BØGER // UDDRAG – Den amerikanske analytiker og bestsellerforfatter Craig Unger blotlægger i bogen “Den russiske forbindelse” den årtier lange forbindelse mellem Donald Trump, Vladimir Putin og den russiske mafia, der hjalp Trump med at vinde præsidentposten i USA.
Vi bringer et uddrag af den åndeløst spændende bog, der udkom den 16. november, og som er oversat af journalist Uffe Gardel.
Donald Trumps indsættelse som præsident i USA var kulminationen på Ruslands mangeårige arbejde for at undergrave det vestlige demokrati – en indsats som begyndte for over 30 år siden, da den russiske mafia første gang anvendte Trumps ejendomme til hvidvask. Det er en skræmmende historie, som afslører Trumps forhold til Putins oligarker og mafiaens topfolk, og den bekræfter de mest utrolige af de amerikanske mareridtsforestillinger om onde russiske hensigter.
For de fleste vil Den russiske forbindelse være en hårrejsende afsløring af, at Den Kolde Krig ikke sluttede i 1991 – den fik bare nye former – og af at Trumps ejerlejlighedskomplekser blev det perfekte instrument for de milliarder af dollar, som forlod den sammenbrudte Sovjetunion.
I bogen afdækker Craig Unger systematisk den stærke alliance mellem de højeste lag af amerikansk politik og de tungeste navne i den russiske mafias frygtindgydende underverden. Han afdækker Donald Trumps beskidte vej fra falleret ejendomsmagnat til USA’s højeste embede. Og han afdækker Ruslands Fugl Føniks-agtige opstigning fra Sovjetunionens aske såvel som dets utrættelige bestræbelser på at hævne sig på Vesten og genvinde sin status som global supermagt.
Uden Trump ville Rusland have manglet en afgørende faktor i sit forsøg på at genvinde fortidens storhed. Uden Rusland ville Trump ikke være blevet præsident.
Bogen er oversat af Uffe Gardel.
Kapitel 3 – Gift med mafiaen
Donald Trump var ikke ukendt med organiseret kriminalitet. Faktisk havde Trump-familien igennem tre generationer haft smag for den.*
Det begyndte sidst i 1800-tallet, da en foretagsom mand, der skulle blive Donald Trumps bedstefar, rejste til Yukon i Canada under guldfeberen i Klondike for at blive rig, ikke på at vaske guld, men ved at dække guldgravernes daglige behov.
Ifølge forfatteren Gwenda Blair var en af de mange forretninger, som var ejet af Frederick Trump (døbt Friedrich), en restaurant, som på et tidspunkt hed the Dairy Restaurant og senere Poodle Dog. Den annoncerede med ”private værelser for damer” – en eufemisme for prostitution.
En generation senere begyndte Fred Trump, Fredericks søn og Donalds far, at bygge énfamilieshuse i Queens. Han blev velhavende på at bygge offentligt støttede boliger i Brooklyn og Queens.
Freds indflydelse var særligt udpræget i Brooklyn-bydelene Brighton Beach og Coney Island. Brighton Beach havde en pragtfuld sandstrand ud til Atlanterhavet og den nærliggende forlystelsespark Coney Island og lå kun 15 kilometer fra Manhattan – alt, hvad man kunne forlange af et behageligt feriested ved havet. Desværre var bydelen blevet skæmmet af den energiske byfornyelsespolitik, som blev ført af New Yorks ”bygmester”, embedsmanden Robert Moses, som forvandlede dele af dette sunde middelklassekvarter til betændt slum.
Freds projekter omfattede ofte mennesker med forbindelse til mafiaen, og han styrede dem med hjælp fra Brad Zackson, en dømt kriminel, som havde tilbragt næsten fem år i fængsel efter at have indgået en handel med anklagemyndigheden, så han kunne undgå en tiltale for mordforsøg
En stor del af denne deroute skyldtes Fred Trumps byggerier i området, som var præget af skandaler, misbrug af offentlige midler og småkorruption i den ene eller anden form. Det kom til flere føderale undersøgelser og efterforskninger af Trumps forretninger, og Trump blev beskyldt for både racisme og snyd med krigsveteraners lejekontrakter. Ifølge Coney Island-historikeren Charles Denson var Fred Trump så dygtig til at udnytte hullerne i lovgivningen, at ”man måtte ændre den føderale lovgivning for at forebygge den form for lyssky forretninger, som Trump excellerede i.
Fred fik som regel sin vilje, men når han ikke gjorde, blev der ballade. Efter at være blevet nægtet en ændring af en lokalplan, som ville tillade ham at bygge Miami-inspirerede højhuse ved Coney Islands berømte Steeplechase Park, var Donalds far så frustreret, at han afholdt en fest på stedet og opfordrede sine gæster til at begå hærværk mod pavillonens facade af farvet glas, så man effektivt fik smadret denne lokale seværdighed.
”Denne sørgelige begivenhed var en både hævngerrig og skammelig handling begået af en voksen mand, der opførte sig som en ungdomsforbryder. Det var ikke forretning – det var personligt,” skrev Denson, som fastslog, at begivenheden afslørede ”et forskruet sind, som var usædvanligt selv for de mest forhærdede ejendomsmagnater.”
Freds projekter omfattede ofte mennesker med forbindelse til mafiaen, og han styrede dem med hjælp fra Brad Zackson, en dømt kriminel, som havde tilbragt næsten fem år i fængsel efter at have indgået en handel med anklagemyndigheden, så han kunne undgå en tiltale for mordforsøg.
Nu fungerede han som Freds consigliere og med monopol på at være mægler10 på alle hans ejendomme. (Zackson arbejdede siden for Donald Trumps kampagnechef Paul Manafort som ”ejendomsfikser”, som ejendomsmediet Real Deal udtrykte det: ”En af Fred Trumps protegeer med en broget fortid og en appetit på fantastiske aftaler”).
Ifølge staten New Yorks anti-mafiaefterforskning i 1950’erne var Fred Trumps partner Willie Tomasello via et kompliceret netværk af forbindelser forbundet med både Gambino- og Genovese-familien,samt med Lucky Luciano, der var en af fædrene til den moderne organiserede kriminalitet i USA.
Allerede da han gik i gymnasiet, på New York Military Academy, var Donald så optaget af penge, at han pralede med sin fars formue, som han angav til 30 millioner dollar og hævdede, at den blev fordoblet hvert år
Og når det handlede om at skaffe sig vigtige tjenester fra insidere i bystyret, såsom lokalplantilladelser, fik Fred hjælp af Kenny Sutherland, en af Lucchese-familiens allierede, som var blevet særdeles magtfuld i byens og statens politiske liv.
Allerede da han gik i gymnasiet, på New York Military Academy, var Donald så optaget af penge, at han pralede med sin fars formue, som han angav til 30 millioner dollar og hævdede, at den blev fordoblet hvert år. ”Han havde allerede fokus på fremtiden og tænkte mere langsigtet end på her og nu,” sagde hans værelseskammerat David Smith. ”Han snakkede gerne om sin fars forretninger, og hvordan han var et forbillede, men at han ville mere end det.”
I sin fritid arbejdede Donald så meget for sin far, at han fik lært ejendomsbranchen at kende; han gik ærinder, løste problemer på byggepladserne og samlede mønter fra fællesvaskerierne i de syv højhuse, hans far havde døbt Trump Village.
I sidste ende mente Donald dog, at hans fars udsyn var stærkt begrænset af at være i byens beskedne yderområder, og han ønskede desperat at komme længere end det. ”Jeg vil ind midt på Manhattan, hvor alt det eksklusive sker,” sagde han tidligt i sin karriere. ”Jeg vil kun være med i min fars forretninger, når han har brug for mig.”
Donald var fast besluttet på at forlade de ydmyge omgivelser i Brooklyn og Queens, og i midten af 1970’erne, da han stadig var i tyverne, rykkede han over East River og gik efter guldet – på Manhattan.
Men på dette tidspunkt havde New York City ramt bunden. Industrien var flyttet væk fra byen. Kriminaliteten steg. I foråret 1975 havde byen et budgetunderskud på mindst 75 millioner dollar18 og en gæld på mere end 11 milliarder dollar, og den kunne ikke låne mere.
I oktober 1975 erklærede præsident Gerald Ford, at han ville nedlægge veto mod enhver lov, som krævede, at forbundsregeringen skulle redde New York fra fallit.
En uforglemmelig og ikonisk forside på newyorker-dagbladet Daily News sagde det ganske kortfattet: ”Ford to City: Drop Dead.”
For Donald Trump var det faktisk en god ting, at hele byen var på randen af fallit, for priserne var nærmest helt i bund. For at få option på at købe det faldefærdige og rottebefængte Commodore Hotel betalte Trump nøjagtig én dollar.
Uanset hvor forfaldent det var, havde Commodore Hotel to store fordele:
Det lå lige ved siden af Grand Central Terminal, en enestående god beliggenhed – hvis byen skulle blive vakt til live igen. Og for det andet var ejendommen så stor, at den potentielle indtægt var enorm i en by, hvor kvadratmetrene talte.
Han var en hensynsløs advokat med tunge øjenlåg, som havde været en brutal og nådesløs problemknuser for både fremtrædende establishment-navne som Richard Nixon, Ronald Reagan og Rupert Murdoch og for mafiafolk som Anthony ”Fat Tony” Salerno, Carmine Galante og John Gotti
Det var hans livs chance. Trump fik hjælp til den vanskelige opgave med at få den skatterabat og politiske opbakning, som var nødvendig for at få handelen igennem, fra ingen ringere end Roy Cohn, Trumps mentor og forbillede.
Han var en hensynsløs advokat med tunge øjenlåg, som havde været en brutal og nådesløs problemknuser for både fremtrædende establishment-navne som Richard Nixon, Ronald Reagan og Rupert Murdoch og for mafiafolk som Anthony ”Fat Tony” Salerno, Carmine Galante og John Gotti.
Cohn, som døde for mere end 30 år siden, er en ikonisk skikkelse, der var indbegrebet af sin tids mørke sider og stadig kaster lange skygger over amerikansk politik.
Cohn blev berygtet som bøddel for Joe McCarthy, 1950’ernes kommunistjagende demagog, hvis aggressive heksejagt på påståede kommunister han stod i spidsen for.
En af hans mest berygtede triumfer i jagten på den røde fare fandt sted under retssagen mod Julius og Ethel Rosenberg, der blev dømt for spionage i 1951.
Cohns store sejr var, at det lykkedes ham at presse David Greenglass til at vidne mod sin søster, Ethel Rosenberg. Senere indrømmede Greenglass, at han efter krav fra Cohn havde løjet i vidneskranken, da han forklarede, at hans søster renskrev notater på maskine, som blev sendt til Sovjetunionen.
Hans vidneudsagn sendte Ethel i den elektriske stol.
I 1970’erne blev Cohn en af de mange berømtheder, som kom på Studio 54, det berømte newyorker-diskotek, sammen med Andy Warhol, Bianca Jagger, Liza Minnelli og klubbens ejere, Steve Rubell og Ian Schrager. Her blev Cohn kendt som ”den ondeste, mest perverse og ondskabsfulde slyngel, der nogensinde har sniffet coke på Studio 54”, som en af personerne i Tony Kushners skuespil Angels in America formulerer det
Cohn fik til sidst inddraget sin advokatbestalling efter en række sager, herunder en, hvor han gik ind på den hospitalstue, hvor en af hans klienter, mangemillionæren Lewis Rosenstiel, lå for døden.
Cohn forelagde Rosenstiel et dokument, som ville havde gjort ham selv til Rosenstiels bobestyrer, og kom ud fra hospitalsstuen igen med en vaklende underskrift, som domstolene siden nægtede at anerkende.
I 1970’erne blev Cohn en af de mange berømtheder, som kom på Studio 54, det berømte newyorker-diskotek, sammen med Andy Warhol, Bianca Jagger, Liza Minnelli og klubbens ejere, Steve Rubell og Ian Schrager.
Her blev Cohn kendt som ”den ondeste, mest perverse og ondskabsfulde slyngel, der nogensinde har sniffet coke på Studio 54”, som en af personerne i Tony Kushners skuespil Angels in America formulerer det.
Kushners stykke var naturligvis fiktion, men Cohn blev beskrevet på samme måde af dem, som kendte ham i virkeligheden. ”Man var klar over, at når man var i selskab med Cohn, var man i selskab med ren ondskab,” fortalte advokaten Victor A. Kovner til Vanity Fair.
”Han var et spind af selvmodsigelser, en jødisk antisemit og en homoseksuel homofob, som insisterede på at blive i skabet, men var umætteligt promiskuøs,” skrev Michael Kruse i Politico.
Donald Trump havde mødt Cohn et andet sted i Manhattans natteliv, nemlig på Le Club, et sted fra før diskotekernes tidsalder, som var en arvtager til society-tilholdssteder som El Morocco og Stork Club; her mødtes problemknusere og society-navne og udvekslede tjenester over nogle drinks.
Trump blev straks fascineret af Cohns kamplystne og krigeriske stil og lod den siden hen præge sin egen tilgang til politik. I første omgang hjalp Cohn i 1973 Trump med en retssag, som var anlagt af justitsministeriets borgerretsafdeling med en påstand om, at Trumps udlejningsejendomme nægtede at leje ud til boligsøgende minoriteter.
Donald havde reelt overtaget Cohns valgsprog som sit eget: Altid angribe. Aldrig undskylde. Angrib, angrib, angrib
Cohn rådede Donald til at bede ministeriet om at ”gå ad helvede til og møde dem i retten.”
Og det var lige akkurat, hvad Trump gjorde. Med Cohn som sin førende advokat på sagen sagsøgte Trump den amerikanske regering for 100 millioner dollar (omtrent 575 millioner i 2018-dollar) på vegne af Trump Management, idet han hævdede, at påstandene var ”uansvarlige og grundløse.”
Donald havde reelt overtaget Cohns valgsprog som sit eget: Altid angribe. Aldrig undskylde. Angrib, angrib, angrib.
Som Marie Brenner bemærkede i Vanity Fair: Da Cohn blev Trumps advokat, havde han skabt sig en unik position med sin enestående evne til at håndtere New Yorks ”tjenestebank”; det usynlige netværk af stiltiende aftaler, som politifolk, advokater, dommere, mellemmænd, lobbyister og forbrydere benytter sig af.
Cohn var så behændig til dette, at Trump somme tider ringede til ham femten eller tyve gange dagligt for at gøre brug af hans magiske evne til at få folk i systemet med på et generøst, men tvivlsomt skattenedslag, en lokalplanændring, en kontraktsændring eller lignende.
Han var blevet ”en omvandrende reklame for enhver form for korruption, den bedst kendte problemknuser i New York”, skrev Wayne Barrett.
Mange år senere, i kritiske øjeblikke længe efter Cohns død, kunne Donald Trump finde på at råbe: ”Hvor er min Roy Cohn?”
Da Commodore-projektet begyndte at komme i gang, ydede Cohn, som var consigliere for to af de største kriminelle familier i New York, Genovese- og Gambino-familien, uvurderlig hjælp til Trump med at navigere gennem de krappe søer i farvandet af betonfirmaer, nedrivningsselskaber og den slags, som var kontrolleret af mafiaen.
På den tid var de fleste bygherrer, som brugte færdigblandet beton, sårbare over for arbejdsnedlæggelser organiseret af transportarbejdernes fagforening Teamsters eller fagforeninger for bygningsarbejdere samt de mafiafolk, som kontrollerede fagforeningerne.
Men da man tog første spadestik til Trump Tower i 1979, købte Trump sin færdigbeton fra et mafiaselskab ved navn S & A Concrete, som i hemmelighed var ejet af mafiahøvdingene Anthony ”Fat Tony” Salerno fra Genovese-familien og Gambino-bossen Paul Castellano.
Begge var de regelmæssige gæster i Roy Cohns hus på Manhattans East Side. Ifølge Wayne Barrett har Cohn muligvis endda arrangeret et møde mellem Trump og Salerno hjemme hos sig selv.
Tømrerarbejdet fik Trump udført af en virksomhed, der ligeledes var kontrolleret af Genovese-familien. Dengang var det ikke usædvanligt, at bygherrer i New York samarbejdede med mafia-entreprenører, fordi De Fem Familier sad på både de store byggefirmaer og de fagforeninger, som repræsenterede deres ansatte.
Men takket være Roy Cohn, som repræsenterede både Salerno og Castellano, behøvede Trump aldrig at bekymre sig om arbejdsnedlæggelser arrangeret af mafiaen for at afpresse penge. Det var noget af det smukke ved at have gode forbindelser.
Til slut hjalp Roy Cohn Trump med at spare 120 millioner dollar via et skattenedslag fra bystyret, som gjorde det muligt for Trump og hans partnere, Pritzker-familiens Hyatt Corporation, at renovere Commodore Hotel for 100 millioner dollar, sætte en spejlglasfacade på bygningsskelettet og forvandle det til det 1.407 værelser store Grand Hyatt.
Cohn døde i 1986, og det er uklart, om det var ham, der udtænkte anvendelsen af anonyme skuffeselskaber til at hvidvaske penge gennem fast ejendom. Men da Trump Tower blev planlagt, var Cohn reelt Trumps advokat
I 1996, tyve år efter at han købte en option på hotellet for én dollar, solgte Trump sin andel af det for 140 millioner dollar.
Cohn døde i 1986, og det er uklart, om det var ham, der udtænkte anvendelsen af anonyme skuffeselskaber til at hvidvaske penge gennem fast ejendom. Men da Trump Tower blev planlagt, var Cohn reelt Trumps advokat. Cohn repræsenterede også Robert Hopkins,39 en af Lucchese-familiens partnere, som han havde hyret til at betale næsten to millioner dollar for to lejligheder i den endnu ufærdige bygning for at få lagt et højt prisniveau.
Endelig havde Cohn tydeligvis erfaring med kreativ bogføring: Han repræsenterede Studio 54’s ejere Ian Schrager og Steve Rubell, da de blev tiltalt for at have hævet næsten 2,5 millioner dollar i ikke selvangivet indkomst. Til slut erklærede de sig skyldige, selv om de kun erkendte at have hævet 366.000 dollar, og kom i fængsel.
Trump beskrev i The Art of the Deal, hvordan han havde det med Cohns mafiaforbindelser: ”Jeg gør mig ingen illusioner om Roy. Han er ingen spejderdreng. Han fortalte mig engang, at han i to tredjedele af sit voksne liv havde været under tiltale for et eller andet. Det forbløffede mig. Jeg sagde: ’Roy, sig mig en ting. Havde du virkelig gjort alt det?’
Han så bare på mig og smilede. ’Hvad tror du selv?’ svarede han.”I sidste ende sagde Trump, at han aldrig rigtig vidste, hvad svaret var. Bortset fra det, så var det eneste, som betød noget, at Trumps første handel på Manhattan havde været en succes, uanset hvad det måtte have krævet.
Craig Unger: Den russiske forbindelse
450 sider, Gads forlag, 269,95 kr
Oversat af Uffe Gardel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
