktum, at det stadig er mindre end 1 procent af Epstein-filerne, der er blevet offentliggjort
Et immigrationspoliti, der ikke bare skaber kaos og frygt, men skyder mødre i hovedet, tilbageholder fem-årige børn på vej fra skole, sprøjter tåregas i hovedet på mennesker, der allerede ligger fastholdt på asfalten, river handicappede ud af deres biler og bruger fuldstændig ekstrem og unødvendig vold mod uskyldige borgere, mens deres leder går rundt i hvad der umiskendeligt ligner en frakke, som alle med bare lidt historiekendskab har set før.
Og mens alt dette står på, fjerner det meget belejligt spotlyset fra det faktum, at det stadig er mindre end 1 procent af Epstein-filerne, der er blevet offentliggjort. På trods af, at det amerikanske justitsministerium for over en måned siden blev pålagt ved lov at offentliggøre dem alle. De bryder loven ved stadig at tilbageholde dem, og de er ligeglade, for der er ingen konsekvenser.
Det løber mig oprigtig talt koldt ned af ryggen, når jeg tænker på, hvad det er, de forsøger at holde skjult – og hvem de søger at beskytte frem for ofrene. Og samtidig gør magtesløsheden det næsten umuligt overhovedet at være i.
Hvad er det for nogle mennesker, der vægter beskyttelsen af pædofile og voldtægtsforbrydere højere end sandheden og retfærdighed for ofrene? Hvad er det for et land, der lader det ske?
Dårlige skoler og historieløshed
Det amerikanske skolesystem har ikke et godt ry. Vi har været heldige med de skoler, vores børn har gået i. Den første var en Montessori-skole. Vi havde aldrig hørt om det fænomen, før vi kom til USA, men den var en velsignelse, og den gav begge vores børn det absolut bedste fundament, vi kunne have ønsket os.
Da vi flyttede til Midtvesten, ville vi have dem i en folkeskole, og vi gik kompromisløst efter et hus i et godt skoledistrikt. Det område af Illinois, vi bor i, har nogle af landets bedste, og vi har aldrig haft en finger at sætte på deres skolegang eller undervisningsniveauet her. Tværtimod.
Det kan godt være USA som nation kun er få hundrede år gammel, og at andre nationer har en historie og en kultur, der er værd at lære om og forstå, men hvorfor skulle man det, når man har alt hvad man behøver her?
Men det er undtagelsen snarere end reglen i et land, hvis indbyggere fra fødslen bliver stopfodret med den indiskutable sandhed, at deres nation er den bedste, stærkeste og mest eftertragtede på kloden, at alle ser op til dem, at alle vil være amerikanere. Med en patriotisme, der for udefrakommende til tider nærmer sig kvalmegrænsen og en urokkelig tro på, at USA er cremen af cremen.
Med den tro følger uundgåeligt en arrogance og en snævertsynethed, og med dét følger historieløsheden. Det kan godt være USA som nation, kun er få hundrede år gammel, og at andre nationer har en historie og en kultur, der er værd at lære om og forstå, men hvorfor skulle man det, når man har alt hvad man behøver her? Hvorfor skulle man det, når man selv bor i det land, alle andre drømmer om at blive som? Med det sprog, hele verden taler og slår over i?
Jeg tror, historieløsheden er den største grund til det skred, vi ser nu. Den er grunden til, at der ikke er oprør over Bovinos frakke. Den er grunden til, at de amerikanske kongresmedlemmer er så angste for at miste deres magt og penge (eller få lækket deres hemmeligheder?), at de hellere ser deres land og dets forhold til sine allierede brænde ned til grunden. Og den er også den største grund til, at mit forhold til USA har taget permanent skade.
Når det drejer sig om et land, der har valgt totalitærstyret som deres foretrukne alternativ, skal man nok overveje at komme væk. Den amerikanske drøm er stendød
For uanset hvor mange amerikanere, der fortæller mig, at de ikke stemte for det, der sker nu, minder det mig bare om en version af et hashtag, vi tidligere har set. #notallamericans. Men det ER amerikanerne, der er ansvarlige for den katastrofe, hele verden nu står i.
Og det faktum, at omkring 40 procent af dem stadig synes, at deres leder gør det fjong, gør det utænkeligt at forestille sig en fremtid her. En nær en af slagsen, jo – man rykker ikke bare 11 år op på en impuls, og slet ikke når der er stadigt stortrivende børn med i ligningen – men behovet for en udløbsdato er der nu. Mine børn fortjener bedre.
Jeg har altid haft den helt klare holdning, at det er langt bedre at flytte til noget end fra noget. Men når det drejer sig om et land, der har valgt totalitærstyret som deres foretrukne alternativ, skal man nok overveje at komme væk. Den amerikanske drøm er stendød.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og