NEKROLOG – Ursula Le Guin var bedst kendt for sine romaner om ‘Troldmanden fra Jordhavet’. Selv var hun en troldkvinde med sine ord, sin evne til at skabe verdener og sin dybe forståelse af menneskelivet i alle dets facetter.
“Øen Gont, et ensomt bjerg, som løfter sin tinde en mil over det stormhærgede Nordøsterhav, er berømt for sine troldmænd. Fra byerne i dens høje dale og havnene i dens mørke, snævre bugter er mangen en gonter draget ud for at tjene Øhavets herskere i deres byer som troldmænd eller koglere …”
Sådan indledte den amerikanske forfatter Ursula Le Guin sin fortælling om Troldmanden fra Jordhavet, der blev indskrevet på en troldmandsskole længe før Hogwarts i et univers, som på én gang er fyldt med magi, store kræfter, hemmeligheder og drager og såre hverdagsagtigt.
Hun havde mig ved første sætning, og hun har haft mig siden, mens jeg har læst og genlæst hendes mange bøger og noveller. I går døde hun, men de verdener, hun skabte, lever videre.
Science fiction og fantasy er underkendte genrer i Danmark. Mine lærere afskrev dem hånligt som virkelighedsflugt og triviallitteratur, men Ursula Le Guin viste, at de kan fortælle os så meget mere om vores samtid end de fleste andre genrer, fordi de kan gøre det skjulte synligt og stille dilemmaer klarere op: Hvad gør magt ved os? Hvordan ville vi reagere, hvis vi kunne se bort fra køn som noget entydigt? Bliver verden et bedre sted af at forbyde religion? Kan vi tillade os at lade nogle få lide, hvis det til gengæld betyder, at flertallet har det fantastisk? Hvad er frihed?
Det er store spørgsmål, som Ursula Le Guin ikke tøvede med at behandle, men sjældent docerende. Historiefortællingen kom først, og hendes evne til at skabe verdener var uovertruffen.
Måske skyldtes det, at hun havde et blik for hverdagen. Hvor andre fantasy- og science fiction-forfattere ofte har blikket stift rettet mod de store linjer og heltegerninger, er det i Ursula Le Guins bøger ikke mindre magisk at pille maddiker ud af rumpen på et får eller kurere yveret på en syg ko. De mennesker, der bor i hendes historier, reparerer skibe, de vander et blommetræ, bager kager og brød … der er tusindvis af hverdagshandlinger, som er med til at gøre de fantastiske universer genkendelige og troværdige trods alt deres magi og teknologi.
Yin og yang
Ursula Le Guin var en fremragende antropolog, selv om hendes uddannelse var i litteratur. Det skyldtes ikke mindst indflydelsen fra hendes far, som arbejdede som antropolog med amerikanske indianere og deres kultur, og det påvirkede hendes tilgang til hendes egne verdener. Fremtidsarkæologi kaldte hun sin krævende og fragmentariske roman ‘Always coming home’, hvor brudstykker af musik, myter, folkesagn og essays tilsammen skaber handlingen i læserens eget hovede.
Selv om de negative kræfter er stærke og hverken skal glemmes eller fornægtes, fortjener de ikke at blive tilbedt
Men først og fremmest er der i alle hendes historier menneskeligheden som det egentlige tema. Ursula Le Guins personer er præcis så smålige, gode, barmhjertige, brutale, kloge, dumme, frygtsomme, modige, grådige, generøse, ulykkelige og lykkelige, som vi alle dage har været. Modsætningerne er valgt med vilje, det er et gennemgående tema, at mørket er en forudsætning for lyset og omvendt: ‘At tænde et lys er at kaste en skygge’, som hun skrev. Hun var stærkt inspireret af taoismen med dens vægt på balance, yin og yang, og det præger hele hendes forfatterskab.
Kærlighed, barmhjertighed og heling er virkelige og stærke kræfter – det er grusomhed og ondskab også. Men selv om de negative kræfter er stærke og hverken skal glemmes eller fornægtes, fortjener de ikke at blive tilbedt, som troldmanden Gæt forklarer den unge kvinde Tenar.
Hun holder ham fanget i en underjordisk labyrint, hvor hun som ypperstepræstinde tjener urgamle, destruktive kræfter gemt dybt i mørket. Gæt bringer lyset frem i hende, hendes iboende og naturlige godhed, men det har sin pris:
“Frihed er et tungt læs, en stor og mærkværdig byrde for sjælen at tage på sig. Det er ikke let. Det er ikke en gave, man får givet, men et valg, og det valg kan være svært. Vejen går opad mod lyset; men den tyngede rejsende når det måske aldrig,” skriver Le Guin, da Tenar omsider træffer sit valg og med dyb sorg erkender, hvad det indebærer, og hvor mange år hun har spildt i mørkets tjeneste.
Humor og præcist sprog
Le Guins fortællinger bærer ofte præg af en tør humor. Nogle af historierne er lette og underfundige litterære vittigheder, det gælder ikke mindst novellen ‘The first contact with the Gorgonids’, hvor en hårdt plaget kvinde bliver en global berømthed, da hun ved et uheld filmer mødet mellem en flok gorgonlignende aliens og hendes utålelige mand, som ender som en grøntsag på grund af sin opførsel. Karma is a bitch …
Jeg er en småborgerlig husmor, jeg praktiserer ikke anarki
Et andet gennemgående træk er hendes sprog, som på én gang er økonomisk og rigt. Hun kunne med få sætninger skabe et univers, og flere af hendes historier ville af ringere forfattere have krævet trilogier. Men Ursula Le Guin stolede på sine læseres evne til at danne billeder selv ud fra de få, men vigtige pennestrøg hun gav dem at arbejde med. På mange måder var hun beslægtet med vores egen Cecil Bødker.
Ursula Le Guin er blevet sat i forbindelse med flere ideologier, blandt andet anarkismen som romanen ‘The Dispossesed’, på dansk ‘De udstødte’, udforsker. Selv afviste hun at være anarkist i egentlig forstand:
“Jeg bliver lidt flov, når anarkister gør mig til deres. Fordi – så længe de er min type, pacifister – elsker jeg dem, men jeg er en småborgerlig husmor, jeg praktiserer ikke anarki,” fortalte hun i et interview med Literary Hub for nogle år siden.
I det hele taget brød hun sig ikke om at blive sat i bås, heller ikke som forfatter. “Jeg kan blive prikken og trættekær, hvis jeg bare bliver kaldt science fiction-forfatter. Det er jeg ikke. Jeg er forfatter og digter. Lad være med at skubbe mig ned i jeres forbandede kasser, hvor jeg ikke passer ind, for jeg er over det hele. Mine tentakler kommer ud af kassen i alle retninger,” sagde hun til en fransk avis.
Hun ville heller ikke ses som filosof eller moralist – fortællingerne havde førsteret, og flere af dem viser, hvor stor tiltro hun havde til fortællingers kraft; at ordet i sig selv er skabende. I en af hendes noveller, “The Shobie’s Story’, redder besætningen på et strandet rumskib sig hjem ved at fortælle hinanden deres rejse som en historie. Og i ‘Troldmanden fra Jordhavet’ kan ordene fra Det Gamle Sprog, som er dragernes, skabe ægte magi, ikke bare magiske illusioner.
Tvivl frem for sikkerhed
Ursula Le Guin var ikke bare en fænomenal roman- og novelleforfatter. Hun skrev en lang række essays og blogindlæg – de sidstnævnte begyndte hun på i en alder af 79 med skepsis over for selve ordet ‘blog’: “Det lyder som en gennemblødt træstamme i en sump, eller måske en blokering i næsevejen”.
Indlæggene er en rig verden i sig selv af betragtninger om litteratur, politik, alder, livsvilkår; hun var ikke bange for at gå i kødet på andre, hvis hun var uenig, og hun skrev ofte kronikker og læserbreve som modsvar i aktuelle debatter. En række af dem er samlet i antologier. De viser et menneske, som værdsætter tvivl, evne til at tænke og tøve, åbenhed over for andre – egenskaber som vil blive dybt savnet i en tid, som ofte fremmer det modsatte.
Jeg vil savne hendes vid, humor, dybe menneskelighed og tro på os. Og jeg vil savne at læse nyt fra hendes hånd, men glæde mig over den rigdom af ord, hun har efterladt og den visdom, som ligger i dem.
Døden frygtede hun næppe, hun som behandlede den så tit i sine bøger:
“Only in silence the word,
Only in dark the light,
Only in dying life:
Bright the hawk’s flight
On the empty sky.”
Flyv godt, Ursula.
………………….
PS: Hvis man ikke kender hendes bøger, er her nogle forslag til, hvor man kan begynde:
Mørkets venstre hånd
Hvad er der tilbage, hvis kønnet ikke længere definerer mennesket? Det er det, som Ursula Le Guin udforskede i sin gennembrudsroman fra 1969. Historien foregår i en verden, hvor alle mennesker er androgyne det meste af tiden og skifter køn ved bestemte lejligheder, hvor de også går ind i en slags brunst, og ind i den verden dumper jordboen Genly Ai. Plottet er en magtkamp, både mellem mennesker og planetens dominerende nationer, som låner træk fra henholdsvis et totalitært styre a la USSR og et kapitalistisk samfund med fascistoide overtoner, men det er de menneskelige relationer mellem Genly Ai og navnlig den lokale Estraven, der er romanens egentlige omdrejningspunkt.
Margarat Atwood, en af de mange forfattere, som Ursula Le Guin har inspireret, har netop denne roman som udgangspunkt for sin nekrolog.
Troldmanden fra Jordhavet
Man bør ikke lade sig narre af, at bøgerne fra Jordhavet står på hylderne med børnebøger, for som de bedste klassikere taler de til alle aldre, omend på forskellig vis til hver af dem. I centrum gennem fem romaner er troldmanden Gæt, som man følger fra helt lille til gammel mand. Historierne kan læses uafhængigt af hinanden, men giver mest mening at læse kronologisk, og foregår i et univers, som navnligt i første roman bærer tydeligt præg af den græske mytologi, og Gæts rejse på jagt efter sin skygge kan minde om Odyssesus’ omflakkende tilværelse efter krigen i Troja. Dødsriget ligner også det Hades, som Odysseus besøger.
Selve universet har hun udforsket i en række lange noveller, blandt andet i samlingen Tales from Earthsea.
A fisherman of the Inland Sea
En novellesamling hvor Ursula Le Guin demonstrerer, at hun er svær at sætte i bås. Novellerne spænder vidt, nogle er humoristiske, andre mere dystre. Titelhistorien foregår i hendes mest fremtrædende science fiction-univers, Hain, i en fremtid, hvor Jorden er med i en løs sammenslutning af verdener, og hvor det især er dagliglivet på den ene af dem og vigtigheden af samhørighed, som udforskes. Samtidig er det en moderne udgave af de gamle elverhistorier, hvor en mand lokkes af et overnaturligt væsen, og der er gået flere hundrede år, da han endelig vender tilbage.
Lavinia
I Vergils Æneiden er Lavinia en blodfattig biperson, men hun får sit eget liv hos Ursula Le Guin. Det er en af hendes sidste romaner, den er fra 2009, og den er endnu et eksempel på, hvordan Ursula Le Guin kan sammenflette store dramaer af mytiske dimensioner med et hverdagsliv, hvor der er plads til ploven, til køkkenet, til det simple, landlige liv i antikken.
Bærende foto: Ursula Le Guin, Gorthian, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
