VENNER OG SEX AND THE CITY REVISITED // KLUMME – Lad os tage en lille vandring ud ad Memory Lane, tilbage til dengang hvor man ikke havde streaming – men fulgte diverse serier i flow-tempo. De er vendt tilbage, så nu kan man binge-se dem. Men hvordan virker de i dag? Pinlige eller brugbare? Eller måske bare utroligt unwoke. Maria Helleberg har brugt tid foran skærmen.
Jeg vil koge gruppen ned til to serier, der stadig overlever, men på hver sin måde – og med problemer. Sex and the City og Friends/Venner. Typisk for dem begge (og for f.eks. Seinfeld fra samme periode) er at de foregår blandt hippe unge/yngre mennesker i New York City.
Grunden til, at jeg i sin tid begyndte at følge alle disse serier, var den simple, at jeg disponerede over en lejlighed på 82. gade – ca. 3 måneder pr. besøg – med korte mellemrum. Der var element af både hjemve, research og lykkelig genkendelse i begge serier.
Mens jeg stadig er forelsket i den ene, har jeg ærlig talt ikke brug for at se den anden. Tiden kan være ond ved underholdning. Serier er selvfølgelig ikke eviggyldige manualer i god opførsel. Men de kan komme til at indeholde så mange mærkværdigheder, at man allerede efter 25 års forløb forkaster dem som gyldig underholdning. Mens andre serier blot ældes med ynde som tidsbilleder.
Før Venner
Jeg har stadig et kærligt forhold til serierne Home Front og Thirtysomething, der skildrede hhv. 1945 og 1980’erne, seriens samtid, med skarpt blik, opfindsomhed, gode replikker, gode skuespillere – og en vis ømhed.
Det er woke-problemerne, som er grunden til at se serien igen, og jo, der er dybest set uacceptable vittigheder om bøsser, tykke, fængsler
Men de blev jo ikke historiske, ikoniske moderne serier. De var bare ret præcise i deres tidsbillede: men ville vi i dag skildre to familier, hvor kvinderne gik hjemme, mens mændene skabte et firma? Måske hvis vi netop skulle genskabe 1980’erne …
Min største kærlighed gælder serien I`ll fly away – hvor hovedpersonen viser sig at være den sorte stuepige i en hvid sydstatsfamilie i 60’erne. Nej, det er ikke en rabiat feministisk beretning, hvor stuepigen bliver senator. Hun bliver forfatter.
Se dem, hvis I kan komme til det. De fortjener stadig et publikum.
Uacceptable vittigheder – også i virkeligheden
Friends/Venner kender alle. Det er woke-problemerne, som er grunden til at se serien igen, og jo, der er dybest set uacceptable vittigheder om bøsser, tykke, fængsler etc. Men jeg har altså hørt danske studerende år 2020 komme med langt vildere not-woke-vitser. Måske netop på grund af den tiltagende forsigtige korrekthed. Man mener ikke det, man joker med, men synes, det må være tilladt netop at joke.
Vildeste afvigelse er Joey med italiensk baggrund. Han er serie-dater, men absolut ingen #metoo-krænker
Når Venner dropper vittighederne og skildrer sine personers problemer, ser det noget bedre ud. Monica er ex-overvægtig (massivt) og vises i flashbacks spisende eller bærende rundt på mad. Samtidig elsker hun Kitkat. Det er for meget, men til gengæld oplever man både hendes gåpåmod, hendes desperation, hendes humor – og man forstår hende.
Monica bliver endda kok senere i livet, og slank. Som alle de andre. Hun normaliseres, men hun bærer den tykke Monica indeni sig. Man taler ikke om perfektion, men det er, hvad hun er oppe imod.
Problemet er ikke Monicas fortid, men at alle de andre hovedpersoner er slanke, smukke og hvide. Vildeste afvigelse er Joey med italiensk baggrund. Han er serie-dater, men absolut ingen #metoo-krænker. Han kunne have været sort, men jeg er bange for, at hans adfærd så ville have affødt kritik …
Ross’ ægteskaber
Ross får på et tidspunkt en sort powerwoman som kæreste. Hun er videnskabskvinde med karrierepotentiale (langt over hans niveau) og repræsenterer den nye kvindetype. Den kvindetype som man i 1990’erne ustandselig fik at vide aldrig ville kunne finde kæreste eller ægtemand.
Serien giver plads til en transseksuel, som foretager kønsskifte
Hendes modbillede er den på alle måder irriterende Janice (”Oh my God”) med hylelatter. Hende rehabiliterede serien ved at give hende, hvad hun ønskede sig: hun gifter sig ”opad” og får et barn.
Ross når at gifte sig en hel del gange og at blive far til to sønner. Den første i ægteskabet med en kvinde, der forelsker sig i og ægter en anden kvinde, hvorefter han overlader barnet til de to. Det er ikke en let eller uproblematisk udvikling, men skildres som den rette løsning, trods alt.
Havde man tidligere vovet at lukke sådan et par ind i en sitcom? Så positivt skildret? Man buldrede ikke låste døre ned med bulldozere, man skrev nye persontyper ind i serierne.
Serien giver plads til en transseksuel, som foretager kønsskifte. Sidstnævnte legede man altså allerede med i Soap (seriestart 1977). Bl.a. med en ældre patients kommentar: ”why change sex? As far as I remember it was rather terrific”.
Chandlers far bliver kvinde og arbejder som drag og entertainer. Hen fremstilles af en overmåde attraktiv kvinde, som forbavsende elegant formår at pendle mellem det, vi traditionelt kalder feminint og maskulint. Chandler når frem til accept. Ikke jublende lykkelig accept, men dog. Andet, tror jeg, var ikke muligt.
De kære forældre
Til gengæld er det faktisk skildringen af diverse forældre, som adskiller serien fra sine fæller. I serie efter serie blev hovedpersonernes forældre skildret som verdenskloge, ironiske, beskyttende og retledende. Det er ikke helt det indtryk, man får i Venner.
Man gør ikke det politisk korrekte, men det, man helst vil
Forældrene, børn af 68, er vildt selvoptagne, de sårer deres voksne børn med ufølsomme bemærkninger (Monica bliver til ”our little Harmonica”) og dalrer ellers rundt uden at have meget at byde på. Det er barsk, men virker.
Vore seks venner er, forstår vi, efterladt uden mange rettesnore i en verden, der ikke ligner forældregenerationens billede af ens liv, inden man fylder 30.
Sex, løgn og …
Og så når vi til min ros: serien holder fast i komedien og bruger den til at vise vennernes utraditionelle løsninger.
Da betalings-tv pludselig inkluderer en pornokanal, tør drengene ikke slukke af frygt for at miste denne form for underholdning. Man gør ikke det politisk korrekte, men det, man helst vil.
Man lyver eller skaber absurde undskyldninger/bortforklaringer/dækhistorier – vildest da Rachel forklarer, at hun ikke kommer til husfesten, fordi hun er inviteret til en Regatta-Galla. Det ord afdækker kløften mellem hendes velhavende forældres verden – og den, hun selv har fundet sig til rette i.
Hvis løgne er nyttige og komiske, er de acceptable: Phoebe kan f.eks. grounde et fly ved at henvise til den defekte ”falange”. Nej, den eksisterer ikke. Men det gør problemet, som må løses, ved et fly, som ikke kan lette.
Moralsk set er de seks ikke sarte. De vil så gerne være fri for at lyve eller finde på uldne bortforklaringer. Men deres liv ser nu engang ud, som de gør.
Da fællesskabet ender, ved vi, at de næppe vil holde sammen. Joey fik sin spin-off-serie. De andre kan man gisne om og skrive fanfiction om. Phoebe og hendes VelourTomte Mike. Chandler og Monica (The Bings) med adoptivbørn. Rachel og Ross fra hver sin verden, palæontologi og mode, får nok en svær periode. Men figurerne blegner efter seriens afslutning.
Det handler om sex – og product placements
Og så kommer vi til Sex and the City, der længe blev fremhævet som noget fuldkommen enestående, en serie om enige kvinders liv og venskab.
Men ser man serien, er der nogle røde tråde, som brænder igennem. Mere end kvindelighed, sex og både jokes og alvor.
Først og fremmest er serien scene for en ubrudt kæde af product placements, helt ned i replikkerne.
Hvor Venner formår at give et tidsbillede, man kan leve med, er Sex and the City en bastard af reklamer, fordomme og mænds kvidetolkninger
Dernæst bemærker man de ejendommelige samtaler om, ja, sex. Overalt. Man skulle tro, at alle var gået vild i Tinder/Dating, men den slags fandtes jo endnu ikke.
Det ser ud til, at samtalerne på diverse cafeer udarter til små lektioner i samtidens seksuelle etikette: læg en serviet ved siden af sengen til manden, hvis han skal slikke kvinden, så man ikke får sin egen smag i munden bagefter …
Mænd, der skildrer kvinder
Efterhånden bliver det tydeligt, at det er en mængde mænd, som står bag serien. Beviset var for mig episoden i spin-off-filmen, hvor Miranda udmattet siger, ”lad os få det overstået”, til sin mand, mens de har sex. Hun skal tidligt op og på arbejde og har al mulig grund til den replik. Det fører så til nær-skilsmisse, som hun skal forhindre. Opdragelse af kvinder, går jeg ud fra.
Figurerne skal repræsentere forskellige segmenter, fra den lykkeligt promiskuøse Samantha, over karrierekviden Miranda til den følsomme hovedperson Carrie. Hendes lange vej til ægteskab med manden, vi lærer at kende som Mr. Big, er historiens rygrad.
For serien handler ikke om venskaber, der fletter sig sammen. De bliver snarere bagtæppe for det fragile forhold mellem Carrie og Big. Samantha lykkes det ikke at få gift, men de to andre veninder bliver afsat.
I dette univers er bøsser nogle spøjse rundbuede venner, for hvem hele livet er en lang pride parade. Lesbiske lever spændende liv og har spændende, men lukkede fællesskaber, som den dydige Charlotte forsøger at gatecrashe. Det går ikke. Serien interesserer sig ikke for dem. På samme måde er det der med at få børn noget eksotisk.
Hvor Venner formår at give et tidsbillede, man kan leve med, er Sex and the City en bastard af reklamer, fordomme og mænds kvindetolkninger. Men jeg var sådan set allerede forundret kritisk, da serien var ny omkring 2000. Og jeg kedede mig en smule, for der var meget få overraskelser.
Kontrafaktisk sex
Så var det, vi – fem kvinder – satte os ned en aften og byttede forslag. Kontrafaktisk SATC.
Mr. Big går konkurs under finanskrisen og mister alt. Må flytte ind hos Carrie og holde hjem og tage barsel.
Samantha gifter sig med sød 70-årig, der elsker klassisk musik og græsk mad. Hun opdager livet som erstatnings-grannie, når Big forsøger comeback. Opretter nanny-servicefirma og nyder det.
Miranda får Steven ind i firmaet og opdager, at han kan mere, end hun troede. Barn nr. 2 kommer, og hun opretter sammen med 22 andre kvinder en privat børnehave. Hvorefter hun ser klima-lyset og kvitter jobbet for at arbejde med bæredygtige løsninger. Fraskilt.
Charlotte, derimod, går ind i Demokraternes valgkamp og lærer at fighte. Vil have sin jødiske mand med til Palæstina …
Man kan da i det mindste se, at vi er blevet modigere og mere fjollede. Men vi skal jo heller ikke søsætte en ikonisk tv-serie.
LÆS FLERE ARTIKLER AF MARIA HELLEBERG HER
Topfoto: Geoffrey Chandler, Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
