USA // REPORTAGE – “På trods af alle de totalt åbenlyse grunde til at hoppe på den første flyver, så er der noget i mig, der stædigt nægter at opgive det land, hvor jeg nu har boet næsten halvdelen af mit liv”, skriver journalist og PR-rådgiver Mette McCall i denne long-read reportage fra i Fairhope, Alabama. Hun tror stadig på, hun på den mindre skala kan være med til at gøre en forskel.
FAIRHOPE, ALABAMA – ”Og så sagde jeg noget, jeg aldrig før har sagt fra en prædikestol.”
Den ældre præst taler langsomt og velovervejet, mens vi alle læner os frem for bedre at kunne høre. Vi sidder omkring 20 mennesker i en rundkreds til en læseklub i Eastern Shore Democrats, en lokalafdeling af det Demokratiske Parti i The Deep South – altså det sydlige Alabama.
”En amerikansk borger, der skyder en ubevæbnet amerikansk borger på amerikansk jord … det vil altid være forkert,” siger præsten og fortæller, hvordan han talte om immigrationsmyndighedernes nedskydning af 37-årige Renée Good i Minneapolis i sin ellers normalt apolitiske prædiken for en menighed i et landdistrikt, hvor knap 80 procent af vælgerne ved sidste valg stemte på Trump.
”Hvad var reaktionen?” spørger flere i munden på hinanden. Præsten fortæller, at flere kom op til ham bagefter og diskret fortalte, at de var enige. Andre var ikke enige, men alle var i stand til at tale civiliseret om deres synspunkter.
Jeg glemmer aldrig min harme, da han på spørgsmålet om, hvorvidt han var tilhænger af abort i tilfælde af voldtægt, blot svarede: ”I’m 100 procent pro-life”
Vi nikker, og kvinden ved siden af mig stiller spørgsmålet, som jeg her i Bibelbæltet også selv lige skulle til at stille: hvilken denomination tilhører din kirke?
Ikke et spørgsmål, der ville være faldet mig ind, da jeg boede i San Francisco i Californien, hvor jeg intet vidste om de mange forskellige typer kirker. Men her i Baldwin County, Alabama, giver det en god pejling om, hvor vi er henne i det politiske spektrum: De fleste Southern Baptists og katolske kirker er overvejende Trump-tro, Methodists, Presbyterians og Lutherans ligger et sted til højre for midten, og Episcopalians og Unitarians er nok de mest venstreorienterede. Præstens kirke er presbyteriansk.
Vi snakker videre, lettere opmuntrede over, hvordan modet til at sige sin mening højt og have en god udveksling med ikke-ligesindede understøtter budskabet i månedens bog Democracy in Retrograde. Emnet er, hvilke små og store handlinger man selv kan bidrage med for at gøre en forskel og kæmpe for bevarelsen af vores demokratiske fundament.
Da aktivismen gik viralt
Det leder snakken hen på et andet modigt medlem af vores lokale gruppe, 61-årige Renea Gamble, som valgte en noget mere direkte kommunikationsform, da hun til den seneste lokale No Kings-demonstration mødte op i et oppusteligt peniskostume, mens hun holdt skiltet No Dicktator.
Det fik moddemonstranterne til at tilkalde det lokale politi, som meddelte hende, at Fairhope var en by med family values, og bad damen om at tage kostumet af. Da hun nægtede med henvisning til krænkelse af ytringsfriheden, blev hun hårdhændet anholdt i en scene, der gik viralt og endda endte med et spot i Stephen Colberts ”The Late Show” satire samme aften.
Gambles sag skal for retten til marts, og vi diskuterer, hvordan vi får medlemmer mobiliseret til at møde talstærkt op og støtte hende. Der er også iværksat en indsamling til at dække hendes advokatomkostninger.
Episoden får flere til at nævne en anden viral hændelse fra efteråret, hvor vores lokale medlem af Repræsentanternes Hus, Barry Moore, som stolt hævder, at han er ”mere Trump end Trump”, blev mødt med massiv modstand og buhen til en lokal townhall. Jeg var selv en del af et talstærkt fremmøde af demokratiske vælgere, som taktfast stemte i med spørgsmålet: Who pays the tariffs?
Der lød et stort latterbrøl, da Moore naivt svarede, at det skam da var shippingfirmaerne, der betalte straftolden. Og jeg glemmer aldrig min harme, da han på spørgsmålet om, hvorvidt han var tilhænger af abort i tilfælde af voldtægt, blot svarede: ”I’m 100 procent pro-life”, og ikke på nogen måde viste vilje til at ændre på Alabamas abortforbud. Det er et af de mest restriktive i USA, og der er ikke undtagelser i tilfælde af incest eller voldtægt.
Den fjendtlige modtagelse blev til sidst for meget for Moore, der abrupt stoppede sit oplæg og forlod scenen gennem en bagdør. Nu med øgenavnet ”Backdoor Barry.”
Den sociale pris for at mene noget
Vi griner lidt af hændelsen, og en anden kvinde taler om, hvordan hendes søn og hans venner, som alle stemte på Trump, nu vakler og ikke kan se ideen i et republikansk parti, der ikke som lovet har fået priserne ned, og snarere synes at være fikseret på krige langt væk.
Vil du ikke nok sige til dine landsmænd, at de fleste af os hader Trump lige så meget, som I gør?
Det starter en længere diskussion om, hvordan demokraterne tabte de unge mænd, og hvordan vi slet ikke på venstrefløjen har den podcast-hær af ”bros” til at give dem et politisk ståsted. Der er Charlie Kirk-debatklubber på næsten alle high schools i vores kommune nu. Vi har ofte forgæves forsøgt at få gang i demokratiske ungdomsklubber på high schools. ”Synes du, jeg skal begå socialt selvmord?”, spurgte min 16-årige søn retorisk, da jeg kækt foreslog, at han da kunne starte sådan en forening.
I modsætning til sin storesøster, der marcherede frejdigt og højlydt med os i demonstrationer, da Alabama indførte abortforbuddet i 2022, er han ikke synderligt politisk interesseret. Han forsikrer dog, at han synes, at Trump er vanvittig.
Når ICE rykker ind i nabolaget
Samtalen bølger tilbage til ICE i vores egen kommune. En dame fortæller, hvordan hun ved George Wallace-tunnelen (opkaldt efter Alabamas berygtede guvernør, som stod i døren ved University of Alabama og fysisk modsatte sig, at sorte studerende kunne få adgang) blev stoppet og omdirigeret, fordi ICE var i gang med et raid. Hvordan angsten ramte, da en maskeret betjent bankede på hendes bilvindue.
”Jeg er en hvid ældre dame. Hvis jeg bliver bange… jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det ville føles at have en anden hudfarve,” siger hun.
Vi nikker alle samstemmende.
Frygten for at stå uden rettigheder
Jeg fortæller om, hvordan jeg selv som dansker følte mig nervøs, da Trump begyndte at true med at invadere Grønland. Hvad nu hvis han pludselig begyndte at hævne sig over Danmarks meget kontante afslag på køb for eksempel ved at fratage danskere deres green cards og amerikanske statsborgerskaber? For bare et år siden lød det langt ude, men efter 12 rædselsvækkende måneder med Trump i Det Hvide Hus vil intet komme bag på mig.
Da jeg i 2019 tilføjede et amerikansk statsborgerskab til mit danske, følte jeg mig retsmæssigt sikker. Men det fundament er styrtet i grus. Jeg fortæller om den nordjyske mand i Mississippi, der til sit amerikanske statsborgerskabs-interview endte med at blive ført væk i håndjern, fordi han 10 år forinden ikke havde udfyldt en formular i forbindelse med sin ansøgning om green card – en forseelse, som ingen – indtil håndjernene klikkede – havde informeret ham om. Og han var endda en tro Trump-støtte.
Det nyttede intet, at Read Freely argumenterede for, at disse bøger jo netop er til for at beskytte unge mod groomers ved at bevæbne dem med viden
Jeg taler om nervøsiteten ved at rejse ind i USA nu, overvejelserne om, hvorvidt det er dumt at sige en masse Trump-fjendtligt på sociale medier, om man bare burde holde mund. Og samtidig raseriet over, at man i et såkaldt demokrati overhovedet kan få den tanke, at det måske bare ville være bedre rent politisk at ligge lidt lavt i terrænet.
”På vegne af USA vil jeg gerne sige undskyld,” siger en af bogklubbens medlemmer. ”Vil du ikke nok sige til dine landsmænd, at de fleste af os hader Trump lige så meget, som I gør?”
Flere i gruppen arbejder med forskellige immigrationsvenskabsforeninger, som hjælper med at samle mad og tøj ind til indvandrere, der ikke mere tør gå ud på gaden. Vi diskuterer, hvordan vi kan lave et mere formaliseret samarbejde mellem vores forskellige grupper, da der ikke uventet er meget overlap mellem de samme frivillige, som arbejder på tværs.
”Handmaid’s Tale” og kampen om bøgerne
En af disse grupper er Read Freely Alabama, som en anden kvinde i rundkredsen opdaterer os om.
Gruppen er bannerfører for endnu en sag på alles læber: Vores lokale biblioteks kamp mod Moms For Liberty, en højreekstremistisk gruppe af såkaldte kristne mødre, der har sat sig for at få alle bøger, som de mener har ”upassende indhold”, væk fra hylderne i ungdomsafdelingen.
”Upassende” er i deres optik alt, hvad der har at gøre med homo- og transseksuelle, seksualundervisning og andre temaer, hvor sex er beskrevet. Bøger, der er kritiske over for USA’s fortid med slavehandel og undertrykkelse af minoriteter, er heller ikke emner, de er begejstrede for.
Efter at have læst og evalueret alle bøger, der var blevet klaget over, valgte bibliotekets progressive bestyrelse dog at lade langt de fleste bøger blive i ungdomsafdelingen. Det medførte et ramaskrig fra Moms For Liberty-gruppen, som tog fra Fairhope til Alabamas hovedstad Montgomery og klagede til Alabama Public Library Services (APLS), der har tilsyn med delstatens offentlige biblioteker. Her læste de højt af passager, hvor sex blev beskrevet, bl.a. fra den prisvindende ungdomsroman Sold, der handler om sex trafficking.
Sagen var en kærkommen lejlighed for formanden for APLS, John Wahl – som helt tilfældigt er formand for Det Republikanske Parti i Alabama og nu også stiller op til posten som viceguvernør til midtvejsvalget – til at føre et korstog mod alle radical leftists og groomers. Han beordrede Fairhope-biblioteket til straks at fjerne bøgerne fra ungdomshylderne.
Det nyttede intet, at Read Freely argumenterede for, at disse bøger jo netop er til for at beskytte unge mod groomers ved at bevæbne dem med viden.
En anden kontroversiel bog på ungdomshylden var The Handmaid’s Tale, der ironisk nok handler om en kvindeundertrykkende, dystopisk fremtid med autokratisk censur af alt regeringsfjendtligt materiale. På trods af højlydte protester til utallige høringsmøder om sagen og massiv pressedækning – endda i store medier som New York Times, der sendte journalister til Alabama for at skrive om sagen – valgte APLS at straffe biblioteket ved at fratage det 44.000 dollar i årlig støtte, da bestyrelsen nægtede at flytte bøgerne.
Read Freely svarede igen ved at fundraise mere end 100.000 dollar til at dække tabet af statsstøtten. Næste skridt er, at vores lokale statssenator Chris Elliott har sponseret et lovforslag i Alabamas senat om, at by- og kommunalråd kan fyre bibliotekets bestyrelser.
Vi drøfter, hvordan vi kan skabe modstand mod lovforslaget ved for eksempel systematisk at ringe og skrive til vores lokale politikere.
Den aktuelle bog i bogklubben, Democracy in Retrograde, beskriver netop, hvordan sådanne metoder kan være med til at gøre en forskel. ”Det er ret tydeligt, at bogens forfattere ikke bor i et område, hvor republikanerne har absolut flertal,” bemærker en anden i rundkredsen lettere opgivende.
Langt mellem snapsene
Der rammer vi et meget ømt punkt. Republikanernes supermajority i Alabamas delstatsregering gør det uhyre svært for det demokratiske mindretal at få en fod til jorden.
Vi lever stadig højt på miraklet fra 12. december 2017, da det lykkedes os at få Doug Jones valgt som US-senator for Alabama i et særvalg, der blev udskrevet, da Jeff Sessions forlod posten for at blive Trumps første justitsminister.
I Alabama kan du miste rettigheden til at stemme, hvis du for eksempel skylder penge til det offentlige eller har en plettet straffeattest
Jones stillede op imod Roy Moore, en tidligere Chief Justice i Alabama, der tordnede mod landets moralske forfald og blandt andet nægtede at fjerne en kæmpe-tavle med De Ti Bud, som han havde opført i statsdomstolens bygning.
Da flere kvinder trådte frem og fortalte, hvordan Moore havde seksuelt misbrugt dem som 14-15-årige, og Washington Post samtidig kunne afsløre, at han havde fået forbud mod at komme i et bestemt storcenter, hvor han målrettet var gået efter helt unge piger, fik Doug Jones et uventet forspring.
Jeg husker stadig de intense måneder op til valget, hvor vi stemte dørklokker og uddelte løbesedler for at få folk til at stemme, mindede dem om at tjekke, om de nu også var registreret til at kunne stemme – og hvis de ikke var, så hjælpe dem med at blive det.
”Get out the vote”
For en dansker, der er vant til automatisk at få et valgkort ind af døren, var det en chokerende oplevelse at se, hvordan en så basal rettighed langt fra er det i Alabama, hvor valg ikke administreres af en uafhængig valgmyndighed, men derimod af delstatsregeringen selv.
Det betyder i praksis, at det parti, som kontrollerer guvernørposten og delstatsparlamentet, også har afgørende indflydelse på, hvordan valg organiseres, hvilke regler der gælder for stemmeafgivning, hvordan og hvor vælgerne kan registrere sig, og hvordan stemmer tælles og certificeres.
Omkring 65 procent af alle vælgerne i Alabama er straight ticket voters per refleks
Så i Alabama kan du miste rettigheden til at stemme, hvis du for eksempel skylder penge til det offentlige eller har en plettet straffeattest. Der er også ofte regler om ”use it or lose it”, hvor vælgere, der ikke har stemt ved seneste valg, bliver fjernet fra valglisterne. Sjovt nok sker det oftest i områder med mange demokratiske vælgere.
I forbindelse med vores Get Out The Vote-kampagner var jeg rundt i ludfattige trailerparks, hvor mange skammede sig over at fortælle os, hvorfor de ikke længere kunne stemme. Tabet af stemmeretten behøver dog ikke at være permanent. Er man på en betalingsplan, eller har man udstået sin straf, er der måder, man kan genvinde stemmeretten, hvilket også var en del af vores oplysningskampagne – noget, der ellers ikke er nogen, der fortæller folk om.
Et system bygget til at holde nogen ude
At der foregår en helt bevidst og systematisk undertrykkelse af vælgere, som partiet ved magten ingen interesse har i at høre fra, er der ingen tvivl om. Det republikanske flertal i statssenatet besluttede også tilbage i 2015 at lukke en stribe DMV-kontorer, der udsteder det foto-id, som man skal bruge for at kunne stemme. De lukkede kontorer lå også helt tilfældigvis i kommuner med flest sorte demokratiske vælgere, hvilket betød, at de nu skulle køre flere timer for at kunne få udstedt id.
Efter massiv kritik blev nogle af kontorerne åbnet igen. Et andet træk fra republikanernes side er gerrymandering af valgdistrikterne, som splitter områder med demokratisk flertal i flere forskellige valgdistrikter, så de ikke får flertal nogen steder.
Gerrymandering i vores område var så grel, at den – ellers konservative – føderale højesteret påbød Alabama at omlægge valgdistrikterne, så de bedre afspejlede den politiske og demografiske befolkningssammensætning. Alabama nægtede og lagde sag an – finansieret af Alabama-borgernes skattekroner – men tabte efter et langstrakt forløb.
Det resulterede i en anden sjælden sejr for demokraterne, da vores nye U.S. House District faktisk var i stand til at vælge demokraten Shomari Figures til Repræsentanternes Hus i Washington, efter at vores distrikt blev omlagt til at omfatte større grupper af demokratiske vælgere.
Samtidigt er Alabama en af de blot fem delstater i USA, der har straight ticket voting. Det betyder, at i stedet for at tage stilling til alle kandidater til de mange poster – lige fra guvernør til skolebestyrelse – på stemmesedlen, kan man blot vælge at listestemme øverst på sedlen og sætte kryds ved enten ”R” eller ”D”. Omkring 65 procent af alle vælgere i Alabama er straight ticket voters pr refleks, så hvis man er den demokratiske kandidat, der forsøger at appellere til moderate republikanere, skal man virkelig have gennemslagskraft for at bryde det mønster.
Midtvejsvalget i kikkerten
Så det er op ad bakke. Selvom Doug Jones vandt over Roy Moore og i flere tilfælde var tungen på vægtskålen i det amerikanske senat, tabte han to år senere senatsposten til Tommy Tuberville, en tidligere fodboldtræner. Endnu et ”mere Trump end Trump” tågehorn, som i sine mange anti-woke markeringer blandt andet blokerede hundredvis af militære forfremmelser i protest mod en Pentagon-politik, der tillod soldater at få abort. Til midtvejsvalget i november stiller både Jones og Tuberville op som kandidater til guvernørposten i Alabama.
Bare det at blive set tale med en af os, kan være for meget for mange
Vores bestyrelsesformand fortæller rundkredsen om de mange muligheder, der er for at melde sig som frivillig i Doug Jones’ kampagne. Jones er en tidligere U.S. attorney, som har vundet en stribe borgerrettighedssager og står stærkt blandt både minoriteter, independents og så de moderate republikanere, der har fået nok af Trump. Håbet er selvfølgelig, at det er nok til endnu et mirakel, men det kræver en græsrodskampagne af de helt store.
Her kommer vi ind. Vi diskuterer nye apps, der hjælper med at kontakte de vælgere, der er registreret som demokrater – de oplysninger har vi adgang til – og hvad vi kan gøre for at indlede samtaler med alle de andre. Samtaler der for eksempel kan foregå til gadefestivaler og andre offentlige arrangementer, hvor vi ofte har et bord med partimateriale.
Diskrete thumbs-up
Jeg har haft mange uhyre interessante samtaler med folk ved sådant et bord. Ofte kommer folk glædestrålende hen og fortæller, at de ikke anede, at der her i Trumpland var andre ligesindede blue dots, som vi kaldes. De skriver sig op på vores mailinglister, får vores nyhedsbreve og begynder at komme til vores møder. I et område, hvor det at stemme republikansk er noget, der har været en del af folks DNA i generationer, har jeg også mødt flere, der åbent indrømmer, at de faktisk aldrig før har talt med en demokrat.
Det har været en bitter pille at sluge – ligesom mange af os også stadig føler os temmelig forrådt af det demokratiske parti, som tillod Biden at stille op igen
Bare det at blive set tale med en af os kan være for meget for mange. Selv folk, der måske deler vores synspunkter, vælger i stedet at give os et diskret thumbs-up og et smil, når de går forbi vores bord.
Når skeptikere alligevel tager mod til sig og indleder en dialog, prøver jeg altid at starte med at finde common ground – et fælles ståsted, som for eksempel kampen mod forureningen af vores lokale Mobile Bay eller det faktum, at alle forældre gerne vil beskytte deres teenagere – vi har bare forskellige måder at gøre det på.
I et samfund, hvor vi i stigende grad lever i vores egne politiske ekkokamre, er det befriende at opleve små gennembrud på tværs af skyttegravene. Måske er jeg naiv, men jeg tror, at den form for dialog er vejen frem. Og det er en dialog, jeg for eksempel aldrig ville have haft i San Francisco, hvor stort set alle, jeg mødte, havde sådan omtrent samme politiske ståsted som mig.
Små tegn på fremgang
Læseklubben skifter gear. Vi snakker nu om en anden positiv udvikling, antallet af lokale demokratiske kandidater, der stiller op til midtvejsvalget. Under de sidste par valg har det været nedslående at stå i valglokalet med en stemmeseddel, hvor der stort set kun var republikanske kandidater at vælge imellem. Bare det at få demokratiske kandidater til overhovedet at stille op er en sejr i sig selv. Efter Doug Jones’ sejr i 2017 vejrede vores lokale afdeling morgenluft, og vi havde et rekordstort antal kandidater i 2018, men vores mest populære kandidat dengang fik kun 35 % af stemmerne.
Siden da har det været meget begrænset, hvor mange der har orket at stille op og bruge al deres fritid i et helt år på at køre en valgkampagne, der virker tabt på forhånd.
Men i år er det anderledes. Vi har lokale demokratiske kandidater til næsten alle vigtige poster fra skolebestyrelse til Kongressen i Washington, og vores formand fortæller, hvordan det nationale Democratic National Committee (DNC) endda har indvilget i at støtte vores lokale kandidater økonomisk. Spontane klapsalver bryder ud i rundkredsen.
For Hope not Hate er ikke et slogan – det er et ansvar
Vi er ellers altid blevet totalt ignoreret af DNC, som ikke ser nogen strategisk payback i at investere i Alabama. Det har været en bitter pille at sluge, ligesom mange af os også stadig føler os temmelig forrådt af det demokratiske parti, som tillod Biden at stille op igen, på trods af at han oprindeligt var positioneret som en overgangsfigur. Den diskussion er stadig et både følsomt og traumatisk emne i rundkredsen.
I stedet fokuserer vi på, hvordan vi bedst får de nye lokale kandidater kørt i stilling, og hvordan Doug Jones – som en stærk kandidat øverst på stemmesedlen – kan skabe en positiv afsmittende effekt på de såkaldte down-ballot races, altså kandidaterne længere nede på stemmesedlen.
”Hope not Hate” er ikke et slogan
Vores formand åbner sin håndtaske og deler nogle nye grønne badges ud, som hun netop har fået lavet. ”Hope not Hate” står der på dem.
x
Vores ældste datter er netop begyndt at læse i Aalborg, og vi har kolonihave i Aarhus, hvor vi allerede opholder os flere måneder hver sommer, og min amerikanske mand elsker Danmark. Vi har før boet sammen i Danmark både som nygifte i sen-halvfemserne og igen et år under Corona. Men min søn har halvandet år tilbage af high school, og indtil da bliver vi her.
Og på trods af alle de totalt åbenlyse grunde til at hoppe på den første flyver, så er der noget i mig, der stædigt nægter at opgive det land, hvor jeg nu har boet næsten halvdelen af mit liv. Hvor jeg har tætte, meningsfyldte venskaber. Hvor jeg nyder mit liv som selvstændig med mit eget PR-firma. Hvor vi bor på knap to hektar land med husdyrbrug og 222 solskinsdage om året. Og hvor jeg måske stadig tror, at jeg på den mindre skala kan være med til at gøre en forskel. For Hope not Hate er ikke et slogan – det er et ansvar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og