ESSAY – Med den amerikanske ambassades åbning i Jerusalem i sidste uge på staten Israels 70 års jubilæumsdag var det symbolske ikke til at overse. Byen har gennem et par årtusinder været omstridt og omgærdet af symbolik. Der er noget særligt ved Jerusalem, som alle vil have, men ingen kan få. Som vinden, ingen kan fange, skriver Yasmin Abdel-Hak
Jerusalems status er et kardinalpunkt i alle hidtidige forsøg på en fredsforhandling mellem Israel og palæstinenserne. At flytte ambassaden fra Tel Aviv til netop Jerusalem blev derfor af de fleste set som en legitimering af den israelske besættelse af Østjerusalem.
Ikke uventet førte flytningen som bekendt til demonstrationer, og omkring åbningsdagen blev over 60 palæstinensere dræbt og mere end 200 såret.
I sin vanlig direkte stil forklarede den amerikanske præsident, Donald Trump, at der med den amerikanske anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, nu var ét punkt mindre at forholde sig til i det kommende amerikanske udspil i de løbende fredsforhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Det var næppe alle, som kunne følge den logik.
I samme Trump-stil var det sigende, at åbningen af ambassaden var symbolsk. For på selve åbningsdagen var der alene tale om en midlertidig bygning til den amerikanske ambassade, ligesom der kun var flyttet et fåtal af det samlede antal af ambassadeansatte fra Tel Aviv til Jerusalem.
Det blev med andre ord tydeliggjort, at symbolikken – åbningen på staten Israels 70 årsdag – var altafgørende. At form over indhold endnu engang var vigtig for den amerikanske præsident.
For det er netop det helt grundlæggende karaktertræk ved Jerusalem. En by fuld af symbolik og en symbolsk by
Men hvor mange andre af præsident Trumps hidtidige politiske handlinger, herunder bombningen i Syrien efter den præsident Assads angivelige gasangreb på civilbefolkningen, oftest har haft mere symbolsk end reel betydning, er netop symbolikken med åbningen af ambassaden i Jerusalem sigende.
Symbolsk for symbolikkens skyld. For symbolik er netop det helt grundlæggende karaktertræk ved Jerusalem. Det er en hellig by fuld af symbolik og en symbolsk by. Der er noget særligt ved Jerusalem. Det må der være, siden byen er så vigtig for tre af de store verdensreligioner, kristendommen, islam og jødedommen. Det var her Jesus voksede op, hvor han havde sin sidste nadver, hvor han blev korsfæstet og genopstod.
Det var Jerusalem, David valgte som hovedstad efter jødernes udvandring fra Egypten. Alle synagoger i verden vender mod Jerusalem. Indenfor islam er Jerusalem tilsvarende et af de helligste steder. For alle efterkommere af Abrahams æt er den oldgamle by et ganske særligt religiøst og helligt holdepunkt.
Jerusalem er en metafysisk by
Og så er der historien. Efter seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel Østjerusalem fra jordansk herredømme. Denne del har siden været under israelsk kontrol. Som en del af den israelske annekteringspolitik er offentlige myndighedsinstanser lokaliseret i netop denne del af Jerusalem. Således har landets parlament, Knesset, og højesteret til huse netop her, ligesom både landets premierminister og præsident har residens i byen.
Jerusalem er mere og andet end en fysisk by, bygget af murbrokker, sten, mørtel og cement. Den er bygget med blod, tårer, drab, tragedier og smerte. Jerusalem er en metafysisk tilstand, en længsel efter det perfekte, efter paradis.
Alle vil have den, men ingen kan få den. For Jerusalem er som vinden, ingen kan fange .. Jerusalem er en metafor for en længsel efter noget smukkere, noget bedre, noget uopnåeligt i dette liv, men måske opnåeligt i det hinsides.
William Blakes hymne Jerusalem er det smukkeste eksempel herpå. Hymnen – er trods navnet – slet ikke om byen Jerusalem, men om en længsel efter et paradis i den del af Storbritannien, som England udgør. Hymnen synges altid ved the Last Night of the Proms koncert, og bruges ofte til store sportskampe som en slags nationalsang.
Jerusalem er med andre ord en metafor for en længsel efter noget smukkere, noget bedre, noget uopnåeligt i dette liv, men måske opnåeligt i det hinsides.
Jerusalem er som sand, der forsvinder gennem fingrene på en.
Af samme årsag ligger vejen til Jerusalems hjerte ikke i symbolske ambassadeåbninger, eller opsættelse af hegn til beskyttelse mod stenkastende og demonstrererende palæstinensere
Alle vil have den, ingen kan få den. Dette er måske i virkeligheden den bedste beskrivelse af Jerusalem som by. En Fredens By, der vil være i fred.
For ingen kan i virkeligheden være herre over Jerusalem. Historien viser, at byen angiveligt har været besat 23 gange, været udsat for angreb 52 gange, været generobret 44 gange. Alle de tre store verdensreligioner har kæmpet for herredømmet over byen.
Jerusalem er som vinden
Selv kristendommens forskellige trosretninger har kæmpet indbyrdes; den græsk ortodokse kirke, den romersk katolske, den armenske, den koptiske og den syrisk ortodokse kirke har alle haft sammenstød over territoriale rettigheder i forbindelse med byen.
Alle vil have den, men ingen kan få den. For Jerusalem er som vinden, ingen kan fange.
Af samme årsag ligger vejen til Jerusalems hjerte ikke i symbolske ambassadeåbninger, eller opsættelse af hegn til beskyttelse mod stenkastende og demonstrererende palæstinensere.
Vejen til Jerusalem ligger paradoksalt nok i netop de tre verdensreligioners budskab om tolerance og respekt overfor hinandens religion og forskelligheder. Med en grundlæggende forståelse af, at byen tilhører alle og ingen
Vejen til byens hjerte ligger ikke i den evige binære diskurs om ”os og dem”, om ”det gode mod det onde”, ej heller om religiøse skriftlige kilder og disses henvisninger til ophavsrettighed til byen.
Vejen til Jerusalem ligger paradoksalt nok i netop de tre verdensreligioners budskab om tolerance og respekt overfor hinandens religion og forskelligheder. Med en grundlæggende forståelse af, at byen tilhører alle og ingen.
Det er sigende, at mennesker har kæmpet om denne by, ikke bare i de sidste 70 år siden staten Israels oprettelse, men i mere end 2000 år.
Af samme årsag virker EU’s erklæring om Jerusalem som corpus separatum – en uafhængig og international by samt FN’s resolution 194 fra 1948 om at give byen en international status, som beskyttes af FN-soldater som den eneste løsning.
Det er på tide, at vi viser byen og os selv den fornødne respekt.
Topfoto: Wikimedia Commons – Jerusalem. Videoklip fra youtube
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her