Et politisk bestillingsarbejde – Berlingske som megafon for Inger Støjberg

af i Medier/Minoriteter/Politik & Samfund

EFTERKOMMERRAPPORTEN // POLITIK – Mandag bragte Berlingske en stort anlagt dækning af regeringens rapport om børn af efterkommere med anden etnisk oprindelse. Steffen Groth analyserer forløbet og konkluderer, at Berlingske i et uskønt parløb med Inger Støjberg (V) og Merete Riisager (LA), har valgt at levere lige præcis den fortælling, ministrene ønskede. Stik imod debatredaktør Pierre Collignons diktum om, at journalister skal møde manipulation og propaganda med kritisk objektivitet, har avisen i denne sag gjort sig selv til en megafon for en af landets mest højtråbende politikere på indvandrerområdet.

I en tid med fake news, manipulationer og propaganda kan det være svært at skelne sandt fra falsk. Vi skal forholde os til spin, sminkede tal, pseudoforskning, rygter på sociale medier og hyperpartiske medier, som råber med holdningspræget journalistik.”

Således skriver Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon i en kommentar i sin egen avis d. 19. maj i år. Som modvægt til den tiltagende fragmentering, dramatisering og polarisering af mediebilledet slår Collignon til lyd for en revitalisering af et gedigent, gammelt begreb: tilstræbt objektivitet.

Det lyder forjættende. Tilstræbt objektivitet eller kritisk objektivitet, som Collignon også kalder det, er ofte en mangelvare i indvandrerdebatten for eksempel.

Det er den måske heftigste kampplads for politiserede fortællinger, ophedede holdninger og tendentiøs fakta-behandling, så her kunne kritisk objektivitet være en væsentlig modgift mod manipulation og misinformation.

Desværre tyder noget på, at kløften mellem idealer og praksis kan være ganske stor hos debatredaktøren og på Berlingske generelt. Ser man nærmere på mandagens hovedhistorie i Berlingske om børn af efterkommere, tegner der sig et bekymrende mønster.

Iscenesættelsen af den ministerielle analyse

Undervisningsministeren, Merete Riisager, og integrationsministeren, Inger Støjberg, har bestilt en analyse af børn af efterkommere med ikke-vestlig oprindelse hos deres embedsmænd. Det er politisk bestillingsarbejde, som selvsagt ikke lever op til videnskabelige standarder.

Der er ingen forfatter, der kan stilles til ansvar og afkræves dokumentation, der er intet forskningsmiljø, der kan levere peer review og faglig kritik og der er ingen instanser, resultaterne kan indklages for.

Ikke desto mindre lancerer Berlingske analysen, som om det er banebrydende forskning: ”Ny undersøgelse hamrer pæl igennem årtiers dansk integrationspolitik”, udbasuneres det.

Og i en underrubrik lyder det konstaterende: ”Ny undersøgelse viser for første gang, at tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end andengeneration i skolen og på arbejdsmarkedet.”

Der er da heller ikke skyggen af metode- eller magtkritik at spore i Berlingskes dækning. Den former sig som en stort anlagt iscenesættelse over fem sider, hvor medløbsinterviewet med ministrene udgør grundstammen

Berlingske har indgået en aftale med Inger Støjberg og Merete Riisager om et dobbeltinterview og samtidig har de nogle dage i forvejen, som det eneste medie, fået adgang til rapporten.

Det er med andre ord i samspil med ministrene, at Berlingske lancerer rapporten. Der er da heller ikke skyggen af metode- eller magtkritik at spore i Berlingskes dækning. Den former sig som en stort anlagt iscenesættelse over fem sider, hvor medløbsinterviewet med ministrene udgør grundstammen.

Ministrenes ord understøttes af en leder af Pierre Collignon, som i fin samklang med Støjberg retter en appel til indvandrerne i Danmark: ”Bryd nu ud af jeres parallelsamfund!”. Desuden er der tre korte erfarings- og partsinterview samt sammenlagt 12 linjer (i netudgavens version) afsat til, at oppositionen – Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre – kan kommentere i slutningen af en af to artikler, der domineres af ministrene.

Endelig er en ekspert tildelt et par replikker, der skal fungere som videnskabeligt figenblad – det vender vi tilbage til.

Problemerne i rapporten

Der er en række iøjnefaldende problemer i ministeriets analyse af børn af efterkommere, som man ikke behøver at være kyndig i statistik for at se.

Ikke desto mindre er problemerne fraværende i Berlingskes dækning. Kun én gang i viften af artikler sniges der et forbehold ind i en parentetisk bisætning om nogle marginale tilfælde: ”I enkelte tilfælde – og med forbehold for at det bygger på små tal – går det tilbage”.

Den statistiske børnelærdom om, at socioøkonomiske og uddannelsesmæssige faktorer spiller en rolle i relation til skoleresultater, er ikke integreret i rapportens sammenligning af generationer. Og der er ikke korrigeret for det i de resultater politikerne og Berlingske bringer til torvs

Problem 1:

Ifølge Danmarks Statistik er der per 1. januar 2018 41.022  personer, som har mindst én forælder, der er efterkommer. Men 39 pct af dem, altså 16.102 (heraf angiveligt ca. 5800 med ikke-vestlig baggrund) tæller ikke med i kategorien af børn af efterkommere, som ministeriets rapport ser på.

Hvorfor ikke? Fordi den af deres forældre, der er efterkommer, er et eksempel på det, som altid fremhæves, som den mest effektive metode til integration; de har nemlig fundet en person med dansk oprindelse og har fået børn med ham eller hende.

De 16.102 børn er altså produkter af en mere eller mindre vellykket integrationsproces på kærlighedens område. De børn er usynlige i ministeriets rapport.

Phd. og seniorforsker ved Rockwoolfonden Marie Louise Schultz-Nielsen forklarer i Videnskab.dk konsekvensen af den manøvre: »På den måde sorterer du den gruppe fra, som sandsynligvis er mere velintegreret, og hvor børnene med stor sandsynlighed ville klare sig bedre«.

Problem 2:

Gruppen af børn af efterkommere kommer overvejende fra Tyrkiet og Pakistan. Det skyldes, at de er efterkommere af de første ikke-vestlige indvandrere, der kom til Danmark som gæstearbejdere i 1960’erne og 70’erne. Gruppen af gæstearbejdere var i høj grad lavtuddannede.

Siden er gruppen af indvandrere og efterkommere blevet mere sammensat, men det afspejler sig endnu ikke i gruppen af børn af efterkommere.

Man sammenligner med andre ord grupper som også med hensyn til national sammensætning og kulturel baggrund er forskellige og usammenlignelige.

Problem 3:

De børn af efterkommere, der er gamle nok til at komme med i statistikken over skole- og uddannelsesresultater, er overvejende børn af kvinder som har født tidligt. Det er unge mødre, som har født tidligere og har mindre uddannelse end gennemsnittet af efterkommere.

Som Marie Louise Schultz-Nielsen formulerer det til Videnskab.dk: ”På den måde får man formentlig primært de socialt dårligere stillede grupper med i rapporten. For mange af dem, som har taget en længere uddannelse, har simpelthen ikke nået at få børn endnu«.

Det har seniorforskeren uden tvivl ret i. Rapporten leverer nemlig selv en nøgle til indsigt i den udvikling, der af kronologiske årsager endnu ikke afspejler sig blandt børn af efterkommere:

”I 1993 havde ca. 8 pct. af børn af efterkommere med ikke-vestlig oprindelse en mor med en dansk erhvervskompetencegivende uddannelse. Andelen var på 58 pct. 25 år senere. Andelen af børn af efterkommere, hvis fædre havde opnået en dansk erhvervsfaglig eller videregående uddannelse på tidspunktet for deres fødsel, er steget fra 2 pct. i 1993 til 42 pct. i 2017”

De børn, der er kommet med i statistikken over resultater for nationale test, er dem der er født for mere end 10 år siden, dem der er kommet med i statistikken over resultater for folkeskolens afgangsprøve er født for mere end 15 år siden, og dem, der er kommet med i statistik over ungdomsuddannelser er født for mere end 18 år siden.

Med andre ord den store udvikling i uddannelsesniveauet hos mødre og fædre er af ufravigelige kronologiske grunde, endnu ikke slået igennem i børnegruppen. Eftersom vi ved, at forældrenes uddannelsesniveau er den vigtigste indikator for, hvor godt børn klarer sig i skolen, er det et meget væsentligt aspekt, der giver løfter om, at gruppen af børn af efterkommere uddannelsesmæssigt vil udvikle sig positivt i fremtiden.

Den statistiske børnelærdom om, at socioøkonomiske og uddannelsesmæssige faktorer spiller en rolle i relation til skoleresultater, er ikke integreret i rapportens sammenligning af generationer. Og der er ikke korrigeret for det i de resultater politikerne og Berlingske bringer til torvs.

De nægter at blive en del af fællesskabet

Man kan roligt konstatere, at rapportens billede af, hvor godt tredje generation klarer sig sammenlignet med anden generation, ikke er et videnskabeligt validt billede; til det er der ganske enkelt for store mangler og problemer i materiale og metode.

Rapporten foregiver for så vidt heller ikke at være videnskabelig, ligesom den afstår fra at udkaste teorier om årsagssammenhænge.

Den etniske underklasse fremstilles ikke alene som en økonomisk og kulturel trussel, i Collignons leder, den tilskrives også en modvilje mod integration, den nægter at blive en del af fællesskabet

Men ministre og journalister behandler embedsmændenes analyse som en forskningsrapport, og de går ikke af vejen for at drage konklusioner, udpege årsager og profitere politisk.

Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon, har i sin leder et bud på en kras konklusion og en overraskende kausal forbindelse:

”Danmark har fået en etnisk underklasse, som nægter at blive en del af fællesskabet. Det er den forstemmende konklusion, man må drage efter endt læsning af en ny rapport…”

Den etniske underklasse fremstilles ikke alene som en økonomisk og kulturel trussel, i Collignons leder, den tilskrives også en modvilje mod integration, den nægter at blive en del af fællesskabet. Og som det manende lyder i lederen: ”Det handler om vores nationale fællesskab”.

Mod slutningen retter debatredaktøren en direkte appel mod den etniske underklasse: ”Bryd nu ud af jeres parallelsamfund!” Lad os håbe de læser Berlingske ude i de ghettoområder, Collignon tilsyneladende vil animere med sine ord.

Man skulle næsten tro debatredaktøren havde koordineret sine ord med Støjberg; hun istemmer nemlig i Berlingskes interview præcis den samme nationale melodi iblandet de truende moltoner om minoriteterne.

Man skal ifølge Integrationsministeren ”sige klart at integration i Danmark ikke er at mødes på midten. Man skal tage vores kultur og værdisæt på sig. Man skal – for at sige det, som det er – assimilere sig.«

Det nye paradigme er tilsyneladende, hvis det står til integrationsministeren, tosidet: hjemsendelse eller assimilation.

For Støjberg fungerer rapporten – og Berlingskes journalistiske iscenesættelse – som et springbræt for at formulere, begrunde, befæste og forstærke sine synspunkter:

Integrationsminister Inger Støjberg læser undersøgelsen som én stor understregning af, at den eneste vej til bedre integration er at møde indvandrere med hårde krav:

»Faren er, at den lidt naive og godtroende tilgang, som vi har haft til integration, erstattes af opgivelse. Derfor er jeg også virkelig nervøs for, hvis man på et tidspunkt forlader den stramme linje. Det er ikke entydigt sjovt at føre en benhård udlændingepolitik,«

Rapporten er en perfekt løftestang til at legitimere og kolportere regeringens politik. Særligt når journalisterne velvilligt ser bort fra, at analysen i virkeligheden ikke med nogen videnskabelig validitet kan sige noget om udviklingen fra anden til tredje generation

Rapporten anvendes af ministeren som en retfærdiggørelse af ”benhård udlændingepolitik”, og en ildevarslende påmindelse om hvad en godtroende og naiv linje kan få af konsekvenser.

Hvis vi vil undgå kaos, er det øjensynligt bydende nødvendigt at fastholde Støjbergs linje, hvor minoriterne skal tvinges til at tage danske normer til sig:

»Vi kan sådan set bare kigge ind i, at hvis ikke vi gør noget drastisk – stiller nogle krav på arbejdsmarkedet, får en større spredning, tvinger dem til at tage danske normer og værdier til sig, så kommer vi i en situation, som kan være fuldstændig uoverskuelig.«

Det videnskabelige figenblad

Berlingske benytter i dækningen en enkelt ekspertkilde, som potentielt kunne levere de nødvendige forbehold og nuanceringer, nemlig professor Torben Tranæs, forskningsdirektør ved VIVE.

Ifølge journalisterne har han ”gennemgået undersøgelsen, og arbejdet er i hans øjne solidt”. Tranæs fylder ikke meget i artiklen, og det er ikke muligt at afgøre ud fra det citerede, om han over for journalisterne har leveret nogle af de forbehold, man savner.

Men samme aften i Deadline formulerer han faktisk nogle af de videnskabelige reservationer, som jeg har peget på oven for, men som er helt fraværende i Berlingskes dækning.

Så måske har Berlingskes journalister sorteret det fra af hensyn til vinklingen. I Berlingske kommer Torben Tranæs udelukkende til at fremstå som et videnskabeligt figenblad for politikerne og for Pierre Collignons bombastiske tilkendegivelser.

Megafonholderjournalistik

Historien om rapporten, som den iscenesættes i Berlingske, passer som fod i hose med Støjbergs strammerkurs og med regeringens nye paradigme i udlændingepolitikken, der som bekendt skal dreje fokus fra integration til hjemsendelse – og står det til Støjberg også fra integration til assimilation.

Rapporten er en perfekt løftestang til at legitimere og kolportere regeringens politik. Særlig når journalisterne velvilligt ser bort fra, at analysen i virkeligheden ikke med nogen videnskabelig validitet kan sige noget om udviklingen fra anden til tredje generation.

Politikere og journalister skal selvfølgelig ikke give et skønmaleri af samfundsproblemer eller bagatellisere integrationsudfordringerne, men ingen kan være tjent med, at billedet af virkeligheden forvrænges, forbehold forties, forhastede slutninger drages og problemerne forstørres.

Berlingske har valgt, i et uskønt parløb med Inger Støjberg og Merete Riisager, at levere lige præcis den fortælling ministrene ønskede. Stik imod Pierre Collignons diktum om, at journalister skal møde manipulation og propaganda med kritisk objektivitet, har avisen i denne sag gjort sig selv til en megafon for en af landets mest højtråbende politikere på indvandrerområdet, Inger Støjberg.

Opdatering (kl.8.05): Rockwoolfondens forskningschef, Jan Rose Skaksen, har i dagens Berlingske (netudgaven i går aftes) fremsat de samme kritikpunkter mod rapporten, som jeg fremfører ovenfor. Han konkluderer: “Det kan godt vise sig, at det går ad h… til med tredjegenerationsindvandrerne, men du kan ikke vide det på basis af denne analyse, som ser nærmere på en specielt selekteret gruppe”.


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272


Foto: Venstre

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Medier