ANALYSE – De 10 millioner muslimske uighurer i Kinas vestlige Xinjiang-provins er verdens mest overvågede og kontrollerede befolkningsgruppe. Der er ikke det overvågningsværktøj, der ikke er taget i brug mod dem. Xinjiang er blevet et grotesk testlaboratorium for fysisk og teknisk overvågning. I denne uge har Kina erkendt, at man har bygget genopdragelseslejre til uighurer. Samtidig øger supermagten sin indflydelse i Mellemøsten. Spørgsmålet er, om og hvordan der kommer en modreaktion på undertrykkelsen, skriver Jan Larsen.
I næste uge er det tid for den årlige hajj, pilgrimsrejsen til Mekka, som rettroende muslimer helst skal gennemføre én gang i livet. Det gælder også for Kinas muslimer. Men her er udfordringen ikke kun at spare op til den 40 dage lange rejse.
Det kræver også en rejsetilladelse, der udstedes af Kommunistpartiet. Specielt for muslimerne i Xinjiang-provinsen gælder, at de også skal erklære fuld troskab overfor Kinas Kommunistparti og døgnet rundt have en GPS-sender på sig, der kan registrere aktiviteter på rejsen.
Men disse foranstaltninger er nærmest ingenting set i forhold til de midler, det kinesiske styre til daglig benytter for at kontrollere de lokale muslimer. Xinjiangs muslimer er såkaldte uighurer, et tyrkisktalende folkeslag, der i hundredvis af år har boet i det bjerg- og mineralrige område.
På trods af næsten 70 år som kinesiske statsborgere er forholdet mellem uighurerne og majoriteten af Han-kinesere ikke blevet bedre. Tværtimod. Det er blevet dem mod os
Mest under Kinas kejsere men i en kort periode i 1940’erne med selvstændighed under navnet Øst Turkmenistan. Det blev ændret i 1949, da provinsen blev indlemmet som en del af Folkerepublikken Kina.
Og det er stadig sådan, uighurerne opfatter det. På trods af næsten 70 år som kinesiske statsborgere er forholdet mellem uighurerne og majoriteten af Han-kinesere ikke blevet bedre. Tværtimod. Det er blevet dem mod os.
Hvad Kina frygter
Siden Xi Jinping i 2012 overtog ledelsen i Kina – og efter Xinjiang fik ny partichef for et par år siden – er kursen strammet markant. Ligesom Kina har slået hårdt ned på den sydlige naboprovins, Tibet ved bl.a. at dæmonisere den åndelige leder Dalai Lama og holde tibetanerne i tæt snor, så har Kommunistpartiet brugt hele undertrykkelses- og overvågningspaletten overfor den muslimske del af befolkningen i Xinjiang.
Kina er bange for, hvad der kan ske i Xinjiang. Ikke mindst hvad angår terrorisme. Provinsen er omgivet af en række centralasiatiske stater.
Og når man er i Xinjiang, både i de gamle Silkevejsbyer som Kashgar og Urumqi og når man bevæger sig rundt ude i land- og ørkenområderne, føler man virkelig, at man er i Centralasien – og ikke i Kina. Ikke kun på grund af det tyrkisk-klingende sprog men også fordi maden, moskeerne, basarerne, musikken og klædedragten mere ligner nabolandene end Kina.
Således er det forbudt at gro langt skæg, muslimske navne til børn bliver ikke anerkendt (…). Slør er ikke tilladt at bære på offentlige områder, det er forbudt for offentligt ansatte muslimer at faste under Ramadanen, moskeer er jævnet med jorden
Situationen er blevet markant optrappet, siden protester og demonstrationer mod det kinesiske styre i 2009 satte provinsen i brand og over 200 blev dræbt i Urumqi. De hændelser blev begyndelsen til en massiv tilstedeværelse af kinesisk militær og politi. Siden har lovgivning og dekreter – og på det seneste ikke mindst den teknologiske udvikling af overvågningsudstyr – strammet borgernes fysiske og åndelige bevægelsesfrihed.
Forbud på forbud
Listen over tiltag er skræmmende. Det begyndte i 2014, da myndighederne begyndte at konfiskere borgernes pas. Blot den mindste mistanke om at vise sympati for selvstændighed eller kritik mod styret har betydet, at mange har mistet passet.
Men restriktionerne blev også rettet mod religiøse vaner. Således er det forbudt at gro langt skæg, muslimske navne til børn bliver ikke anerkendt – og der bliver ikke udstedt de altafgørende Id-kort, hvis barnet skal hedde Medina eller Muhammed. Slør er ikke tilladt at bære på offentlige områder, det er forbudt for offentligt ansatte muslimer at faste under ramadanen, moskeer er jævnet med jorden, og der kom endda et dekret, så man ikke kan nægte at se det kinesiske stats-tv.
Hertil er så kommet al det højteknologiske overvågningsudstyr og kunstig intelligens, som Kina satser så stort på. Samtlige private og statslige kinesiske firmaer har fået lov til at afprøve deres udstyr og metoder i Xinjiang. Derfor er der i dag et omfattende netværk med over 40.000 ansigts-genkendelseskameraer, der overvåger uighurernes aktiviteter døgnet rundt.
Politiet gennemfører hele tiden undersøgelser af befolkningens mobiler for at sikre, at app’en, der skal kontrollere samtaler og aktiviteter på telefonen og computer, er installeret og fungerer
Disse kameraer står overalt på markeder, i butikker, arbejdspladser og skoler, på veje og pladser. Det er ikke muligt at køre ind på en benzinstation uden at blive gen- og godkendt af et ansigts-genkendelseskamera. I forvejen er det vedtaget, at alle biler i Xinjiang skal have indbygget en GPS sender, så man altid kan se, hvor bilen befinder sig.
Desuden har myndighederne i et par år været i gang med at indsamle DNA prøver, fingeraftryk, iris-scanninger og blodprøver fra alle borgere mellem 12-65 år.
Selv i en monopolstat som Kina er denne registrering kontroversiel, så da mange ikke frivilligt vil afgive disse prøver, har sundhedsmyndighederne i stedet krævet, at borgerne afgiver disse biometriske data til en obligatorisk sundhedsundersøgelse. Sådan kan man godt gøre det i Kina, hvor love generelt ikke er lavet for at beskytte den enkelte borger men for at varetage systemets behov.
Internettet i den vestlige provins er i forvejen totalt overvåget. Alligevel har myndighederne lavet en app, der skal være på alle computere og mobiler og som overvåger og monitorerer alle samtaler og tekst.
Politiet gennemfører dertil konstante undersøgelser af befolkningens mobiler for at sikre, at app’en, der skal kontrollere samtaler og aktiviteter på telefonen og computer, er installeret og fungerer.
Udover at være effektivt giver overvågningen også en masse jobs, ikke mindst til de mange tilflyttede etniske kinesere. Alene sidste år blev der slået 90.000 stillinger op til at bemande de over syv tusinde nye nær-politistationer, der er spredt over provinsen.
Og man kan roligt konstatere, at de har nok at lave.
En NGO, China Human Rights Defenders, har regnet på de officielle tal, der viser, at i 2017 blev 21 procent af samtlige arrestationer for kriminalitet i Kina foretaget i Xinjiang.
Det er overvældende, al den stund Xinjiang kun udgør 1,5 procent af hele befolkningen. Arrestationerne i provinsen blev ottedoblet fra 27.404 i 2016 til 227.882 i 2017.
Lejre til genopdragelse
Senest er det kommet frem, at der i Xinjiang er opført et større net af genopdragelseslejre, hvor uighurer er spærret inde, typisk mistænkt for at sympatisere med terrorisme, men uden nogen form for dokumentation, papirarbejde eller rettergang.
Kina har ellers altid benægtet eksistensen af disse lejre, men omtalte tirsdag for første gang i et svar til FN-komiteen eksistensen af disse lejre. Repræsentanten for den 50 mand store kinesiske repræsentation, Hu Lianhe, indrømmede at ”de, der er lokket ind i religiøs ekstremisme … skal kunne forflyttes og hjælpes med genopdragelse”, som det hedder.
Flere kilder har det sidste år omtalt disse lejre, der bl.a. har til formål at genopdrage de indsatte i kinesisk kultur og politik og ikke mindst kommunistpartiets ledende rolle. Der meldes om straffemetoder som isolering og mishandling.
I weekenden – i forbindelse med vurdering af menneskerettigheder i Kina – har en FN-komite vurderet rapporterne så troværdige, at et medlem, Gay McDougall, anslår, at to millioner uighurer og muslimske mindretal i Kina er og har været tvunget ind i fangelejre.
“We are deeply concerned at the many numerous and credible reports that we have received that in the name of combating religious extremism and maintaining social stability (in China) has changed the Uighur autonomous region into something that resembles a massive internship camp that is shrouded in secrecy, a sort of ‘no rights zone’”, udtaler hun til nyhedsbureauet Reuters.
Kina har ellers altid benægtet eksistensen af disse lejre, men omtalte tirsdag for første gang i et svar til FN-komiteen eksistensen af disse lejre.
Repræsentanten for den 50 mand store kinesiske repræsentation, Hu Lianhe, indrømmede at ”de, der er lokket ind i religiøs ekstremisme … skal kunne forflyttes og hjælpes med genopdragelse”, som det hedder.
Men han afviser totalt rapporterne om, at det skulle dreje sig om hele eller halve millioner. Heller ikke hvad tallet så er.
Optrapningen
Nøgleordene for den kinesiske politik overfor det muslimske mindretal er ”bekæmpelse af religiøs ekstremisme og terrorisme”. Og der er ekstremister blandt uighurerne. Det vidner de mange bombeangreb på politistationer og kinesiske symboler om.
Det har kostet hundredvis af liv, både i Xinjiang og i terroraktioner andre steder i Kina. Det er også velkendt, at flere hundrede er tilknyttet kendte terrororganisationer i Mellemøsten, ligesom terrorhandlinger fra Xinjiang optræder i propagandavideoer for Islamisk Stat.
Når jeg fulgte hele kæden fra produktionen ude på fabrikkerne, over finansiering og til salgsleddet, var der næsten kun ansat etniske kinesere
Kinas magtfulde præsident og partileder, Xi Jinping, har siden 2014 ført an i den ultimativt hårde linje overfor de ekstremistiske uighurer med sin ”folkets krig”-retorik mod terrorisme. Men fra kun at handle om at bekæmpe truslen fra terrorisme, har kursen i dag udviklet sig til et generelt angreb på muslimsk kultur og religion. Kinesiske muslimer er udsat for mange af de samme trusler, som jeg tidligere har beskrevet også de kristne i Kina udsættes for (se her).
Konsekvenser og reaktion
Resultatet af dette tryk, der kan ses i skolerne, arbejdslivet, kulturen og ikke mindst med de hyppige og ret grænseoverskridende krav om at fjerne religiøse traditioner og tvangsnedrivninger af moskeer, synes imidlertid at have den modsatte virkning og kan ende med at sende mange uighurer i armene på ekstreme kræfter.
Voldsspiralen er eskaleret siden provinsen fik en ny partichef, Chen Quanguo. Han kom fra posten som partichef i Tibet, hvor han har gennemført en række ret hårdhændede metoder overfor provinsens buddhister. Dem har han siden 2016 overført mod Xinjiangs uighurer, i hvad der kan betegnes som et testlaboratorium for fysisk og teknisk overvågning.
Flertallet blev en minoritet
Men den kinesiske taktik er dog lykkedes på kort sigt. De uighuriske muslimer er blevet et mindretal i deres egen provins. Da Xinjiang blev en del af Folkerepublikken, var kun 7 procent af befolkningen etniske kinesere (såkaldte Han-kinesere).
Nu er kineserne i flertal. Og det kan mærkes. Under et af mine besøg i Xinjiang var jeg på en store messe for industri- og landbrugsvarer. Der var godt gang i salget, ikke mindst til de muslimske nabolande, der foretrak at købe kinesiske varer fra de “muslimske brødre” i Xinjiang.
Gennemførslen af planen om den nye Silkevej kræver ultimativ stabilitet i provinsen i Kinas egen baghave. Og her kender Kina kun én løsning, i Xinjiang som andre steder med potentiel uro: At slå hårdt ned ved at pumpe militær og penge ind i området
Men pointen er, at når jeg fulgte hele kæden fra produktionen ude på fabrikkerne, over finansiering og til salgsleddet, var der næsten kun ansat etniske kinesere. Det billede gentog sig på alle de industriarbejdspladser, jeg har besøgt i Xinjiang. Der var ingen eller kun ganske få uighurer at finde.
En minoritet i egen region
Uighurer finder man til gengæld i de ufaglærte job, i fødevareindustrien, bomuldsproduktionen, minedrift og dårligt lønnede servicefag. De spændende job med krav om lidt uddannelse og med gode lønninger, går til kinesere fra andre dele af Kina, der er lokket af statens lukrative tilbud om billige startlån og støtte, hvis de tager job eller starter virksomheder i Xinjiang.
På samme måde som i Tibet har denne indvandring af etniske kinesere betydet, at den oprindelige etniske gruppe er blevet en minoritet i sin egen region -også i Xinjiang. Og det har naturligt nok skabt stor frustration, at uighurerne kan se, at andre løber med jobbene, pengene og indflydelsen.
Vreden er kun taget til i takt med, at undertrykkelsen bliver hårdere og mere effektiv.
Der er imidlertid intet, som tyder på, at Kina vil bløde op på den hårde linje overfor Xinjiangs minoritet. Tværtimod.
Xinjiang er en meget væsentlig del af indgangen til Kinas megaprojekt og Xi Jinpings hjertebarn, den nye Silkevej, One Bridge One Road eller Belt and Road Initiative, som det kaldes nu. Et gigantisk projekt, der til lands og vands skal forbinde Kina med Europa, Mellemøsten og Centralasien.
Gennemførslen af den plan kræver ultimativ stabilitet i provinsen i Kinas egen baghave. Og her kender Kina kun én løsning, i Xinjiang som andre steder med potentiel uro: At slå hårdt ned ved at pumpe militær og penge ind i området.
Men hvad siger den muslimske verden?
Som så mange andre dele af verden har Kina ganske stort held med at få tingene til at glide med deres egne udgaver af mini-Marshall-planer, pænt pakket ind i betegnelser som strategiske partnerskaber i form af bilaterale (aldrig multilaterale eller til alliancer) aftaler.
Kina kan med sin benhårde linje over for de uighuriske muslimer i Xinjiang meget vel ende med at give endnu mere vind i sejlene til lige præcis den ekstreme form for islamisme, som de frygter mest af alt – både indefra eller fra lande i andre dele af regionen
Også i Mellemøsten virker denne blanding af (lidt) donation og (meget) investering perfekt for kineserne; og modellen, der kombinerer en stærk økonomisk model med et autoritært regime, har ganske stor succes.
Så meget, at den næsten helt overskygger det, der kunne – og i en ”normal” politisk verden måske ville – være Beijings problem: at Kina holder små 10 millioner sunnimuslimske uighurer i en jernnæve.
Kina har med sin klassiske udenrigspolitik, arvet fra Deng Xiaoping, om ikke at blande sig i andre landes forhold imidlertid hidtil klaret ”skærene i de muslimske lande. Og det er også nødvendigt, bl.a. fordi Kina får dækket halvdelen af sit enorme energiforbrug med olie fra Mellemøsten.
Men med Xi Jinpings nye offensive udenrigspolitik har Kina været nødt til at vælge side i visse af de talrige konflikter i Mellemøsten. F.eks. ved (sammen med Putins Rusland) at give både diplomatisk, militær og økonomisk støtte til Assads styre i Syrien.
Lige modsat hvad et par hundrede soldater fra Xinjiang gjorde for et par år siden, da de meldte sig under ISIS-faner for at kæmpe mod Assad styret. Og blandt de lande, der ikke støtter Assad, er både Saudi-Arabien og Tyrkiet.
Så Kina kan med sin benhårde linje over for de uighuriske muslimer i Xinjiang meget vel ende med at give endnu mere vind i sejlene til lige præcis den ekstreme form for islamisme, som de frygter mest af alt – både indefra eller fra lande i andre dele af regionen.
Topfoto: Gade i Urumqi, Xinjiang. Foto: Jan Larsen
Fakta: De to muslimske grupper i Kina
Muslimerne udgør kun 1,7 procent af Kinas befolkning. Der er to hovedgrupper af muslimer – med ca. 10 millioner hver: Uighurerne, der næsten alle bor i Xinjiang-provinsen, og Hui-muslimerne, der er spredt over hele landet, men flest i Ningxia-provinsen.
Der er væsentlige forskelle i deres forhold til staten og til de 92 pct. af befolkningen, der er etniske Han-kinesere. Det gælder især sproget og integrering. Uighurerne taler en tyrkisk dialekt – og er ikke gode til mandarin og derfor ikke særlig integrerede i det kinesiske samfund.
Hui-muslimerne er beslægtede med Han-kineserne og har ikke deres eget sprog, men taler mandarin – og derfor bedre integreret i det kinesiske samfund.
Politisk er der også stor forskel. Uighurerne har tidligere været selvstændige (Østturkmenistan) og deres kultur hører mere til Centralasien end Kina. Hui har valgt at holde sig ude af politik og uden at protestere i et forsøg på at leve i forholdsvis fred.
Forskellen på de to kan også ses på deres moskeer, hvor uighurer bygger i arabisk arkitektur med kupler og minareter, hvorimod Hui ofte bygget deres moskeer, så de udadtil ligner kinesiske templer.
Officielt er der religionsfrihed for muslimer, men siden 2015 har Xi Jinping krævet, at også muslimer (ligesom de kristne) skal ”kinasifisere” deres religion, så den passer ind i kommunistpartiets ideologi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
