VALG I TYSKLAND // ANALYSE – Forbundskansler Olaf Scholz (SPD) og udfordreren Friedrich Merz (CDU/CSU) har revet deres partiers valgkamp til sig og står alene med ansvaret for resultatet på søndag. Det kan blive en skuffelse for dem begge.
To datoer vil præge historieskrivningen om den tyske valgkamp anno 2025.
Den 22. januar, da en afghansk flygtning stak to mennesker ihjel i Aschaffenburg i Bayern, og 13. februar da en anden afghaner kørte ind i en demonstration i München, ligeledes i Bayern, og sårede 36 mennesker.
I begge tilfælde har delstatsregeringen i Bayern og forbundsregeringen i Berlin diskuteret, hvem der egentlig bærer ansvaret: Bayern for ikke at holde opsyn, eller Berlin for ikke af have begrænset flygtningetilstrømningen. Men på sidelinjen kan det fremmedfjendtlige Alternative für Deutschland glæde sig over, at partiets hovedpunkt er rykket frem på dagsordenen.
Der har været en svag, men vedholdende tendens til, at AfD har øget sin tilslutning. Det styrker partiet, at partierne i midten har kastet sig ud i et vildt opgør i stedet for at forsøge at finde fælles løsninger på det store flygtningeproblem. Og holde salontonen.
”Pøbelparlament”
Da valgkampen startede, indgik de fire midterpartier, den kristelige union, CDU/CSU, socialdemokraterne i SPD, de liberale i FDP og De Grønne en aftale om at holde en ordentlig tone i valgkampen. Det er især glippet mellem de to seriøse kanslerkandidater, udfordreren Friedrich Merz, CDU/CSU, og den nuværende forbundskansler, Olaf Scholz, SPD. De to kan ikke fordrage hinanden.
Under den afsluttede debat tirsdag i forrige uge fløj skældsordene, så avisen Bild havde dommedagsoverskriften ”Pøbelparlament” og på netavisen ”Tilsvininger, tilråb og angreb: Optøjer i Forbundsdagen”. Det var ingen overdrivelse. Formanden måtte oplyse piftende parlamentarikere om, at de ikke befandt sig på et fodboldstadion, og da AfD’s Alice Weidel bad om ro under sit indlæg, svarede formanden, at hun jo kunne begynde med sine egne ”altid råbende og skrigende partifæller”.
AfD’s spidskandidat, Alice Weidel, har som ulven i de syv små grise spist kridt inden valgkampen. Venlig og imødekommende, med færre skarpe kanter og med ret så upræcise svar på, hvad partiets antieuropæiske politik kan føre til
Udspil hastet igennem
Skærpelsen af valgkampen kan tidsfæstes til angrebet i Aschaffenburg den 22. januar. Et spædbarn på to år blev stukket ihjel, og det ramte familiefar og bedstefar Friedrich Merz hårdt. Han lå egentlig godt i meningsmålingerne med lige over 30 pct., han havde masser af angrebsmuligheder i Tysklands sønderbombede økonomi med 3 mio. arbejdsløse, 700.000 åbne stillinger og negativ vækst. Men nu skulle flygtningeproblemet gøres til hovedsagen.
Før valgkampen var der i CDU bekymring for, at Friedrich Merz’ impulsive natur kunne føre ham på afveje. Og allerede samme aften besluttede han sammen med sine nærmeste rådgivere, at CDU/CSU skulle rejse et beslutningsforslag om flygtningetilstrømningen i Forbundsdagen – og acceptere dets vedtagelse med støtte fra AfD.
Pokerspilleren Merz
Friedrich Merz sagde senere, at han havde besluttet at gå ”all in”. Men det udtryk bruges om en pokerspiller, der har tabt hele aftenen og nu beslutter af smide sine sidste jetoner på bordet.
I stedet for at fastholde sit hovedtema, økonomien, har Merz nu været tvunget til evindelige forsikringer om, at han ikke på nogen måde vil samarbejde med AfD. Han har afsporet sin egen valgkamp
Det var ikke situationen for Merz, men han blev støttet af CSU’s leder i Forbundsdagen, Alexander Dobrindt, CDU’s generalsekretær, Carsten Linnemann, og den tidligere minister, Jens Spahn. Alle sammen hedsporer og tilhængere af hurtige beslutninger. Gruppen glemte bare at tage resten af partiet i ed.
Ministerpræsidenter som Daniel Günther, Slesvig-Holsten, Boris Rhein, Hessen, eller Hendrik Wüst, Nordrhein-Westfalen leder koalitionsregeringer hen over midten og vil holde sig på lang afstand af AfD. Deres advarsler blev ikke hørt. Den 31. januar blev det ikke-forpligtende beslutningsforslag vedtaget med AfD’s stemmer. Valgkampen havde fået et nyt tema.
I stedet for at fastholde sit hovedtema, økonomien, har Merz nu været tvunget til evindelige forsikringer om, at han ikke på nogen måde vil samarbejde med AfD. Han har afsporet sin egen valgkamp, og det vil blive udlagt som hans ansvar, hvis CDU/CSU ikke når de tilstræbte 34 pct., men ender under de 30.
”Fredskansler” Scholz
Forbundskansler Olaf Scholz, SPD, bærer et lige så stort ansvar for partiets valgkamp. Han overhørte alle advarsler om, at han var upopulær, og at forsvarsminister Boris Pistorius havde større chancer, han skar valgkampen til, så den udelukkende handlede om ham selv, ”fredskansleren”, og han besluttede at gøre afstemningen med AfD til et hovedemne.
Da Scholz torsdag aften var en halv time i tv, vakte det nærmest opsigt, at han midt i opremsningen af sine egne fortjenester kom til at sige SPD en enkelt gang
Når Scholz igen og igen advarer mod ”østrigske tilstande”, altså at unionspartierne kan indgå i et formelt samarbejde med AfD, så virker det mere som en overdrivelse end som en mulighed. Den tidligere koalitionspartner, De Grønne, er slet ikke så skarpe, selvom de selvfølgelig er kritiske.
Scholz: Jeg, jeg, jeg, jeg
Olaf Scholz bliver hånet for hele tiden at fremhæve sig selv. ”Ich, ich, ich, ich”. Scholz har vist dømmekraft, Scholz har været forudseende, Scholz har afværget kriser, siger han selv. Han har gjort valgkampen til et onemanshow, og i forvejen irriterer han mange, fordi han har en tendens til at optræde som Besserwisser. Det tyske slangudtryk er Klugscheisser.
FDP’s spidskandidat, Christian Lindner, har ikke overvundet det tab af tillid, han led, da det kom frem, hvordan han havde forberedt trekantregeringens sammenbrud
Da Scholz torsdag aften var en halv time i tv, vakte det nærmest opsigt, at han midt i opremsningen af sine egne fortjenester kom til at sige SPD en enkelt gang.
Sådan har partierne klaret sig
Og hvordan står partierne så nu, inden valget på søndag:
CDU/CSU ligger på ca. 30 pct., AfD ca. 20, SPD ca. 15, De Grønne ca. 14, Die Linke ca. 6, FDP ca. 4, BSW ca. 4.
Unionspartierne er gået ind i valgkampen med de absolut største pengekasser, men det er ikke rigtigt lykkedes dem at flytte stemmer. Friedrich Merz har endda været begunstiget af, at søsterpartiet i Bayern, CSU, har været usædvanligt samarbejdsvilligt i denne valgkamp. Ministerpræsident Marcus Söder har indtil nu helhjertet støttet Merz. Det var anderledes i 2021, da Armin Laschet var kanslerkandidat.
SPD startede valgkampen med 15-16 pct., og der ligger partiet stadig. I tysk politik tales der ellers ofte om en ”kanslerbonus”, men den har Olaf Scholz overhovedet ikke været i stand til at indhøste.
Alternative für Deutschland ser ud til at forsvare og måske forbedre meningsmålingernes ca. 20 pct. Spidskandidat Alice Weidel har som ulven i de syv små grise spist kridt inden valgkampen. Venlig og imødekommende, med færre skarpe kanter og med ret så upræcise svar på, hvad partiets antieuropæiske politik kan føre til.
Valgets overraskelse kan blive Die Linke, partiet, der er vokset op af det østtyske kommunistparti. Partiet var dømt til at falde for spærregrænsen på 5 pct., men har ført en borgernær valgkamp med vægten på emner som husleje, lav løn, manglen på børnehaver og læger. 63-årige Jan van Aken har været skarp i debatten, men den nye stjerne i tysk politik er den 36-årige pædagogmedhjælper Heidi Reichinnek, som virkelig er slået igennem. Partiet har fået ro på, efter at evigt kontroversielle Sahra Wagenknecht er brudt ud og har startet et nyt parti.
Det liberale FDP har i meget få målinger været over spærregrænsen på 5 pct. Spidskandidat Christian Lindner har ikke overvundet det tab af tillid, han led, da det kom frem, hvordan han havde forberedt trekantregeringens sammenbrud. En ændring af valgloven gør det også sværere for partiet at klare spærregrænsen, og kanslerkandidat Friedrich Merz ser ikke partiet som en regeringspartner.
Under ledelse af Robert Habeck har De Grønne egentlig ført en solid valgkamp, men ligger stadig til en svag tilbagegang. Det er selvskabt plage. Da Habeck lagde op til stramninger af asyllovgivningen, fik han uro på bagsmækken, så udspillet måtte trækkes tilbage.
BSW, Bündnis Sahra Wagenknecht, svinger meget i målingerne. Hendes problem er, at hun med sin støtte til Ruslands Vladimir Putin virker følelseskold i forhold til det ukrainske folks lidelser, og når hun går ind for at begrænse antallet af asylansøgere, så er det et emne, som i forvejen er besat af AfD.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
