POLITIK // ANALYSE – Inger Støjberg og Pernille Vermund, Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup, Lars Løkke Rasmussen og “vennerne” i Venstre. For nu afdøde Uffe Ellemann-Jensen var der ingen tvivl: Der er ikke plads til venskaber i politik. I hvert fald ikke de ægte af slagsen.
Selv om det strømmede ind med kondolencer fra både højre og venstre side i dansk politik, da Uffe Ellemann-Jensen døde i juni, lagde ingen skjul på, at tidligere udenrigsminister og mangeårige formand for Venstre også var kontroversiel i sin samtid. Selvfølgelig ikke. De fleste husker ham jo stadig.
»Vi kan høre hans gnækkende grin for vores ører og se det skæve og afmonterende smil, som kom lige før en god one-liner,« som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sagde ved den private sammenkomst på Christiansborg efter bisættelsen i Holmens Kirke, hvor sønnen mindedes »hans mange næser og hans næsten lige så mange nytårstorsk fra Ekstra Bladet«.
»Vi kan huske tv-billederne af en glad og kæk Uffe, der stod med mit fodboldhalstørklæde om halsen og sin egen pibe og sagde: “if we can’t join them, beat them”«.
»Han stod, når andre vaklede,« lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), med en slet skjult kritik af sit eget partis udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje i 1980’erne, mens tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fortalte, at Uffe Ellemann-Jensen aldrig dukkede sig, når han var i politisk modvind. I stedet formåede han at få noget ud af selv den mest håbløse situation.
»Jeg sagde engang til Uffe: ”Du er det, som i fodboldsprog hedder god til at filme. Du kan på den groveste og samtidig mest elegante facon nedlægge en modstander, og alligevel så formår du at fremstå som den forurettede part, og dommeren giver advarslen eller udvisningen til ham, som du har nedlagt.«
Hykler
Hvad ingen nævnte var, at Uffe Ellemann-Jensen ikke bare var kontroversiel. Han havde faktisk ingen politiske venner.
Ikke fordi ingen ønskede at være ven med ham. Tværtimod. Alle vil være ven med en toppolitiker.
Men fordi Uffe Ellemann-Jensen ikke mente, at der er plads til venskaber i politik.
Som den seneste tid endnu engang har vist, er naturstilstanden i dansk politik nemlig, med den britiske filosof Thomas Hobbes’ ord, »ensom, fattig, grim, brutal og kort« og ikke mindst på højrefløjen, når otte partier skal kæmpe om stemmerne.
Lars Løkke Rasmussens farvel til Venstre har efterladt en række skuffede partifæller, og det er sigende, at ingen fra folketingsgruppen har gjort ham følgeskab i Moderaterne.
De mener, at den tidligere statsminister og partiformands parti kun handler om ham selv, hans forfængelighed og vrede over at være blevet gået som formand (om end han formelt selv gik).
»Jeg synes ikke, du kan være det bekendt,« som tidligere justitsminister Søren Pind skrev i et åbent brev til Lars Løkke Rasmussen i Berlingske.
»Jeg kan godt forstå din vrede. Men det gik ikke længere. Du har haft din tur.«
»Det er 40 års venskab, som Peter Skaarup undsiger,« lød Pia Kjærsgaards reaktion, da Dansk Folkepartis gruppeformand meldte sig ud af partiet for i stedet at blive Danmarksdemokraternes foreløbige enlige folketingsmedlem med udsigt til ti og ikke to procent af stemmerne.
Og sidstnævnte partis fremkomst, og ikke mindst Inger Støjbergs snak om »de fine saloner i København«, har fået Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, til at kalde hende »hyklerisk«. Når Inger Støjberg har siddet to årtier i Folketinget og været minister i flere perioder, er det et »faktum«, at hun selv er en del af eliten eller disse saloner, om man vil. Lyder det i dag.
Det på trods af, at det ikke er mere end halvandet år siden, at Pernille Vermund gjorde det klart, at Inger Støjberg, der på det tidspunkt stadig var næstformand i Venstre, ikke bare var velkommen i Nye Borgerlige.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at Inger og jeg er gode venner,« som Pernille Vermund fortalte B.T., efter at hun Kristi Himmelfartsdag havde lagt et billede op af de to på Facebook med smil, solbriller i panden og glas med hvidvin på bordet.
»Tak for dejlige timer, seje kvinde. Du er et af de kæreste og mest hjertevarme mennesker, jeg kender. Du har min fulde støtte og opbakning,« skrev Pernille Vermund.
Brutale afgørelser
Selv om politikere som netop Pernille Vermund – i hvert fald udadtil – ofte har travlt med at fortælle om deres venskaber med andre af slagsen, gjorde Uffe Ellemann-Jensen nærmest en dyd ud af ikke at have sådanne.
Uffe Ellemann-Jensen understregede, at nok spiller de personlige relationer en rolle i politik. En stor rolle. Og nok optræder mange politikere i medierne endda med »venskaber« på tværs af partierne, som kan bekræfte os i, at vi danskerne nu engang har en særlig hyggelig omgangsform, og danne grundlag for spekulationer om, hvordan sådanne kan være afgørende for politiske koalitioner og endda regeringsdannelser.
»Men det hyggelige og runde danske bør ikke få os til at sjaske med noget så værdifuldt som ægte venskaber,« skrev Uffe Ellemann-Jensen i erindringerne Din egen dag er kort.
Mennesker, som jeg holdt oprigtigt af, og som havde betydet meget for mig i min opvækst, hørte nu pludselig ikke længere til i den fortrolige cirkel, der havde givet tryghed og udsyn
Uffe Ellemann-Jensen i erindringerne Din egen dag er kort
»Og jeg er i årenes løb bevidst veget tilbage for at bruge venskabelige forbindelser politisk. Det er af nogen blevet udlagt, som om jeg ikke vil have venner blandt politikere. Det er noget vrøvl. Jeg vil blot ikke etablere personlige relationer med henblik på politisk udnyttelse, for jeg ved, hvor svært det kan være at træffe de ubehagelige og måske brutale afgørelser, som en politiker kan blive stillet over for.«
Som barn oplevede Uffe Ellemann-Jensen, hvordan faderen, Jens Peter Jensens, beslutning om at stille op til Folketinget for Venstre i samme amt, hvor en af familiens allernærmeste venner gennem mange år, den konservative Erik Ninn-Hansen, var opstillet, gjorde sidstnævnte så vred, at venskabet mellem familierne opløstes fra den ene dag til den anden.
»Det greb også ind i andre nære venskaber, som havde været en del af min families verden – og det gjorde et stort indtryk på mig,« skrev Uffe Elleman-Jensen.
»Mennesker, som jeg holdt oprigtigt af, og som havde betydet meget for mig i min opvækst, hørte nu pludselig ikke længere til i den fortrolige cirkel, der havde givet tryghed og udsyn.«
Ivar Hvem
Uffe Ellemann-Jensen havde oprindeligt ikke ønsket at kandidere til formandsposten i Venstre, da Henning Christophersen efter folketingsvalget i 1984 besluttede at stoppe for at blive EF-kommissær og næstformand for Europa-Kommissionen. Uffe Ellemann-Jensen havde i nogen tid vidst, at Henning Christophersen ville væk og ikke mindst til et (mere) vellønnet job end det at være minister og ikke mindst menigt folketingsmedlem.
Hvis det en dag skulle kom så vidt. Ikke en ukendt erhvervsrisiko, trods alt.
Selv havde Uffe Ellemann-Jensen mere end rigelig at se til som udenrigsminister og kunne ikke se, hvordan det i praksis skulle kunne lade sig gøre også at være partiformand. I forvejen havde Uffe Ellemann-Jensen svært ved at få tid til at se sin familie.
Hvilket Uffe Ellemann-Jensen i første omgang fortalte Venstres gruppeformand, gårdejeren Ivar Hansen, der i folkemunde blev kaldt Ivar Hvem. Og ikke bare det. Uffe Ellemann-Jensen støttede i stedet Ivar Hansens kandidatur. Det skulle denne vide.
Lige indtil Jens Peter Jensen måtte fortælle sønnen, at det jo slet ikke var sikkert, at Ivar Hansen på samme måde som Henning Christophersen ville »holde hånden« over ham, når han løb ind i problemer med udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det var i de år, at Uffe Ellemann-Jensen fik rækken af næser af det alternative sikkerhedspolitiske flertal Folketinget, som inkluderede Schlüter-regeringens støtteparti De Radikale, for ikke at efterleve den vedtagne danske politik (i alt fik han 80 af slagsen).
»Der er flere i regeringen, som hellere ser dig væk fra udenrigsministerposten, så de ikke skal have alt det bøvl med De Radikale, som de har brug for, når den økonomiske politik skal på plads,« lød farens advarsel.
»Så hvis du vil bevare udenrigsministerposten og dermed den linje i udenrigspolitikken, som du ønsker, så må selv stille op som formand«.
Uffe Ellemann-Jensen blev bange for, at hvis han ikke blev formand, så ville han være færdig som udenrigsminister, inden der blot var gået et halvt år. I hvert fald var Uffe Ellemann-Jensen sikker på, at statsministeren – trods forsikringerne udadtil om det modsatte – gerne var foruden hans gnækkende grin (Poul Schlüter havde aftalt med Henning Christophersen, han ikke kunne fyre Venstres ministre, uden at denne var enig).
Uffe Ellemann-Jensen måtte derfor trække Ivar Hansen til side i forbindelse med den tidligere formand, Poul Hartlings, 70-års fødselsdag den 14. august og fortælle ham, at han alligevel stillede op som formand. På Venstres efterfølgende landsmøde måneden efter fik Uffe Ellemann-Jensen 546 stemmer mod Ivar Hansens 93.
»Det er dejligt at være liberal,« indledte Uffe Ellemann-Jensen efterfølgende sin første formandstale.
Og han mente det.
Returhjorten
Det var det stadig i 1998, og under valgkampen det år stod Uffe Ellemann-Jensen i meningsmålingerne til at overtage nøglerne til Statsministeriet fra Poul Nyrup Rasmussen. Som Mark Twain havde rygterne gennem årene om Uffe Ellemann-Jensens politiske død vist sig at være stærkt overdrevne.
Men når Uffe Ellemann-Jensen ellers var hjemme under valgkampen, cyklede han hver morgen en tur gennem Dyrehaven, nord for hjemmet i Hellerup.
Hvilket Venstres formand også gjorde på valgdagen den 11. marts.
Kronhjortene havde søgt i skjul i den tætte skov i den nordlige ende af naturparken, hvor de var i gang med at kaste deres gevirer. De samlede kræfter til den kraftudladning, der lå forude, hvor gevirerne skulle vokse ud i løbet at få uger. 26 ender på geviret, kunne de få op til.
Men når kronhjortene nåede op på så mange, som de rigtig store når op på, begyndte de at blive »returhjorte«, de gik på retur og tabte kræfterne. Og Uffe Ellemann-Jensen havde under cykelturene lagt mærke til, hvordan de gamle kronhjorte endte med at gå i udkanten af flokken, hvor de søgte efter hinder at parre sig med, blot for at blive jaget væk af de yngre og stærkere. Det var tit et ynkeligt syn, og så blev de »heldigvis« skudt af skovrideren.
Selv havde Venstres formand hverken lyst eller kræfter til endnu en periode i opposition, hvis det alligevel skulle blive udfaldet af folketingsvalget. En periode hvor Uffe Ellemann-Jensen som en returhjort risikerede at blive slidt ned og svækket fortrængt af en yngre, og stærkere konkurrent (ironisk kæmper sønnen i dag for at leve op til sit eget prædikat om at være »det store dyr på savannen« og altså det borgerlige Danmarks statsministerkandidat).
For sent at fortryde
Det meddelte Uffe Ellemann-Jensen på valgnatten Venstres næstformand, Anders Fogh Rasmussen, og partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, efter at det stod klart, at den alligevel ikke havde været hjemme. 176 stemmer på Færøerne afgjorde det år folketingsvalget til Poul Nyrup Rasmussens fordel.
»Næste valg kan altså ligge 3-4 år fremme i tiden,« forklarede partiformanden Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen, efter at have trukket med ind på sit kontor på Christiansborg og låst døren.
»Hvis jeg fortsætter som formand for Venstre, vil både partiet og jeg selv blive slidt ned i mellemtiden. Der skal nye kræfter til, og derfor må jeg gå som formand. Og det skal ske hurtigt, meget hurtigt«.
Næstformanden og partisekretæren bad formanden sove på beslutningen og ikke gøre noget overilet.
Men Uffe Ellemann-Jensen havde taget beslutningen. Den stod ikke til at ændre, og nu var det bare at sikre, at den hurtigst muligt – og på den bedst mulige måde – blev ført ud i livet, så Anders Fogh Rasmussen blev ny formand.
Anders Fogh Rasmussen sagde, at det vidste han slet ikke, om han ville. Altså være formand.
Det var for sent at komme på den tanke, svarede Uffe Ellemann-Jensen.
Læs mere om politik og samfund i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
