OVERGANGSALDER // ESSAY – Hedeture, søvnbesvær og hjertebanken er alle sammen symptomer på den overgangsalder, som mange kvinder gennemgår midt i livet. Erhvervspsykolog Birgitte Svinth fortæller her om sin egen oplevelse af overgangsalderen og den hjælp hun savnede, da hun oplevede både nedtrykthed og uendelig træthed.
For godt 10 år siden var jeg ude på opgave, og pludselig fik jeg det rigtig varmt, hvilket fik mig til at bemærke rummets høje temperatur overfor min mandlige kollega. Hans respons var: Tror du ikke, du er ved at gå i overgangsalderen? Jeg blev fornærmet, for hvad bildte han sig egentlig ind? Han kunne lige så godt have spurgt, om jeg ikke var ved at nærme mig sidste salgsdato. Muligheden afviste jeg blankt!
Det skulle jeg nok ikke have gjort, for de kommende år blev udfordrende og præget af en række diffuse symptomer, såsom en indre sitren, periodevis hjertebanken og ekstra systoler, en følelse af uoverkommelighed, en uendelig træthed, manglende lyst til noget som helst, dårlig søvnkvalitet og tunge tanker. Jeg ville bare helst sidde alene i min sorte stol og kikke ud i luften afbrudt af alle sæsoner af Billions.
Symptomerne kom gradvist listende og skruede langsom op for intensiteten. De fløj så at sige under radarhøjde, idet ingen af dem alene var nok til at udløse nogen egentlig alarm
Fra at have været en energisk og duelig selvstændig erhvervsdrivende blev jeg gradvist mere og mere i tvivl om, hvad det egentlig var, der skete med mig.
Havde jeg mon fået stress? Nu foretrækker jeg at kalde stress for en overbelastningsreaktion, hvilket forekommer mig mere fagligt præcist. Men det kunne jo sagtens være, også selvom jeg som erhvervspsykolog burde have været klogere. Eller havde jeg mon fået en depression?
Det var svært at sætte en finger på noget bestemt. Symptomerne kom gradvist listende og skruede langsom op for intensiteten. De fløj så at sige under radarhøjde, idet ingen af dem alene var nok til at udløse nogen egentlig alarm. Men kombinationen sendte mig i knæ. Overgangsalderen som syndrom er åbenbart lige så vanskeligt at erkende som andre syndromer.
Et syndrom er som bekendt defineret som en kombination af en række symptomer – alvorligheden vurderes ud fra symptomernes antal og intensitet. Som sådan ligner stress og kvindens overgangsalder hinanden. Og er i øvrigt en rigtig dårlig kombination.
Jeg burde være blevet vred den gang, men det havde jeg vitterligt ikke kræfter til at blive, så jeg listede bare hjem og skammede mig over at have forstyrret lægen unødigt
Når vi går til lægen med et syndrom, er vi helt ærligt på røven. For som der står på mange lægers hjemmesider; Kun én ting pr. konsultation. Derfor præsenterer vi typisk det symptom, som står forrest som det mest besværlige – og det er så det symptom, som lægen forholder sig til; i mit tilfælde min dårlige søvnkvalitet. Løsningen på det var, at jeg blev bedt om at skrive søvndagbog, som dog ikke viste noget mønster, hvorefter lægen konkluderede: Sådan er det nok bare at være dig!
Jeg krøb hjem fuldstændig svimmel af søvnmangel med følelsen af at være skakmat – at der ikke var nogen hjælp at hente – at det ikke længere var muligt at være mig i min kendte verden. Jeg burde være blevet vred den gang, men det havde jeg vitterligt ikke kræfter til at blive, så jeg listede bare hjem og skammede mig over at have forstyrret lægen unødigt – for mig var der åbenbart ikke noget galt med – med mindre altså, at der var noget galt i at være mig?
Hjertet skælver. Og ikke på den gode måde, men på aldeles upassende vis midt i et møde. Denne skælven afløses af hjertebanken, som er værst i overgangene – der hvor jeg i al hast er på vej mellem det ene og det andet. Og særligt når jeg lægger mig ned for at finde ro, så opfører hjertet sig som en overset primadonna. Det summer i kroppen med en underlig uro, som mest af alt mærkes som et mindre kraftværk, der kører på overtid og hvor afbryderknappen er blevet væk.
Tankerne spinder. Ugen forekommer uoverskuelig. Jeg kan ikke kende mig selv. Endelig var jeg kommet på plads – tingene fungerer – jeg havde fået styr på det.
Jeg forstår ikke, hvad der er galt – for ugen er ikke travlere end så mange andre, og hvor der er vilje plejer der at være vej. Det er der så ikke længere. Kun tæt tåge forude og fremfor alt mærker jeg en ukendt udmattelse, som kryber langt ind i knoglerne.
Mestre i at tage os sammen
Som kvinder er vi blevet vel etablerede på arbejdsmarkedet og hurra for det. Mere problematisk er det, at vi har vænnet os til at arbejde på det maskulines præmisser; fokuseret, handlekraftigt og vedvarende derudaf mod resultaterne. Det betyder også, at vi har kørt vores egen feminine visdom over – den visdom, som findes dybt i hjertet af det feminint cykliske, hvor aktivitet afløses af hvile og opladning.
Faktisk er vi sendt til hjørne og til tælling af vores egen duelighed.
Vi løber videre: Til yin-yoga og hård træning, til mindfulness og foredrag, til helsekosten og hjem til saftpresseren, som snart har lige så mange hestekræfter som bilen
Aldrig har vi været så kompetente, og ambitionerne har koblet viljen med disciplin. Vi er blevet mestre i at tage os sammen. Men midt i livet kan det opleves som om, at de valgte strategier holder op med at virke. Det er tid til at gå fra første til anden halvleg – og her gælder helt andre spilleregler. Men ingen har fortalt hvordan.
Og der mangler viden om, hvorfra kraften og saften skal komme – den visdom som skal bringe os videre ind i det nye liv på et andet oktan, som forhåbentlig vil tjene os i mange år.
Midtlivskrisen – overgangen – er underfortalt og skambelagt for mange kvinder. Mange har ikke haft for vane at tale om det – vi gemmer vores egen uformåen og går gennem det til tider ørkesløse landskab i stilstand – og gør alt for at ligne nogen, som på ingen måde er berørt – endnu. Her går det godt.
Det er vel at mærke ikke et raseri, der diskret kommer ud mellem sidebenene – det er et bølgende af fokuseret og berettiget vrede
Vi løber videre: Til yin-yoga og hård træning, til mindfulness og foredrag, til helsekosten og hjem til saftpresseren, som snart har lige så mange hestekræfter som bilen: Så vi igen kan blive “fit for fight”
Og hvorfor nu holde pauser, når man endelig har lært at få tingene gjort?
I andre kulturer var vi for længst trukket i de sorte kjoler, havde fundet strikketøjet frem, trukket os tilbage og dedikeret os 100 % til at hjælpe den næste generation på vej. Måske det også vil passe bedre til energiniveauet? I alt fald er det ikke længere muligt at læne sig op ad den grundenergi, som plejer at kunne redde en dårlig dag, eller når man havde sovet for lidt.
Der er endelig tid til at sove igennem. Det udmattede blik i spejlet afslører, at jeg så sandelig også trænger til det. Men nattesøvnen bliver sky og flygtig, for søvnen er næsten umulig at komme på sporet af. Og uforstyrret er den ikke længere. Jeg vender og drejer mig. Jeg vågner flere gange – enten fordi jeg kampsveder eller har krampe i benene. Som om de har gået for meget for længe og nu vil gå deres egne mærkelige veje uden at jeg er med. Drømmene er viltre og diffuse og lige præcist uden for rækkevidde. Drømmespind og vågenhed væver sig ind i dage, hvor jeg uoplagt og lettere konfus kun lige præcis klarer dagens gøremål.
Overgangsraseriet
Der er et raseri, der er i færd med at rejse sig – et raseri opbygget af generationer af kvinder. Et raseri over ikke at blive taget alvorligt. Et raseri over at blive affærdiget af videnskaben med: Det er nok dine hormoner, og de svinger jo, så dem forstår vi os ikke på. Og det er vel at mærke ikke et raseri, der diskret kommer ud mellem sidebenene – det er et bølgende af fokuseret og berettiget vrede.
Dette essay har ligget i skuffen i tre år og ventet på sin tid. Og nu rejser bølgen sig endelig. Det er tid.
Et raseri over, at der ikke er nogen hjælp at hente. Et raseri, der rækker generationer tilbage. Jeg er rasende på min mors vegne. Da hun sidst i 30’erne henvendte sig til lægen med diffuse symptomer inklusive ledsmerter blev hun affejet af den (mandlige) læge med ét: Det er bare overgangsalderen, Fru Nielsen, den må De holde ud. Det betød, at hendes leddegigt blev diagnosticeret alt for sent med store lidelser og alt for tidlig død til følge.
Jeg er rasende på alle kvinders vegne – og i særdeleshed er jeg rasende over den lemfældighed, som vi stadig bliver mødt med i sundhedssystemet. De heldige får god hjælp – de mindre heldige møder alt fra udsagn om at stå det igennem, som generationer af kvinder har gjort uden at pibe – og til anbefalinger om at spise antidepressiv medicin. Kun de færreste med moderate og alvorlige gener får specialisthjælp ift. en nænsom og effektiv behandling af symptomer.
En gynækolog reddede mig ved en lykkelig tilfældighed ved at sige: “Det kan vi da gøre noget ved!” Og det kunne vi – og hvor svært kan det egentlig være at ordinere hormonplaster og -spiral godt vejledt af blodprøver, indtil den rette dosis rammes? Ja, det er åbenbart meget svært, for det kan eller vil mange praktiserende læger faktisk stadig ikke.
Der er raseriet igen – og det kan godt være, at det er hormonelt betinget – og hvad ville der egentlig være galt ved det?
Jeg har alle årene skullet kæmpe for at få en årlig henvisning til min gynækolog til kontrol – ganske enkelt fordi min praktiserende læge hverken har ekspertisen eller tiden. Det sidste ved jeg, fordi jeg i efteråret af to omgange bookede en tid til et helbredstjek.
Sådan et som jeg som erhvervspsykolog ved, at mine mandlige kunder får uden problemer – og endda ofte af en læge, som tager deres symptomer dybt alvorlige og siger: Godt, du kom! Men min tid blev aflyst begge gange – sikkert fordi noget mere vigtigt kom i vejen. Ja, jeg var vel bare uheldig! Måske – men hvordan kan det være, at alle er så optagede af at sende midaldrende mænd til helbredstjek – mens vi som kvinder langt fra får den samme opmærksomhed? Nå ja – det er jo fordi kvinder går oftere til lægen. Det kunne jo være fordi, mange kvinder ikke bliver taget tilstrækkeligt alvorligt.
Og vi har endda en viden om, at når vi passerer overgangsalderen, så får vi på få år en risikoprofil ift. hjerte-kar-sygdomme, som ligner mænds! Der er raseriet igen – og det kan godt være, at det er hormonelt betinget – og hvad ville der egentlig være galt ved det?
Men tak, mine hormoner har det fint, fordi jeg for længe siden har erkendt, at jeg er projektleder på min egen sundhed inklusive den nødvendige research, der skal til. Men det er da vildt, er det ikke? Kunne man forestille sig, at andre end lige kvinder i overgangsalderen med en myriade af symptomer blev overladt til google og selvdiagnosticering? Nej vel!
På den anden side af overgangen træder den erfarne kvinde frem som et andet Powerhouse. Og hende er der brug for overalt
Vi skal bare ikke finde os i det. Vi skal insistere på at få den hjælp, vi har brug for, så vi kan skabe en ny balance, som vi kan bevæge os fra. For så kommer den spændende udviklingsopgave, som kræver sin erfarne kvinde.
Vi må være i overgangen, danse med den, finde vejen igennem med os selv i behold, tage os af det, vi møder og finde nogle nye gear i livet. Lytte indad med ydmyghed. Genlære kunsten at slappe af, og det kan tage tid.
Når man i årevis har overhørt kroppens signaler, kræver det opmærksomhed at genlære denne for sit yngre jeg helt naturlige ting; At man skal hvile sig for at samle kræfter. På den anden side af overgangen træder den erfarne kvinde frem som et andet Powerhouse. Og hende er der brug for overalt.
Muligvis er den hurtige del af hjernen en smule langsommere, men til gengæld har vi et overblik og en indsigt – en evne til at medtænke helheden med erfaringen i ryggen. Det er glimrende, for når der er færre kilometer i benene, så gælder det om at bruge sine kræfter klogt og tage den lige vej. Det kunne mange organisationer have gavn af – særligt hvis man får gjort op med ideen om, at man kun skal kompetenceudvikle sig i første halvdel af karrieren. Men det er en helt anden historie.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
