
BOGUDDRAG // FLYGTNINGEBØRN – ”Hvis jeg drukner i Middelhavet, er det min skyld. Det er mit valg. Jeg vil ikke være soldat.” POV International har fået lov at offentliggøre et af de 10 kapitler i De uledsagedes bog med beretninger fra de uledsagede flygtningebørn, der søger om asyl i Danmark. Bogen er skrevet af Mads Nygaard og Michael Graversen og udkommer 24. oktober. Her følger den syriske dreng Jwans beretning.
Klokken er 11 om formiddagen. Der er kø inde på politistationen i Aarhus. Midt i lokalet er der sådan en automat, hvor man skal trække et nummer. Jeg tænker, det må være et billetsystem til busser eller sådan noget. Mig kan det ikke have noget at gøre med i hvert fald. Hver gang jeg kommer lidt tættere på skranken, er der nogen, der springer foran mig i køen.
Der går et par timer på den måde. Jeg tænker, om alle danskere er så uhøflige. Jeg har ikke sovet i to døgn. Det bliver først min tur, da jeg er sidste mand i rummet. Jeg kender jo slet ikke jeres land. Jeg ved ikke, at det er sådan, I gør i Danmark, når der er kø. Man trækker et nummer og så fortæller lystavlen over skranken, hvornår det er ens tur. Endelig kan jeg fortælle politibetjenten, hvad jeg ønsker.
”My name is Jwan. I’m fifteen years old and from Syria. I’ve been on a long journey. Now I would like to seek asylum in Denmark.”
Flugten kostede en formue. Min alene 4.000 euro. Vi havde derfor kun råd til, at én af os kunne komme afsted. Hvem skulle det være?
Det var ikke tilfældigt, at misforståelsen opstod i Aarhus. Lige siden jeg den 1. september 2015 flygtede fra Aleppo, var byen med det svære navn mit mål. Min fætter boede her allerede. Han var flygtet før mig og havde nu fået ophold i Danmark. Jeg ville selvfølgelig gerne se ham denne dag, men han turde ikke møde mig.
”Jeg har opholdstilladelse, det har du ikke. Hvis vi bliver standset på gaden, kan det give os begge to problemer.”
Det undrede mig ikke. Jeg var vant til, at alle havde et hav af ting at være bange for. Min frygt havde i lang tid været, at jeg skulle være soldat og blive en aktiv del af krigen i Syrien. Min frygt var så stor, at jeg gerne ville sætte mit liv på spil for at undgå det. Jeg fortalte min mor og far om mine tanker. Vi var en helt almindelig familie. Min far var elektriker og min mor gik derhjemme og passede os børn. Men på det tidspunkt i Syrien gik alle med overvejelser, der kun handlede om én ting: Hvordan kommer vi ud af det her helvede?
Flugten kostede en formue. Min alene 4.000 euro. Vi havde derfor kun råd til, at én af os kunne komme afsted. Hvem skulle det være? Min lillesøster? Min mor? Far? Min storebror? Mange tænker sikkert, at min storebror ville være det naturlige valg. Han var på det tidspunkt over 18 år. Derfor var han ikke et godt valg. Vi vidste, at reglerne i Danmark var sådan, at han ikke ville kunne bede om familiesammenføring, når han var så gammel. Hvis jeg tog afsted, ville det skabe den bedste chance for os alle sammen.
Vi prøvede at sikre mig, så godt vi kunne. En menneskesmugler skulle hjælpe mig over grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Desuden betalte vi for en forsikring til bådene mellem Tyrkiet og Grækenland. Mange af sejladserne gik af den ene eller den grund galt, så folk blev nødt til at vende om. Hvis det skete for mig, ville jeg være garanteret nye forsøg, indtil det lykkedes. Men selv med de forsikringer var min mor og far i tvivl om det hele. En dag sagde jeg til dem:
”Hvis jeg drukner i Middelhavet, er det min skyld. Det er mit valg. Jeg vil ikke være soldat.”
På politistationen i Aarhus får jeg nu at vide, at jeg skal på en ny rejse. Tog til København og et sted, der hedder Sandholm. Her skal alle nye flygtninge i Danmark tilbringe deres første tid. En mandlig og en kvindelig betjent vil køre mig til stationen.
”Os behøver du ikke være bange for,” siger de.
Jeg tror, de kan se på mig, at jeg ikke har spist i flere dage. I hvert fald holder de ind på McDonald’s:
”Hvad har du lyst til? Vi giver!”
Det ene øjeblik er min fætter bange for at gå med mig på gaden i Aarhus, det næste inviterer byens politi mig på McDonald’s. Bagefter, på Aarhus Banegård, giver de mig en rejseplan, der viser, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer til København. De tager ikke selv med i toget, vinker bare farvel og ønsker god tur. Forbløffet sidder jeg i toget og ser det danske landskab fare forbi. Er alle mennesker I Danmark så venlige?
Efter en uge i København bliver jeg sendt tilbage til Jylland. Jeg skal nu bo på et børnecenter, der ligger i Hobro. Jeg starter i asylskole og får en lærer, der har verdens sværeste efternavn. Bartholomæussen. Hun er cirka tres år og utrolig sød. Der går ikke ret lang tid, før jeg begynder at kalde hende mor. Det er meget nemmere at sige på dansk. Selv om der i dag er gået fire år, er vi stadig i kontakt med hinanden. Hun har betydet meget for mig. Og ikke mindst for at jeg taler så godt dansk, som jeg gør.
Jeg har altid vidst, hvad jeg vil være. Matematik er mit yndlingsfag, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at blive ingeniør. Det er drømmen. Derfor kaster jeg mig over lektierne i asylskolen. Jeg skal lære dansk så hurtigt som muligt. Om aftenen er jeg sammen med alle de andre børn og unge på centeret. De er også uledsagede ligesom mig. Vi snakker om, hvordan vi hver især er kommet hele vejen til Danmark. Hvilke udfordringer vi har haft undervejs. Det hjælper, at vi alle har været udsat for det samme. Vi behøver ikke at skulle forklare os over for hinanden.
Vi når ikke ret langt ud, før vores båd begynder at tage vand ind. Vi, der sidder nederst, kan mærke vandet. Der udbryder panik. Menneskesmugleren råber, at det er helt almindeligt. Ikke noget at være bange for. Men folk er bange. Jeg er bange
Sådan er det ikke, når man bliver kaldt til interview i Udlændingestyrelsen. Mit interview tager næsten otte timer. Det er en kvinde, der udspørger mig om alt. Virkelig om alt. Jeg kan godt forstå det. Jeg er kommet helt fra Syrien, og det eneste, jeg har med, er et ID-kort. Hun vil høre detaljer om min familie, om vores liv i Aleppo og om flugten. Jeg tager hende med til dagen, hvor jeg sprintede ind over grænsen til Tyrkiet uden at blive opdaget. Og med til dagen i byen Izmir, hvor jeg får besked på at hoppe ind bag i en stor vogn, som allerede er pakket med mennesker. Så smækkes dørene i. Alt bliver sort. Jeg opdager, der også er børn bag i bilen. Jeg kan ikke se dem, kun høre deres gråd i mørket. Vi kommer ud til kysten. Båden, vi skal på, er slet ikke stor nok til os alle. Vi er cirka 45 i alt og sidder bogstaveligt talt oven på hinanden, de mindste børn øverst, så de kan trække vejret.
Manden, der beordrede os ind i den store vogn, er også med ombord. Han styrer båden. Havet er blikstille. Vi når ikke ret langt ud, før vores båd begynder at tage vand ind. Vi, der sidder nederst, kan mærke vandet. Der udbryder panik. Menneskesmugleren råber, at det er helt almindeligt. Ikke noget at være bange for. Men folk er bange. Jeg er bange. Og prøver med hænderne at øse vand overbord. Det er umuligt, så filtret ind i hinanden som vi alle er. Jeg mærker vandet omslutte mine fødder. Et fartøj med tyrkiske søfolk opdager os. De nærmer sig hurtigt. Vi råber om hjælp.
Menneskesmugleren brøler, at vi skal være stille. At vi skal sejle videre. Enten må han være vanvittig, eller også skyldes hans iver, at han kun får betaling, hvis han bringer os hele vejen til Grækenland, jeg ved det ikke. I hvert fald bliver alle i vores båd samlet op af de tyrkiske søfolk og sejlet tilbage, hvor vi kom fra. Det får mig ikke til at tvivle. Min familie har betalt 4.000 euro for at få mig helt til Grækenland. Og hvis jeg en dag skal redde dem ud af Syrien, bliver jeg nødt til at prøve igen. To dage senere stiger jeg ombord i en ny båd, denne gang er vi kun 25 mennesker. Menneskesmugleren fra første forsøg er nu erstattet af en anden. Ham her er bedre. Han skælder ikke ud, han får os sikkert over.
Efter interviewet er jeg træt. Jeg får besked på, at der nu vil gå noget tid, før jeg modtager mit svar. Ophold eller ej. Jeg tager tilbage til børnecenteret og lektierne. Min fætter fortæller mig, at jeg ikke skal stresse hver dag, hvis der ikke kommer post. Udlændingestyrelsen bruger altid lang tid på at behandle sager. Men det gør jeg. Det gør alle de uledsagede på børnecenteret, der endnu ikke har fået svar. Vi snakker om postbuddet hele tiden. Han kommer hver dag i bil. Undtagen om søndagen. Søndage er de eneste dage uden stress. Han kan medbringe gode konvolutter eller dårlige konvolutter. De bedste er tykke. Er de tynde, er det altid dårligt nyt.
Den 21. februar 2016 er jeg syg og derfor ikke i asylskolen. Gennem vinduet kan jeg se postbuddet ankomme. Han har brev med til mig. En tyk konvolut. Jeg tager en dyb indånding og åbner. Der står, at jeg har fået ophold i Danmark i fem år. Jeg sidder et øjeblik og græder af glæde. Så ringer jeg hjem til Syrien. Jeg fortæller min mor og far, at jeg nu må søge om tilladelse til, at de også kan komme i sikkerhed. Fem måneder og tyve dage har det taget mig at nå så langt.
I de dage, hvor jeg ved, at min lillesøster og mine forældre bevæger sig gennem krigens land for at komme ud, får jeg en fornemmelse af, hvordan de har haft det, dengang jeg drog afsted. Hvert sekund frygter du at høre dårligt nyt
Min opholdstilladelse får også en anden vigtig konsekvens. Jeg må flytte i egen bolig, ovenikøbet tæt på min fætter og hans kone. Stedet hedder Mørke og ligger ikke så langt fra Aarhus. Det er et stort øjeblik, da jeg får nøglen til mit nye sted. Under flugten op gennem Europa har jeg sovet på marker og i skove sammen med andre flygtninge. På børnecenteret delte jeg værelse med tre andre. Nu får jeg et værelse i Mørke, hvor jeg helt selv kan bestemme alting. Det er luksus. Kommunen giver mig to muligheder med hensyn til skole. Enten kan jeg fortsætte på sprogskolen, eller også kan jeg komme i en helt almindelig folkeskole. Sprogskolerne har det handicap, at mange af eleverne taler et fællessprog, som ikke er dansk. Arabisk, for eksempel. Og så glemmer alle hurtigt, at det er dansk, det handler om.
Jeg vælger derfor en helt almindelig folkeskole og starter i 9. klasse på Rønde Skole lige i nærheden af mit nye hjem. Jeg begynder også at gå til fodbold i Mørke IF. Her får jeg mine første danske venner. Det er godt. Jeg lærer, hvordan de lever og hvordan de holder fester og alt sådan noget. I Rønde Skole lader de mig gå op til eksamen i engelsk og matematik, selv om jeg havner hos dem på et tidspunkt, hvor sommerferien er tæt på. Særligt matematik håber jeg at score en høj karakter i. Jeg får syv. I Syrien fik jeg altid den højeste karakter. Det fortæller mig, at jeg bliver nødt til at arbejde endnu hårdere med lektierne.
Min fætter og hans kone viser mig, hvordan man inde på Udlændingestyrelsens hjemmeside kan følge med i sin egen sagsbehandlingsperiode. Man logger ind på dit eget navn, og så er der fire pletter, som angiver hvor langt de, der bestemmer, er kommet. Når de lyser alle sammen, kan man snart forvente svar. Men omvendt, når ingen af dem endnu lyser, ved man, at der vil gå lang tid, før svaret bliver givet.
I Syrien ventede jeg på, at bombardementerne skulle holde op. I Izmir ventede jeg på at komme med den rigtige båd. I alle de europæiske lande ventede jeg på at nå den danske grænse. I Aarhus ventede jeg på at kunne komme frem til skranken. På børnecenteret ventede jeg på postbuddet og den tykke konvolut. Og nu var det første, jeg gjorde hver eneste morgen at tjekke, om der var et lys i én af de fire pletter.
Det er svært at forstå, hvorfor der skal gå så længe. Også for min mor og far i Syrien. Når vi snakker i telefonen, er der altid nogle spørgsmål, vi skal igennem.
”Er der kommet svar, Jwan? Er der lys i pletterne? Er der kommet negativt svar?”
I Syrien ventede jeg på, at bombardementerne skulle holde op. I Izmir ventede jeg på at komme med den rigtige båd. I alle de europæiske lande ventede jeg på at nå den danske grænse. I Aarhus ventede jeg på at kunne komme frem til skranken. På børnecenteret ventede jeg på postbuddet og den tykke konvolut
Det er stressende, selvfølgelig. Men det værste er frygten for, at der skal ske dem noget, inden de kommer væk. At bomberne en dag vil ramme lige nøjagtig vores gamle hus. Den konstante uro i tankerne får lov til at vare i næsten tre år. Så lang tid tager det, før jeg får grønt lys til at få min lillesøster, min mor og far ud af Syrien. Det er umuligt for mig at beskrive, hvordan jeg har det, da jeg modtager retten til familiesammenføring. Jubel, ja. Men også straks nye bekymringer.
For at komme til Danmark skal min familie først rejse gennem krigszoner i Syrien. Fra Aleppo til nabolandet Libanon. Her skal de opsøge den danske ambassade i Beirut, hvor deres tilladelse venter på dem. Den rejse i sig selv er farlig. Dagen efter min jubel får jeg en ny udfordring. Ovre i Folketinget har de vedtaget en ny regel. Sådan nogle som mig og min familie skal nu selv betale for alle udgifter forbundet med rejsen til Danmark. Jeg regner mig frem til, at flybilletterne vil koste 12.000 danske kroner i alt. Jeg har ikke de penge. Min mor og far heller ikke. Stress igen. Denne gang megastress. Vi er så tæt på at være i mål, og så kommer der et nyt bjerg, vi skal bestige.
Desperat leder jeg efter en løsning. Jeg hører om en lille gruppe danskere, der er gået sammen om at hjælpe alle uledsagede, der er ramt af de nye regler. Jeg skriver til dem på nettet og forklarer min situation. Dagen efter ringer min telefon. Det er en lørdag. Manden i røret hedder Ulrik. Han siger:
”Jamen Jwan, det klarer vi. Skal vi hjælpe dig med at bestille billetterne også? Vi har prøvet det før.”
Jeg er målløs. En totalt fremmed mand, der tilbyder at redde hele situationen. Og så på en lørdag. De næste dage er jeg hele tiden i kontakt med Ulrik og hans hold og mor og far hjemme i Syrien. Det er umuligt at sige præcis hvor længe, det vil tage mine forældre at komme til Libanon, de skal jo gennem krigszoner for at nå frem. Men hvis de kommer for tidligt til Libanon, vil Ulrik gerne hjælpe med at finde overnatningsmuligheder, de har kontakter over alt, siger han. Og skulle min familie komme for sent til de bookede flybilletter, lover Ulrik, at der også vil blive fundet en løsning på det.
I de dage, hvor jeg ved, at min lillesøster og mine forældre bevæger sig gennem krigens land for at komme ud, får jeg en fornemmelse af, hvordan de har haft det, dengang jeg drog afsted. Hvert sekund frygter du at høre dårligt nyt. At et fly har smidt bomber lige over det sted, de nu er. Eller at de er blevet stoppet af en eller anden milits, der siger, at de ikke må komme forbi. På det her tidspunkt i krigen er det vidt forskellige parter, der bestemmer over de enkelte områder. Men en aften ringer de fra Libanon. De sidder med flybilletterne i hånden.
”Vi lander i Københavns Lufthavn i morgen.”
I dag bor vi nu i et rækkehus. Min lillesøster går i skole. Mor arbejder på et hotel i Aarhus og far går på sprogskole. Og jeg … jeg starter på ingeniørstudiet på Aarhus Universitet. Jeg har holdt mit løfte til mig selv. At udnytte den chance for et andet liv, jeg har fået
Jeg aftaler med min fætter og hans kone, at de bliver i Mørke og gør klar til fest, mens jeg selv tager til København og modtager min mor og far. På Københavns Hovedbanegård venter en anden fra Ulriks hold, en mand, der hedder Nicolai. Han vil gerne med ud i lufthavnen og sige velkommen til min mor og far. Sammen tager vi toget det sidste stykke. Nicolai fortæller, at han for mange år siden var en del af den fredsbevarende styrke i en anden krig. Han ved godt, hvorfor folk flygter, og han vil bare gerne sikre sig, at min mor og far føler sig budt ordentligt velkommen til Danmark. Hvis det er okay med mig?
Jeg husker de to politibetjente, der ved min ankomst tog mig med på McDonald’s. Nu sidder jeg sammen med en tidligere soldat, der gerne vil bruge et par timer på at byde nogle mennesker velkommen, han slet ikke kender. Jeg føler en kæmpe taknemmelighed lige dér.
Og så er vi pludselig i hinandens arme igen. Min lillesøster, der er blevet et hoved højere, mindst. Og jeg, der har fået skæg i de tre år, der er gået. Det er uvirkeligt. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan det er at se dem igen, da de træder ind i ankomsthallen … det kan jeg altså ikke.
I dag bor vi nu i et rækkehus. Min lillesøster går i skole. Mor arbejder på et hotel i Aarhus og far går på sprogskole. Og jeg … jeg starter på ingeniørstudiet på Aarhus Universitet. Jeg har holdt mit løfte til mig selv. At udnytte den chance for et andet liv, jeg har fået.
Bogen ‘De uledsagede’ udkommer 24. oktober på forlaget Jensen & Dalgaard. Læs Monica Krog-Meyers anmeldelse af bogen her.
Foto: Privat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.