Festen: "Thomas fik jo en film ud af det"

Anna Elisabeth Jessen 09.02.2025

FESTEN // ESSAY – I slutningen af 1990erne hørte jeg en besynderlig historie i radioen, der lød som et referat af Thomas Vinterbergs Festen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor værten ikke afbrød sit interviewoffer og gjorde opmærksom på, at han da vist havde set en film i biografen, nu genfortalte indholdet af den og gjorde historien til sin egen. Der var noget, der ikke stemte. Jeg besluttede mig for at undersøge, hvad der var op og ned på historien.

I mange år besøgte jeg ved juletid et lille urnegravsted på kirkegården ved Ulkebøl Kirke i udkanten af Sønderborg. På stenen var der indgraveret to navne på to yngre mænd.

Første gang, jeg kørte til Ulkebøl, var i 2002. Jeg havde fået at vide af Allan, hovedpersonen i min radiomontage Efter festen, at her fandtes de jordiske rester af Allans elskede, død af AIDS i København. De to mænd havde lovet hinanden, at Allan skulle følge ham i samme grav. Men der kom til at gå flere år, før Allan døde. Selvom Allan også var HIV-positiv og havde fået diagnosen AIDS, så ville skæbnen, at det ikke var sygdommen, der slog ham ihjel, men noget helt andet.

Næsten alle adspurgte kendte til filmen Festen, den havde de set i biografen eller derhjemme på video, for den var for længst udgivet, men ingen kunne hjælpe mig med virkelighedens 60-års fødselsdagsfest

Dengang i 2002 blev jeg glad, da jeg fandt ud af, at gravstedet eksisterede, og at det ikke var noget, Allan havde fundet på, for der var så meget, han havde fortalt mig, der ikke passede sammen. Forinden havde jeg i lang tid ledt efter et andet gravsted, Pernilles gravsted. Allan havde fortalt mig, at han havde haft en tvillingesøster, der hed Pernille, og at hun havde taget sit eget liv efter at have været udsat for overgreb af deres far. Men Pernilles gravsted fandt jeg aldrig. For det findes ikke. Der var ikke nogen Pernille.

I slutningen af 1990erne, hørte jeg Allan fortælle sin historie i radioen i Koplevs Krydsfelt, et yndet radioshow; det var et par uger efter, jeg havde set filmen Festen. Jeg undrede mig, for det, jeg hørte i radioen, lød som et referat af Vinterbergs film, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor Koplev ikke afbrød sit interviewoffer og gjorde opmærksom på, at Allan da vist havde set en film i biografen, nu genfortalte indholdet af den og gjorde historien til sin egen.

Først i nedlægget efter radioshowet fandt jeg ud af, at det drejede sig om en genudsendelse af Koplevs Krydsfelt, og at udsendelsen var gammel og optaget længe før premieren på filmen. Besynderligt, tænkte jeg. Jeg havde lyttet meget kritisk, der var noget, der ikke stemte. Jeg besluttede mig for at undersøge, hvad der var op og ned på historien.

Radiomontagen “Efter festen”

Eftersøgningen blev til min radiomontage Efter festen, der handler om hele baggrunden for filmen. I min montage mødte Thomas Vinterberg Allan for første og eneste gang.

Jeg kørte rundt i småbyer i det sønderjyske og forhørte mig om en fest, der skulle have fundet sted i området. Jeg tog kontakt til hoteller, forsamlingshuse og kroer, for nogen måtte jo kunne huske Allan og hans fars 60-års fødselsdagsfest, en fest med en søn, der holder to taler, noget Allan så detaljeret fortalte om i Koplevs radioudsendelse, og som i den grad spiller en vigtig rolle i Vinterbergs film.

En tale, der er gået over i danmarkshistorien, en tale, som rigtig mange stadigvæk citerer:

– Jeg vil gerne udbringe den første skål, det er min pligt som den ældste søn. Men allerførst vil jeg gerne holde en lille tale. Jeg har skrevet to taler, far! En er grøn, og en er gul, og du kan selv vælge, hvad for en det skal være.

(Faderen: Jeg vælger den grønne.)

– Den grønne er et interessant valg, må man sige. Det er en slags sandhedstale. Og jeg har valgt at kalde den: Når far skulle i bad.

I min søgen rundt om i de sønderjyske landsbyer måtte der findes personer, der kunne huske noget, familie, venner eller gæster, der havde været med til den berømte fødselsdagsfest og som kunne bevidne, hvad der skete dengang.

Andre journalister før mig havde forsøgt at finde Allan, fandt jeg ud af, men uden held.

Heller ikke jeg fandt nogen, der kunne huske en fest, hvor en søn havde holdt en uforglemmelig tale, og hvad deraf fulgte. Til gengæld fik jeg fortalt andre fantastiske kro-, forsamlingshus- og hotelhistorier om utroskab, slagsmål, underslæb og endda selvmord. Og det besynderlige var, at næsten alle adspurgte kendte til filmen Festen, den havde de set i biografen eller derhjemme på video, for den var for længst udgivet, men ingen kunne hjælpe mig med virkelighedens 60-års fødselsdagsfest.

Allan var ikke i Sønderjylland, men dukkede op et andet sted

Til sidst fandt jeg Allan ad helt andre veje. Gennem et center i København for incestofre. Ikke fordi Allan var blevet behandlet dér, men på centret arbejdede der en frivillig, der kendte ham, og det var hende, der havde præsenteret Allan for Kjeld Koplev, og hun havde også været med ham i radiostudiet, da han i sin tid fortalte sin historie om sin fars store fødselsdagsfest.

På det tidspunkt, hvor jeg fandt frem til kvinden, havde hun mistet kontakten til Allan for lang tid siden. Måske var han død af AIDS, fortalte hun mig i telefonen, for han havde haft AIDS i udbrud flere gange. Men miraklet skete. Allan levede endnu som en af de få AIDS-ramte fra 1980erne. Kvinden ringede mig op og overleverede det glædelige budskab: Allan lever, og han vil godt tale med dig. Han bor i Rødekro. Ring til ham. Tag derned.

Allans fulde navn var Allan Niklas Gilbert Knudsen. Navnene Niklas og Gilbert havde han selv fundet på. Nogle steder kaldte han sig Allan andre steder Niklas eller hele navnet. Men hans rigtige navn var Allan. Af profession var han sygehjælper, og i de glade 80’ere og indtil midten af 90erne havde han levet et problemfrit og dejligt liv i København med fuld fart på. Fest og farver, selviscenesættelse med sorte streger under øjnene og flotte dragter.

Men da jeg mødte Allan i det røde sociale boligbyggeri i Rødekro, var festen slut, Allans kæreste var død, og første gang, jeg så ham, blev jeg forskrækket over de store, sorte pletter på hans hænder, arme og hals, myggestik, der var gået infektion i på grund af AIDS i udbrud.

For det meste var der ganske lidt mad i skuret, og da de voksne meget ofte var fulde, var der intet opsyn med børnene. Der var lussinger og næver, der sad løst

Dengang fik Allan cirka 36 piller om dagen, fortalte han, plus nogle for bivirkninger af medicinen. Han forsikrede mig, at han hverken havde tænkt sig at dø af HIV eller AIDS, men han ville komme til at død af følgesygdommene. Allan havde fået kræft på den ene lunge, men heller ikke det kom han til at dø af. Og selvom han var syg, nogle dage og uger mere end andre, havde han ikke mistet sit gode humør. Allan var for det meste rigtig godt selskab. Han jokede, han var nysgerrig også om min person og mit privatliv, og vi blev venner og fik opbygget en tæt kontakt.

Men i begyndelsen, det vil sige de første par måneder, drev Allan mig rundt i manegen. Han kunne godt lide historier, at finde på, underholde, og jeg fandt ud af, at den famøse historie om festen og de to taler bare var en ud af flere andre fantasifulde historier, han havde fundet på, derfor havde filmen Festen heller ikke væltet ham omkuld, han havde faktisk set den, og måske mindede den noget om, hvad han havde fortalt engang i radioen, men heller ikke mere end det.

Det, Allan fortalte i Koplevs Krydsfelt, var glamour, en historie om en hotelfamilie med penge, med rige venner og vigtige honoratiores, og så tilsatte han historien en portion incest for at gøre den mere spændende, sådan fortalte han mig det. Ellers var Allans beretning i radioen et ønskebillede, en drøm, en ugebladsfortælling tilsat noget, som Allan forestillede sig, ville gøre sig godt i et debatprogram.

Allans mørke barndom

Glamourøs var Allans baggrund og barndom ikke. Han voksede op i et skur, tæt på et hotel ved Flensborg Fjord. Det hotel, han måske talte ud fra i Koplevs program i radioen, men som han ingen adgang havde til overhovedet. Hotellet hed Fjordhotellet, og det brændte ned for mange år siden. Hans familie var fattig, indimellem arbejdede stedfaderen på de dengang herostratisk berømte og berygtede spritbåde på fjorden, hvor der kunne købes toldfrit, men både han og Allans mor drak pengene op.

For det meste var der ganske lidt mad i skuret, og da de voksne meget ofte var fulde, var der intet opsyn med børnene. Der var lussinger og næver, der sad løst, men som ikke altid kunne ramme ofrene.

Gæsterne, der boede i hotellets underste etager, kunne ikke se skuret, Allan og hans familie boede i, for træer og beplantning, men fra øverste etage kunne skuret anes. Ingen gæster spekulerede tilsyneladende over, om der mon levede mennesker dér. Men det gjorde der. Fem mennesker på få kvadratmeter, der var delt op i en stue, hvor moderen og stedfaderen sov på en udtrækssovesofa, der aldrig blev slået ind. Den stod altid åben med sit inderste vrænget ud, sengetøj med halvsnavset linned på.

Allan og hans storesøstre, hvor ingen hed Pernille, sov i det lille rum ved siden af stuen, et kammer, hvis oprindelige brug stod hen i det uvisse. Måske havde det engang været brugt til redskaber. Derinde stod der to senge ved siden af hinanden. Og de to senge fyldte hele gulvarealet ud, så døren ind til kun kunne blive skubbet halvt op udefra, længere ind var umuligt på grund af sengene.

Børnene måtte smyge sig ind den vej, når de skulle i seng. Men for det meste hoppede de i stedet ind ad vinduet alle tre, for det var det nemmeste. Værelsets eneste vindue vendte ud mod skrænten, og da vinduet alligevel heller ikke kunne lukkes helt, kunne de lige så godt vælge at kravle den vej ind i seng.

Allan og hans to søstre havde ingen faste pladser i de to senge. Den, der kom først, lagde sig bare. Børnenes sengetøj var værre end forældrenes. Der var et par gamle dyner af ukendt oprindelse, grå spejdertæpper, nogle plettede hovedpuder, nogle gamle frakker og jakker, og når de skulle sove, tog børnene, hvad der var at dække sig med. Om vinteren var der kamp om, hvem der kunne beholde dynerne, tæppet eller overtøjet på længst.

Hotelejeren vidste selvfølgelig godt, de boede der, fortalte Allan. Om de betalte husleje til ham, mente Allan til gengæld ikke, at de gjorde. Hans stedfar havde måske engang arbejdet på hotellet som tjener, men det var allerede år tilbage. Børnene gik altså for lud og koldt vand, sådan hed det. Lud var sæbe, vidste Allan, men sæbe var der ikke meget af.

Der var rindende vand, men det var koldt, og badeværelse, det havde de ikke. Bad var noget, børnene fik på skolen efter gymnastik og sport. Men Allan havde ikke stor lyst til at gå med sine klassekammerater i brusebad, for han blev drillet, fordi hans undertøj var gråt, slidt og stift. Så hellere bare gå hjem og lægge sig og kigge op på pletterne i loftet og drømme.

Nogle gange, når de var heldige, lå resterne af et franskbrød tilbage ude på det rodede køkkenbord, når de kom hjem fra skole, sammen med margarine, rød salami og marmelade. Morgenmad havde de ikke fået noget af. Og så var der fest. Allan og de to søstre ristede brød og lavede te.

Allans søstre fik arbejde efter skoletid, de gik med aviser, og så fik de penge, som de kunne købe mad for, og de var flinke til at fodre deres lillebror.

Det handlede om at bruge pengene så hurtigt som muligt, ellers kunne de risikere, at deres stedfar pludselig gik amok, hvis han ingen penge havde til sprut og samtidig vidste, at pigerne havde gemt nogle. Han kunne finde på at flå børnenes senge fra hinanden og hidsigt rode alt igennem, og bagefter vankede der lussinger til dem alle tre og for det meste også til moderen, hvis han da ellers i sin fuldskab kunne ramme.

Hvem der drak mest, hans mor eller stedfar, det tænkte Allan ikke på, sådan var de bare, man kunne ikke regne med dem. Måske var de en enkelt dag et kort øjeblik søde og snakkesalige, men lige efter, så handlede det om sprut. Altid om at få noget at drikke.

Hvor de opholdt sig, stedfaderen og moderen, vidste Allan ikke. Han regnede ikke med dem, de var bare nogle væsener, der boede inde ved siden af. I det store rum.

Han havde et lyst sind, sådan formulerede han det for sig selv, han kunne godt lide ordene: Et lyst sind, det passede på hans lyse hår og hans blå øjne.

Allan havde en ven i et af husene oppe ad vejen, det var en ældre dame, hende kunne man regne med. En gang, han havde fået mellemørebetændelse på grund af træk og kulde i skuret, kiggede hun ham i ørerne og blev helt forskrækket over, hvad hun så. Øregangene var helt stoppet til af skorper og materie. Allan havde betroet sig til hende om, at han var bange for, at han var ved at blive døv. Han kunne ikke høre, hvad lærerne sagde i skolen.

Allan holdt ikke til at være efterladt i skuret med de gamle mere end et år. Endelig forlod Allan landsbyen og rejste til København

Men nabokonen fik ringet til en læge, Allan kom afsted og blev undersøgt, han fik penicillin, og hans ører skulle dryppes, det sørgede nabokonen for. Allans mor og stedfar opdagede aldrig, hvad der foregik.

Allan med det lyse sind fortalte nabokonen sjove historier, det var på den måde, han betalte hende for hendes omsorg, der også bestod i, at han og hans søster fik småkager og julekager og indimellem rester fra nabofamiliens middage.

Hans sjove historier udviklede sig. Han levede sig helt ind i dem og begyndte også at tro lidt på dem selv, mens han fortalte. For eksempel historien om at være et forbyttet barn. Han var i virkeligheden blevet forbyttet på hospitalet, da hans mor fødte ham. Og han lignede da heller ikke de lidt mindre fantasifulde søstre, der begge var mørkhårede.

Når han lå i værelset bagefter med sine historier og kiggede op i fugtpletterne, levede han videre i forbytningshistorien og faldt i søvn med et lille smil på læben, næsten sikker på, at når han vågnede, så ville det være på det rigtige sted hos hans rigtige far og mor. Rige mennesker i et palæ eller et stort hotel, meget større end Fjordhotellet, som de boede op ad.

Søstrene flyttede, og Allan var alene tilbage i hytten. Hans storesøstre lagde også planer for deres lillebror, men han skulle holde ud lidt endnu, før han kunne flytte, og nabokonen var der jo, hvis det blev helt galt, instruerede de ham i, så skulle han søge tilflugt hos hende.

Allan holdt ikke til at være efterladt i skuret med de gamle mere end et år. Endelig forlod Allan landsbyen og rejste til København. Han blev en del af bøssemiljøet og elskede at klæde sig ud i de vildeste rober og sminke sig. Der var altid fest og farver i hans selskab, Allan med det lyse sind og det lyse hår med de mange historier, og som var godt skåret for tungebåndet.

Allans død

En dag stillede han op i et radioshow hvor han fortalte den vildeste historie om en storslået fødselsdagsfest på et stort hotel, hvor han som ældste søn i huset holdt en tale for sin far.

Da var hotellet for længst brændt ned til grunden, uden man nogensinde fandt ud af, hvad årsagen egentlig var. Og Allans stedfar var også for længst død af en blanding af druk og lungekræft. Allans mor var flyttet i lejlighed.

Sådan var beretningen om Allans rigtige barndom. Og til sidst i min montage indrømmer Allan, at det var et stunt, han i sin tid lavede i sin tid i Koplevs Krydsfelt. Det fortæller han, efter jeg har ført Thomas Vinterberg og ham sammen. Heller ikke overfor Thomas nænner Allan at ødelægge den gode stemning, som han kalder det. Det er først, da han og jeg er alene bagefter det historiske møde mellem de to, at Allan siger, at 60-års fødselsdagen med de to taler er opdigtet.

Da Allan senere blev indlagt på sygehuset med endnu en alvorlig infektion, fik han en stak CDer af mig med radiomontagen på, som han kunne låne ud til læger og sygeplejersker, så de kunne høre, at det var rigtigt nok, at han faktisk var manden bag filmen Festen

Han var utrolig lettet over endelig at have fået sagt sandheden. Han var flov over for mig, sagde han, fordi jeg havde brugt så meget tid på ham, og også en lille smule over for Thomas, men ikke så meget, for Thomas fik jo en film ud af det, sagde Allan med et polemisk smil. Men da jeg spurgte ham, om han ikke var flov over for sin familie, svarede han pure nej. For den familie og den fest, han fortæller om i Koplevs Krydsfelt, var ikke hans familie, det var mere en film, han så for sig, i studiet.

Allan og jeg holdt kontakten, efter min radiomontage blev sendt. Vi mødtes også i København og fejrede, at min radiomontage vandt Prix Italia og samme år en pris ved Prix Europa.

Da Allan senere blev indlagt på sygehuset med endnu en alvorlig infektion, fik han en stak CDer af mig med radiomontagen på, som han kunne låne ud til læger og sygeplejersker, så de kunne høre, at det var rigtigt nok, at han faktisk var manden bag filmen Festen.

Det følgende år røg Allan ind og ud af sygehuse med alle mulige sygdomme, indtil jeg en dag i 2004 blev ringet op og fik at vide, at Allan var død. Ikke af sine sygdomme men i en færdselsulykke. Allan havde nægtet at dø af AIDS, og han fik sin vilje. For første gang i lang tid havde han lånt sin mors bil for at køre et ærinde, og han må have mistet bevidstheden eller i hvert fald grebet om rattet og fået et ildebefindende og pludselig drønet over i en modkørende bil. Allan døde med det samme i ulykken, den modkørende bils chauffør skete der ikke noget med.

Bisættelsen fandt sted i en lille landsbykirke i Holbøl. Præsten berettede i sin tale om drengen med det lyse hår, de lyseblå øjne, det lyse sind, kendt for at fortælle historier helt tilbage fra sin barndom. Og præsten sluttede af med ordene i kirken om, hvordan Allans fantasifulde sind havde digtet en historie i radioen, der blev til dogmefilmen Festen.

Da Allans kiste blev båret ud, afspillede en af hans gamle venner fra København på en CD-afspiller det nummer, Allan selv havde valgt: Up where we belong, titelsangen fra An officer and a gentleman. Den samme sang var blevet spillet i Ulkebøl til Allans kærestes bisættelse.

Allans urne blev senere sat ned i Ulkebøl til hans kæreste. Men nu eksisterer gravstedet ikke mere.

Rigtig mange mennesker i Danmark, Europa, ja, faktisk i hele verden har set Thomas Vinterbergs Festen fra 1998. Den var den første af dogmefilmene og blev en stor succes. Bagefter blev der lavet en teaterforestilling af samme navn, og også den forestilling er blevet spillet mange steder i verden. Senere kom teaterstykket “Begravelsen”, slutningen på historien om Festen.