MODERSKAB // ESSAY – Lizette Harritsø Lauritzen har mistet begge sine forældre. Nu er hun selv mor til to, og i moderskabet har sorgen over tabet antaget en ny form og farve. For hvor søger man hen for vejledning, støtte og trøst, når de mennesker, det er oplagt at få det hos, ikke længere lever?
Jeg er blevet mor for anden gang. Nu, imens jeg sidder her foran computeren og skriver dette, ligger min nyfødte i sin slyngevugge og knirker hyggeligt. Den store er i børnehave.
Jeg har brygget kaffe, spiser toast og nyder, som de fleste nybagte forældre, de få stjålne minutter, jeg har i løbet af et døgn, som kun er mine egne.
Min nyfødte er et ønskebarn. Det var og er hans storebror også. Det er vidunderligt at få lov til at være deres mor. Det er også benhårdt.
En velkendt, dyb og inderlig sorg kaster lange skygger ind over min babyboble, af og til så voldsomt, at den truer med helt at smide glæden på porten. Det er sorgen over mine forældres død
Det er søvnløse nætter, overdimensionerede vasketøjsbjerge, fødselsskavanker, uendelige bekymringer, gylp ned ad ryggen, en masse logistik, frygt for fremtiden, og så er det for min del også virkelig sorgfuldt.
En velkendt, dyb og inderlig sorg kaster lange skygger ind over min babyboble, af og til så voldsomt, at den truer med helt at smide glæden på porten. Det er sorgen over mine forældres død. Den har jeg levet med i årevis, og den findes efterhånden bare som en uløselig del af mig. Men nu, hvor jeg selv er blevet mor, bemærker jeg, at sorgen har ændret farve og karakter.
Livets største rystelser
Alle, der har sat børn i verden, kan formentlig nikke genkendende til, at det er livsomvæltende. Selvfølgelig er det det. Jeg vover påstanden, at det er livets start og livets afslutning, der skaber de største rystelser i vores tilværelse.
Fødsel og død vender alt på hovedet, kaster det, du kender, op i luften og lader det lande i absolut kaos for dine fødder. Og dér i dit mest sårbare øjeblik skal du begynde at sætte livet sammen på ny.
Det er ikke spor nemt at finde sig til rette i livet uden et elsket menneske, og det byder bestemt også på sine udfordringer at finde sig til rette i livet med et splinternyt lille elsket menneske.
Udfordringerne har, for de fleste af os, forskelligt fortegn – døden følges af modvilje og håbløshed, fødslen forhåbentlig af det modsatte. Men trods forskellene er der absolut også lighedspunkter, for et nyt og anderledes liv kræver kræfter af den, der skal leve det.
Der er altså meget på spil ved både livets første og sidste åndedrag. Store forandringer, rystelser og nye vaner.
For mig kan de to begivenheder slet ikke adskilles, for mens jeg fyldes af varme og glæde over mine børn, så slår sorgen mig som en våd klud i ansigtet og minder mig om alt det, der var engang, og især om alt det, der aldrig bliver, og som jeg savner så meget, at min sjæl slår knuder på sig selv ved tanken.
Jeg skal aldrig have børn
I mange år var jeg overbevist om, at jeg aldrig skulle være mor. Sorgen levede så intenst i mig og omkring mig, at jeg slet ikke kunne forestille mig at være ophav til noget lykkeligt.
Man kan sige meget om sociale medier, men jeg vil nøjes med dette: Hvor er det en kæmpe gave at finde et fællesskab, hvor der er en umiddelbar forståelse og anerkendelse
Jeg var skræmt ved tanken om, at mine forældre aldrig ville komme til at kende mine børn. Og at mine børn aldrig ville komme til at kende mine forældre.
Med angsten dansende under huden tænkte jeg tilbage på min egen barndom, hvor jeg igen og igen overhørte de voksne tale om afdøde familiemedlemmer. Om min farfar og moster Marianne, mennesker der tydeligvis var elskede og betydningsfulde, men som døde før min tid, og som jeg derfor aldrig fuldt kunne mærke som en del af mig og min fortælling.
Tanken om at mine børn formentlig vil få det sådan med mine forældre, var uudholdelig. Det er den stadig.
Dengang syntes den gode løsning at skyde tanken om børn fra mig med den største kanon, jeg kunne finde, og så ellers stikke af, når kanonkuglen kom bankende tilbage i min retning.
Jeg skal aldrig have børn, konkluderede jeg, mens jeg drønede afsted. Men løsningen på noget smertefuldt er kun sjældent at løbe sin vej, og i dag er jeg taknemlig for, at modet, kærligheden og omstændighederne alligevel lod mig sætte to børn i verden.
Mor uden mor – et fællesskab på Instagram
Midt i forældreskabets omvæltning gav jeg mig til at søge på Instagram efter andre mødre, der synes, at deres moderskab er udfordret af savnet efter deres egen mor.
Man kan sige meget om sociale medier, men jeg vil nøjes med dette: Hvor er det en kæmpe gave at finde et fællesskab, hvor der er en umiddelbar forståelse og anerkendelse af, at sorgen over døde forældre vender tilbage i en ny form det øjeblik, graviditetstesten viser to streger.
Jeg savner genkendelse og anerkendelse, at kunne spejle mig i min fortid. Blive præsenteret for anekdoter fra min egen opvækst, der sætter mig og mine børn ind i en større sammenhæng
Der findes flere profiler, hvor kvinder ærligt og kærligt deler ud af deres erfaringer med at være mor uden mor. Vores historier er ikke ens, vores baggrunde, relationer og værdier ser forskellige ud, og derfor er vores savn selvfølgelig ikke 1:1 det samme. Alligevel er der en sær form for trøst i at kunne genkende sine følelser i andre, selvom det gør mig så inderligt ondt for alle dem, der går og længes efter betydningsfulde mennesker.
En gave er det også selv at dele mine tanker om sorgen og savnet – som en lille selvterapeutisk proces – og hver gang blive grebet af kærlige ord, tanker og genkendelse.
Mine børns bedsteforældre
Og hvad er det så egentlig, jeg mangler? Jeg mangler mine forældre. Det er faktisk lidt svært at indfange i ord, præcis hvad det dækker over for mig, for det, jeg mangler, kan nok bedst betegnes som en følelse af at blive set, at føle mig tryg og vide mig sikker på, at uagtet hvad alle andre måtte mene om mig, så har jeg et engageret og begejstret publikum i mine forældre. Et sted at lande, et sted, hvor mine rødder kan finde fæste.
Der er to sider af mig, der spiller ind i det savn: Der er nutids-mig. En 38-årig kvinde, der i samfundets øjne har godt styr på tilværelsen. Gift, mor til to, uddannet, ansat, vidende og velfungerende. Og så er der mit barne-jeg, den del af mig, der aldrig bliver for gammel til at længes efter at være nogens barn.
I mit barne-jeg er savnet helt umiddelbart. Det føles biologisk, nærmest dyrisk – en længsel efter at være den lille, den, der bliver passet på. Den ubevidste vished om, at mine forældres kærlighed er en kilde så dyb, at uanset hvor langt jeg stikker mit stribede sugerør ned i den og suger til, så når jeg ikke bunden. Jeg kan bade i den kilde, kaste grus i den, vende ryggen til den, ja sågar tisse i den. Det gør ingen forskel, det er en evigt løbende kilde.
Jeg savner, at mine børn bliver mødt af den kærlighed, jeg selv er vokset op med. At mit begejstrede publikum nedarves til dem. Jeg savner mine børns bedsteforældre.
Den følelse savner jeg så inderligt, og jeg vil så gerne give den videre til mine børn. Men jeg er jævnligt i tvivl om, hvordan man gør, og jeg kan ikke spørge mine forældre.
Nutids-mig savner en voksen samtale med mine forældre. At tage livtag med måden, jeg voksede op på. At dele alt det med dem, som jeg pludselig forstår om at være forælder. At reflektere over måden at være familie – både den familie vi var, da jeg var barn, og den familie vi kunne have været nu.
Jeg savner, at mine børn bliver mødt af den kærlighed, jeg selv er vokset op med. At mit begejstrede publikum nedarves til dem. Jeg savner mine børns bedsteforældre.
Jeg vil så gerne læne mig ind i min mor og hente råd og vejledning til mit moderskab. Jeg længes efter praktisk hjælp, at kunne overlade mine børn til hende, helt tryg ved at både de og hun ville trives med det.
Jeg ser for mig, hvordan mine drenge kunne have et lille paradis i den have, som var min barndoms paradis – hvordan de kunne klatre i æbletræet, rive sig på brombærbusken og plukke små buketter. Og så kunne de efter en lang dag med leg mødes under parasollen og spise forkullede pølser direkte fra grillen.
Alt det findes bare ikke længere.
Mine forældre ved end ikke, at mine børn findes
Jeg savner genkendelse og anerkendelse, at kunne spejle mig i min fortid. Blive præsenteret for anekdoter fra min egen opvækst, der sætter mig og mine børn ind i en større sammenhæng. Jeg præsenteres jævnligt for historier om, hvordan min mand var som barn. At hans hår var lige så lyst som min ældstes, og at han heller aldrig gad sutten.
Det gør ondt, at jeg ikke kan dele min begejstring for mine børn og kærligheden til dem med deres bedsteforældre
Jeg nyder at høre de historier, og alligevel sidder jeg hver gang og føler mig underligt udenfor, fordi jeg ikke aner, hvordan jeg selv ligner eller ikke ligner mine børn.
Og hele mig, både den voksne del og barnet i mig, mærker et svimlende behov for at kunne stikke i et indianerhyl og råbe: ”SE MIG, MOAAAR! Se, hvad jeg har lavet!” Af alle de perleplader, tegninger, opvisninger og andre typer af kreationer og bedrifter i mit liv, som mine forældre har mødt med interesse, begejstring og kærlighed, så er mine børn da mesterværkerne.
Og det gør ondt, at jeg ikke kan dele min begejstring for dem og kærligheden til dem med deres bedsteforældre. For deres bedsteforældre ved end ikke, at de findes.
Læs også Lizette Harritsø Lauritzens essay, Jeg er BRCA positiv – om at have arvet en genvariant, der giver en stærkt øget risiko for brystkræft og kræft i æggestokke og æggeledere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
