UKRAINE // REJSEBERETNING – Line Rindvig har siden Ukrainekrigens udbrud engageret sig som frivillig og støttet Ukraines Armed Forces gennem fjernarbejde – bl.a. med at få madvarer og medicin frem til fronten. Denne sommer rejste hun til Ukraine for at møde nogle af de ukrainere, hun samarbejder med.
Jeg sidder udenfor min mors hjem i Nordjylland en morgen, og på himlen over mig flyver to F-16 jagerfly. Deres imponerende spins og manøvrer antyder ukrainsk-dansk pilotsamarbejde. Det er blot en tanke og stærk følelse, jeg får – som bliver endnu stærkere, da jeg her for nylig igen ser F-16’ere, der jager hinanden på himlen over Jylland.
Scenariet minder mig om en samtale, jeg havde for få uger siden, hvor min ven Slava (Slava og de øvrige navne i artiklen er ikke personernes rigtige navne, red.) delte følgende med mig:
”At rykke frem i større territorier med vestligt udstyr udgør en udfordring for os. Så længe fjenden bevarer kontrollen over himlen, er det utrolig svært at beskytte det vestlige udstyr i store grupper tæt ved frontlinjen. Dette understreger nødvendigheden af at anskaffe F-16-fly, langtrækkende missiler og et effektivt luftforsvarssystem. Vores nuværende luftforsvarsaktiver er primært placeret i byområder for at sikre civil beskyttelse. Men at overføre dem til frontlinjen til modoffensiv støtte ville bringe sikkerheden for dem, der bor i folkerige byer, i fare. Situationen er indviklet og blodig, men vores folk på fronten præsterer utrolig flot efter omstændighederne.”
Dem vi støtter
Vi sidder i Atems køkken, en god ven af Slava, og under køkkenbordet mellem vores ben ligger hans to firbenede kammerater – en elegant husky og en charmerende fransk bulldog.
Atmosfæren denne juliaften bærer en europæisk essens, men den militære litteratur på bordet og den skudsikre vest i køkkenhjørnet viser vores placering – i Ukraine.
Dette syn er ikke så ualmindeligt endda i de ukrainske husholdninger, jeg har besøgt – skudsikre veste, ammunition, førstehjælpskasser, militærstøvler, bøger, skydevåben og masser af camouflagetøj her og der.
Klokken er lidt over ti om aftenen, og Slavas venner gør klar til at grille udenfor. En ukrainsk baghave med bål, musik, øl og små pindsvin, der lejlighedsvis krydser det tilgroede græs.
Her er en sjov og glad stemning – også selvom vi også drøfter tunge emner og snakker om drømme for fremtiden. I selskabet er vi henholdsvis en kunstner og UX-director, en kaffeiværksætter, en komiker, en plastikkirurg, en barista, en kunstterapeut og mig selv – en professionel fra musikbranchen, som bor i Storbritannien.
Det, som forener os, er, at vores liv tog en radikal ny retning efter den 24. februar 2022. De fleste af os har påtaget os et ekstra hverv enten som soldater eller frivillige, der støtter Ukraines Armed Forces og landets civile – ud over vores almindelige job. Jeg skiller mig selvfølgelig lidt ud, da mit pas er rødbedefarvet og deres blåt. Men som mange andre kan heller ikke jeg overskue en verden, hvor Rusland vinder. Sidste år blev det derfor min pligt at støtte, hvor det var muligt, på afstand – og nu sidder jeg så her i et køkken i Ukraine.
Ukuelige Slava
Slava, som før krigen var kunstner og leder i en UX-virksomhed, sluttede sig til Nationalgarden sidste år. Hans bror havde fra krigens første dage kæmpet med Azov-regimentet i Mariupol, men de mistede kontakten til ham i april 2022.
I 11 måneder levede familien i svær usikkerhed, men i marts i år modtog de den hjerteskærende nyhed om brorens bortgang. Dele af hans jordiske rester blev udvekslet ved en krigsfangefrigivelse samme måned, hvilket gjorde det muligt for hans familie endelig at lægge ham til hvile.
I løbet af det sidste halvandet år har Slava jongleret mellem sin kunstnerkarriere, lederjobbet i softwarevirksomheden og flere missioner ved frontlinjen. Han har delt historier og grusomme billeder om sine oplevelser ved fronten med mig. Det er svært at begribe de pinsler og omvæltninger, han har udstået, og dybden af traumerne. Mange af os i Vesteuropa ville nok finde oplevelserne uudholdelige. Alligevel fortsætter han og inkarnerer den ukuelige ånd, som karakteriserer utallige ukrainere.
Slava udstråler en venlig sjæl og har altid gjort det over for mig. Hans personlighed er præget af hyperintelligens og en dyb følelsesmæssig skarphed, som han er god til at sætte ord på.
Som en trofast og god ven gør han alt for at udvise gæstfrihed i sit hjemland. Han har taget fri fra basen i to dage for at vise mig rundt i sit område for at introducere mig til det Ukraine, vi støtter og ønsker at se vinde denne krig.
Så omsorgsfuld og beredvillig
Også Rose, en anden soldat hvis gruppe jeg støtter, er flyttet fra Kyiv til Zaporizhzhias og arbejder nu dagligt på frontlinjerne der. Roses uophørlige dedikation og omsorg er imponerende. Hvad enten han er på mission, træner med sin gruppe eller studerer for at forbedre sin ekspertise inden for droner, sprængstof eller er ved politiets special forces, så spørger han konsekvent altid ind til mit og min families velbefindende.
Når han har fri, bruger han bl.a. tiden på at besøge en kræftsyg lille pige på et børnehospital, som han støtter – eller på fællesskabet i hans træningsklub. Hans gruppe består af venner fra Kyiv og et par veteraner, som har kæmpet siden 2014.
Vi fik desværre ikke mulighed for at ses denne omgang, men i stedet arrangerede han, at jeg kunne møde hans bedste ven, Diana, over en kaffe – et møde fyldt med taknemmelighed, strålende smil og meget lange kram.
Overlevede både snigskytte og baghold
Vennen Stas er endnu et eksempel på uselviskhed og modstandsdygtighed. Før krigen var han bosat i Paris i otte år og arbejdede for Fremmedlegionen, men kun få dage efter krigens udbrud vendte han hjem til Ukraine.
Siden har han klaret sig igennem de mest ekstreme situationer, man kan forestille sig. Han blev såret af en russisk snigskytte sidste år, men fortsatte sin indsats ved fronten i mange måneder – i en fugtig og meget kold kælder fyldt med soldater og herreløse dyr. Og i sommer blev en hel gruppe af hans comrades ramt i et baghold af russerne. Stas og hans bedste ven slap på mirakuløs vis med livet i behold som de eneste to.
Men alligevel forbliver Stas’ ånd stærk og urokkelig – det meste af hans fritid ved fronten går med at læse bøger og hjælpe katte og hunde med mad, medicin og husly – og så lytter han til Forever Young – “Hoping for the best but expecting the worst, Are you gonna drop the bomb or not? Let us die young or let us live forever.”
Stas, der arbejder med sin bedste ven på fronten, bliver også støttet af vennens kone, Viktoria, som hjælper med droner, hundemad og kommunikation. Viktoria er en solstråle, som altid forholder sig positiv. Da Stas, der er udstationeret i Donetskregionen, hørte om mit besøg i det vestlige Ukraine, bad han mig om snapshots, så han kunne følge min rejse til Ukraine – også på afstand.
Mobiliseret af Antons fotos
Til slut vil jeg nævne Anton – den venlige supportperson og nok den bedste guide, når det kommer til at finde detaljer om nye måder, hvorpå man kan støtte Ukraine på afstand, og han kan svare på alverdens spørgsmål.
Han er tech-iværksætter samt rådgiver i Ministeriet for Digital Transformation og leder af et hold frivillige i organisationen Wings of Justice. Hver weekend kører de til fronten med bl.a. starlinks, droner, gear, Snickers og Red Bull.
Anton var ham, der satte et ansigt på krigen for mig, da han som den første delte nylige ufiltrerede og uredigerede fotografier fra Ukraine med mig. Dvs. billeder af hans hverdag i et smukt land – og af meget skræmmende sandheder, som har givet mig et mere personligt indblik i situationen, end medier generelt formår.
Anton har bl.a. hjulpet med kontakt til den ukrainske oversætter, der bistår i Jan Grarups og Adam Holms kommende bog om Ukraine, While We Bleed.
Under mit besøg i Ukraine havde Anton selv påbegyndt en rejse mod Bakhmut for at få mere militærhjælp frem til fronten. Derfor sendte han mig en liste over steder, jeg skulle besøge de få dage, jeg havde i landet – hvert sted ledsaget af en detaljeret forklaring. Disse steder fik mig til at føle mig hjemme, og det blev let at navigere i en ny by – med indsigt og tillid.
Ukrainerne, som er omtalt ovenfor, er eksempler på de mennesker, vi læser om – men i form af statistik og tal. Betænksomme og omsorgsfulde mennesker med en helt normal hverdag (før krigen) som du og jeg.
Fremmede, der blev venner
Det er ved at være sent, og jeg må tilbage til mit hotel, før udgangsforbuddet træder i kraft. I morgen er der et tidligt møde med to danskere, som også er i byen, Øivind og Miki. Vi er alle i Ukraine som del af en humanitær indsats arrangeret af den danske ngo KOLO Nordic stiftet af Andreas Foss, der leverer hjælp til civile og soldater.
“Lad os tage et billede sammen”, foreslår Slava, og vi tager en selfie. Vores træthed fremgår tydeligt af resultatet – men værdien ligger i at repræsentere styrken af vores venskab: Fremmede, der er blevet gode venner i en krigs tåge.
Jeg beder Slava om at hilse sin mor. Hun havde forberedt en lækker citron-cheesecake og brygget te til os den foregående dag. På trods af sprogbarrieren kommunikerede hendes vedvarende smil og varme blik en venlighed, jeg lagde mærke til.
Slava følger mig til den ventende Bolt-taxa, og vores kram forlænges. I tider med martial law bærer krammet af et “farvel” mere vægt. Det bærer fælles dybe følelser midt i den igangværende russiske invasion med krigsforbrydelser, konstante sorgtab og den intense følelse af usikkerhed, som virker uendelig.
Det er et privilegium at kunne tage hjem til trygge UK. Kontrasten til de venner, der snart vil vende tilbage til frontlinjen eller fortsætte deres hårde tjeneste andre steder i Ukraine ved at hjælpe de sårede, fangede og civile, er slående.
Da jeg sætter mig ind i taxaen, bliver jeg mødt af en venlig chauffør, som hurtigt spørger ind til min oprindelse. Jeg svarer “Danmark”. Han møder mit blik i bakspejlet, smiler og siger tre ord: “Ahh, Danmark – F16!”
Om mit frivillige arbejde til Ukraine
Siden februar sidste år har jeg blandt andet engageret mig i forskellige indsatser med at hjælpe frontlinjen med væsentlige ting som frisk mad, chokolade, kaffe, medicin og efterhånden også kritiske ressourcer såsom droner og medicinske forsyninger.
Gennem mit fjernarbejde fra Storbritannien har jeg dedikeret tid og kræfter til at opbygge et tillidsfuldt forhold, som nu i væsentlig grad gavner min støtte til forskellige frontlinjegrupper.
Desuden har jeg aktivt øget bevidstheden om Ukraines igangværende situation. Dette indebærer opgaver som at forbinde fagfolk i og uden for Ukraine, placere content på store medieplatforme og sikre interviews til europæisk pressedækning.
Derudover har jeg ledet fundraising til The Forest Glad – et behandlingscenter nær Kiyv, som støtter soldater med udfordringer som PTSD, angst, depression og overlevendes skyldfølelse med omfattende terapeutiske tjenester.
Læs også Jens Alstrups artikler om Ukrainekrigen i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
