Trine Pertou Mach: Ulighed, race og valget i Alabama

Trine Pertou Mach 15.12.2017

ANALYSE – Sorte kvinder reddede hvide amerikanere fra sig selv. Det nåede flere observatører frem til efter valget i Alabama. Men, skriver Trine Pertou Mach i denne analyse, de sorte, kvindelige vælgere kæmpede mod systemiske og strukturelle odds for at beskytte sig mod konservativ politik, der vil ramme de sorte Alabama-borgere uforholdsmæssigt hårdt.

Så snart resultatet af valget i Alabama mellem republikaneren Roy Moore og demokraten Doug Jones var kendt, blev det udlagt som en stor demokratisk sejr med perspektiver for det kommende midtvejsvalg.

For Demokraterne – og USA – var det en vigtig valgsejr. Men rygterne (eller håbet) om Republikanernes, eller GOP’s (the grand old party) som de også omtales, politiske død er overdrevne. Moore tabte knebent og havde med sex- og pædofilianklager flyvende om ørene vanskeligt ved at mobilisere sin konservative og kristne vælgerbase. Udenfor diskussion er i hvert fald, at mange republikanske vælgere blev hjemme, mens de demokratiske vælgere deltog i højere grad.

Især var deltagelsen blandt de sorte vælgere større end normalt, og det betød i praksis flere demokratiske vælgere; andelen af sorte kvindelige vælgere, der stemte på Jones, var 97-98 procent. De sorte amerikanere, der sikrede Jones sejren, har fået mange tak fra Jones og fra de hvide amerikanere – ‘sorte kvinder har formået at redde hvide amerikanere fra sig selv’, lød det fra valgobservatører.

Mobiliseringen af sorte vælgere har været et langt sejt træk og blandt andet gik Barack Obama noget utraditionelt aktivt ind i kampagnen, for de sorte stemmer kommer af flere grunde ikke af sig selv.

Valglovgivningen i Alabama har en indbygget skævvridning, der strukturelt set skaber flere barrierer for sorte amerikanere end for de hvide

Man må derfor håbe, at resultatet også får Demokraterne – og borgerne – til at gentænke, hvad det rent faktisk er for dybereliggende strukturer, der er på spil.

Selvfølgelig er der et kønsaspekt, og selvfølgelig er der identitetspolitikken, som også Hillary Clinton strategisk forstod. Demografien taler også for, at det var en politisk klog strategi.

Men de sorte vælgere i Alabamas hudfarve er ikke deres eneste problem. Valglovgivningen i Alabama har en indbygget skævvridning, der strukturelt set skaber flere barrierer for sorte amerikanere end for de hvide.

Systematiske forhindringer

Når man husker historien, får denne strukturelt betingede skævhed endnu større betydning, også symbolsk. Alabama er dér, hvor bevægelsen for sortes stemmeret har sine rødder.

Måske har du set filmen Selma, der netop foregår i Alabama, og som handler om kampen for sorte borgeres lige rettigheder, herunder den fuldstændig afgørende rettighed i et liberalt demokrati – retten til at deltage i valg. En kamp, der kostede dyrt for dem, der kæmpede den, og blev ved trods ekstrem modstand fra det store hvide flertal, politikere og magthavere.

Borgerrettighedsmarch fra Selma til Montgomery, Alabama i 1965. Foto: Wikimedia Commons.

Den ret er for længst sikret, formelt, men i flere stater, blandt andet i Alabama, skorter det ikke på lovgivning og regler, der i praksis gør det systematisk sværere for de sorte vælgere at udøve den ret.

Lovgivningen omkring vælgeridentifikation og registrering er rigid. Flere regler, påpeger iagttagere, rammer sorte disproportionalt. Dertil kommer, at politikerne for ganske få år siden – pakket ind i en økonomisk krise-argumentation – valgte at lukke en lang række motorkontorer, hvor man kan få kørekort udstedt (og kørekort er et centralt billed-ID), hvilket betød, at i alle de amter, hvor sorte udgør mere end 3/4 af de registrerede vælgere – lukkes kontoret.

Otte ud de ti amter, hvor Obama fik bedst valg, er nu uden motorkontor. Og da kørekort regelmæssigt skal fornys i USA for at være gyldige, betyder dette noget.

US Department of Transportation har efterfølgende undersøgt sagen, og i deres konklusion skriver ministeriet, at sorte amerikanere blev ramt uforholdsmæssigt og stod uden offentlig service i forhold til kørekort, hvilket forårsager en “disparate and adverse impact on the basis of race.”

De sorte kvinder kæmpede for sig selv

Det ved man selvfølgelig godt i Alabama. Og det gjorde selvfølgelig ikke Doug Jones’ valgchancer større, tværtimod.

Det kræver ekstra meget af en sort borger, der på alle mulige andre områder også er uforholdsmæssigt dårligere stillet – indkomst, uddannelse, livsmuligheder, sundhed, levealder, osv. – i en stat, der stadig bærer præg af sin fortid, hvor polariseringen i forhold til race er med til at isolere og marginalisere. På den måde er det vitterlig en betydelig demokratisk sejr.

De kæmpede for at beskytte sig mod konservativ politik, der vil ramme de sorte Alabama-borgere uforholdsmæssigt hårdt: Afvikling af Obamacare, fattigdom, marginalisering

Hvad der kom Jones til gode var, at der – i en stat med tradition for græsrodsaktivisme – var tilstrækkeligt mange sorte kvinder, der kæmpede en brav kamp med at mobilisere folk i de områder til at stemme. Og de kvinder, vil mere åbenmundede sorte rettighedsaktivister formentlig sige, var ikke de hvide liberales frelsere.

De kæmpede i døgndrift for at undgå at få en repræsentant i Washington, der ville fremme en lovgivning, der systematisk ville ramme dem selv. De kæmpede for at beskytte sig mod konservativ politik, der vil ramme de sorte Alabama-borgere uforholdsmæssigt hårdt: Afvikling af sundhredsreformen Obamacare, fattigdom, marginalisering.

https://www.instagram.com/p/Bcps9l9lijc/?tagged=alabamaelection

At disse kvinder er en politisk vigtig kraft er ikke til diskussion.

Det interessante bliver, hvordan man forstår det efterfølgende – om det er en lyserød fortælling om en Magical Negro, eller om man rent faktisk læser virkeligheden og handler herefter: At uligheden også i Alabama har et tydeligt raceskel, der ikke løses alene med identitetspolitik.

Det er det, Bernie Sanders har set, og som udgør kernen i hans politiske forståelse.

Sanders’ program for politiske forandringer i USA er ikke bygget alene på eller omkring identitet og minoritets-tilhørsforhold. Nej, han ser de økonomiske skel som del af pakken – og dermed også af løsningen på raceproblemerne – ligesom den venstreorienterede senator fra Vermont også mener, at et sådant bud er den rette vej for Demokraterne, hvis partiet vil vinde både midtvejsvalget i 2018 og have en bedre chance ved præsidentvalget i 2020.

Hovedfoto: Pixabay.

Trine Pertou Mach

Arbejde har sendt Trine Pertou Mach mange steder hen I verden og hun er pt bosat i San Diego, Californien. Barneskoene blev trådt i jyske småbyer og ved Vesterhavet. Hun er derfor fuldstændig vaccineret mod jysk snusfornuft. Trine har boltret sig i udenrigspolitikken og dens mange afkroge siden hun blev færdig som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Med en blanding af praktisk indsigt og viden har hun igennem mange år bidraget som debattør og analytiker i radio, TV, i artikler og kommentarer om udviklingsbistand, global sikkerhed, dansk og europæisk udenrigspolitik, FN, EU, menneskerettigheder og Verdensmålene (SDG’erne). Hun har arbejdet i EU, først nogle år i Europa-Parlamentet og siden for EU-Kommissionen i Ægypten. Det sidste blev starten på en aldrig slukt interesse for og indsigt i det mellemøstlige og nordafrikanske, hvor hun i mere end et årti har arbejdet med menneskerettigheder, ikke mindst kvinders rettigheder. Trine var som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke central for organisationens stærke profil og klare stemme for global ansvarlighed og fattige menneskers ret til indflydelse og udvikling; i samme periode var hun med til at omkalfatre MS fra en dansk medlemsbaseret forening til at blive det danske medlem af den internationale global justice føderation, ActionAid International, hvor hun nu sidder i bestyrelsen. Hun har også været leder af et nordisk erhvervsprogram for bæredygtigt byggeri under Nordisk Ministerråd og var derfor bosat i Norge. Nå ja, så har hun også en fortid i partipolitik, hvor hun sad i Folketinget for SF, et parti hun siden har forladt (eller som hun siger, der valgte at forlade sig selv). Det private, selvom Trine er af den overbevisning, at også det private er politisk: Hun har 2 småpiger med på USA-eventyret og et stort bonusbarn i København. Trine elsker bøger, politik, musik på vinyl og sand mellem tæerne. Og er ved at vænne sig til californisk vin.