Ursula K. Le Guins bog hylder den lidet værdsatte kvinde

Freja Cæcilie Petri Bondgaard 25.08.2024

BØGER // ANMELDELSE – Ursula K. Le Guins essay fra 1976, Rumhejren, er en rapkæftet replik mod den måde, mænd har rangeret kvinder på i århundreder ud fra et paramenter om frugtbarhed. Derfor forsvaret for hejren, som er den gamle, seje, stærke kvinde, der med sin blanding af dyb erfaring og no bullshit-attitude får ”selv de modigste mænd” til at “visne og fortrække, besejrede og pikfaldne”.

Rumhejren

Forfatter: Ursula K. Le Guin
Oversat og med efterskrift af Line Dalsgård og Ursula Andkjær Olsen
Forlag: Tredje september
Udkom 21. juni 2024.

Er frugtbarheden den eneste tilstand, der er forbundet med sand kvindelighed? Og er jomfrueligheden således blot et venteværelse ind til det ægte kvindeliv (underforsået det fertile), mens overgangsalderen, som en bevægelse væk fra selvsamme, blot er et vue ind til døden?

Sådan er kvinden i hvert fald ofte blevet reduceret af både manden og markedet, som har skabt kvinden i deres billede, mener den amerikanske science fiction-forfatter og feminist Ursula K. Le Guin.

Hendes knap halvtreds år gamle essay, Space Crone, er netop blevet oversat til dansk af Line Dalsgård og Ursula Andkjær Olsen og har fået titlen Rumhejren. Dalsgård og Andkjær Olsen har også har skrevet efterskriftet, hvor de deler deres egne erfaringer såvel som tabserfaringer med at gå i overgangsalderen.

Hvad hvis der kom et rumskib fra en anden planet, og deres rumkaptajn sagde, at de havde brug for én passager, én eksemplarisk person til at rejse med dem og lære dem om jordboeres race og natur?

Selvom Le Guin kalder menopausen for ”det mindst glamourøse emne, man kan forestille sig”, gør alle dets tabuer emnet alt andet end trivielt, mener hun.

Minipamfletten, som sammen med efterskriftet udgør mindre end 40 sider, er en rapkæftet replik mod den måde, mænd har rangeret kvinder på i århundreder ud fra et paramenter om frugtbarhed. Derfor forsvaret for hejren, som er den gamle, seje, stærke kvinde, som med sin blanding af dyb erfaring og no bullshit-attitude får ”selv de modigste mænd” til at “visne og fortrække, besejrede og pikfaldne”.

Ursula K. Le Guins rumeksperiment

For at underbygge pointen opstiller forfatteren dette rumeksperiment: Hvad hvis der kom et rumskib fra en anden planet, og deres rumkaptajn sagde, at de havde brug for én passager, én eksemplarisk person til at rejse med dem og lære dem om jordboeres race og natur?

”Så tror jeg de fleste ville forsyne dem med en fin, begavet, modig ung mand, højt uddannet og i bedste fysiske form. En russisk kosmonaut ville være ideel (amerikanske astronauter er ofte for gamle). Der ville sikkert være hundrede, tusinde frivillige af netop sådanne unge mænd, alle værdige. Men jeg ville ikke tage en eneste af dem.”

Derimod ville hun finde en ældre kvinde over tres, der har solgt nødder eller måske smykker nede på det lokale landsbymarked.

Vi lever i dag i et fuldstændigt forskruet samfund, hvor det ungdommelige og slanke dyrkes på uhyggelig vis

Måske er denne kvinde ”lidt usikker på, hvor Nairobi ligger, men er enormt stolt af sit barnebarn. Hun har hele sit liv arbejdet hårdt i små, ubetydelige jobs, lavet mad, gjort rent, opdraget børn, solgt nips og lækre sager til andre folk.” (…)

Hendes fødder smerter nogle gange noget så skrækkeligt. Hun var ikke uddannet i overensstemmelse med sine evner, og det er et pinligt spild og en forbrydelse mod menneskeheden, men så almindelig en forbrydelse kan ikke og skal ikke holdes skjult for Altair. Og under alle omstændigheder er hun ikke dum. Hun har et arsenal af fornuft, vid, tålmodighed og erfaringsmæssig kløgt, som altairianerne måske, måske ikke, vil forstå som visdom”.

Og selvom hun ville sige: “Mig? Jamen har jeg jo aldrig udrettet noget,” ville Le Guin sige: “Ja, dig!”

Rumhejren er således en hyldest til den kvinde, som resten af samfundet ikke værdsætter, og selvom det er skrevet i 1976, taler det direkte ind i den debat, vi også har herhjemme i dag om kvinder og deres usynlige arbejde og den deraf manglede værdsættelse af det, som følger deraf, og som bl.a. Emma Holten for alvor satte på dagsordenen med sin for nyligt udkomne bog, Underskud, som jeg anmeldte i maj på POV International.

Emma Holten, Ursula K. Le Guin — Ursula K. Le Guins Rumhejren er en hyldest til den kvinde, som resten af samfundet ikke værdsætter, og selvom det er skrevet i 1976, taler det direkte ind i den debat, vi også har herhjemme i dag om kvinder og deres usynlige arbejde og den deraf manglede værdsættelse af det, som følger deraf, og som bl.a. Emma Holten (billedet) for alvor satte på dagsordenen med sin for nyligt udkomne bog *Underskud*, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard. Foto: Flickr.

På trods af gode intentioner om at hylde den modne kvinde, har essayet en generende underliggende elan af, at kvinder er visere end mænd, fordi de undergår overgange, ligesom det hele også synes at sitre en smule af den falske konstruktion om, at ældre partout er visere en yngre, hvortil man blot må sige, at ja, sådan kan det ganske vel være, men at have levet i mange år er bestemt ikke lig visdom. Det handler om, hvad man har udfyldt sine år med.

Samfundets forskruede idealer, og hvad er det tillægger værdi

Selvom jeg ikke selv står overfor at komme i overgangsalderen i nær fremtid, kan jeg kun forestille mig, at det ikke er blevet lettere i dag. For nogle er det en lettelse af slippe af med menstruationen, mens det for andre er en tabserfaring, men for mange er overgangsalderen lig vægtøgning.

Vi lever i dag i et fuldstændigt forskruet samfund, hvor det ungdommelige og slanke dyrkes på uhyggelig vis. Der er noget temmelig scary, i hvert fald skævt, over at se, hvordan voksne kvinder underlægger sig 20-årige Instagram-dullers kropsidealer, hvis arbejde det er at gå i fitness, så de kan tjene penge på at poste billeder.

Selvom sprogbruget visse steder tenderer brutalfeministisk råhed, ville det i dag kun være kærkomment med et lignende essay

Det fjerner fokus fra alt sand værdi, og det viser, at kvinder ikke er kommet længere, end de var på Le Guins tid, for selvom kvinder (måske? Jeg tror det faktisk ikke) i mindre grad underlægger sig mandens idealer, så underlægger mange sig blot mediernes i stedet, og så er vi vel lige vidt.

Lykkeligere omstændigheder ville være, om der kunne skabes en kulturel konsensus om, at visse ting måske hører blotte livsfaser til og så lade de voksne kvinder fokusere på voksne dyder såsom at være et omsorgsfuldt og ansvarligt individ, der bidrager til verden med det, man nu engang har, som deler viden, oplevelser og erfaringer og som, hvis man vil, praktiserer moderskabet.

Selvom sprogbruget visse steder tenderer brutalfeministisk råhed, ville det i dag kun være kærkomment med et lignende essay, der måske ikke nødvendigvis hylder den ældre kvinde over den ældre mand, men et essay som hylder den vise.

Det bedste ved læsningen af Rumhejren er således, hvordan det påbegynder en indre refleksion over, hvilke ting i samfundet, vi ønsker at tillægge værdi. Det var relevant på Le Guins tid, og det er relevant i dag.

Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.

Freja Cæcilie Petri Bondgaard

Freja Cæcilie Petri Bondgaard er udannet teolog og skriver om kultur, eksistens og samfundsmæssige tendenser. Hun har arbejdet med kommunikation siden 2018. Hun har senest været ansat ved Det Etiske Råd (Nationalt Center for Etik), og har siden november 2022 drevet selvstændig konsulentvirksomhed indenfor kommunikation. Freja er filmkritiker ved Kristeligt Dagblad.