POLITIK // ÆGTESKABSMØNSTRE // DEBAT – Fornylig offentliggjorde tænketanken Unitos en rapport om ægteskabsmønstre blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande. Rapporten vakte opsigt i medierne med sin konklusion om, at færre fra anden generation end første generation gifter sig med en etnisk dansker. Men den udlægning af tallene giver et misvisende billede. Og man mærker forfatterens forankring på den yderste antimuslimske højrefløj, skriver Steffen Groth.
Patriarkalske familiemønstre, hvor kvindernes muligheder er indskrænket, er et problem i nogle indvandrermiljøer. Reaktionære positioner, der misbilliger ægteskaber med personer fra andre etniske grupper eller andre religioner, er også et problem.
Forståelse og forandring af det komplekse problemfelt kræver oplysning.
Man må derfor også umiddelbart hilse det velkommen, at tænketanken Unitos – hvis bestyrelse består af Nasser Khader, Mikkel Andersson og Kasper Støvring – fornylig publicerede en rapport på 10 sider om ægteskabsmønstre i de ti største muslimske migrantgrupper i Danmark; tyrkere, syrere, pakistanere, iranere, irakere, libanesere, marokkanere, afghanere, somaliere og eritreere.
Dels kan man selvsagt godt være socialt integreret uden at være gift med en etnisk dansker. Dels viser det sig, hvis man går tættere på de statistikker, som rapporten baserer sig på, at konklusionen er misvisende
Men oplysning, ikke mindst på et så politiseret og polariseret område, kræver samtidig præcision, klare sondringer, korrekt begrebsbrug og retvisende konklusioner.
De krav mener jeg desværre ikke, rapporten fra Unitos lever op til.
Fejlagtig hovedkonklusion
En hovedkonklusion i rapporten er, at “udviklingen går tilbage fra første til anden generation” i forhold til andelen af muslimske migranter, der gifter sig med en etnisk dansker.
Denne hovedpointe, som betones en række steder i rapporten og på tænketankens hjemmeside, gav genlyd i medierne, fra Jyllands-Posten over TV2 til P1 Debat. Også i den Ritzau-artikel, som spredtes til de store medier, var omdrejningspunktet netop tendensen til tilbagegang i andelen af muslimske migranter, der gifter sig med etniske danskere.
I Jyllands-Posten udtalte forfatteren bag rapporten cand. mag. Ulla Nørtoft Thomsen:
”Hvis man forestiller sig, at social integration er noget, som nok skal komme gradvist, viser tallene, at det er ikke tilfældet”.
En vidtgående konklusion, som gør tværetniske ægteskaber til den eneste vej til social integration og samtidig foregiver at have tallenes neutrale tale bag sig. Men der er ikke belæg for konklusionen.
Dels kan man selvsagt godt være socialt integreret uden at være gift med en etnisk dansker. Dels viser det sig, hvis man går tættere på de statistikker, som rapporten baserer sig på, at konklusionen er misvisende.
Fejlen er ikke definitionen af efterkommere, det er derimod rapportens konklusion om tilbagegang, der ikke er grundlag for
Ikke desto mindre sætter Jyllands-Posten trumf på og konkluderer d. 7. Juli: “Integrationen finder ikke sted – det må vi se i øjnene“.
Usammenlignelige grupper
Rapporten behandler ægteskabsmønstre for de 10 nævnte overvejende muslimske migrantgrupper i perioden 1999 til 2018. Der er to grundlæggende indvendinger mod ureflekteret at sammenligne efterkommergruppen med indvandrergruppen i dette tidsspand, som rapporten gør:
1. Efterkommergruppen er ikke efterkommere af den indvandrergruppe, som de sammenlignes med. Det er således ikke anden generation, der sammenlignes med den generation, der gik forud, men derimod samtidige grupper, der sammenlignes.
Sammenligningen kan dermed per definition ikke umiddelbart sige noget om udviklingen over tid fra første til anden generation. Et forhold, der forstærkes ved, at der i rapportens konklusion hverken tages højde for de forskellige aldersfordelinger, de forskellige etniske sammensætninger eller den socioøkonomiske udvikling i de grupper, der sammenlignes.
2. Det væsentligste problem ved ureflekteret at sammenligne de pågældende indvandrer- og efterkommergrupper er, at børn af de indvandrere, der er blevet gift med en etnisk dansker, ikke indgår i statistikken over efterkommere.
I den efterkommergruppe, der undersøges, er alle altså efterkommere af indvandrere, der ikke er blevet gift med en etnisk dansker. Reelt kan alle i efterkommergruppen, der er gift med en etnisk dansker, således betragtes som et integrationsmæssigt fremskridt sammenlignet med deres forældre, der alle er rene indvandrerpar.
Men det usynliggøres i rapporten, da efterkommergruppen helt uden metodisk refleksion sammenlignes med hele indvandrergruppen, selvom børn af blandede par sorteres fra i efterkommergruppen.
Det er ikke rapportens definition af efterkommere, der er fejlagtig – den overtages fra Danmarks Statistik, dog uden at blive forklaret, hvilket er en alvorlig undladelsessynd. Men fejlen er ikke definitionen, det er derimod rapportens konklusion om tilbagegang, der er misvisende.
For pakistanere, iranere, libanesere og irakere er andelen, der bliver gift med etniske danskere, markant større blandt efterkommere end indvandrere
Problemerne i Unitosrapporten er beslægtede med de problemer, der var i den kritiserede rapport om børn af efterkommere fra undervisnings- og integrationsministeriet (december 2018).
Men i Unitosrapporten er misvisningen mere fundamental, eftersom det lige præcis er ægteskaber mellem migranter og etniske danskere, der måles på. Og det netop er denne gruppes børn, der sorteres fra i efterkommergruppen.
Det kan sammenlignes med, hvis undervisningsministeriet ville måle på, hvor mange efterkommere sammenlignet med indvandrere, der klarede sig godt til eksamen.
Og ministeriet så kun så på efterkommere af indvandrere, der var dumpet, mens børn af indvandrere, der havde klaret sig godt, blev sorteret fra. Det giver selvsagt ikke et retvisende billede af udviklingen, hvis en efterkommergruppe, som er konstrueret på den måde, sammenlignes med hele indvandrergruppen, både dem, der har klaret sig godt, og dem, der er dumpet.
Skævvredet billede
Selv hvis man hypotetisk godtager rapportens fejlagtige præmis om, at man uden videre kan sammenligne indvandrere og efterkommere fra de seneste 20 år, giver konklusionen imidlertid stadig et misvisende billede.
Ser man på rapportens tal (se tabel 1 nedenfor) viser det sig, at tendensen til, at en mindre andel efterkommere end indvandrere gifter sig med etniske danskere, kun gælder for tyrkerne og marokkanerne.
For pakistanere, iranere, libanesere og irakere er andelen, der bliver gift med etniske danskere, markant større blandt efterkommere end indvandrere. Det samme gælder syrere, somaliere, eritreere og afghanere, men for de fire grupper er tallene så små, at de ikke kan tillægges statistisk gyldighed.
Tabel 1: Fra rapporten ”Ægteskabsmønstre – En kortlægning af ægteskabsmønstre i de ti største immigrantnationer fra regionen Vest- og Centralasien samt Afrika” (Ulla Nørtoft Thomsen, Unitos, 2019)
Grunden til, at rapporten alligevel vildledende konkluderer, at anden generation gifter sig mindre med etniske danskere end første generation, er, at den dels fastholder den fejlagtige præmis om direkte sammenlignelighed mellem indvandrer- og efterkommergruppen, og dels i konklusionen behandler alle 10 migrantgrupper som en forskelsløs monolit.
Og da tyrkerne fylder relativt meget – og allermest i efterkommergruppen – og den etniske sammensætning desuden er forskellig i indvandrer- og efterkommergruppen, skævvrides det samlede billede.
En stigende tendens
I rapporten og formidlingen i pressen efterlades man med det indtryk, at der generelt er stilstand eller tilbagegang i efterkommernes tendens til at gifte sig med etniske danskere.
Men hvis man zoomer ind på efterkommergruppen og ser på udviklingstendensen over de 20 år rapporten behandler, viser der sig et andet billede.
Blandt efterkommere af tyrkere og pakistanere – som udgør 65 pct. af den efterkommergruppe, der undersøges – er der således en stigende tendens til at gifte sig med etniske danskere
I Statistikbanken.dk (VIE4) kan man undersøge den udviklingsproces, som ikke er synliggjort i rapportens præsentation af tallene.
POV har set på de to største efterkommergrupper, tyrkere og pakistanere, hvor antallet er stort nok til at man kan se på den gradvise udvikling over årene. For begge efterkommergrupper gælder det, at tendensen går i retning af, at flere efterkommere gifter sig med etniske danskere i løbet af den periode rapporten behandler.
| 1999-2008 | 2009-2018 | |
| Pakistanske mandlige efterkommere gift med etnisk dansker |
7,6 % |
13 % |
| Pakistanske kvindelige efterkommere gift med etnisk dansker |
7 % |
11,6 % |
| Tyrkiske mandlige efterkommere gift med etnisk dansker |
7,7 % |
9,8 % |
| Tyrkiske kvindelige efterkommere gift med etnisk dansker |
4,1 % |
6 % |
Tabel 2. Oversigt over udviklingen i giftermål med danskere for tyrkiske og pakistanske efterkommere (beregninger baseret på Statistikbanken.dk (VIE4))
Blandt efterkommere af tyrkere og pakistanere – som udgør 65 pct. af den efterkommergruppe, der undersøges – er der således en stigende tendens til at gifte sig med etniske danskere (jævnfør tabel 2).
Man kan mene tallene er for små (det er de laveste andele i efterkommergrupperne), men tendensen går mod, at flere, også blandt tyrkiske efterkommere, gifter sig med etniske danskere. Og tallene ville være højere, hvis man medregnede efterkommere af indvandrere gift med etniske danskere.
Muslimsk kolonisering og Paludanhyldest
Flere steder i rapporten mærker man hensigten og bliver forstemt.
Forfatteren betegner ægteskaber på tværs af de muslimsk dominerede migrantgrupper i Danmark som en “begyndende etablering af islamisk melting pot“.
Forfatteren foretager således en slags sarkastisk omvending af melting pot-begrebet, der i sammenhængen får en foruroligende klang af muslimsk organisering eller mobilisering
Melting pot bruges normalt om assimilation, sammensmeltning i den store amerikanske smeltedigel, men her bliver begrebet brugt som et billede på segregation – adskillelse fra det danske samfund – og samling inden for det forfatteren kalder “transnationale sociale enheder”, der forbliver “indenfor den islamiske region”.
Forfatteren foretager således en slags sarkastisk omvending af melting pot-begrebet, der i sammenhængen får en foruroligende klang af muslimsk organisering eller mobilisering.
Mobiliserings- eller koloniseringstanken bliver endnu tydeligere i forfatterens brug af begrebet “koloniale ægteskabsmønstre”. Det selvkonstruerede begreb dækker i rapporten primært over de ægtefæller, der er kommer hertil via familiesammenføring.
Med denne hjemmestrikkede begrebsbrug indskriver forfatteren sig i en forestillingsverden, hvor muslimerne anskues som en truende magt, der er i færd med at overtage, erobre eller kolonisere Danmark.
Den fernis af prætenderet neutralitet, som tallene giver rapporten, slår revner, og forfatterens holdningsmæssige position bliver synlig.
Holdningsmæssigt befinder forfatteren Ulla Nørtoft Thomsen, sig på den stærkt antimuslimske del af højrefløjen.
Allerede i 2009 hyldede hun Hedegaards klarsyn om indvandring og islam i et debatindlæg med titlen ”Lars Hedegaards båltale”.
I 2011 fordømte hun i Trykkefrihed.dk ubetinget Breiviks handlinger, men hævdede samtidig, at ”meget er sandt” i hans manifest og at ”Breiviks analyser af etablissementet er så meget bedre end etablissementets analyser af Breivik”. I april i år skrev hun en hyldest til Rasmus Paludan.
De forstår, at det er Paludan, der er normalen, og resten, der er en krybende, sleskende, uværdig og elendig løgn – Ulla Nørtoft Thomsen
Den var Paludan så glad for, at han delte den på sin Facebookside:
”Mange har spurgt, hvorfor så mange børn og unge følger mig”, skrev Paludan. ”Svaret er sjældent, at de synes, at jeg er dum. Tværtimod beskriver Ulla Nørtoft Thomsen fint årsagen:
“Rasmus Paludan er ikke en idiot. Han siger sandheden lige ind i ghettofolkets hovne, løgnvante ansigter. Han siger hvad han mener, og det er vi ikke længere vant til. Det er derfor børn og unge elsker ham. De har hørt alt, alt, alt for meget løgn fra skole og forældre. De selv forstår problemerne helt til bunds.
De forstår, at det er Paludan, der er normalen, og resten, der er en krybende, sleskende, uværdig og elendig løgn. I ham har de en heltemodig og kompromisløs skikkelse, der kæmper for dem og deres og siger de sandheder, der har gjort alle andre til løgnere.””
At forfatteren fremsætter den type synspunkter er ikke nødvendigvis kompromitterende for rapporten.
Problemet er, at den massive bias manifesterer sig i begrebsbrugen, i udlægningen af tallene og i selektiv blindhed.
Når man inddrager Ulla Nørtoft Thomsens politiske bagkatalog af antimuslimske markeringer, forstår man den fulde rækkevidde af hendes alternative begreber: “islamisk melting pot” og ”koloniale ægteskabsmønstre”.
Det kan ikke undgå at vække undren, at en tænketank benytter en så antimuslimsk cand. mag. til at foretage statistiske analyser af netop muslimske indvandrere
Og det bliver også mere forståeligt, hvordan rapporten har fået den metodiske slagside og de skævvredne konklusioner, som den har.
Samtidig kan det ikke undgå at vække undren, at en tænketank benytter en så antimuslimsk cand. mag. til at foretage statistiske analyser af netop muslimske indvandrere.
Læs Ulla Nørtoft Thomsens svar fra d. 27/7 2019 her.
Foto: Unsplash.com
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
