ISRAEL OG IRAN // ANALYSE – Det er nu mere eller mindre Netanyahu og Trump, der bestemmer farten i konflikten mellem Israel og Iran. Trump har truet den iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, med, at han er ”et let mål”, og det svarer nogenlunde til, hvad Netanyahu gennem hele forløbet har ladet vide, skriver Hans Henrik Fafner.
TEL AVIV – Næsten som forventet forlod Donald Trump G7-topmødet i utide. Det er før blevet sagt, at den amerikanske præsident ikke bryder sig om at være i en sammenhæng, hvor han ikke er det absolutte midtpunkt, men bortset fra denne karakteristik kan det også ses som udtryk for hans højst uortodokse stil, når han føler, at han har vigtige ting for.
Anliggendet var situationen i Mellemøsten, hvor Israel og Iran siden natten til fredag har været i åben militær konfrontation. Det har været nogle voldsomme døgn, hvor det tirsdag forlød fra israelsk side, at man nu har det totale herredømme over luftrummet i hele det vestlige Iran.
Talrige mål, der vides at have betydning for det iranske atomprogram, er blevet bombet, og det vurderes, at ødelæggelserne er store. Det er netop denne del af meldingen, der er interessant, for er det op til den israelske leder, Benyamin Netanyahu, skal disse programmer aldrig se dagens lys igen.
Dette stemmer meget godt med udtalelserne efter, at Trump havde besluttet at lade G7 være G7 for nu. Her lød det fra præsidenten, at han ikke er interesseret i nogen våbenhvile, som den iranske ledelse på det sidste har antydet klar interesse for.
Trump ønsker en betingelsesløs overgivelse fra iransk side.
Israels strategi er at gå efter hovedet
Dette kendetegner nok meget godt situationen i den stærkt tilspidsede konflikt, som den så ud tirsdag aften. Det er nu mere eller mindre Netanyahu og Trump, der bestemmer farten, og det skaber ikke overraskende en del usikkerhed om, i hvilken retning udviklingen vil bære.
Med sin vanlige stærkt udiplomatiske sprogbrug har Trump truet den iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, med, at han er ”et let mål”, og det svarer nogenlunde til, hvad Netanyahu gennem hele forløbet har ladet vide. Af dette kan man nok læse, at de to lederes syn på krigens fortsættelse i stigende grad nærmer sig hinanden.
Strategien minder en del om, hvad man benyttede over for Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som i mange år var en af Irans vigtigste proxyer i Mellemøsten
Den israelske fremgangsmåde har lige fra starten været præcisionsangreb i meget stort omfang. Til grund ligger helt tydeligt et stykke forberedende arbejde, som har stået på i årevis, og man kan se, at israelerne har meget detaljeret viden om de enkelte angrebsmål.
Strategien minder en del om, hvad man benyttede over for Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som i mange år var en af Irans vigtigste proxyer i Mellemøsten. Først rettede man angreb på bevægelsens mange våbenlagre, hvor stort set alle raketter og andet isenkram var blevet leveret af iranerne, og derefter gik man efter bevægelsens ledere.
Mest markant var dette, da israelske jagerfly den 27. september sidste år angreb en bygning i Beirut-forstaden Dahiyeh, hvor man havde skaffet sig viden om, at store dele af Hizbollahs ledelse var samlet til et møde. Ved den lejlighed omkom også lederen, Hassan Nasrallah, i mødelokalet, som lå i en bunker dybt under jorden.
Trumps udiplomatiske ambitioner
Hidtil har Trump på det strengeste forbudt israelerne at gå efter Ali Khamenei, der har været Irans øverste åndelige leder siden forgængeren ayatollah Ruhollah Khomeinis død i 1989. Trump har hidtil set Khamenei som en central figur i de fornyede forhandlinger, som det i første omgang var hans tydelige hensigt at få på sporet. Men med sin truende udmelding til den iranske leder har han mere end antydet, at han er villig til at lade Netanyahu få sin vilje i denne sag.
Han vil gøre alt for at kunne satse på den vindende hest … Derfor er han klar til at fremstå med noget, som ligner en slingrekurs
Nogenlunde samtidig kom der tirsdag en melding fra Det Hvide Hus. Her hed det, at Donald Trump ikke på noget tidspunkt er veget fra sin grundholdning, at Iran ikke på noget tidspunkt skal have noget atomprogram.
Og man husker da også, at han allerede i 2011 skrev i sin bog, Time to get Tough, at USA’s første mål med Iran måtte være at ødelægge landets atomare ambitioner. Under sin valgkamp sidste år sagde han også ved gentagne lejligheder, at verdens største problem i disse tider ikke er global opvarmning, men atomar opvarmning.
Man kan altså sige, at vi hermed står med en amerikansk præsident, der har sendt forskellige budskaber. For til trods sine tidligere bastante erklæringer har han jo på det seneste søgt en forhandlingsløsning med Iran, mens han som udgangspunkt mere eller mindre tog afstand fra Israels første angreb på Iran natten til fredag i sidste uge.
Dette er på mange måder en klassisk Trump. Han vil gøre alt for at kunne satse på den vindende hest, hvilket er helt i overensstemmelse med den efterhånden ofte hørte læresætning, at Trump først og fremmest går efter en deal. Derfor er han klar til at fortsætte det, der kan virke som en slingrekurs.
Netanyahus stjernestund
Her kommer så en anden hovedaktør, nemlig Netanyahu. Han har i årevis talt om den iranske trussel, som har været en integreret del af hans politiske projekt. Så han ser givetvis den aktuelle situation som sin personlige stjernestund.
Det er fortsat ikke klart, hvad Netanyahus mål med krigen mod Iran er, og hvornår han i givet fald vil definere et resultat som en ultimativ sejr
Iran er hans gyldne chance for at rette op på sit selvkomponerede renommé som Mr. Security. Det led et gevaldigt knæk i den israelske befolknings øjne, da Hamas rettede sit terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober forrige år. Det er blevet set som et eklatant sikkerhedssvigt, at Hamas overhovedet skulle være i stand til at bryde gennem hegnet omkring Gazastriben, og en meget stor del af ansvaret kommer til at ligge på Netanyahus skuldre. Det er nok hovedårsagen til, at han lige fra starten erklærede, at han i Gaza gik efter den ultimative sejr.
Hvad dette reelt betyder, har aldrig ligget klart, men det er derimod indlysende, at der efter mere end 20 måneders krig og ødelæggelse i Gaza ikke har vist sig noget, der tilnærmelsesvis kan ligne en ultimativ sejr.
På den baggrund kan man godt sige, at han har flyttet dette diffuse mål fra Gaza til Iran. Mens det må være klart, at de to er vidt forskellige scenarier, er det tydeligt, at det nu er Netanyahus mål i Iran. Det er således grunden til, at han ikke brød sig om Trumps lodrette modstand mod at gå efter Ali Khamenei, for denne svarer i den aktuelle situation meget til Hizbollah-chefen Hassan Nasrallah.
Men hvis man ser ud over dette, er det fortsat ikke klart, hvad Netanyahus mål med krigen mod Iran er, og hvornår han i givet fald vil definere et resultat som en ultimativ sejr.
Den iranske trussel
Natten til onsdag var der flere nye iranske angreb, men hver bølge bestod nu af mindre end ti missiler. Det ligger langt fra krigens første dage, hvor iranerne i flere tilfælde sendte 100 ballistiske missiler på én gang, og det kan man tolke på flere forskellige måder.
Det kan betyde, at de iranske våbenlagre er ved at være tømt, og at de israelske angreb på affyringsramper har reduceret landets ildkraft. Men det kan også være et signal om, at Teheran er klar til en våbenhvile, og at man gennem den fortsatte missilbeskydning markerer, at man stadig er til stede og i stand til at fortsætte, hvis modparten, altså Trump og Netanyahu, ikke skulle vise sig villige til at lytte.
Her kommer så kardinalspørgsmålet, som må omhandle den meget omtalte iranske trussel. Det er jo selve drivkraften bag Netanyahus nuværende offensiv.
Den iranske ledelse har med andre ord været sig fuldt ud bevidst om, at Israel allerede besidder atomvåben, og hvis vi et øjeblik tænker helt hypotetisk, så ville et atomangreb på Tel Aviv naturligvis udløse en gengældelse med endnu voldsommere mønt mod Teheran
De iranske atomprogrammer har været et israelsk samtaleemne i efterhånden mange år, men som en fast del af debatten har man så altid spurgt sig selv, om iranerne virkelig pønsede på at gå i atomkrig mod Israel.
Her må det nok konstateres, at kun de vildeste konspirationsteoretikere seriøst troede på denne del af trusselsscenariet. For man kan naturligvis mene, hvad man vil, om regimet i Teheran, og det er uden tvivl et decideret terrorregime, der har masser af blod på hænderne.
Men det har også altid vist sig at være rationelt i sine sikkerhedsmæssige og strategiske beslutninger.
Den iranske ledelse har med andre ord været sig fuldt ud bevidst om, at Israel allerede besidder atomvåben, og hvis vi et øjeblik tænker helt hypotetisk, så ville et atomangreb på Tel Aviv naturligvis udløse en gengældelse med endnu voldsommere mønt mod Teheran.
Det ville med altså være uklogt i enhver forstand, og derfor har dette nok aldrig stået som en virkelig trussel.
Hvad der derimod kan siges med temmelig stor sikkerhed, er, at iranerne også i mange år har haft ambitioner om at blive en regional stormagt, og det er nok det centrale i den israelske tænkning.
Ved at få kernevåben og i øvrigt fremstå som en potent militærmagt vil Iran kunne fremstå som en uomgængelig regional faktor. Det er denne del, som iranerne skabte gennem deres såkaldte modstandsakse, altså Hizbollah, houthierne og Bashar al-Assads regime i Syrien.
Udsigterne til at dette vil kunne genopbygges, er nok minimale, men som Netanyahu ser det, vil atomprogrammerne være en nyttig nøgle til at skabe en ny regional magtposition. Og det er den del, der set fra Israel vil kunne skabe ny ustabilitet.
Fra israelske forsvarskilder lyder det, at det vil tage omkring to uger at afslutte operationerne mod atomanlæggene
Af den grund er det næppe sandsynligt at Netanyahu vil gå ind på en våbenhvile med Iran. For at fortsætte sammenligningen med Gazakrigen er et af den israelske leders argumenter for at afvise en våbenhvile med Hamas, at de vil benytte et midlertidigt stop i kamphandlingerne til at genopbygge og forberede sig på næste fase.
Ifølge denne logik vil iranerne foretage sig nogenlunde det samme.
Lige nu ser det derfor umiddelbart ud til, at krigen vil kunne fortsætte. Det vides ikke, om iranerne fortsat har kapacitet til at affyre missiler i store mængder, men Israel har i hvert fald kontrol over det iranske luftrum i en grad, at man næsten uhindret vil kunne fortsætte den allerede lange række af præcisionsangreb, som på et tidspunkt vil kunne ramme ayatollah Ali Khamenei.
Fra israelske forsvarskilder lyder det, at det vil tage omkring to uger at afslutte operationerne mod atomanlæggene, men hvis det hele også omfatter et iransk regimeskifte, hvilket meget vel kan være Netanyahus opfattelse af en total sejr, kan udsigterne være en del længere.
Om det overhovedet kan lade sig gøre, er så det store spørgsmål. Derfor ligner det hele nok en krig uden sikre tøjler.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og