Unitos-rapporten fremstiller muslimsk indvandring som kolonisering og fortrænger aldersfaktoren i statistikken

af i Debat/Politik & Samfund

ÆGTESKABSMØNSTRE // KOMMENTAR – Unitos-rapporten om ægteskabsmønstre i muslimske migrantgrupper blev refereret ukritisk i flere medier i slutningen af juni. Steffen Groth kritiserede i POV rapporten for at rumme metodiske, begrebslige og substantielle fejl og fordrejninger. 27/7 havde rapportens forfatter, Cand. mag. i filosofi og dansk Ulla Nørtoft Thomsen, et svar i POV. Svaret afslører, at Nørtoft Thomsen sætter lighedstegn mellem muslimsk indvandring og kolonisering, samtidig rummer svaret et påfaldende tomrum: de meget forskellige aldersfordelinger blandt indvandrere og efterkommere, der betyder, at den simple sammenligning mellem grupperne giver et helt fordrejet billede, berøres ikke.

Det er et på én gang oplysende og fordunklende svar, Ulla Nørtoft Thomsen har leveret. Oplysende fordi det tydeliggør en række modsætninger mellem vores respektive opfattelser af migration, muslimer, begreber og metode. Og fordunklende fordi hun blandt andet skriver: ”Groth understøtter sin saglige kritik med et vældigt digterværk om, hvad han mener, at jeg mener”.

Det forbliver uklart, hvori dette ”vældige digterværk” består. Nørtoft Thomsen runder afsnittet om det dunkle digterværk af med at skrive om sig selv: ”Jeg er ikke ”fremmedfjendsk”, og jeg har i øvrigt heller ikke ”ekstremistiske holdninger””. Mon ikke de fleste læsere i kraft af citationstegnene, konteksten og kursiveringen, tænker, at de to prædikater, hun distancerer sig fra, kommer fra mig? Det gør de imidlertid ikke. En citatskik, der levner plads til forbedring.

Det koloniale ægteskabsmønster

Om sin begrebsudvikling skriver Nørtoft Thomsen, at den endnu er ”ufærdig”, og at ”hvis den var færdig ville han [Groth] formentlig have brudt sig endnu mindre om den.” Det tror jeg, Nørtoft Thomsen har ret i. Her ligger nemlig en af de grundlæggende modsætninger mellem vores perspektiver: Nørtoft Thomsen udvider i sin replik begrebet ”koloniale” til at omfatte det samlede ægteskabsmønster hos de muslimske migranter. Ordet ”kolonial” betyder ifølge ordbogen ”vedr. et geografisk områdes status som koloni under en kolonimagt”. Nørtoft Thomsen understreger, at man ikke bør forveksle ”settlerkolonier, der som udgangspunkt er fredsommelige og selvsupplerende, med aggressive okkupationskolonier…”. Det er nemlig primært førstnævnte, hun har i tankerne, må man forstå.

Settlerkolonier er ifølge forskningen kendetegnet ved, at en kolonimagt indtager fremmed jord, etablerer bosættelser og undertrykker, fordriver og udskifter den oprindelige befolkning.

Er det mon en sådan igangværende udskiftning Nørtoft Thomsen hentyder til, når hun om sin begrebsudvikling skriver: ”Målet med den er at forsøge at række ind i en virkelighed, som vi har brug for at forstå.”

Nørtoft Thomsens begrebsbrug giver i mine øjne et forvrænget billede af virkeligheden. Der er en fundamental forskel på kolonialisme… og den migration, der har været til Danmark siden 1960’erne

Hvem har brug for at forstå det? Er det os, der lægger hovedet relativt ”trygt på puden” i modsætning til Nørtoft Thomsen? Hun har nemlig tilsyneladende længe forstået, at muslimske migranter udgør et led i en art kolonisering af Danmark. Allerede i forbindelse med Muhammedkrisen delte Nørtoft Thomsen en række Machiavelli-citater på sin blog og forklarede:

Det, man kan lære er, at den islamiske verden er den nye kolonimagt. Helt efter bogen. Muhammed-hysteriet er et advarende brøl om ikke at true den islamiske verdens nye europæiske besiddelser. Man er utilfreds med, at Europa begynder at sætte sig til modværge.”

Machiavelli-citaterne handlede hverken om muslimer eller islam.

Nørtoft Thomsens begrebsbrug giver i mine øjne et forvrænget billede af virkeligheden. Der er en fundamental forskel på kolonialisme, med det magtforhold mellem kolonimagt og koloniserede, som det indebærer, og den migration, der har været til Danmark siden 1960’erne; gæstearbejdere, familiesammenførte, flygtninge osv.

At migrationsprocesserne, som altså i Nørtoft Thomsens forestillingsverden har koloniale træk, også har en særdeles aggressiv side for hende, fremgår af, at hun i et opslag på sin blog d. 9. april (besættelsesdagen) 2018 skriver: ” Vi har 9. april hver dag. Til gengæld er det svært at se 5. maj for sig, for den sender på en frekvens, der er væk.”

Eller når hun i august 2018 skriver om ”muhamedanernes angreb i Europa”: ”Hvad vi ser nu, er ikke så meget organiserede angreb som organiserende angreb. Med sin blodige deltagelse opløftes indvandreren til jihadi, han tager del i den globale jihads kommunion. Formålet er ikke at splitte Europa, men at samle ummah’en [det muslimske samfund eller fællesskab red.].”

Udvikling forudsætter tid

Et andet centralt aspekt i min kritik af rapporten går på, at sammenligningen af de to samtidige grupper af indvandrere og efterkommere ikke siger noget om udviklingen i ægteskabsmønstrene. Det er således forkert, når rapporten konkluderer: “udviklingen går tilbage fra første til anden generation”. Det er en helt basal og for så vidt ganske ukompliceret kritik. Forudsætningen for, at man kan tale om en udvikling frem eller tilbage, er, at man måler på en eller flere grupper fra et tidspunkt til et andet. Det gør rapporten ikke. Nørtoft Thomsens svar lyder:

”Men herkomstkategorierne [efterkommere og indvandrere red.] er ikke slægtstavler. De er sociologiske kategorier, der sorterer immigranter efter anciennitet som borgere i landet. Tidsfaktoren er dermed indbygget i kategorierne.”

Det lyder flot, men dækker over en fejlopfattelse eller fordrejning af herkomstkategorierne. Personer, der kategoriseres som indvandrere eller efterkommere sorteres ikke efter deres ”anciennitet som borgere i landet”. Det er udelukkende bestemt af herkomst. Tid er ikke bestemmende for en persons placering. En indvandrer kan være kommet til landet for mange år siden – eller i går, ung eller gammel. Efterkommere er i sagens natur fra yngre årgange. En indvandrer, der gifter sig med en etnisk dansker, kan således udmærket have været længere i landet end en efterkommer, der bliver gift med en fra sin egen etniske gruppe.

Det er i bund og grund misvisende at bruge opdelingen indvandrere/efterkommere til at beskrive ”udvikling”. Den refererer ikke til et tidsforløb

Nørtoft Thomsen sætter herefter tilsyneladende trumf på:

”Det er helt gængs at sammenligne indvandrere og efterkommere, der lever side om side i samme tidsrum og også at tale om udvikling i den forbindelse.”

Første del af sætningen er korrekt, anden del er forkert. Det er i bund og grund misvisende at bruge opdelingen indvandrere/efterkommere til at beskrive ”udvikling”. Den refererer ikke til et tidsforløb. Danmarks Statistik – som må siges at udstikke den gængse statistiske standard i Danmark – sammenligner blandt andet efterkommere og indvandrere i den årlige publikation Indvandrere i Danmark. Men de taler kun om ”udvikling”, når de ser på en udviklingsproces over et tidsforløb. Ikke når de sammenligner samtidige herkomstgrupper.

Ukorrekt brug af generationsbegrebet

”Groths kritik sammenblander forskelligartede generationsbegreber…”, skriver Nørtoft Thomsen. Men det er nu Unitosrapporten, der sammenblander herkomstkategorierne (indvandrere og efterkommere) fra Danmarks Statistik med generationsbegrebet (1. og 2. generation). Her burde nogen fra Unitos have lært af forløbet omkring Rapporten om børn af efterkommere (december 2018). Et springende punkt dengang, som gav anledning til megen kritik, misforståelser og rettelser af nyhedshistorier, var netop at ministerierne i den udgave af rapporten, der blev sendt til Berlingske Tidende, sammenblandede generationsbegrebet og herkomstkategorierne.

En aktindsigt viste, at Integrationsministeriet blev advaret af Henrik Bang, kontorchef i Danmarks Statistik, hvilket fik ministeriet til at korrigere i den endelige udgave, men ikke i den til Berlingske, der satte dagsordenen i medierne. Kontorchefen fra Danmarks Statistik skrev blandt andet d. 13/12-2018 til Integrationsministeriet:

”Rapporten anvender generationsbegrebet og oversætter i den sammenhæng Danmarks Statistiks klassifikation af herkomst til 1., 2., og 3. generation. Denne anvendelse er ikke korrekt og giver anledning til analytiske fejlslutninger.” (DST til UIM 13/12-2018, jævnfør aktindsigt – korrespondancen nævnes også i Berlingske 22/12-2018)

Problemet var netop, at sammenblandingen af herkomstkategorierne og generationsbegrebet gav anledning til fejlagtige forestillinger om et udviklingsforløb fra første generation til anden eller fra anden generation til tredje. Det er den samme fejl Unitosrapporten begår, når det hævdes at: “udviklingen går tilbage fra første til anden generation”.

Når Nørtoft Thomsen slet ikke forholder sig til aldersfordelingen og i stedet over for pressen hævder, at tallene viser, at det er forkert at tro, at den sociale integration kommer gradvis, skaber hun et fordrejet billede

Udeladelse af efterkommergruppens aldersfordeling er ”decideret misvisende”

I min kritik af Unitosrapporten nævnte jeg, at de forskellige aldersfordelinger blandt indvandrere og efterkommere betød, at grupperne ikke var umiddelbart sammenlignelige, da man må forvente, at giftemønster varierer med alder. Det forholder Nørtoft Thomsen sig slet ikke til. Betydningen af de forskellige aldersfordelinger er ellers et aspekt som Danmarks Statistik gør opmærksom på en række gange i Indvandrere i Danmark 2018 (s. 15, 37, 40, 42, 46, 57, 73, 91). Det påpeges fx, at det ville være ”decideret misvisende” (s. 41) ikke at korrigere for alder i forbindelse med efterkommeres beskæftigelsesfrekvens. Ligesom det slås fast i forbindelse med offentlig forsørgelse, at Ikke-vestlige efterkommere er meget unge og kan ikke sammenlignes med de andre grupper” (s. 91).

Problemet er, at gruppen af ikke-vestlige efterkommere er kraftigt overrepræsenteret på de helt unge alderstrin, mens den sammenlignet med ikke-vestlige indvandrere er kraftigt underrepræsenteret i gruppen over 30. Det samme mønster gælder efterkommere og indvandrere fra de ti oprindelseslande Nørtoft Thomsen ser på og det bliver selvsagt endnu mere udtalt, når man ser på hele perioden 1999-2018, som Unitosrapporten gør.

Figur 1. Baseret på data fra Statistikbanken.dk – FOLK2

Men hvorfor er de forskellige alderssammensætninger relevante i forhold til ægteskabsmønstre? Det er de fordi statistikken viser – ganske forventeligt – at de indvandrere og efterkommere, der gifter sig med en etnisk dansker, gennemsnitligt gør det nogle år senere end dem, der gifter sig med en person fra samme etniske gruppe. Blandt de tidlige vielser på de alderstrin, hvor efterkommergruppen er kraftigt overrepræsenteret, er det en meget lille andel, der gifter sig med en etnisk dansker, og jo senere vielsen foregår, jo større er andelen, der gifter sig med etniske danskere. Men efterkommergruppen er som det ses meget yngre end indvandrergruppen, og få efterkommere er over 30 år i dag og i 1999 var næsten ingen efterkommere over 25 år. Det har markante konsekvenser for det samlede billede af ægteskabsmønstrene i perioden 1999-2018. (Statistikbanken.dk, VIE4 og FOLK2)

Når Nørtoft Thomsen slet ikke forholder sig til aldersfordelingen og i stedet over for pressen hævder, at tallene viser, at det er forkert at tro, at den sociale integration kommer gradvis, skaber hun et fordrejet billede. Og her handler det om hovedbudskabet i rapporten. Konklusionen om, at udviklingen går tilbage fra første til anden generation, som Nørtoft Thomsen formidler til medierne og formulerer i rapportens resumé, falder endegyldigt til jorden. Men også den overfladisk set begrebsligt mere korrekte påstand om at færre efterkommere end indvandrere gifter sig med danskere, står for fald. Korrigerer man for forskelle i aldersfordeling viser vores beregninger baseret på Statistikbankens tal, at en klart større andel af efterkommere end indvandrere, i de ti migrantgrupper Unitosrapporten handler om, gifter sig med danskere (Statistikbanken.dk, VIE4 og FOLK2).

Ensidighedens svøbe

Nørtoft Thomsen har bemærket, at jeg også forholdt mig kritisk til mediernes og ministeriernes formidling af rapporten om børn af efterkommere. De to beslægtede kritikker får Nørtoft Thomsen til at bekymre sig for om min integritet er ved at blive koloniseret af politiske intentioner:

”Hvis den metodiske kritik kun rulles ud, når man ikke bryder sig om resultatet”, skriver hun, ”så reduceres den videnskabelige kritik til et politisk redskab, og man trækker på sin videnskabelige autoritet på ret uetisk vis.”

Det er en interessant iagttagelse, som jeg tager til efterretning, selvom grundlaget for bekymringen er begrænset. Lad mig kvittere ved også at levere et par opbyggelige ord den anden vej. Nørtoft Thomsen læser citater af  Machiavelli og mener, at de lærer os, at den ”islamiske verden er den nye kolonimagt”. Hun læser John Locke – liberalismens fader – og mener, at ”han uden tvivl [ville] anbefale et forbud mod hovedparten af de islamiske trossamfund, vi ser i Europa i dag”. Og hun læser Georg Brandes og forestiller sig, at han i dag ”havde raset som en Ulrik Høy x 1000, han havde blæst Farshad Kholgi, Hirsi Ali og Naser Khader og mange flere til angreb forlængst, han havde mobiliseret den halve verden i kampen imod islams tyranni…For 30 år siden havde han sikkert haft det overblik, vi har i dag, og var gået i gang. Hvilket får mig til at tænke på Glistrup.”

Med den lidt enøjede tilgang til store tænkere – der mig bekendt ikke havde islam og muslimer som en hovedinteresse – trækker Nørtoft Thomsen store veksler på sin filosofiske autoritet og risikerer at blive anset for ensidig, men samtidig bliver det mere forståeligt, hvordan hun kan udlægge ægteskabsmønstrene i ti migrantgrupper i Danmark som koloniale.


Illustration: Megapixel.

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.