INTERVIEW – Troen på den amerikanske drøm svinder ind i USA. Det underminerer sammenhængskraften i samfundet og rokker ved noget grundlæggende i amerikanernes egen opfattelse af deres land: muligheden for social opstigning.Мгновенные займ онлайн на карту без отказа срочно. Den voksende økonomiske ulighed giver også grobund for demagogi og nye muligheder for ekstreme politikere. Det siger den kendte amerikanske Harvard-professor og forfatter Robert D. Putnam. Alligevel er professoren optimist. Det er muligt at genopfinde USA igen, mener han.
En af Donald Trumps markante udmeldinger i forbindelse med præsidentvalgkampen i 2016 var, at den amerikanske drøm er død, men at han agtede at genskabe konceptet og gøre drømmen endnu større og smukkere end nogensinde før.
Men her kort tid inde i hans første præsidentperiode er der ikke noget, som tyder på, at præsident Trump har tænkt sig at sætte handling bag sine ord. Den massive økonomiske ulighed mellem de sociale klasser består og intet tyder på, at præsidenten agter at præsentere politiske reformprogrammer, der vil ændre ved dette.
Trump har heller aldrig været modstander af økonomisk ulighed. Tværtimod ser han denne som et vigtigt individuelt incitament til at gøre en forskel. Omend han samtidig har understreget, at den amerikanske drøm også bygger på, at der skal findes muligheder, som den enkelte kan udnytte til at skabe sig et bedre liv.
Problemet med de muligheder synes dog at være, at de ikke af skaber forandringer i sig selv – bl.a. fordi den enkelte skal være i stand til at udnytte mulighederne, hvilket for flere og flere amerikanere er blevet endog meget vanskeligt i dagens USA.
8 ud af 10 amerikanere er stærkt bekymrede omkring deres opsparingsforhold. Mange har slet ikke en opsparing. 71 procent frygter, at de ikke har tilstrækkelig indkomst til at dække deres daglige udgifter og 7 ud af 10 amerikanere tilkendegiver, at de er bange for, at de ikke har nok til deres pension
Og det er ikke fordi ulighed er noget nyt. Ulighed har altid eksisteret i det amerikanske samfund, og langt hen ad vejen også været bredt accepteret. Snarere er det fordi de seneste 30-40 års sociale og økonomiske ulighed har vokset sig så stor, at millioner af amerikanere er alvorligt bekymrede for fremtiden og ikke længere tror på, at de selv kan forbedre deres vilkår.
Data fra PEW Research 2016 viser, at 8 ud af 10 amerikanere er stærkt bekymrede for deres opsparingsforhold. Mange har slet ikke en opsparing. 71 procent frygter, at de ikke har tilstrækkelig indkomst til at dække deres daglige udgifter, og 7 ud af 10 amerikanere tilkendegiver, at de er bange for ikke at have nok midler til deres pension. Desuden tilkendegiver 92 procent af amerikanerne, at de på spørgsmålet ”Vil du hellere opleve økonomisk stabilitet end bevæge dig op af den økonomiske stige?” klart foretrækker økonomisk stabilitet.
Fra mulighedernes til pessimismens land
Alle disse bekymringer og frustrationer har betydet, at millioner af amerikanere har raset mod, hvad de ser som en afsondret politisk elite i USA, en lille gruppe magtfuld mennesker, der lever et afsondret og økonomisk beskyttet liv ved kysterne og i storbyer som New York og Washington D.C. uden nogen føling med de problemer, der optager den almindelige amerikaner udenfor disse bobler.
Den svigtende tro er en voldsom udfordring for det amerikanske samfund, fordi den amerikanske drøm for et flertal af amerikanere udgør det sociale kit, der binder samfundet sammen
Problemerne, bygger især på en økonomisk usikkerhed, der er ganske reel og som mærkes af millioner af amerikanere hver dag. Og manglen på muligheder for at ændre på egen livssituation og søge lykken, som den amerikanske drøm bygger på, har bevirket, at der har sneget sig en pessimisme ind i det amerikanske samfund, hvor færre tror på den amerikanske drøm.
Denne svigtende tro er en voldsom udfordring for det amerikanske samfund, fordi den amerikanske drøm for et flertal af amerikanere udgør det sociale kit, der binder samfundet sammen.
Klassesamfundets tilbagekomst
Netop dette – den sociale sammenhængskraft og den amerikanske drøm – har altid været en del af den velrenommerede Harvard professor Robert Putnams forskning, hvilket understreges i hans seneste bog fra 2015 “Our Kids – The American Dream in Crisis”.
Jeg mødtes med Robert Putnam på Harvard University sidste år, for dels at tale med ham om, hvorfor den amerikanske drøm i disse år synes at være under et massivt pres, dels hvad man kan gøre for at genskabe den enkelte amerikaners tro på, at drømmen fortsat lever, og at det stadig er muligt at lykkes i Guds eget land, så længe man blot arbejder hårdt nok og tror på sig selv.
Jeg lagde ud med at spørge ham om, hvordan han forstår konceptet om den amerikanske drøm.
“Begrebet den amerikanske drøm er et relativt nyt begreb fra 1930erne. Det er ideen om, at alle skal have en fair start på livet. Det skal ikke betyde noget, om du er landarbejder eller søn af en guvernør. Da kolonisterne i sin kom til dette område i Massachusetts, var ideen ikke, at alle skulle have samme outcome, men alle skulle opleve at få den samme fair start på livet.”
“Hvad din mor eller far havde lavet skulle ikke spille en rolle. Denne opfattelse af en ”fair start i livet” har historisk set adskilt USA fra andre lande. Historisk har vi været bedre i stand til at præstere højere social mobilitet end andre lande og mange amerikanske børn har været i stand til at bevæge sig op gennem samfundets sociale klasser, også selvom de kom fra meget ydmyge forhold,” indleder han.
Han understreger, at hans bekymring er, at USA i disse år “bevæger sig i den stik modsatte retning henimod et samfund, hvor tilhørsforholdet til en social klasse er permanent nedarvet. Og den udvikling strider fundamentalt med hele vores ide og forestilling om, at ethvert menneske skal have en fair start her i livet.”
– Hvad kan forklare, at uligheden I det amerikanske samfund er steget så betydeligt over de seneste tre årtier?
“Igennem de sidste 30-40 år har der særligt være 2-3 centrale forandringer – store makroforandringer – i USA. Den første er de stigende indkomstforskelle. Rige amerikanere har klaret sig enormt godt over de seneste tre årtier mens fattige amerikanere ikke har klaret sig godt, hvilket har ført til store forskelle i indkomstfordelingen,” svarer han indledningsvis.
Det amerikanske samfund blevet trukket fra hinanden både økonomisk og socialt, men også politisk over de sidste 30-40 år … derudover har vi set mange lokalsamfund og familier kollapse ligesom de sociale bånd, der engang eksisterede mellem det vi betegnede arbejderklassen, er blevet klippet over
Han nævner, at ghettoisering også er et problem. Endda et voksende der betyder, at der finder en social segregation sted mellem rige og fattige rundt om i det amerikanske samfund, hvor rige mennesker kun bosætter sig i rigmandskvarterer, mens fattige mennesker alene bor i fattige boligområder og ingen muligheder har for at flytte:
“Det betyder naturligvis videre, at velstillede og meget velstillede børn kun går i skole med andre velstillede eller meget velstillede børn, mens fattige børn kun går i skole med andre fattige børn.”
“På makroniveau er det amerikanske samfund blevet trukket fra hinanden både økonomisk og socialt, men også politisk over de sidste 30-40 år,” uddyber han og understreger, at opsplitningen er forårsaget af en række faktorer “såsom massiv ulighed i indkomster, social mangfoldighed og social segregering. Og derudover har vi set mange lokalsamfund og familier kollapse ligesom de sociale bånd, der engang eksisterede mellem det vi betegnede arbejderklassen, er blevet klippet over.”
Dengang ‘vores børn’ betød alle børn i byen
– Titlen på Deres seneste bog er “Our Kids” – hvorfor egentlig dette titelvalg?
“I 1950erne da jeg voksede op i en lille by ved navn Port Clinton i Ohio brugte mine forældre ofte betegnelsen “vores børn”, og de talte ofte om, at de burde gøre noget for vores børn, og her talte de ikke om min søster og mig. Når de talte om, at vi burde anskaffe os en swimmingpool til ‘vores børn’, så mente de ikke, at vi skulle have en swimming pool i vores baghave kun for os selv. Nej, det de mente var, at de selv og resten af byens indbyggere burde betale mere i skat, så der kunne blive råd til at bygge en swimming pool til alle byens børn.”
“Betegnelsen ‘vores børn’ betyder med andre ord ‘vores og alle andres børn i byen’. De er jo alle sammen vores børn. Den holdning fastholdt de livet igennem, også længe efter min søster og jeg var flyttet hjemmefra, bl.a. ved at betale højere skatter, fordi de mente, at alle børn skulle have muligheder.”
Putnam påpeger, at betegnelsen “vores børn” har mistet opbakning i USA over de sidste 50 år:
“Når mennesker I dag taler om “vores børn”, så mener de deres egne biologiske børn, hvilket afspejler tidens ekstreme individualisering. Den udvikling er relativ ny, men den har forvandlet den måde, vi politisk forsøger at håndtere uligheden på.”
Tidligere bekymrede amerikanerne sig vitterlig om hinandens børn. Vi har gjort det her før, og vi skal gøre det igen, bekymre os om hinanden og hinandens børn
“Hvor vi tidligere bekymrede os om alles børn er vores perspektiv snævret ind til vores egne. Så når jeg taler om dette emne til større forsamlinger rundt om i Amerika, siger jeg ofte, at det ikke er fordi jeg ønsker, at Amerika skal blive som Danmark. Vi skal bare huske på, hvad det vil sige at være amerikaner.”
“Tidligere bekymrede amerikanerne sig vitterligt om hinandens børn. Vi har gjort det her før og vi skal gøre det igen, bekymre os om hinanden og hinandens børn.”
Det er ikke slutresultatet men udgangspunktet der skal være lige
– Hvordan sondrer De mellem forskellige typer af ulighed?
“Jeg sondrer typisk mellem ulighed i outcome og ulighed i muligheder. Ulighed i outcome handler om fordeling af goder f.eks. fordeling af indkomster mellem voksne og familier i forskellige generationer.”
“Historisk har Amerika ikke været lige så bekymret som europæerne for ulighed i indkomster, i outcome, det hænger sammen med vores historiske og kulturelle forestilling om, at alle mennesker starter ud med de samme muligheder på samfundsstigen.”
“Men vi har i Amerika troet på, at den succes som den enkelte kan opnå i livet, står og falder med hvordan den enkelte udnytter sine personlige talenter og evner til at arbejde hårdt nok, og ikke, hvad forældrene har opnået eller ikke har opnået. Det er derfor, vi har beskæftiget os meget mere med ulighed i forhold til muligheder end man har i andre lande.”
– Hvorfor tror De, at amerikanerne har været så optaget af, at alle børn skal have lige muligheder for at træde ind i samfundet?
“Da vi erklærede vores selvstændighed over for verden tilbage i 1776, så skete det samtidigt med, at vi sagde sætningen “vi tror, at alle mennesker er skabt lige”, selvfølgelig betød den sætning noget andet dengang, f.eks. betød ”vi”, kun hvide mænd, og ”vi” mente mænd ikke kvinder, men det har vi senere revideret.”
Den grundlæggende idé er, at alle skal have en fair og lige start i livet. Det er en fundamental værdi dels i amerikanernes opfattelse af, hvad USA som land bygger på dels i vores selvforståelse som amerikanere
“Men den grundlæggende idé med denne sætning er, at alle skal have en fair og lige start i livet– og denne ide er en fundamental værdi dels i amerikanernes opfattelse af hvad USA som land bygger på dels i vores selvforståelse som amerikanere.”
– Hvilke konsekvenser kan den stigende ulighed få for det amerikanske samfund?
“For det første er ulighed økonomisk omkostningstungt, fordi der er alt for meget talent som går til spilde, når millioner af unge amerikanere fra fattige områder ikke er i stand til at yde deres fulde bidrag til det amerikanske samfund.”
“Der er rigtig mange rigtig dygtige unge mennesker, som kommer fra udsatte boligområder og fattige kår som, hvis ikke vi får løst dette problem, ikke vil være i stand til at bidrage fuldt ud til den amerikanske økonomi.”
“For tiden siger de økonomiske estimater, at den amerikanske økonomi over et livsforløb for denne unge generation går glip af omkring 5.000 milliarder dollars ved ikke i tilstrækkelig grad at udnytte disse millioner af unge menneskers talent. Der er tale om, ret betydelige økonomiske omkostninger.”
Frit spil for demagogi og ekstremisme
Putnam peger videre på, at den stigende ulighed også har politiske omkostninger, fordi den sociale sammenhængskraft kommer under alvorligt pres i mange lokalsamfund og familier, der er i fare for at kollapse. Og det gør disse lokalsamfund meget modtagelige for hvad han kalder “demagogiske politiske appeller og ekstreme anti-demokratiske politiske partier og ledere.”
Han bemærker også, at han behandler problemstillingen i “Vores børn”, der i øvrigt er “skrevet noget tid før præsidentvalgkampen i 2016, hvor man så “en betydelig mængde demagogisk politik udfolde sig. “
Jeg siger ikke, at der er ved at udvikle sig en fascistisk revolution i USA, dertil er vores politiske institutioner for stærke, men jeg bekymrer mig for, at den sociale og økonomiske udvikling vil lede Amerika i retning af mere politisk demagogi
Han advarer dog mod at se spøgelser ved højlys dag i den anledning:
“Jeg siger ikke, at der er ved at udvikle sig en fascistisk revolution i USA, dertil er vores politiske institutioner for stærke, men jeg bekymrer mig for, at den sociale og økonomiske udvikling vil lede Amerika i retning af mere politisk demagogi. Der er i hvert fald ikke noget som tyder på, at vi i disse år er i gang med at forstærke vores demokratisk fundament.”
“Da franskmanden Alexis de Tocqueville rejste til USA tilbage i 1830’erne, var han meget opsat på, at finde ud af, hvad det var som gjorde USA så forskelligt fra andre lande. Bl.a. fandt han ud af, at amerikanere er et meget socialt folkefærd, som har meget nemt ved at indgå i sociale relationer med hinanden.”
“Og det stod klart allerede dengang, at vores demokrati har det allerbedst når befolkningen tager del i hinanden og deres lokalsamfund. Kort sagt når de formelle politiske institutioner arbejder sammen med engagerede amerikanske borgere.”
Han uddyber videre, at “en af årsagerne til at den svigtende borgerdeltagelse bekymrer mig, og bekymrer mange amerikanere, er, at vores demokratiske institutioner er afhængige af borgernes engagement og deltagelse for at kunne fungere optimalt. “
Men følgevirkninger eller ej mener Putnam også, at den stigende ulighed er et problem under alle omstændigheder. Fordi uligheden efter hans mening simpelthen er “moralsk forkert.”
På trods af alle mine bekymringer og store frustrationer så er jeg optimistisk vedrørende Amerikas evne til at vende den nuværende udvikling
“Det lyder måske voldsomt men så stor en ulighed bryder radikalt med Amerikas kerneprincipper om, hvem vi er som nation og som folk. Jeg tror på, at vi kan vende udviklingen, men det kræver især en ting, at vi får amerikanerne og særligt velstillede amerikanere til at erkende, hvor vigtigt dette problem også er for dem.”
Optimist – trods alt
– Tror De, at den amerikanske drøm vil spille en central rolle for alle amerikanere i årene fremover?
“På trods af alle mine bekymringer og store frustrationer så er jeg optimistisk vedrørende Amerikas evne til at vende den nuværende udvikling.”
“Amerikanerne har befundet sig i lignende situationer tidligere i historien. I slutningen af 1900tallet, i den periode vi kalder for ”The Gilded Age”, oplevede vi også en ekstrem økonomisk ulighed, hvilket den dansk-amerikanske journalist, Jacob Riis, gjorde opmærksom på i sin meget berømte bog “How the Other Half Lives”.
“Det var en fotobog med tekster til, som skildrede livet i Manhattans slumkvarterer på Lower East Side, men som blev læst af de meget velstillede på Manhattans Upper East Side. Budskabet med bogen var “Se! Hvis vil du leve i et Amerika, hvor mennesker lever under så kummerlige forhold” og selvfølgelig var nogle af de velstilledes svar: “Selvfølgelig, hvorfor ikke? Det er jo deres eget valg”.”
“Men rigtig mange amerikanere og særligt velstillede amerikanere sagde: “Nej, faktisk har jeg ikke lyst til at leve i et Amerika der ser sådan ud”. Bogen og den efterfølgende debat skabte en forandring i amerikansk politik, og i årene efter fulgte en række omfattende socialreformer. “
“Det er derfor vi kalder den efterfølgende periode for den progressive periode. Det mest interessante eksempel at dvæle ved her er, at i den periode opfandt amerikanerne high school. “
“Idealet med High School er, at alle børn og unge i et område – alle børn og unge – har retten til fire års gratis comprehensive secondary education. Dette ideal kom til at bære frugt ude i landets lokalsamfund – ikke i New York, ikke i Boston, ikke i DC – men rundt om i de små byer i det centrale Amerika: i Kansas, i Nebraska, i Iowa osv. “
“Det var ikke nødvendigvis nemt at sælge for politikerne, for du var nødt til at overtale lokalsamfundets spidser – som allerede havde sendt deres børn afsted til private, secondary schools – til gennem skattebetalinger, at finansiere de nye uddannelsesmuligheder, således skolegang blev for alle børn og unge og ikke kun nogle få,” forklarer han og kalder opfindelsen af high school for “den bedste opfindelse USA nogensinde har lavet, fordi den øgede den samlede produktivitet i den amerikanske økonomi., og således blev en væsentlig kilde til USA’s samlede økonomiske vækst i det 20.århundrede.”
Som han konkluderer: “det at udvide mulighederne for alle viste sig med andre ord at være til fordel for både de velstillede og de mindre velstillede. “
Vi har gjort det før – vi kan gøre det igen
Den pointe står også centralt i bogen: at idéen om de fire års gratis uddannelse blev udviklet af aktive engagerede borgere, der deltog i udviklingen af deres lokalsamfund og spillede sammen med de politiske institutioner, der voksede sig større og større i takt med at det blev tydeligt for alle, at mulighedskløften, som eksisterede i denne periodem, kunne mindskes.
Robert Putnam har talt sig varm. Det er hans yndlingsemne og han slutter med en salve:
“Det jeg blot siger til amerikanerne, er: ja, vi har gjort det, men de gamle løsninger er ikke længere tilstrækkelige og vi er derfor nødt til at tænke i nye og kreative baner og finde andre løsninger på, hvordan vi igen minimerer ulighedskløften mellem dem, der har mulighederne, og dem der, ingen har.”
“Måske kan vi mindske mulighedskløften ved at forberede vores daginstitutionstilbud, måske skal vi til at oprette gratis universiteter rundt om i de amerikanske lokalsamfund. Der er masser af ideer og muligheder som vi kan prøve af, og det er derfor jeg fortsat er optimistisk.”
“Vi har gjort det før, så vi kan gøre det igen.”
Topfoto: The American Dream – Wikimedia Commons.
Interviewet er oprindelig udgivet på engelsk. Studentermedarbejder ved Forlaget Columbus, Johanne Bille, har hjulpet til med oversættelsen. Johanne Bille er studentermedarbejder på Forlaget Columbus og har bistået arbejdet med at redigere samt tilpasse en lang række interviews og videoer med fremtrædende amerikanske intellektuelle som Francis Fukuyama, Robert Putnam, Joseph Nye, Sheryll Cashin, Jennie Bard, Thomas Patterson, G. John Ikenberry og Eric Foner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her