FORFATTERLIV // ESSAY – Må forfattere fortælle om deres skriveproces? Skal de blande sig i samfundsdebatten? Og er autofiktion, taksigelser og markedsføring blevet vigtigere end litteraturen selv? Louise Juhl Dalsgaard undersøger de tilbagevendende debatter om forfatterrollen og spørger, hvad de egentlig siger om vores syn på litteratur.
Jeg udgav min første bog i 2011 og har i de 15 år, der er forløbet siden da med både interesse og undren fulgt med i de mange diskussioner, der har fundet sted. Om hvad man må og ikke må som forfatter. Bør og ikke bør. Hvad der er god stil, og hvad der er dårlig. Lad mig her understrege, at det i meget høj grad handler om forfatterens ageren, ikke litteraturens ditto.
Det, der som oftest peges fingre, eller løftes fingre, ad, er knap så ofte det skrevne, men den, der har skrevet det.
Hvordan en forfatter sætter sig selv i spil, eller hvordan en anden forfatter påstår sig næsten uafhængig af værket, det nogen gange i så vidt omfang, at det gælder både før efter og under tilblivelsen.
Litteratur bliver af nogle forfattere gjort til et spørgsmål om at lade skriften føre an, snarere end om at føre pennen selv. Jeg hører selv til den kategori, der ofte læser, hvad jeg har skrevet på bagkant og kan have svært ved at genkalde mig, hvor det kom fra, hvordan det kom.
Sandt er det, at man ved at give læserne adgang til processen trækker lidt af magien ud af det litterære arbejde. Afslører, at det hverken er evigt trælsomt og isoleret, men heller ikke ren idyl og ikke mere magisk, end at det til forveksling ligner mange andres hverdag
Det kan lyde sært, spirituelt næsten, og der findes da også mange forfattere, for hvem processen er en helt anden. De ved fra start, hvad de vil skrive, i hvilken rækkefølge, hvordan. De laver post-it notes og udfolder på forhånd fastlagte kapiteloverskrifter. ”I bådhuset”. ”Sommeren 1966”. Og så videre.
Nuvel. Det er ikke, hvad mit indlæg skal handle om. Processen. Eller rettere: mit ærinde er at tale om alle de meninger, fordomme og overvejelser, der lægger sig rundt om værket. Meninger om forfatterens mere eller mindre eksplicitte rolle, om tematikkernes større eller mindre tilknytning til virkelige hændelser.
Om den skrivendes ret til at mene noget – om andet end litteratur, altså. Jeg vil i det følgende gennemgå nogle af de tilbagevendende diskussioner, der har fyldt gennem årene. På godt og ondt.
Bogens tilblivelsesproces
Nogle forfattere holder kortene tæt til kroppen. De kan til nøds afsløre, at de arbejder på noget, men foretrækker at være tavs omkring alt andet. Hvordan de arbejder, hvor langt de er i processen og hvilke tematikker, der er i spil. De skriver muligvis, sikkert hårdt presset af deres forlag, om udgivelsen få dage før release, og opnår derved en måske utilsigtet overraskelseseffekt: wauv, what, vildt.
Andre skrivende har brug for at dele deres ellers ensomme arbejde med bogen, de løfter måske en flig af, hvad der er på vej, afslører en titel eller peger på bøger, der har inspireret dem i deres igangværende proces. De henvender sig til læseren, interagerer med virkeligheden og trækker dermed værket og fiktionen ind i virkelighedens sfære.
Det falder nogle brystet. Dem, der ønsker vandtætte skodder mellem værk og virkelighed, værk og forfatter. Som om bogens sider risikerer at blive fedtet af opmærksomheden, fiktionen miste pusten undervejs.
Sandt er det, at man ved at give læserne adgang til processen trækker lidt af magien ud af det litterære arbejde. Afslører, at det hverken er evigt trælsomt og isoleret, men heller ikke ren idyl og ikke mere magisk, end at det til forveksling ligner mange andres hverdag. Mandage med træghed, tirsdage med tastefejl, onsdage med mere slettet end tilføjet tekst.
Men overordnet må det vel siges, at der ikke er noget belæg for at mene, at det egentlige væsentlige, nemlig værket, bliver synderligt påvirket af, hvorvidt arbejdet frem mod det færdige produkt bliver lagt frem for en offentlighed eller modsat skjult.
Og modstanden mod forfatteres deling af skriveproces og praksis handler derfor nok mere om personlige præferencer end det handler om litteratur.
Forfatterens rolle
Det er kendt for de fleste, at skal en bog have plads i medierne, udover anmeldelsen, ja så skal der anlægges en såkaldt ”personlig” vinkel på værket. Det vil typisk handle om forfatterens eget liv, måske er bogen autobiografisk, hvorfor et interview vil handle om det materiale, der ligger bag den kunstneriske formgivelse.
Et traume, et sygdomsforløb, mobning, psykisk sygdom, en opvækst under svære kår. Men det kan også være, at forfatteren udfolder et tema, som måske ikke er direkte spejler dennes egne oplevelser, men så i hvert fald udfolder en ”virkelig” problematik, som forfatteren ønsker at sætte lys på. Klima. Racisme. Diskrimination. Ulighed. Hierarkier.
Det er, lyder det, strategisk markedsføring i langt højere grad end det er bøger skrevet af kunstnerisk nødvendighed. Kronikker solgt som skønlitteratur
Uanset hvad så er det hvis ikke umuligt så i hvert tilfælde uhyre svært for en skrivende at få lov at tale om litteratur eller værket i sin egen ret. Det skal kobles til noget personligt, noget læserne kan spejle sig i, en konflikt, hvad end denne nu er politisk, eksistentiel eller noget tredje.
Alligevel er der talrige røster, der opponerer mod interviews med forfatteren – om dennes skrivebord, for eksempel. Eller dennes mening om dette eller hint. Om forfatterens privatliv og personlige erfaringer.
Bogen skal læses i sin egen ret, lyder argumentet imod forfatterudlægninger. Et værks udbredelse skal ikke afhænge af i hvor høj grad det er en-til-en sammenligneligt med en relevant politiks udfordring eller gengiver en traumatiseret virkelighed.
Mediernes fokus på personen bag et værk risikerer at svække litteraturens stemme, fremfor at læse bogen for bogens egen skyld, læser vi nu bøgerne for at nærme os forfatteren og dennes virkelighed, lyder kritikken.
Det kan der selvsagt være en sandhed i. Og så alligevel: En forfatter bruger gerne et par år på at færdiggøre en bog og det gerne i håb om, at værket efterfølgende vil blive læst og husket. Men lad os være ærlige, med mindre dit navn er så stort, at læserne genkender det og alene på baggrund heraf køber din bog, så er det svært at nå ud.
Det kræver, at du fanger deres opmærksomhed og i en tid, hvor de fleste bøger købes online og kulturtilbuddene bliver stadigt flere, så er det svært, ikke mindst uden medier – det være sig etablerede og/eller de sociale. Så fint nok at ønske sig en ”ren litteratur”, et værk helt uden markedsføring og opmærksomhed.
Jomfruelige tekster, der alene sælges på deres kunstneriske kvalitet. Men det har aldrig været muligt og bliver det næppe nogensinde heller. Og lur mig, om ikke selv de mest presseskye vil takke ja, hvis de fik stillet en forside på bogtillægget til rådighed. Jeg mener: Bogen bliver jo ikke mindre god (eller dårlig) af den grund?
Litteraturens bastarder
Det er efterhånden mere trivielt at kritisere autofiktion, end det er at skrive den. Kritikkerne af genren står i kø, det er navlepillende, det er selvsmagende, det er fantasiløst, smagløst, det er kunstnerisk prostitution.
Men også andre genrer står for skud, alle har de bund i virkeligheden, det være sig værker, der kredser om politiske agendaer: etnisk forskelsbehandling, seksuelle minoriteter, ”diagnoselitteratur”, handicapdigte.
Alt sammen beskyldes det for at være ”litteratur til tiden”, hvilket sjovt nok ikke altid er ment som en kompliment, tværtimod. Det er, lyder det, strategisk markedsføring i langt højere grad end det er bøger skrevet af kunstnerisk nødvendighed. Kronikker solgt som skønlitteratur.
Bøger skrevet med alt andet end litterær tyngde for øje. Det er skrevet for masserne, for medierne, for opmærksomhedens skyld, lyder det, mens fiktionen er fuldstændig fraværende og fantasien kørt ud i et nødspor, hvor den venter på at blive kørt væk af vejhjælpen.
Der findes god litteratur, og der findes også dårlig. Det handler ikke om, hvorvidt vi taler sci-fi, cykeldigte, spændingsromaner, autofiktion, hybridværker eller sonetkranse. Det handler om, i hvor høj grad forfatteren formår at forvandle tekst til litteratur. At forme en sommerfugl af støv og sommer. En ko af pletter og patter.
Det er for mig at se helt vildt indskrænket at fælde et værk på dets genre, det vidner om dovenskab. Der findes fremragende autofiktion, jeg plejer at pege på Sylvia Plaths Glasklokken og Linn Ullmanns De urolige, som jeg begge er meget meget glad for.
Der findes fantastiske sci-fi’s, men kan roligt starte med at læse alt af Ursula Le Guin. Hybridværkerne kan være trættende, ufokuserede men også omvendt: Være øjenåbnende. Amalie Smiths I civil. Ursula Andkjær Olsens Have og helvede.
Man kunne sådan ønske, at vi ikke diskuterer pro et kontra. En stil, en form, en genre, men taler om værket, det enkelte værk. Hvad netop dét kan eller modsat: hvad det ikke lykkes med at gøre, i stedet for fordomsfuldt at afskære noget eller nogen, fordi vi har besluttet, at det er forkert, for grimt, for meget eller for lidt.
Kunstnerne og den politiske virkelighed
For et års tid siden samlede en lang række kunstnere, forfattere og filmskabere sig og protesterede i et åbent brev til politikerne mod de overgreb, de mente, der fandt sted fra den israelske stats side imod den palæstinensiske del af befolkningen.
Mere end to hundrede forfattere skrev under, hvilket fik tidligere galleriejer Jon Eirik Lundberg til tasterne, fordi han mente, at de involverede misbrugte deres fag til at fremme en politisk agenda. De kunne, mente han, lave kunst, men at legitimere deres politiske holdninger med titler af ”kunstner” var, i Lundbergs, optik, misbrug.
Det morsomme var selvfølgelig at selvsamme Lundberg underskrev sin protest af forfatterne og filmskaberne med ”galleriejer” og altså selv brugte sin profession til at hævde sit synspunkt. Men han har dog en pointe, for er en forfatters mening mere værd, mere valid, end en hundefrisørs? En blomsterdekoratørs? En valutaspekulants?
Nej, naturligvis ikke, men det var nu heller ikke baggrunden for de to protester, der sandt nok var indsamlet blandt henholdsvis filmskabere og forfattere. Nej, det var at formulere en bekymring, og hvorfor ikke bruge et netværk som basis herfor, et netværk, der, som filmskaber, typisk vil bestå af andre filmskabere.
Spørgsmålet er: må en kunstner mene noget i sin kunst? Udenfor sin kunst? Hvilken legitimitet ligger der i et fag? Når jeg sender en kronik, bliver jeg bedt om at tilføje en titel. Jeg har ikke børn, og kan altså ikke kalde mig mor.
Jeg er ikke ansat ved en virksomhed. Jeg skriver. Jeg lever af at skrive. Det er en ubeskyttet profession, men med snart 12 udgivne værker bag mig, er det vel fair nok at kalde mig forfatter? Også når jeg mener noget, der ikke lige handler om sætningskonstruktioner og tillægsord. Eller hvad?
Taksigelser
Jeg husker ikke præcis, hvordan det tog sin begyndelse. Måske var det et opslag på Facebook eller et indlæg i et magasin. I hvert fald var det en kritik af de – ifølge afsenderen – stadig mere omfattende taksigelser i skønlitterære bøger.
Taksigelser der kunne læses som en form for selvhævdelse, en måde at smykke sig med andre litterære kollegers navne, sige: Se, dem her kender jeg og de siger god for mit værk.
Det er selvsagt en motivfortolkning, der vil noget. Jeg kunne vel med lige så stor ret påstå, at det er en form for selvhævdelse, når en anmelder benytter tidligere værker til at sammenligne med det foreliggende materiale. Er det ikke i lige så høj grad en måde at sige: ”Hey, jeg har faktisk læst rigtig meget og jeg er derfor virkelig klog,” på?
Jeg har i min seneste bog takket to mennesker, det har jeg, fordi de har hjulpet mig undervejs med læsninger og forslag, og jeg er opdraget til at sige tak, når jeg møder hjælp. Jeg har i dag skrevet tak til en studentermedhjælper, der lovede at sende min kommende udgivelse til en nær kollega. ”1000 tak,” skrev jeg og tilføjede et kh. Jeg har også takket et familiemedlem for at fakturere en ordre, jeg havde sendt afsted. ”Mange tak for hjælpen,” skrev jeg.
Det kom sandt nok ikke – før nu – nogen for øje, men et bogværk opstår jo ikke af sig selv, det er en lang og slidsom proces, der involverer en lang række mennesker.
Læsning, redaktion, korrektur, sats, omslag. At anse det at takke andre for deres hjælp som andet end god stil og høflig opførsel er mig en gåde, og det er svært ikke at se det som et problem, der nok snarere ligger hos kritikerne af taksigelserne end hos dem, der takker og de, der takkes.
Selv tak.
Parnasset
De finere kredse. Eliten. Det litterære hierarki. Findes den slags? En kollega, Kaspar Colling Nielsen, udtrykte det engang ret præcist, det lød nogenlunde sådan her: ”De, der siger, at der ikke findes et hierarki, er dem, der befinder sig øverst i det”.
Selvfølgelig findes der hierarkier. Først når vi anerkender det, kan vi kæmpe imod dem. Nogen er – med større eller mindre ret – mere anerkendte, mere afholdte, har lettere adgang til medier, får bedre (eller lad os kalde det ”en anden”) behandling hos forlagene.
Visse bøger anmeldes i flere landsdækkende blade på udgivelsesdagen: Man må formode, at det ikke skyldes, at samtlige aviser ved en fuldkommen tilfældighed har valgt at anmelde samme værk. Nej, visse forfatterskaber har forrang for andres.
Det er helt naturligt. I de fleste tilfælde også velfortjent. Er det unfair over for de muligvis fremragende bøger, der aldrig får adgang til mediernes spalter, fordi de ikke har navn, tyngde, det rigtige forlag i ryggen?
Ja det er det da.
Det skal vi turde sige højt. Ikke fordi jeg tror, det ændrer noget, men fordi det helt sikkert ikke bliver anderledes, hvis vi vedbliver at påstå, at alle er lige og har samme adgang og mulighed for at blive hørt. Eller læst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og