Når et vantro skinkehoved kaster sig ud i halal-højtid og åbner kassekredit hos Allah

af i Essays/Liv & Mennesker/Tro og eksistens

RELIGION // ESSAY – 29 dages faste og tre dages Eid-fest. Torsdag før pinse sluttede årets islamiske jul, der i Danmark fejres af ca. 300.000 muslimer og i år også af “POV’s blonde, blåøjede og bibel-døbte skinkehoved af en journalist”. Thea Pedersen underkastede sig i en måned den kollektive Koran-kur med alt, hvad det indebar af tørst, dårlig ånde, blærebetændelse, urent blod, religiøse rudekuverter og måske (u)tilgivelige svinesmuttere. Her er hendes beretning fra Erbil i Irak.

Uge 1. Fra uren til udtørret

Min ramadan begynder over al forventning. Da nymånen (startskuddet til den religiøse måneds askese) viser sig på himlen over Irak, hvor jeg bor, har jeg besluttet at opleve den muslimske højtid “indefra” ved for første gang at faste. Alligevel kan jeg stadig gå mæt i seng.

For mens 300.000 danske og millioner af muslimer verden over tager hul på den hellige halal-højtid, starter jeg fastemåneden med at være uren: Jeg har nemlig menstruation.

Så dømmer Koranen religiøs offside for kvinder. Jeg har derfor uventet “forbud” (eller fripas, alt efter anskuelse) mod at faste, hvilket allermest føles som fuseren ved et maratonløb, hvor der lige er dømt om-start.

For mens det for gravide, ældre, syge, ammende og rejsende i islam anbefales at undgå faste, men er den enkeltes valg, er det anderledes med menstruerende.

Inden jeg altså overhovedet har mærket noget, der minder om sult eller tørst, er der med andre ord helt automatisk åbnet en “bankkonto” hos Allah. Her føres der nøje regnskab og helt præcist i forholdet én-til-én

– Det er urent, belærer den danske imam Abdul Wahid Pedersen, da jeg – forurettet som en skolepige ekskluderet fra drengenes fodboldkamp – kræver forklaring på at have fået smækket den religiøse lovport i hovedet.

– Ikke uren i menneskelig eller snavset forstand. Men rituelt set. Man må ikke bede så længe blodet flyder. Det er ikke fordi, du er kvinde. Det gælder også, hvis mænd bløder pga. sår eller sygdom, forsikrer han som forskud på, hvad der oplagt kunne ende i en klassisk antagelse om religiøs kønsdiskrimination.

– Havde mænd menstruation, ville det være lige så urent. Det samme gælder sperm. Hvis jeg får udløsning eller kaster op i store mængder, så ugyldiggøres fasten på samme måde, understreger hospitalsimam Naveed Baig, som jeg også beklager mig til.

Som var min tvungne eksklusion ikke nok, kan jeg dog blot forbitret konstatere, at den kvindelige cyklus’ blodrøde kaskader tilmed har en pris. Det koster at bløde under ramadanen.

– Det er ikke “haram” (forbudt) at faste under menstruation. Det tæller bare ikke som en gyldig dag i ramadan-regnskabet, fastslår Abdul Wahid Pedersen.

Inden jeg altså overhovedet har mærket noget, der minder om sult eller tørst, er der med andre ord helt automatisk åbnet en “bankkonto” hos Allah. Her føres der nøje regnskab og helt præcist i forholdet én-til-én.

Så mens jeg de første tre dage lovligt bestiller og bæller is-latte, hummus og vand af og foran alt fra min fastende cafétjener til min tilsvarende arabisklærer uden at skænke det en omsorgsfuld tanke, mens jeg ’drypper af’ – ja, så tikker der tilsvarende fastedage ind på Koranens kassekredit. En gæld, der skal være afviklet med faste eller almisse inden næste års ramadan.

Da min månedlige livmoder-galde endelig stopper, og min første reelle fastedag træder i kraft ved daggry kl. 03.34, er jeg tilmed lige så tør i munden, som når jeg har kontakt til min verdslige bank.

En time efter jeg står op, går jeg som patient på et afvænningshjem frustreret rundt i manglen på min daglige dosis koffein. To timer senere rammer tørken. 30 dages afgiftning føles nu som en uendelig fremtid, når man ikke ved, om man kan gennemføre bare den første dag uden vådt eller tørt.

– Jeg sværger, det er godt for din krop og dit sind, erklærer ellers min lokale skrædder til min anstrengte sandpapirs-mund.

Min skrædder er så begejstret for, at jeg forsøger at gennemføre ramadanen, at han inviterer mig hjem til sin familie for at bryde fasten ved solnedgang (Foto: Thea Pedersen).

Af ren glæde over mit personlige eksperiment inviterer han mig derfor på “iftar”: Middag og den sociale dimension af ramadan, hvor muslimske familier sammen bryder fasten efter solnedgang.

Men i forsøget på at finde en værtsgave, kommer jeg uforvarende til at smage en delikatesse, der – tilsvarende en oprigtig ærgrelse – skyller igennem mig og bliver endnu en påmindelse om, at intet er gratis hos Allah. Eller hos Abdul Wahid Pedersen..

– I dette tilfælde har du ikke bevidst brudt fasten, så det tæller ikke. Nogle ting må man selv vurdere, om det skal indgå på skyldnerkontoen eller ej. Men man er jo sjældent uvildig, når man bedømmer sig selv, og i sidste ende bedømmer Allah os på alt. Er man i tvivl så fast for en sikkerheds skyld, råder han, hvorfor jeg flotter mig og sætter en ekstra dag ind på kontoen.

Således kan jeg nok afslutte min allerførste ramadan-uge i godt selskab til lokal irakisk “iftar”-middag efter i alt fire gennemførte fastedage. Men stoltheden over dagligt at overleve 16 timer uden så meget som en dråbe vand er bittersød. For jeg må samtidig acceptere, at fire nye fastedage allerede står og venter på den hellige bankbog.

Uge 2. Den intime pine og religiøse rudekuverter

Vækkeuret brøler kl. 03.05.

10 dage à 16 timers afholdenhed fra daggry til solnedgang af alt fra liderlighed til læske har medført helt nye rutiner i mit ramadanliv. Resultatet er ikke kun to kilo mindre på vægten om morgenen, men også et renderi til potten om natten. Jeg forstår pludselig logikken bag de traditioner, der gør muslimer – og mig selv – så udmattede under højtiden. Vi gør nat til dag:

De sociale og religiøse forpligtelser efter solnedgang (der først rammer Danmark kl. 21.30) er mange: Venner og familie skal besøges, madorgier konsummeres, rituelle bønner, ægteskabelige ritualer og “suhoor”, morgenmaden midt om natten, skal alt sammen nås inden daggry, før man rammer dynen eller måske starter på en ny dag.

Selv stiller jeg vækkeuret for at bælle: Flasker, glas med vand og tranebærjuice, der står klar i ét væk på natbordet. For hvad ramadanen har givet mig i tilgift af endnu en hård lærestreg er en god gammeldags blærebetændelse.

– Det gi’r jo sig selv, lyder dehydrerings-diagnosen drakonisk fra en lægeven, der for døve øren opfordrer mig til at stoppe fasten og beordrer mig på apoteket.

Et par artikler på nettet afslører, at den intime pine ikke kun er forbeholdt en urutineret ramadan-rekrut, men er en kendt diagnose, der angiveligt stiger hos kvinder og gravide under den “muslimske jul”.

– Den fysiologiske forklaring er, at man ikke får væske nok. Den koncentrerede urin i blæren kan danne et suppe-reservoir for bakterier. Når du heller ikke tisser med normale intervaller, så er det ikke ualmindeligt, at det kan ende med en blære- og urinvejsinfektion. Det er ikke fordi, kvinder er mere sarte. Anatomien har bare udstyret os med et kortere urinrør end mænd. Derfor er risikoen højere for kvinder. Så det med at faste uden væske i 12 eller 18 timer er altså ikke altid verdens bedste idé, konkluderer speciallæge i gynækologi og obstetrik Negin Jaafar, der selv afstår fra at faste på grund af nedsat koncentrations- og reaktionsevne, der kan kompromittere hendes arbejde.

I den afsluttende uge prøver jeg derfor at kompensere mit overforbrug af eder og fraværet af spirituel fordybelse med disciplinen ‘gode gerninger’.

Selv overraskes jeg mest over, at ingen af mine mandlige muslimske venner eller de to religiøse overhoveder tilsyneladende kender til eller nogensinde er blevet konfronteret med den slags medicinske problemstillinger. Ifølge Negin Jaafar dog slet ikke overraskende.

– Nej, det er helt som det skal være. Genitalier og urinvejsinfektion er ikke noget, man snakker med mænd om i min kultur.

Min fysiske nyerhvervelse er ikke kun svær at komme til livs grundet de få timers lovlig indtagelse af væske. Den kræver også en penicillinbehandling, der får de røde tal på den guddommelige skyldnerkonto til at løbe løbsk.

For hver dag, jeg bryder fasten med en pille, skylder jeg en ny fastedag i regnskabet. Min eneste lyksalighed i dén ligning er, at jeg til gengæld går ubesværet uden om nogle af de synder, hvor straffen synes skånselsløs.

– Bryder man fasten uden gyldig grund, så bliver du bonet hårdt, advarer Abdul Wahid Pedersen, der i modsætning til Koranens blanke sider om blærebetændelse ved præcis, hvor han skal slå op, når det gælder sex, sprut og smøger.

– At ryge ligger i den tunge ende af skyldnerkontoen. Det koster 60 dages faste. I træk, opridser imamen til min gru om en af Mellemøstens ellers mest udbredte laster.

Hvad hvis man virkelig har lyst til et morgenput efter daggry?

– Jamen, tanker er toldfri. Det er handlingen, der tæller. Man skal tøjle sine lyster. I hvert fald indtil solen går ned, formaner han og fortsætter:

– Alkohol er langt værre end rygning. Det er ikke kun en voldsom overtrædelse af fasten men også “haram”, altså en trods mod Allahs påbud. Så udover 60 dages faste i træk er der også et helt andet regnskab at gøre op. Man får en alvorlig streg i regningen. En næse!

Det tangerer jo reel risiko for at gå bankerot med den skyldnerkonto?

– Ja, i princippet. Det er da i hvert fald noget af en stak rudekuverter, der skal udredes, dikterer den mangeårige imam.

Selv kan jeg blot i afmagt konstatere, at de røde regnskabstal efter blærebetændelsens besøg for mit eget vedkommende, nu er oppe på 13 ekstra fastedage.

Uge 3. Når rejsen er god, er fasten (og ånden) endnu værre

En uventet rejse fører mig til Danmark, og som rejsende kan man bryde fasten med velsignelse.

Men jævnfør min allerede skrantende koranske kassekredit afstår jeg alligevel stædigt fra gennem 18 timer, flere flyskift og en nat gennem knastørt luftrum at indtage én eneste dråbe vand eller bid brød. Men nu er det da tilladt?

– Det er det. Men nogle mener, man faktisk får en belønning for at bryde fasten under rejsen, fordi det er en tilladelse Allah har givet. Og den skal man tage imod med taknemlighed og fremstrakt hånd, gør Abdul Wahid Pedersen mig klogere – eller måske mere forvirret.

Ramadanen kører stringent efter klokkeslet. Her månedens skema over solned- og opgang, så jeg dagligt kan følge med i, hvilke tidsintervaller jeg må og ikke må synde med hverken mad, drikkevarer, sex, bagtaleri mv. (foto: Thea Pedersen)

Hvad er belønningen?

– Et plus i bogen!

Hurtigt finder jeg ud af, at min fastetid i Irak, trods høje temperaturer, har været en svir i forhold til, hvad der venter under danske himmelstrøg. Her er fasten øget med over to timer. Hvor forløsningen indtraf i Irak ved normal spisetid kl. 19.10, forsætter dehydreringen indtil kl. 21.26 i København.

Det lader ikke kun lidt plads til fordøjelsen, når man sulten og bare så forbandet tørstig grådigt overfylder sig kort før sengetid. I Danmark kolliderer mit faste-eksperiment også, da min familie tvangsindlægges til den alternative spisetid. For da der endelig serveres, står den på mørbrad. Svin naturligvis.

Dét er noget værre griseri i islam, og jeg forbereder mig derfor på alverdens bandbuller og en finanskrise af ekstra fastedage, da jeg – som det ægte skinkehoved, jeg nu engang er født – (og naturligvis for ikke at såre min kære moders kogekunst), syndigt sætter tænderne i det veltilberedte dyr.

Når jeg endelig bryder fasten, er det således blevet en vane højlydt og lykkeligt at hylde rækken af vandglas (og tranebærjuice!), der sammen med mit måltid er linet op. Nok en fordansket free-stylet bøn. Men dog en bøn

– Du er hverken udstødt eller i “bad standing”. Allah vender aldrig nogen ryggen. “Halal” (tilladt) og “haram” (forbudt) gælder for muslimer. Ikke for ikke-muslimer, så du kan i princippet spise og drikke, hvad du vil. Du har samtidig respekteret din mor, og det må være ok, vurderer Naveed Baig, da jeg bekender min svinesmutter.

Gudfrygtig som jeg er, vælger jeg for en god ordens skyld at overføre en ekstra fastedag til den hellige skyldnerkonto. Alligevel er det som om Allah får taget sin straf, og svinet sætter sig fast i mit svælg, da min værste frygt nu bliver til virkelighed: Jeg er begyndt at lugte ud af munden. En klassisk konsekvens, der på linje med blærebetændelsen skyldes manglende væske.

Og således akkumulerer Allahs afdragsordning med endnu en dag, da jeg for at dulme den harske og bitre tågesky af dårlig ånde bevidst bryder fasten med tyggegummi.

15 fastedage, altså en hel halv ramadan, skal nu afvikles senere på året.

Uge 4. “Jeg fuc…g faster stadig” – men tydeligvis ikke med tungen

Jeg har pt. overlevet 18 fastedage. 288 af 432 timer, men har stadig 128 tørketimer i udsigt. Alligevel er det ikke før jeg er retur i Irak, at jeg forstår betydningen af et udtryk, jeg hører i København.

– Det bedste ved ramadanen er, at man taber sig. Medmindre man bare fantaserer dagen lang om alt mulig mad, og så propper sig ved “iftar”. Det værste er, at man ikke må bande, lyve eller tale dårligt om andre. Det får ramadanen til at føles som røveri ved højlys dag, grinede en bekendt om de verbale restriktioner, der hører ramadan-reglementet til.

Og han har ret. For nok har den religiøse kostreguleringsplan gjort mig tre kilo lettere, den gi’r mig absurd fornyet energi under løbeture, og frigiver bemærkelsesværdige endorfinmængder ved mørkets frembrud i stærk kontrast til den nødvendige lur midt på dagen.

Men ligeså overvældet og ydmyg jeg er over højtidens udtalte gæstfrihed, når fremmede familier spontant inviterer på dolma og middag i parken, lige så grel er til tider min utålmodighed, at jeg end ikke vil gengive de ytringer, der eksempelvis går ud over en flok taxichauffører i en sen nattetime.

– Jeg fuc…g faster stadig, vrisser jeg til en ven, og øger derfor frivilligt gælden på Koran-kontoen igen, om ikke andet fordi intentionen bag fasten skal være ren og er selve ramadanens ånd.

Det er derfor nogle muslimer, siger Naveed Baig, “faster med tungen”. Altså er særligt ordknappe under højtiden for ikke at bagtale eller gøre folk fortræd verbalt. Selv taler jeg også mindre. Af den årsag, at det – mens min mave næsten ikke mærker sulten – forvandler min mund til en drænet nadveroblat.

Når jeg endelig bryder fasten, er det således blevet en vane højlydt og lykkeligt at hylde rækken af vandglas (og tranebærjuice!), der sammen med mit måltid er linet op. Nok en fordansket free-stylet bøn. Men dog en bøn.

– Pointen er jo ikke kun at føle sult og tørst. Men afstår man fra helt basale ting i livet, bliver vi udfordret til at tænke over livets spørgsmål. Det kan tænde en åndelig gnist. Det kan give noget større, prædiker Naveed Baig.

I den afsluttende uge prøver jeg derfor at kompensere mit overforbrug af eder og fraværet af spirituel fordybelse med disciplinen ‘gode gerninger’. Hjælp får jeg fra alverdens muslimske hjemmesider og apps: Inviter en familie til middag. Bed en særlig bøn 20 gange. Køb et kilo kød til en fattig familie. Giv en paraply til en hjemløs, står der, mens jeg krymper mig ved tanken.

– En paraply! Regner det meget i Irak, spørger Abdul Wahid Pedersen skeptisk, da jeg sætter ham ind i sagen og oplyser om de daglige ca. 36 skyfrie grader.

– Han kan selvfølgelig bruge den til at skærme sig for solen. Men du kan overveje om den hjemløse vil sætte mere pris på en shawarma end en paraply.

Det lyder, som om du hælder mest til shawarmaen?

– Ja, men måske har der lige været en forbi med en hamburger, så han slet ikke er sulten. Det kan man ikke vide. Men man skal altid tænke på den enkeltes behov, lyder det fra imamen, der blot efterlader mig med dårlig samvittighed.

Ikke mindst fordi det nu er ved at være for sent. Nymånen viser sig igen på himlen og sætter dermed punktum for fastemåneden, hvor jeg heldigvis ikke er den eneste, der afslutter med røde ramadan-regnskaber.

– Jeg skylder tre dage. Jeg brød fasten med to rejsedage til Mekka og en dag, fordi jeg var syg og afkræftet, erkender Abdul Wahid Pedersen.

– Jeg har nyreproblemer og skal indtage ekstra væske, så jeg skylder faktisk fem dage, indrømmer kollegaen Naveed Baig.

Men når regnskabet gøres op, tror du så Allah vil sige, jeg har bestået?

– Gode gerninger slutter ikke med ramadan. Dem kan man gøre hele året, og Allah kender vores intentioner bedre, end vi selv kender dem. Så vi må gå ud fra, at han kender dig rigtig, rigtig godt. Men prøv at få kontakt til ham og hør, hvordan det er gået, lyder det fra Naveed Baig.

“Tilgiv en person, som har såret dig”, lyder dag nr. 29’s gode gerning. Selv mangler jeg stadig at give en paraply til en hjemløs, som også var en opfordring fra en af de mange ramadan-apps, der findes.

Opfordring eller advarsel: Klart står det, at jeg dog har gennemført (eller overlevet) min allerførste ramadan. Jeg kan kun håbe, eller snarere bede til, at én forbarmer sig over min gæld på 16 uoverskuelige fastedage, når jeg om lidt går ud og køber en paraply. Regn i Irak eller ej..


Alle fotos: Thea Pedersen

Thea Pedersen er freelancejournalist med base i Mellemøsten. Har akademisk baggrund i journalistik og historie fra RUC og faglig fortid som nyheds-, kriminalreporter og USA-korrespondent for Ekstra Bladet.

Blev i 2017 sin egen chef med bopæl i Irak, hvorfra hun arbejder i lyd, tekst og billeder for adskillige danske samt internationale medier.

Har rapporteret fra og bag frontlinjer, felthospitaler, flygtningelejre og IS-fængsler samt om skæbnefortællinger, humanitære og menneskelige omkostninger af krig, konflikter og kulturer i bl.a. Mosul, Raqqa, Baghouz, Sri Lanka og Yemen.

Gør sig ingen falske forhåbninger om at kunne redde verden… men ser det som sin fornemmeste opgave at skildre en kultur, region og et Mellemøsten, hvor livet langt fra er sort eller hvidt men alt det midt i mellem og oftest en kaotisk farvepalet af toner og nuancer.