Efter et par forvirrende måneder, hvor Donald Trump som nyslået præsident satte spørgsmålstegn ved hele efterkrigstidens verdensorden, synes den geopolitiske status quo at være genoprettet. Men tiden er ikke til efterladenhed: den liberale verdensorden er stadig langt fra sikret, skriver Ana Palacio i en analyse af Trumps første 100 dage som amerikansk præsident. Hun efterlyser behovet for liberale politikere, der kan tale til folks hjerter – ikke blot til deres fornuft.
MADRID – I denne weekend har Donald Trump været præsident i 100 dage. Og efter den første forvirring, hvor det så ud som om hele den vestlige internationale orden var under angreb fra Det Hvide Hus, har den seneste udvikling været mere opmuntrende. Trumps chefstrateg, Steve Bannon, som var leder af Breitbart News, ser ud til at have mistet indflydelse og er måske endda på vej ud.
Den tidligere marginaliserede udenrigsminister Rex Tillerson er nu en af Trumps nærmeste i regeringen og den respekterede generalløjtnant H.R. McMaster har erstattet den tvivlsomme Michael Flynn som national sikkerhedsrådgiver. Det ser ud til, at de voksne er tilbage i front.
Denne ændring er afspejlet i politikken. Trump-administrationen har muligvis indset, at den ikke kan føre en fuldkommen indadskuende udenrigspolitik. Dens demonstrative (men ikke ødelæggende) brug af krydsermissiler som svar på den syriske præsident Bashar al-Assads foragtelige kemiske angreb på hans eget folk var en beslutning, der kunne være taget direkte ud af den tidligere præsident Bill Clintons drejebog.
Det ser ud til, at de voksne er tilbage i front i Det Hvide Hus … Men der er er ingen hvid ridder i horisonten, der kan redde det hele. I USA kan man højst håbe, at Trump ikke rokker båden alt for voldsomt. I Europa er navlebeskuelse ledernes foretrukne beskæftigelse. Og Kina reklamerer for en “vision”, der blot vil forlænge de sjæleløse aspekter ved globaliseringen, som skabte dette rod i første omgang.
Desuden er Trumps aggressive retorik over for Kina blevet erstattet af en mere samarbejdsvillig tilgang, der hovedsagelig skyldes bekymringer over Nordkorea. Rusland er (i hvert fald officielt) igen tildelt den traditionelle rolle som Vestens bête noire, mens NATO, det sikkerhedsmæssige grundlag for den vestlige liberalisme, er blevet bemærkelsesværdigt hurtigt helbredt for forældet overflødighed.
“At gøre som vi plejer” rækker ikke i det lange løb
Selvfølgelig er der fortsat meget at være bekymret over, udviklingen i Nordkorea til en start. Og der har været mange bump på vejen – senest da Trump-administrationen annoncerede, at hangarskibet USS Carl Vinson var på vej mod den koreanske halvø, når skribet rent faktisk var på vej i modsat retning. Men verden er ikke faldet fra hinanden.
Det betyder naturligvis ikke, at det ikke kan ske. På kort sigt kan USA’s genoptagelse af konventionel udenrigspolitik – der fortsat er afgørende for verdensordenen – mindske risikoen for en krise, fordi det betyder et mere forudsigeligt geopolitisk klima. Men på langt sigt har Vesten behov for en mere omfattende amerikansk udenrigspolitisk strategi.
Indtil videre er en sådan strategi imidlertid ikke til at få øje på. I stedet ser vi den udenrigspolitiske pendant til den hukommelse, en muskel har, hvor spillerne benytter eller blot gentager en velkendt taktik men uden at have et klart sigte.
På langt sigt har Vesten behov for en mere omfattende amerikansk udenrigspolitisk strategi.
Denne type autopilot kan fungere under normale forhold; faktisk har den domineret de vestlige lederes tilgang til globale affærer i det seneste halvandet årti. Men nu er det langt fra normale forhold.
De instrumenter, der har opretholdt verdensordenen – multilateralisme, frihandel, langvarige alliancer, og selv enerådig amerikansk politik – består. Det, der er forsvundet, er den større vision, som styrede dem: troen på, at frihed, demokrati og retssamfund er grundlaget for fred og fremgang. Resultatet er, at det skrider.
Reetablering af en klar retning for den internationale orden kræver lederskab – noget der er sørgeligt fraværende idag.
Der er ingen hvid ridder i horisonten, der kan redde det hele. I USA kan man højst håbe, at Trump ikke rokker båden alt for voldsomt. I Europa er navlebeskuelse ledernes foretrukne beskæftigelse. Og Kina reklamerer for en “vision”, der blot vil forlænge de sjæleløse aspekter ved globaliseringen, som skabte dette rod i første omgang.
I vore dages verden bør en ny strategisk vision for internationale relationer ikke komme fra toppen. Den burde i stedet opstå i en nedefra-og-op proces, der understøttes af bred folkelig opbakning til en bestemt vision – ideelt om en liberal international orden.
En ny liberal verdensorden behøver folkelig forankring og opbakning
Som det ser ud i øjeblikket, er ideen om en liberal international orden ikke tiltrækkende for en stor – og voksende – del af befolkningen. Det skyldes til dels, at denne orden ikke har levet op til løfterne om at dele velstanden – en fejl, der skal adresseres.
Men det er også, fordi tilhængerne af den liberale internationale orden ikke har skabt et følelsesmæssigt bånd til folk. Deres liberalisme er blevet et spørgsmål om kold økonomi i stedet for om værdier og fælles menneskelighed. I Aristoteles terminologi har de prioriteret logik (logos) ved brug af etikkens sprog (ethos), mens de har forsøgt at undertrykke passionen (pathos).
I vore dages verden bør en ny strategisk vision for internationale relationer ikke komme fra toppen. Den burde i stedet opstå i en nedefra-og-op proces, der understøttes af bred folkelig opbakning til en bestemt vision – ideelt om en liberal international orden.
Den tilgang begyndte at gå galt i de tidlige 00’er, da den “globale krig mod terror” rejste alvorlige etiske og logiske spørgsmål. Den globale finanskrise i 2008 forstærkede tvivlen om det etiske og logiske fundament for den liberale verdensorden.
Passionen er tilbage – på højrefløjen
Nu er passion ved at få et comeback.
Men det er modstanderne af liberalismen, der håndterer den mest effektivt. Som den stærkt højreorienterede franske præsidentkandidat Marine Le Pen siger det, er globaliseringen og de liberale institutioner, der holder den gående, blevet sauvage.
Nationalisme og traditionalisme er blevet kilder til positive følelser, selv når de følelser – nostalgi og en völkisch fornemmelse af tilhørsforhold – er bygget på sandgrund.
Hvis liberalismen skal overleve som fundament for internationale relationer, må dens tilhængere finde frem til deres egne passioner.
Uden at se bort fra logik og etik – områder hvor den liberale verdensorden overstråler alternativet – må de liberale få kontakt til folk på et følelsesmæssigt plan.
Forenklet sagt, må de skabe en sag, der ikke bare er fornuftig men også tiltrækkende. Og de må tale for sagen, ikke bare overfor de trofaste men overfor de skeptiske. Til en vis grad er det, hvad Emmanuel Macron har gjort i Frankrig – og det har givet ham sejren i første runde af landets præsidentvalg.
Hvis liberalismen skal overleve som fundament for internationale relationer, må dens tilhængere finde frem til deres egne passioner.. Til en vis grad er det, hvad Emmanuel Macron har gjort i Frankrig – og det har givet ham sejren i første runde af landets præsidentvalg.
Globaliseringens fordele er alt for længe blevet udlagt fra trygheden i ekkokammeret.
Det må stoppe. De, der tror på en liberal verdensorden, må komme ud af skyttegravene og slås for det. Lederne vil kun reagere på krav om dristig og beslutsom strategisk planlægning, hvis befolkningen er med. Ellers vil regeringerne bare fortsætte i samme skure, indtil de glemmer hvordan.
Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Topfoto: Donald Trump and Boris Johnson pictured in a passionate embrace in a new piece of street art on Stokes Croft by the Paintsmiths crew Felix Braun and Jack Dones.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
