
DIVERSITET I USA // KLUMME – Næste gang du undrer dig over grunden til, at Julie Bendtsen eller andre danskere har valgt at flytte til USA – og måske ligefrem blive der – så spørg hvorfor, i stedet for at give dine egne grunde til hvorfor ikke. Det giver med stor sandsynlighed en bedre samtale for alle parter.
RALEIGH, NORTH CAROLINA – “Tænk, at I kan holde det ud. Det ville jeg aldrig kunne.”
Sådan lyder en relativ hyppig reaktion, som jeg får på mine klummer. Som oftest efterfulgt af mere eller (mest) mindre flatterende adjektiver om landet, jeg lever i – og har gjort det de seneste godt fem år. Landet, som min ti-årige har brugt mere end halvdelen af sit liv i, og det eneste min syv-årige har reelle minder om sin opvækst i.
Og hver gang jeg får spørgsmålet – i forskellige versioner med vekslende pli – undrer jeg mig lidt. Ikke fordi jeg ikke forstår nysgerrigheden, men over den lejlighedsvise arrogance, der ligger i at spørge så lukket.
På børnenes skole, blandt vores venner og overalt omkring os lever de mest farverige blandinger af nationaliteter, sprog, dialekter, farver og religioner … det er fantastisk for os og ikke mindst vores børn, som er vokset op med ikke at tillægge menneskers farve, religion eller afstamning nogen betydning – endsige overhovedet bemærke det
Jeg kan godt se, hvordan det ser ud udefra. Ikke mindst efter den nyligt overståede præsidentdebat, der vist efterlod mange med en – berettiget – grundangst for den sliske, denne i forvejen dybt splittede nation er på vej nedad. Det er ikke kønt, og en dybtfølt optimisme er svær at mønstre.
Corona-tallene går det sgu heller ikke for godt med. Og i lørdags havde vi her i Raleigh, North Carolina, endnu en aften med udgangsforbud efter kl. 22, fordi demonstranter besluttede sig for at rasere byens centrum – hvis der da i øvrigt var flere butiksfacader tilbage at rasere efter sidste omgang.
Alligevel sidder jeg her og forbereder mig mentalt på mit og børnenes møde med USA’s immigrationsservice i morgen, hvor vi skal have taget fingeraftryk til vores nye visum, der skal markere overgangen til de ekstra år, vi lige har besluttet os for at tage herovre.

For et halvt år siden annoncerede jeg ellers højt og tydeligt over for min mand, at jeg var faretruende tæt på at nå min mæthedsgrad af barbecue, branket ost på al mad og baptistkirker på alle gadehjørner – en flytning til hjemlandet så ud til at være næste naturlige skridt.
Det blev det ikke. I stedet blev det udsigt til et par år mere. Ikke i Raleigh, nej – men stadig i USA. Tænk, at vi kan holde det ud.
Da vi flyttede herover i 2015, var Danmarks politiske klima imidlertid ikke for kønt. Fremmedhadet rasede, og et forstemmende antal mennesker syntes at have sået og dyrket en helt ny type ydre svinehund, der ikke længere kun boltrede sig i Ekstra Bladets kommentarspor men overalt online.
USA er i mange områder et “fedt” land, og det er et folkesundhedsmæssigt problem – men det er ikke i samme grad et socialt stigma. Jeg har stadig ikke oplevet nogen blive set skævt til, diskrimineret eller ekskluderet, fordi deres størrelse eller kropsform faldt uden for normen
I en lang periode følte jeg ingen særlig stolthed ved at fortælle, hvor jeg kom fra, og det føltes nærmest som en lettelse, da Trumps valgkampagne satte i gang, for så kunne fokus flyttes. Siden har Danmark (og måske i endnu højere grad USA) givet mig rigeligt med grunde til at længes hjem.
Men altså ikke grund nok til at flytte herfra endnu.
Så hvordan kan vi så holde det ud?
Det kan vi af fuldstændig samme årsag, som at vi også kan holde Danmark ud på godt og ondt. For USA er jo meget andet og mere end dét, der rammer medierne (og som jeg, indrømmet, også spidder her på domænet). Alle de ting, landet også er, er grunden til, at vi “holder det ud” – og tager lidt mere.
Lad mig blive mere konkret: Der er diversiteten – på børnenes skole, blandt vores venner og overalt omkring os lever de mest farverige blandinger af nationaliteter, sprog, dialekter, farver og religioner. Nok ikke et drømmescenario for alle, men fantastisk for os og ikke mindst vores børn, som er vokset op med ikke at tillægge menneskers farve, religion eller afstamning nogen betydning – endsige overhovedet bemærke det.
Der er også accepten af forskellighed i kropsstørrelser og udseende generelt. Ja, USA er i mange områder et “fedt” land, og det er et folkesundhedsmæssigt problem – men det er ikke i samme grad et socialt stigma. Jeg har stadig ikke oplevet nogen blive set skævt til, diskrimineret eller ekskluderet, fordi deres størrelse eller kropsform faldt uden for normen.
Der er også en bekvem og nem adgang til noget af den fineste natur, kloden har at byde på: magiske skipister, palmepyntede strande, hvalsafarier og nationalparker – alt sammen inden for få timers rækkevidde.
Nok er USA én nation med ét primært sprog, men kulturelt, kulinarisk og menneskeligt spænder landet så bredt, at jeg vil vove at påstå, at alle ville kunne finde et “happy place” her. Det er ikke en one size fits all-løsning – til gengæld er der størrelser nok til alle
Og så er der det fascinerende faktum, at nok er USA én nation med ét primært sprog, men kulturelt, kulinarisk og menneskeligt spænder landet så bredt, at jeg vil vove at påstå, at alle ville kunne finde et “happy place” her. Det er ikke en one size fits all-løsning – til gengæld er der størrelser nok til alle.
Og måske vigtigst af alt giver vores liv her noget, som er både ubeskriveligt og uvurderligt: Perspektiv, indblik og indsigt i andet end dét vi selv kendte – og forhåbentlig, med tiden, mere og mere forståelse for netop det anderledes.
Jeg ville aldrig kalde andet end Danmark mit hjemland, og vi flytter stadig hjem, når tiden kommer. Den kærlighed og hjemfølelse vi har oparbejdet til et nyt land, gør ikke det gamle mindre elsket. Og jeg ved godt, at ingen af dem, der spørger forundret om USA, mener det så slemt.
Men verden er bare ikke så sort og hvid, og det samme kan med rette og sund fornuft siges om en nation på 330 millioner mennesker. Præcis som det kan siges om en nation på seks millioner.
Der er alle nuancer ind imellem, og det er dem, de fleste af os bruger til at male vores liv i de farver, vi ønsker. Det er faktisk lige til at holde ud.
LÆS ALLE JULIE BENDTSENS SYDSTATSKLUMMER HER
Topillustration: Diversitet – det tilbyder USA også. Foto: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.