USA’S CORONAKRISE // REPORTAGE – Vaccineskeptikerne tæller folk fra hele det politiske spektrum, fra alle egne af USA og fra alle samfundslag, forklarer epidemiologi professor, Ali Khan. Journalist Martin Poul Gangelhoff har interviewet en af dem, 62-årige Nina Eliasoph, som forklarer, hvorfor hendes mistillid til det amerikanske sundhedssystem påvirker hendes holdning til en kommende covid-19 vaccine.
LOS ANGELES – I et lille hus i Los Angeles sidder en bedstemor på sin veranda. Hun holder øje med sit toårige barnebarn, der render rundt i underbukser og samler jord ind til en mudderkage.
»Jeg bliver regelmæssigt vaccineret, og mine børn har også fået de vaccinationer, de skulle have«, fortæller 62-årige Nina Eliasoph.
Jeg er splittet, fordi vaccinemodstandere chokerer mig virkelig, men samtidig mener jeg også, at der er god grund til at tro, at Trump vil lade folk dø, hvis det betyder, han kan vinde valget
Men når USA engang er klar med en vaccine mod coronavirussen, takker hun nej. Problemet er præsidenten, forklarer hun
»Jeg er splittet, fordi vaccinemodstandere chokerer mig virkelig, men samtidig mener jeg også, at der er god grund til at tro, at Trump vil lade folk dø, hvis det betyder, han kan vinde valget«.
Nina Eliasoph henviser til, at Trump flere gange har sagt, at en vaccine er lige på trapperne. I slutningen af juli mente han, at amerikanerne med stor sandsynlighed vil få en vaccine til oktober.
Mange nærer samme mistro til det løfte, som Nina Eliasoph gør. Og mange vil som hende heller ikke lade sig vaccinere af samme årsag. De mener, det går for hurtigt, hvilket øger risikoen for en vaccine med farlige bivirkninger. Men de er kun én fraktion af USA’s vaccineskeptikere.
Vaccinetøven kan trække coronakrisen ud
De amerikanske sundhedsmyndigheder har længe vidst, at vaccineskepsis er et problem. Alligevel blev de rystede over en meningsmåling fra AP den 27. maj.
Kun halvdelen af befolkningen ville lade sig vaccinere med en kommende vaccine mod covid-19.
31 procent var tvivlende, mens 20 procent var afvisende.
Prompte kom embedsmændene med anbefalinger om informationskampagner, der skulle overbevise om fordelene ved en vaccine. To måneder efter er billedet kun en anelse bedre.
USA vil fortsætte i den fastlåste position, den er i nu med 1000 dødsfald om dagen, uden nogen ende i sigte og lukket ude af den globale økonomi
En meningsmåling fra Gallup offentliggjort fredag viser, at andelen af afvisende er steget til 35 procent. Til gengæld takker to ud af tre ja til en vaccine – hvis den vel at mærke er gratis.
Dekan og professor i epidemiologi hos College of Public Health ved University of Nebraska, Ali Khan, kalder meningsmålingerne for alarmerende. Vaccinen vil nemlig være uden samfundsmæssig gevinst, og amerikanerne vil falde endnu mere bagud i sin kamp om at komme ud af coronakrisen.
»USA vil fortsætte i den fastlåste position, den er i nu, med 1000 dødsfald om dagen uden nogen ende i sigte og lukket ude af den globale økonomi«, siger han.
Forskellige typer af vaccineskeptikere
Tallene betyder dog ikke, at mellem 35 og 50 procent af amerikanerne generelt er vaccinemodstandere, understreger Ali Khan. Han henviser til de såkaldte anti-vaxxers, der eksempelvis hårdnakket påstår, at MFR-vaccinen kan give børn autisme – en påstand, forskere klokkeklart har modbevist adskillige gange.
Anti-vaxxers udgør kun en lille del. Resultatet af meningsmålingerne skyldes et større socialt fænomen, som forskere kalder for ”vaccinetøven”.
»”Vaccinetøven” er et bredt begreb, der henviser til folk fra alle dele af samfundet og af alle politiske overbevisninger, der af forskellige årsager vælger ikke at blive vaccineret eller lade deres børn vaccinere.
”Antivaxxers” er derimod fanatikere, der spreder misinformation i åben opposition til videnskaben«, svarer Ali Khan til spørgsmålet om, hvad der adskiller de to begreber.
Vaccinetøven er et berygtet problem i mange lande, og i 2019 udpegede Verdenssundhedsorganisationen WHO det, som én af de ti største trusler mod den globale sundhed
Ali Khan forklarer, at USA også oplevede udpræget vaccinetøven under svineinfluenza-pandemien i 2009. Et amerikansk forskerhold undersøgte senere, hvilke forskelle der er mellem de vaccinetøvende og kom frem til, at de kan inddeles i tre grupper:
Første gruppe er dem, som ikke bekymrer sig om selve influenzaen, og som er mest modvillige. De mener ikke, virussen udgør en fare for dem og er generelt skeptiske overfor myndighedernes risikoscenario. Som minimum har 18 procent i denne gruppe en bachelorgrad. Kun 11 procent i denne gruppe søger aktivt efter information om vaccinen.
Den anden gruppe vil primært ikke tage vaccinen, fordi de mener, de ikke selv er i fare for at blive alvorligt syge. De er heller ikke særlig opsøgende efter information. Kun 13 procent af dem har gjort det. 20,4 procent har en bachelorgrad eller derover.
Den tredje gruppe af de vaccinetøvende, er de mindst modvillige, og dem, som muligvis kan overtales til at tage vaccinen mod svineinfluenza. Deres største bekymring er bivirkninger.
Gruppen har også en udpræget skepsis overfor den information, sundhedsmyndighederne kommer med. Blandt de tre grupper har gruppe 3 det laveste uddannelsesniveau. Kun 14,1 procent har en bachelorgrad eller højere. Til gengæld er gruppen ivrig efter at vide mere om vaccinen, 36 procent har aktivt opsøgt information.
Risikoen for bivirkninger er til gengæld en bekymring, alle tre grupper deler. Mest i den tredje gruppe, hvor 26 procent angav det som deres primære årsag til ikke at lade sig vaccinere. Hos den første gruppe var det 15 procent, og for den anden gruppe var det 12 procent.
Vaccinetøven er et udbredt problem i mange lande, og i 2019 udpegede Verdenssundhedsorganisationen WHO fænomenet, som én af de ti største trusler mod den globale sundhed.
Professor har tillid til FDA
Til daglig arbejder Nina Eliasoph som professor i Sociologi ved University of Southern California. Hun ved, hvor meget videnskabeligt arbejde kræver af tid og ressourcer. Derfor føler hun en mistro til en vaccine, der bliver presset igennem systemet.
Trump-regeringen prøver at speede arbejdet op og har samlet en række medicinalvirksomheder, stukket dem en check på 10 milliarder dollar og sørget for, at alle vaccine-kandidater, de udvikler, kommer forrest i køen hos FDA
Eliasoph tilhører hermed den voksende andel af akademikere, der har tilsluttet sig vaccine-skeptikerne, som bl.a. New York Times har berettet om. Epidemiologi-professor Ali Khan mener, det er helt legitimt at være bekymret over, at processen går for hurtigt.
»Bare fordi du er forsker indenfor et felt, betyder det ikke, at du kan udtale dig om forskning inden for andre felter«, siger Ali Khan.
Professoren beroliger med, at amerikanerne kan have fuld tiltro til FDA, som er USA’s svar på Sundhedsstyrelsen. Ifølge ham vil FDA kun godkende en vaccine, der er sikker og effektiv:
»Der bliver ikke skåret hjørner på det videnskabelige arbejde i udviklingen af en ny vaccine«, slår Ali Khan fast. Før han blev dekan, bestred han flere lederstillinger i CDC, USA’s pendant til Seruminstituttet.
Forskningsdelen kan ikke gå hurtigere, uddyber han.
I stedet kan USA hente tid ved at speede op for bureaukratiets arbejde. Og det er, hvad Trump-regeringen prøver på, forklarer han. Således har den samlet en række medicinalvirksomheder, stukket dem en check på 10 milliarder dollar og sørget for, at alle vaccine-kandidater, de udvikler, kommer forrest i køen hos FDA.
Angående udsigten til at FDA godkender en vaccine før præsidentvalget 3. november, er Ali Khans melding klar.
»Det er urealistisk. Det mest optimistiske bud er, at en effektiv og sikker vaccine vil blive godkendt omkring nytår«.
Mistillid til sundhedssystemet i USA – ikke til udlandet
For Nina Eliasoph er frygten for Trumps indblanding imidlertid kun den ene side af hendes bekymring. Hun nærer også en mistillid til selve sundhedssystemet i USA, som hun mener er uholdbart:
»Systemet er ikke designet til at beskytte folkets helbred, men til at skabe profit. Hvilket både går ud over patienter og de læger og sygeplejersker, som ønsker at behandler dem bedst muligt«, siger hun.
Hun henviser til, at når amerikanere kommer til skade eller bliver syge, er det ofte private virksomheder, som står for at behandle dem. Sundhedsvæsnet er således en gigantindustri, som i 2017 kostede amerikanerne 3,5 billioner dollar.
Det er otte gange mere, end hvad det amerikanske bilmarked er værd, hvor der i 2019 blev solgt nye biler for 462 milliarder dollar.
Lige så snart FDA godkender en vaccine fra en udenlandsk medicinproducent – eksempelvis fra Europa eller Japan – vil Nina Eliasoph lade sig vaccinere med den. Indtil da vil hun holde sig til at gå med maske og holde afstand
Der eksisterer et selvstændigt forskningsområde, der udelukkende fokuserer på, hvordan USA’s medicinalindustri – med de mange velpolstrede pengetanke i ryggen – påvirker både Demokraterne og Republikanerne, så de to store partier fortsætter med at give industrien gunstige vilkår. For Nina Eliasoph ses det blandt andet ved, at EU har langt strengere love til medicin og helseprodukter.
»Selv før Trump var der grund til at være mistroisk overfor meget af det, myndighederne foretager sig, men under Trump er det blevet uendeligt meget værre«, siger hun.
Hendes mistillid stopper dog ved landegrænsen.
For lige så snart FDA godkender en vaccine fra en udenlandsk medicinproducent – eksempelvis fra Europa eller Japan – vil Nina Eliasoph lade sig vaccinere med den. Indtil da vil hun holde sig til at gå med maske og holde afstand – social distancing, som amerikanerne kalder det.
Ifølge Ali Khan er det også den bedste måde at bekæmpe covid-19 på:
»Jeg minder gerne folk om, at vacciner kun er et af redskaberne. I over 100 dage havde New Zealand ikke nogen nye corona-smittede, og det beviser, at et land kan inddæmme og udrydde virussen uden en vaccine. Altså hvis man er så heldig at have et ordenligt lederskab, der fører den rigtige politik«.
LÆS MERE OM CORONAKRISEN HER
Topillustration: Pixnio
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her