Mit valg: Udlandsdanskere med fast tilknytning bør også have stemmeret

Lars Zbinden Hansen Journalist 19.03.2026

FV26 // KOMMENTAR – Der findes 250-300.000 danske statsborgere og personer med dansk afstamning, der bor udenfor Danmark, der ikke har stemmeret, selvom de for eksempel betaler dansk skat. Det skyldes paragraf 29 fra Grundloven af 1849. Et ’valgretsudvalg’ undersøgermulighederne for at udvide valgretten. Det ville være dejligt – og retfærdigt – at få lov at være med igen, skriver Lars Zbinden.

Mit valg. Hvad har betydning, når vi stemmer? Kortere skoledage, at store bededag igen bliver helligdag? Eller omlægning af boligskat, formueskat eller fødevarecheck. I Mit Valg deler POV-skribenter deres tanker og overvejelser om, hvad der afgør, hvem de vælger at stemme på.

Når alt fokus i Danmark i disse dage er tunet ind på det kommende folketingsvalg, må det være tilladt at minde om, at vi er en skare danskere i det store udland, som ikke må være med.

Det er trist, når man som jeg er dansk statsborger, betaler skat til Danmark og har gjort det altid – med glæde – fordi jeg (nogenlunde) kan regne med, at skatteindtægterne havner, hvor politikerne fortæller befolkningen, at de skal havne. Sådan er det ikke alle steder hernede i Afrika.

Jeg tilhører de 250.000 til 300.000 danske statsborgere og personer med dansk afstamning, der bor udenfor Danmark, og som aldrig har cuttet forbindelsen til hjemlandet, og hvoraf omkring 200.000 har passeret de 18 år, så de er gamle nok til at kunne stemme.

Men nogen danskere herude må, andre må ikke. I en lang periode var jeg udstationeret af Udenrigsministeriet, og dengang måtte jeg gerne stemme og undrer mig stadig over, hvorfor udenrigstjenestens stemmer er vigtige for Danmark demokrati, mens den samme stemme fra en anden position i udlændighed ikke er det.

Det korte af det lange i de specifikke regler er, at bevæger vi os uden for danske eller internationale institutioner, som Danmark har noget at gøre med, er vi udelukkede. Det gælder, hvis man som jeg er udstationeret som ’medfølgende ægtefælle’ af den tyske nationale humanitære organisation, GIZ, det tyske Danida.

Hurdlen er paragraf 29

Det grundlæggende problem er grundlovens paragraf 29, der stiller krav om ’bopæl i riget.’ Det har nogen altså, vurderes det, mens andre ikke har det, selvom de kan være de samme steder i udlandet.

Jeg vil imidlertid hævde, at selvom jeg kun er tilknyttet en af Europas store organisationer i Afrika, har jeg så meget ’bopæl i riget, som det er muligt i disse globale og digitale tider, når det tages i betragtning, at jeg har NemKonto og har haft det, siden ordningen blev indført 7. november 2005. Ellers kunne jeg næppe modtage min månedlige folkepension, som jeg får, netop fordi jeg altid har betalt skat og i den forbindelse vurderes til at have tilstrækkelig fast tilknytning til Danmark. Jeg må altså gerne få folkepension og betale af den, men jeg må ikke stemme.

Jeg har også NemID, siden det blev indført 1. juli 2010 og derefter Mit-ID (indført 6. oktober 2021) og dermed adgang til både det ene og det andet i Danmark, ligesom – omvendt – det ene og det andet i Danmark har adgang til mig.

Rent fysisk og konkret tilknytning til landet hjælper heller ikke. Jeg personligt har for eksempel både en lille lejlighed og et sommerhus i Danmark, som jeg betaler grundskyld og alle mulige afgifter af, udover at jeg har et par udmærkede unge mennesker boende i lejligheden, hvor de betaler husleje, som jeg svarer skat af.

Den gode nyhed er, at regeringen for et lille år siden nedsatte et ’valgretsudvalg,’ der skal undersøge mulighederne for at udvide valgretten. Udvalget skulle være færdig ved udgangen af 2025, men blev det ikke.

Jeg er sikker på, at grundlovsfædrene i 1849 ville have anset min tilknytning til ’riget’ for tilstrækkeligt til at give stemmeret, selvom de var uenige om så mange elementer, før grundloven var på plads.

Bekymringen blandt de kloge folk for 177-78 år siden gik på noget helt andet end udlændighed, nemlig om folket overhovedet var egnet til at styre et land, og om hvordan man afgrænsede feltet af valgberettigede. Var ’pøblen’ eller ’mængden’ nu også egnet til demokrati? Alle fik lov til at stemme, blot de var mænd over tredive år, ’uberygtede,’ havde indfødsret, egen husstand og klarede sig uden fattighjælp fra det offentlige. Tyende og andre uden egen ’husstand’ var altså udelukket, selvom de var over 30 år.

Mindre bekymring vakte de relativt få danskere, der føjtede rundt ude i verden, hvis de overhovedet blev diskuteret.

Der er som bekendt sket lidt siden, også med grundloven, og eftersom det er noget frygteligt bøvl at få den ændret, må vi håbe, at det lykkes udvalget at blive enige om den rette fortolkning af ’bopæl i riget,’ så formuleringen tager højde for de nye tider, og at udfaldet bagefter overbeviser politikerne, som nok hidtil har kigget lidt for meget på antallet af potentielle stemmer blandt os herude.

Det ville være retfærdigt

Vi håber inderligt, at de syv kloge eksperthoveder i udvalget fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet når frem til at give os stemmeret, og at hele forløbet bliver færdigt, så vi kan være med næste gang.

Efter de seneste sonderinger og oplysninger skal der være opbakning til formålet i det nuværende folketing. Der må krydses fingre for det næste, så vi kommer til at nyde godt af at være tilknyttet Danmark ’med fast digital bopæl.’ Det ville være dejligt – og retfærdigt – at få lov at være med igen.

Lars Zbinden Hansen er journalist, har en professional master i Afrika-studier og er forfatter til bogen ’På kanten af asfalten – Fra Kampala til Niamey og retur’