På sporet af verdens ikke-troende: Sydafrika 25 år efter apartheid

af i Afrika/Rejse

REJSEBREV // SERIE – “Jeg kan ikke forstå, at hvis Gud er god, almægtig og ved alt, hvorfor har vi så krige, hvorfor har vi alle de dårlige ting i verden, hvorfor har vi en djævel? Hvis jeg var Gud, havde jeg slået ham ihjel.” I en serie i POV er Kirstine Kærn rejst ud for at undersøge livsbetingelserne for verdens ikke-troende. I dette afsnit er Kærn ankommet til Sydafrika.

For 25 år siden blev Nelson Mandela præsident i Sydafrika og markerede enden på apartheidstyret. Et styre, som var præget af statsorganiseret racisme og undertrykkelse i en grad, det er svært at forestille sig.

Apartheidstyret var stærkt religiøst med udgangspunkt i den hollandsk reformerte kirke. Racismen var begrundet i en kristen apartheid-teologi. Som Guds udvalgte skulle de hvide mennesker styre landet, sorte blev betragtet som undermennesker uden rettigheder af nogen art og de forskellige ’racer’ måtte ikke blandes.

Jeg blev en del af kirken, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg ville virkelig gerne tro. Jeg kunne godt lide det arbejde, som lige præcis den kirke udførte”
– Greg

Sydafrika er stadig et religiøst land, selvom langt flere mennesker end i andre afrikanske lande erklærer, at de ikke tilhører en religion. Der eksisterer stadig stor ulighed. Det er fx ikke lykkedes i løbet af de sidste 25 år at få løftet de sorte ud af den fattigdom, som majoriteten befandt sig i under apartheidstyret. I Cape Town interviewer jeg Greg, der fortæller:

”Uligheden er massiv. Bare her i byen, hvis vi fx ser på homoseksuelle ægteskaber. Indenfor 20 kilometer kan du bevæge dig fra et kvarter, hvor folk er født og opvokset som homoseksuelle. De kan gå på en homobar. De kan være åbenlyst homoseksuelle på arbejdet. Kun 20 kilometer væk er korrigerende voldtægter normalt (voldtægt af homoseksuelle for at ’kurere’ dem, red.), og folk bliver slået ihjel, fordi de homoseksuelle. Det er kun i én by. Uligheden bare i Cape Town er enorm. Det gælder både økonomisk og politisk.”

At arbejde med udsatte unge

Greg er tidligere præst i metodistkirken. En kirke, som i modsætning til den hollandsk reformerte kirke, spillede en stor rolle i bekæmpelse af apartheid. Greg blev præst, selvom han aldrig har troet på Gud. Han fortæller mig, hvordan og hvorfor det endte sådan:

“Jeg blev en del af kirken, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg ville virkelig gerne tro. Jeg kunne godt lide det arbejde, som lige præcis den kirke udførte. Det var en rig hvid menighed, men de samarbejdede meget med sorte og farvede menigheder i området. De lagde stor vægt på at arbejde på tværs af opdelingen fra apartheid. Det var i 80’erne, så det var ret usædvanligt på den tid. Det betød, at jeg fik en indsigt i politik og social uretfærdighed, som jeg ellers ikke ville have fået. Jeg beundrede den kirke og dens arbejde. Som ung var det min eneste kontakt med mennesker af en anden race.

Selvom jeg rigtig gerne ville tro på Gud, så kunne jeg ikke få det til at passe. Jeg kunne ikke få ordentlige svar på mine spørgsmål. Til sidste havde jeg en samtale med en meget progressiv præst, som jeg stadig beundrer. Han opfordrede mig til at blive præst og arbejde med unge mennesker. Jeg sagde til ham, at jeg elskede arbejdet, men at jeg ikke troede på Gud og at det sikkert var et problem. Det var det ikke.”

Derfor blev Greg metodistpræst. Han begyndte at arbejde med udsatte unge og stiftede familie, men hans indre kamp fortsatte. I slutningen af 90’erne meldte han sin ikke-tro ud overfor metodistkirken. I sidste ende endte det med et brud med kirken, bl.a. fordi Greg støtter homoseksuelle rettigheder – ikke på grund af hans manglende gudstro. Greg definerer i dag sig selv som agnostisk humanist, og han arbejder med de samme ting, som da han var præst: udsatte unge, social uretfærdighed og humanisme. Han vier også homoseksuelle gennem Free Society Institute, hvis stifter Jacques jeg også mødte i Cape Town.

Et kulturchok

Jacques’ vej til at være ikke-troende humanist har været kringlet. Allerede som barn gjorde han oprør og nægtede at tage med i den meget konservative angelsaksiske kirke, som hans familie tilhørte. Det ændrede sig senere:

Mod slutningen af mine teenageår blev jeg involveret i den engelske kirke i en menighed, der blev styret af en meget karismatisk mand. Jeg er ret introvert og for mig var det en mulighed for at socialisere med sjove mennesker. Til sidst besluttede jeg mig for – i en alder af 17-18 år – at jeg ville være præst. Jeg begyndte at følge undervisning i teologi, men heldigvis forlod jeg Sydafrika i nogle år for at bo i USA.

Når du vokser op i en afrikaans kulter, er der mange problemer relateret til familie, stolthed og skam.”
– Jacques

For en som mig, der har en baggrund i afrikaans kultur og som er opvokset i et hvidt, konservativt fællesskab, var det et kulturchok at komme til USA og opdage, at der foregår meget mere end i den snævre verden, jeg havde set. Mens jeg boede i Maryland, undersøgte jeg forskellige religioner, og alle havde nogenlunde de samme svar. Det blev svært at tro på, at én religion eller tradition var bedre end en anden. Det er ikke et principielt valg, men nærmere et spørgsmål om geografi, hvilken religion man tilhører.”

Jacques blev dogmatisk ateist. Ifølge ham selv en rigtig irriterende én af slagsen, der brugte sin tid på at kritisere religion. Efter nogle år følte han, at der var brug for en organisation med fokus på sekulær humanisme:

“Fordi du vil have folk på din side. Vi, som er sekulære humanister, anerkender, at vi kan arbejde sammen med troende om at løfte folk ud af fattigdom, forbedre uddannelsesniveauet, mindske uligheden mellem kønnene. Så hvorfor fremmedgør vi dem, der tror?”

Åbne debataftener

I Cape Town møder jeg også Wulf, der har grundlagt organisationen Friends of Richard Dawkins. Wulf er oprindeligt fra Tyskland og har boet de sidste 15 år i Sydafrika. Som barn var han troende og lærte græsk, fordi han ville være præst, men han meldte sig ud af kirken som 18-årig.

Wulf har aldrig været aktiv ateist eller involveret i humanistbevægelsen. Det skete først, efter han gik på pension og flyttede sydpå:

”Peter, vores koner og jeg var chokeret over kirkernes indflydelse i Sydafrika. Mange af vores venner her beder bordbøn, inden vi skal spise frokost eller middag. Vi var altid høflige uden at bede med dem og uden at forstyrre dem.

Når jeg sagde til dem: Jeg kan ikke forstå, at hvis Gud er god, almægtig og ved alt, hvorfor har vi så krige, hvorfor har vi alle de dårlige ting i verden, hvorfor har vi en djævel? Hvis jeg var Gud, havde jeg slået ham ihjel. Det var meget interessant at diskutere de ting. Efter at have læst Dawkins bog ‘The God illusion’ startede Peter og jeg organisationen for at have et sted at mødes med ligesindede.”

Nelson Mandela var selv dybt religiøs og tilhørte metodistkirken, men valgte helt bevidst ikke at blande religion og politik

Nu arrangerer de debataftener, der er åbne for alle interesserede. At de er ateister, har de valgt at nedtone, da det kan skræmme nogle deltagere væk. Det er nemlig svært at være ikke-troende. Værst står det til uden for storbyerne, hvor kristendommen er blandet med overtro, og hvor homoseksualitet er en synd. Det kan have store konsekvenser at springe ud som ikke-troende. Jacques fortæller:

”Når du vokser op i en afrikaans kulter, er der mange problemer relateret til familie, stolthed og skam. Du vil ikke lide fysisk skade. Men en der er vokset op i et disciplineret konservativt hjem, vil ofte ikke have modet til at skuffe sine forældre så voldsomt. Det vil være traumatisk for mange – næsten som at springe ud som homoseksuel.”

Det er lidt lettere i de store byer. Der er sket fremskridt, selv om uddannelsessystemet stadig er gennemsyret af religion med fx morgenbøn. Greg fortæller:

”Jeg har to piger på 10 og 13. Bare i deres korte liv er der sket forandringer. Min ældste går på en skole, der har en klub for ikke-troende. Da hun startede i skolen, valgte hun den kristne klub. Nu har hun valgt, at hun ikke vil være med i den og har i stedet valgt pride-klubben. Ikke fordi hun identificerer sig som homoseksuel, men hun kan lide de andre. Fordi de ikke snakker om gud hele tiden, og fordi de ikke hader homoseksuelle. Det kunne aldrig være sket i min skoletid.”

Udsigten til cape town fra robben island.

Mens jeg var i Cape Town, besøgte jeg selvfølgelig Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet i mange år. Tidligere fanger viser rundt og fortæller, hvordan de blev mishandlet af det kristne apartheidstyre. Nelson Mandela var selv dybt religiøs og tilhørte metodistkirken, men valgte helt bevidst ikke at blande religion og politik.


Kirstine Kærn interviewede tre mennesker i Sydafrika. Du kan høre interviewene i deres fulde længde her: Greg, Jacques og Wulff.

Fotos: Skribenten. 

Kirstine Kærn (f. 1971) er blogger, skribent, foredragsholder og producerer podcasten Babelfish. Hun er også næstforperson i Humanistisk Samfund.

Kirstine solgte i 2018 alt, hvad hun ejede for at rejse jorden rundt. Undervejs interviewer hun humanister, fritænkere og ateister for at dokumentere deres livshistorier i podcasten Babelfish. De fortæller om de udfordringer de møder som ikke-troende i en religiøs verden, og hvordan de arbejder for humanisme og menneskerettigheder.

Hun er cand.mag. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet (1999). Har arbejdet som projektleder, programchef & kvalitetschef i IT-branchen i 20 år samt undervist projektledere og ledere.

Alle bidrag er velkomne på Mobilepay 25188437

Seneste artikler om Afrika