TRUMP // KOMMENTAR – Det er tydeligt, at det piner mange at skulle overveje, om USA for alvor bevæger sig i fascistisk retning. Det strider mod børnelærdommen, mod troen på ”vores vigtigste allierede”, mod vores kulturelle bånd, mod hele vores billede af USA, skriver Dines Boertmann. Men det er værd at overveje, om begrebet fascisme, ikke bare skældsordet fascisme, er relevant.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad skal man mene om en regering, der beordrer myndighederne til at indfange personer efter kvoter? Det Hvide Hus har pålagt de forskellige uniformerede korps, der udfører razziaer efter illegale immigranter, daglige kvoter!
Hvad kan man mene om en regering, der med åbne øjne udsteder dekreter, der strider mod forfatningen?
Giver ordrer, der tiltager sig beføjelser, der ligger i den lovgivende forsamling? Som for eksempel indefrysning af stort set alle offentlige bevillinger.
Er flertallet af Trumps vælgere fascister? Garanteret ikke, men der er utvivlsomt mange blandt dem, der kan lade sig forføre
Afskediger de formelt uafhængige, ombudsmandslignende Inspector Generals i vigtige forbundsstatslige organer, ministerier og institutioner?
Udrenser højtstående embedspersoner i nøgleministerier som Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Det Nationale Sikkerhedsråd, Miljøagenturet, Luftfartsmyndigheden FAA, FBI, CIA.
Pålægger statsansatte at indberette personer/kolleger, der ikke efterkommer ordren om at følge ligebehandlingsprogrammer og -indsatser.
Ophæver beskyttelse af personer, der arbejdede under Trump i hans første embedsperiode, men nu anses for at være kritikere af præsidenten.
Dertil kommer den åbent erklærede – og konkret demonstrerede – vilje til at påtvinge andre lande USA’s diktater og beslutninger.
En rivende strøm
Steve Bannon, Trumps første ”chefstrateg”, lancerede strategien med at overvælde modstanderne med en storm af løgn, støj, fordrejninger og mediestunt: ”Flood the zone with shit”:
Det er tydeligt, at det piner mange at skulle overveje, om USA for alvor bevæger sig i fascistisk retning
Trumps folk, version II, har videreudviklet opskriften. Nu er det, som de har udtrykt det, ”Shock and Awe”: en tsunami af handling i form af dekreter, ordrer, beslutninger og direktiver, der skaber kaos i administrationen, forvirring iblandt modstanderne og frygt blandt dem, der rammes af fx indefrysning af offentlige bevillinger eller af razziaer til indfangning af illegale immigranter.
Og tilhængerne begejstres af den manifeste handlekraft.
Der sker en overvældende masse ting på meget kort tid. Nogle af elementerne kan betegnes som latterlige, andre som alarmerende, nogle decideret chokerende. Og noget er allerede indbragt for domstolene i et forsøg på at få et rystet retssamfund og forfatningens ”checks and balances” til at træde i karakter.
Men det samlede billede?
Skældsord eller analyse
Det er tydeligt, at det piner mange at skulle overveje, om USA for alvor bevæger sig i fascistisk retning. Det strider mod børnelærdommen, mod troen på ”vores vigtigste allierede”, mod vores kulturelle bånd, mod hele vores billede af USA.
Men det er værd at overveje, om begrebet fascisme, ikke bare skældsordet fascisme, er relevant.
Fascisme som politisk begreb og kategori defineres gerne efter en række specifikke kendetegn, der naturligvis har afsæt i den bevægelse og stat, som Mussolini skabte i Italien.
Men det er naivt (og måske selv-afvæbnende) at forvente, at fascismen – den slagne fascisme – skulle optræde i de samme gevandter, som for 80-100 år siden.
Ny tid – nye former
Diskussionen om fascismen i vor tid fik liv, da Silvio Berlusconi tog kontrol med italiensk politik i 1990’erne.
Den fik en vis opmærksomhed igen under Donald Trumps første embedsperiode og blev påtrængende, da Putins Rusland åbnede erobringskrigen mod nabolandet Ukraine.
Ser man på Trump-regeringens handlinger, er der vel ikke megen diskussion om de autoritære træk: Det nærmest stråler ud af dekreter, ordrer og retorik
Og nu bliver vi nødt til igen at arbejde lidt med analyserne. For kun to uger inde i Donald Trumps anden embedsperiode tegner der sig en så markant vilje til at bruge magt og til at rydde kontrol, opposition og kritik af vejen, at det overskrider det autoritære.
Det, at Trump taler om ”manifest destiny”, om territorial ekspansion og truer andre lande med både økonomisk og militær magt, gør ikke i sig selv Trump og hans regering fascistisk. Det er del af billedet, men det er de indre linjer, der er udslagsgivende.
De autoritære træk
I almindelig fascismeanalyse er der tre omdrejningspunkter: Den autoritære stat, korporation og ”bevægelsen”.
Ser man på Trump-regeringens handlinger, er der vel ikke megen diskussion om de autoritære træk: Det nærmest stråler ud af dekreter, ordrer og retorik.
Nu kan han bedømmes på velorganiseret og systematisk handling – fra benådning af 6. januar-pøblen til ordrer om, hvad der skal undervises i – og hvad der ikke må omtales – i skoler, der modtager midler fra det offentlige.
Der er udpeget indre trusler og fjender, og myndighederne er allerede i gang med at ”forsvare” samfundet og de sunde værdier mod immigranter, LGTBQ-personer og alle, der har været omfattet af et antidiskriminations- og ligebehandlings-perspektiv.
Med ordren om, at der skal indrettes interneringslejr til 30.000 deporterede immigranter på Guantanamo-basen, sendes der et helt særligt signal: Ikke blot skal der laves interneringslejr – af alle steder skal det være dét sted, der af højrenationalister forbindes med skånselsløs straf over fjenden. Og af vældig mange andre forbindes med tortur, magtmisbrug, tilsidesættelse af retsstats-principper og international lov.
Signalværdien er overvældende og har talrige lag.
Hævnen
At man med en høj offentlig eksponering indleder straffeaktioner mod personer, der anses for at være ”illoyale”, er også et kendt træk ved autoritære regimer. At man vælger at starte med den tidligere chef for Joint Chiefs of Staff, statens øverste militærperson, Mark Milley, rummer en uovertruffen signalværdi: Ingen kritiker, ingen modstander kan vide sig sikker.
Læg dertil bølgen af udrensninger, der allerede er iværksat i statsapparatet.
Oligarkiets stat
Der er korporative tendenser i nogle af regeringens handlinger, selv om faktorernes orden er ændret. Nu er det ikke erhvervslivet, der er til for at tjene staten – men staten, der er til for erhvervslivet, forstået som primært de største selskaber og især techsektorens fyrster.
Et allerede etableret oligarki træder ud af skyggerne og erklærer loyalitet, tydeligvis i forventning om indflydelse og fordele. Deres konsoliderede fjendtlighed over for fagforeninger og arbejdsmarkedsregulering er allerede blevet spejlet i udrensninger i to forbundsstatslige kommissioner, der overvåger og regulerer arbejdsmarkedet.
Der er ikke den klassiske definition af en korporativ stat – men noget, der i høj grad ligner konturerne af en moderniseret korporativisme, hvor staten er et instrument for oligarkiets krav om berigelse.
Masserne
Trumpismen har ikke uniformerede horder, der stiller op til masseoptrin – og så alligevel.
Trumpisterne ser sig selv som MAGA-bevægelsen, og har chefens valgmøder ikke omfanget, så har de i hvert fald dynamikker, der til forveksling ligner fascismens orkestrerede lederdyrkelse.
Beskriver vi ikke den virkelighed, der udspiller sig for vores øjne, korrekt, kan vi heller ikke handle i overensstemmelse med situationens krav
Dertil kommer de militsagtige grupper, der udgør en latent trussel på alle niveauer, fra nabolaget til Capitol Hill.
Endelig er der de kristne nationalister og de evangelistiske massekirker, som ligefrem ser præsidenten som Guds redskab. De tælles i millioner.
Med ”patriotisme” og ”America First”-parolen har Trump og MAGA en amorf ”ideologi”, der kan skabe illusionen om fælles høje mål, fælles fjender og en uselvisk mand i spidsen
Det er hverken kopi eller gentagelse – men det rummer alle de nødvendige komponenter.
Uden uniformer
Det betyder noget, om vi bruger de rette betegnelser om Trump 2.0.
Beskriver vi ikke den virkelighed, der udspiller sig for vores øjne, korrekt, kan vi heller ikke handle i overensstemmelse med situationens krav.
Messer man beroligende om, at Trump kan håndteres, at han ikke har en ideologi, at han bare støjer og truer for at få en forhandlingsposition – ”det skal nok gå alt sammen” – overlader man initiativet til Trump-holdet. Det sker lige nu.
Personen Trump er ikke fascist i klassisk forstand. Dertil er der for lidt sammenhæng og overblik i manden. Trumps fokus er personlig magt, berigelse og selvforherligelse. Men hans aggressivt anti-demokratiske retorik og ageren giver folkene omkring ham et grænseløst spillerum – og det er Team Trump 2.0, der viser konturerne.
Er flertallet af Trumps vælgere fascister? Garanteret ikke, men der er utvivlsomt mange blandt dem, der kan lade sig forføre ud i noget, der viser sig som en fascistisk bevægelse. Det vil ske, hvis ikke spaden bliver kaldt en spade. Der er fortilfælde.
Pointen er, at fascismen i det 21. århundrede går i slips og jakkesæt, ikke i uniform og skrårem. At bøllerne – nutidens SA’er eller sortskjorter – gerne uniformerer sig, ændrer ikke på, at toppen er tilpasset og simulerer demokratisk respektabilitet.
2. geled – 2. generation
Trumps greb om en vigtig del af vælgerkorpset og hans totale kontrol med Det Republikanske Parti er ubestrideligt.
Spørgsmålet er, om MAGA, eller den trumpske neo-fascisme, kan overleve, at ”førerskikkelsen” falder bort, bliver kørt på plejehjem eller accepterer, at han ikke kan vælges igen i 2028?
Formår Trump og hans løjtnanter at konsolidere det greb om magten, som de lige nu etablerer, er et MAGA-regime efter Trump slet ikke udelukket
J.D. Vance – vicepræsidenten – er struktureret, politisk-ideologisk sammenhængende og bedre intellektuelt udrustet. Men ingen anklager ham for at være karismatisk.
Men tillad en gusten parallel: Den venezuelanske præsident Maduros forgænger, Hugo Chavez, var en karismatisk leder med sikkert greb om kommunikationen med borgerne og med omverdenen. Før sin død pegede han på den absolut ukarismatiske Nicolas Maduro som efterfølger. Og Maduro holder! Fordi systemet var konsolideret!
Formår Trump og hans løjtnanter at konsolidere det greb om magten, som de lige nu etablerer, er et MAGA-regime efter Trump slet ikke udelukket. Og det vil ikke være afhængigt af, om frontfiguren er en J.D. Vance; hvis blot det er en figur, der giver oligarkerne, hvad oligarkerne forlanger, så kan det for den sags skyld være en talende guldfisk.
Vi andre er nødt til at tage bestik af, at USA bevæger sig i retning af et neo-fascistisk styre, hvor nogle af de p.t. fremturende figurer tillige har erklærede politiske ambitioner i blandt andet Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
