Susanne Sayers: Tilfældet Greta

af i Internationalt/Politik & Samfund

SAMFUND // ANALYSE – Der er flere eksempler på, at ganske unge mennesker har været fyrtårne for verden og har formået at ændre traditioner, tanker og lovgivning. Så hvorfor pisser netop Greta Thunberg så mange af? Og er det virkelig rigtigt, at hun gør børn og unge panikslagne?

I løbet af den seneste uge er to ting gået op for mig:

1) En masse mennesker er pludselig blevet eksperter i diagnoser inden for autismespektret.

2) Der er en akut opstået udbredt omsorg for sårbare unge i befolkningen.

Det sidste må være godt nyt for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark og for de mange børn og unge, som venter i månedsvis på at få hjælp gennem psykiatrien. Planerne om at nedsætte den kriminelle lavalder må også være opgivet, da selv 16-årige ifølge de samme mennesker ikke er ansvarlige for deres handlinger.

Som Greta var Malala altså ganske ung og havde ikke fået lov at være et ubekymret barn

I hvert fald har mit feed på de sociale medier været fyldt med påstande om, hvordan den svenske klimaforkæmper Greta Thunberg bør beskyttes mod offentligheden, er psykisk syg og har taget skade af sine forældres karriere osv..

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, udtrykte sin bekymring i et tweet og opsummerede dermed i fire sætninger begge aspekter:

Det står i kontrast til formandens (fortjente) hyldest af pakistanske Malala Yousafzai, der, da hun var på alder med Greta Thunberg, fik tildelt Nobels Fredspris for sit arbejde med at advokere for pigers ret til uddannelse og selvbestemmelse.

Som Greta var Malala altså ganske ung og havde ikke fået lov at være et ubekymret barn. Hun blev udsat for et attentatforsøg af Taliban, blev ramt af flere kugler, var døden nær og måtte behandles i månedsvis. Som Greta blev hun samlingspunkt for store demonstrationer flere steder i verden, hendes navn blev råbt fra scenen af Madonna, journalister belejrede hende, FN udnævnte en officiel Malala-dag.

Konservative islamister har forbudt Malalas bog på private skoler, og på sociale medier bliver hun i nogle kredse kaldt ‘Malala Dramazai’, en dramadronning, der måske selv har iscenesat attentatet, ja, måske har attentatet slet ikke fundet sted

Malala havde ikke i forvejen nogen psykiatrisk diagnose, men man kunne jo også have hævdet hendes ret til at få lov til at være et barn og bare passe sin skole efter det psykiske traume, hun var blevet påført af attentatforsøget.

En ’dramadronning’

Heldigvis har de færreste i vores del af verden tilladt sig at underminere hendes kamp på den måde.

Det har til gengæld konservative islamister, som har forbudt hendes bog på private skoler, og på sociale medier bliver hun i nogle kredse kaldt ‘Malala Dramazai’, en dramadronning, der måske selv har iscenesat attentatet, ja, måske har attentatet slet ikke fundet sted.

Samtidig er hun blevet beskyldt for at være en marionetdukke for vestlige interesser, en trojansk hest der vil nedbryde islam og muslimsk kultur.

Malala Yousafzai. Foto: Wikimedia Commons.

Vil man se et eksempel, er der for eksempel denne.

Undervejs i kritikken bliver hun ofte undskyldt med sin unge alder og det, hun har været udsat for. Forældrene drages også ind i det – måske har de skubbet på for egen vindings skyld.

Lyder det bekendt?

Hvorfor er mange så ivrige efter at nedgøre Greta Thunbergs evne til at mobilisere børn og unge i hidtil uset omfang i klimasagen?

I hvert fald er der slående paralleller til den modstand, Greta Thunberg møder. Også hun bliver mødt med påstande om, at hun er en nyttig idiot, kynisk udnyttet af forældre og politikere, journalister og berømtheder, og at hun vil undergrave (jeg læste ordet infantilisere i går) vores verden.

Hvorfor er mange så ivrige efter at nedgøre Greta Thunbergs evne til at mobilisere børn og unge i hidtil uset omfang i klimasagen?

Og hvorfor overhovedet drage hendes diagnose ind i det?

Autister er lige så forskellige som ikke-autister

Lad mig lige slå fast, at autisme er mange ting, og at autister er lige så forskellige som ikke-autister.

En del autister har en intelligens, der er højere end gennemsnittets, andres er lavere. Nogle har særinteresser, som virker underlige på andre – de kan for eksempel gå vældig op i køreplaner, elevatorer, vaskemaskiner eller USA’s præsidenter.  Andre har ikke. Nogle har svært ved at bestride et almindeligt job, andre har ikke.

Jeg har haft særdeles skarpt fungerende journalistiske kolleger med diagnoser inden for autismespektret.

Autistiske hjerner fungerer på nogle punkter anderledes. Det sociale kan være svært, særligt i de unge år. Til gengæld ser de ofte mønstre og afvigelser, som vi andre ser mindre skarpt – om overhovedet.

Forhåbentlig kan vi blive enige om, at en diagnose eller ulykkelig barndom ikke fratager nogle retten til at udtrykke deres bekymring eller til at demonstrere. Og den fratager heller ikke nogen retten til at lytte til deres argumenter

Og autisme er medfødt, ikke som tidligere antaget et resultat af svigtende tilknytning til moren eller forældrenes livsstil. Desværre lever den forestilling stadig blandt mennesker, som ikke ved noget om diagnosen, hvad debattøren Mikael Jalvings nylige anmeldelse af Greta Thunberg dokumenterer.

Men forhåbentlig kan vi blive enige om, at en diagnose eller ulykkelig barndom ikke fratager nogle retten til at udtrykke deres bekymring eller til at demonstrere. Og den fratager heller ikke nogen retten til at lytte til deres argumenter.

“Jamen, hun ved jo ikke noget om klimaet, og nu er hun en Messias. Verden ville bryde sammen, hvis hendes løsninger skulle gøres til virkelighed”, hører jeg fra nogle af de mennesker, jeg diskuterer det med.

Nu tror jeg for det første, at hun har ret godt styr på klimaet. Og den fornemmelse af hast og nødvendighed, som hun udtrykker, har forskerne på området givet udtryk for i årevis. Og lur mig, om ikke Greta og hendes evne til at række ud til børn har fået flere voksne til at tænke på deres ansvar, end nok så mange forskere har.

Hvad løsninger angår, er jeg i høj grad på det hold, som har tillid til forskning og teknologi. Vi er også nødt til at påtage os et personligt ansvar for vores forbrug, men de store løsninger kan den enkelte ikke magte. Imidlertid opstår forskningen og teknologierne ikke ud af ingenting. De kræver politisk opmærksomhed og incitamenter.

Flere af vores store erhvervsledere efterlyser netop politisk lederskab, fordi der er behov for strukturer og love, som gør nye løsninger mulige.

Erhvervslivet er godt i gang med mange af løsningerne, men kun fordi det kan betale sig. Og flere af vores store erhvervsledere efterlyser i øvrigt netop politisk lederskab, fordi der er behov for strukturer og love, som gør nye løsninger mulige.

Det politiske lederskab kræver, at vælgerne giver politikerne mandatet, og det er netop, hvad de gør ved de store demonstrationer for klimaet – og hvad de just har vist ved valget til Europa-Parlamentet.

Psykologiens coping-mekanismer

Greta Thunberg er en frontperson, men hun har ikke egenhændigt hjernevasket hundredtusindvis af mennesker. Hun har tappet ind i følelser og stemninger, som allerede var der. Og hendes mobilisering af børn og unge og gennem dem deres forældre står ikke i modsætning til teknologiske løsninger baseret på ekspertviden. Den giver tværtimod de løsninger et skub frem på dagsordenen.

Måske er det netop det, der får nogle til at udtrykke, at de ikke kan “døje den skinhellige møgtøs” og hendes “frelste lille fjæs”.

Det er stærkt provokerende at blive mindet om af en alvorlig 16-årig og de børn og unge, hun får på gaden, at vi som samfund i høj grad har benyttet os af netop benægtelse

Inden for psykologien taler man om coping-mekanismer – de måder vi hver især ubevidst reagerer på, når vi stilles over for noget, der er svært eller farligt og efterfølgende forsøger at komme overens med problemerne.

En af de mekanismer er benægtelse eller bagatellisering. For at sige det med den for tiden så omdiskuterede Halfdan Rasmussens ord:

Gennem mine briller kan jeg se
hvad der hænder på den store jord.
Jeg kan se en mand der slår med le
og en stor bandit der slår sin mor. 

At han slår sin mor er svært at ta
når det smærter i ens egen krop.
Jeg tar hurtigt mine briller a’
for at få ham til at holde op!

Det kan være en glimrende strategi for vores personlige velbefindende, når vi står over for noget, vi ikke kan magte, som for eksempel klimaforandringer. Til gengæld er den ikke særlig effektiv i forhold til at skabe forandringer.

Det er stærkt provokerende at blive mindet om af en alvorlig 16-årig og de børn og unge, hun får på gaden, at vi som samfund i høj grad har benyttet os af netop benægtelse.

At fokusere på et større mål

En anden coping-mekanisme er problemløsning. Her forsøger man at tage fat i det, der skal ændres.

Det er en glimrende mekanisme – forudsat at man faktisk har en mulighed for at løse problemerne. Hvis ikke, risikerer man at føle tyngden af alverdens byrder på sine skuldre og i sidste instans få et dårligere liv psykisk.

Det er den beskyldning, som Greta Thunberg også mødes med: At hun får børn og unge til at gå i panik, og at barndommen burde være ubekymret.

Det er et argument, som har været brugt en del gennem tiden, også da børn og unge var med under atommarcherne efter uheldet på det amerikanske atomkraftværk Three Mile Island. Mange af de voksne aktivister blev skammet ud for at medbringe deres børn og dermed skræmme dem unødvendigt.

Men da psykologer undersøgte sagen, viste det sig ifølge den svenske forfatter og børnelæge, Lars H. Gustafsson, at aktivistbørnene faktisk var mindre skræmte end deres jævnaldrende.

Når vi voksne er med, viser vi samtidig vores børn og unge, at vi faktisk kerer os om deres fremtid, og at de ikke står alene

De jævnaldrende kendte også atomfrygten, men var i højere grad alene med den, og den var diffus. Aktivistbørnene havde derimod konkret viden, og de var med i et fællesskab, hvor de sammen med voksne handlede.

Og det er en tredje coping-mekanisme, som faktisk har vist sig at føre både til handling og til en mulighed for at undgå store psykiske belastninger: At fokusere på et større formål, en følelse af mening.

Det er det formål og den følelse af mening, som demonstrationerne er med til at give. Frygten undertrykkes ikke, men den suppleres af en tro på, at det nytter noget at handle. Og når vi voksne er med, viser vi samtidig vores børn og unge, at vi faktisk kerer os om deres fremtid, og at de ikke står alene.

Det vigtigste ord i dag er ”sammen”

Den svenske lektor i psykologi Maria Ojala har studeret netop unge og klimaangst, og hun fortæller, hvordan de unge i studierne havde brugt demonstrationerne og kampen positivt. De havde fået venner, og de var blevet bekræftet i, at de ikke var alene; de kunne gøre noget, og det var okay at bekymre sig om klimaet.

Hendes undersøgelse af de forskellige coping-mekanismer i forhold til børn og unges klimaangst kan læses her.

Hvis vi virkelig bekymrer os om vores børns velbefindende, så er det nu, vi skal tale med dem og lytte til dem. Vi skal gøre det klart, at vi tager et ansvar sammen med dem, men vi skal også kunne tage diskussionerne om, hvordan vi bedst påtager os det ansvar

Selvfølgelig kan Greta Thunberg ikke alene løse verdens problemer med klima. Selvfølgelig skal eksperter og politikere, ngo’er og erhvervslivet på banen. Som FN’s tidligere vicegeneralsekretær Jan Eliasson siger: Det vigtigste ord i dag er “sammen”.

Men hvis vi virkelig bekymrer os om vores børns velbefindende, så er det nu, vi skal tale med dem og lytte til dem. Vi skal gøre det klart, at vi tager et ansvar sammen med dem, men vi skal også kunne tage diskussionerne om, hvordan vi bedst påtager os det ansvar.

Greta Thunberg er ikke Messias, men hun har givet den generation, som har allermest ret til at tale om fremtiden, en stærk stemme.


Foto: Wikimedia Commons.

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Internationalt