FILMHISTORIE // STROMBOLI – For 70 år siden indspillede den verdensberømte filminstruktør Roberto Rossellini filmen, ‘Stromboli – Terra di Dio’, der for altid rev den glemte ø af samme navn ud af glemslen og gjorde den til en turistmagnet for først Hollywoods og siden Europas jetset. Men filmen ændrede også Rossellinis eget liv for altid, efter han under filmens tilblivelse indledte et med samtidens øjne uhyre skandaløst forhold med den gifte Ingrid Bergman, som spillede hovedrollen.
Denne sommer er det præcis 70 år siden, at neo-realisten og instruktøren Roberto Rossellini drog den lange, lange vej fra det italienske fastland til øen Stromboli for at filme Stromboli – Terra di Dio ( Guds land), som skulle vise sig skæbnesvanger på mange måder:
Dels var det indledningen til hans for mange skandaløse forhold med den gifte Ingrid Bergman, som spillede hovedrollen, og dels rev filmen den glemte ø Stromboli ud af glemslen og resulterede i, at De æoliske øer (også kaldet De lipariske øer) nord for Sicilien blev en turistdestination for først Hollywoods og siden Europas jetset.
I sommeren 1949 rykkede Roberto et helt filmhold til den afsidesliggende vulkan-ø, hvor der kun boede et par hundrede fiskere.
Nogle måneder i forvejen havde Ingrid Bergman skrevet et fan-brev til Rossellini, hvori hun betroede ham, at hun ønskede at lave en film med den berømte neo-realist
Resten var immigreret til USA og Australien for at flygte fra de hårde kår, og de tilbageværende levede et kummerligt liv, presset sammen i landsbyerne San Bartolo og San Vincenzo på de få kvadratkilometer langs vandet, hvor de kunne være i nogenlunde sikkerhed fra Strombolis konstante lavastrøm ad La Sciara del Fuoco, ildskrænten.
Her skulle Ingrid Bergman spille den litauiske pige Karin, der for at undslippe en fangelejr, gifter sig med en fisker fra Stromboli, og flytter med ham til den barske ø.
Her møder hun en voldsom verden i sort aske, hvor støvede, grå huse putter sig langs vulkanens fod på de få meter der er til rådighed mellem lava og hav, og begynder en tilværelse præget af angst, aggressioner og vold.
Nogle måneder i forvejen havde Ingrid Bergman skrevet et fan-brev til Rossellini, hvori hun betroede ham, at hun ønskede at lave en film med den berømte neo-realist:
“Kære Hr. Rossellini,
jeg har set deres film Roma – cittá aperta og Paisà, og har sat stor pris på dem. Hvis De har brug for en skuespiller, der taler rigtig godt engelsk, som ikke har glemt sit tyske, der knap kan gøre sig forståelig på fransk og kun kan sige ‘ti amo’ på italiensk, så er jeg parat til at komme til Italien og arbejde med Dem.”
Opholdet på Stromboli skulle imidlertid forandre begges liv for altid: instruktøren og skuespillerinden indledte et forhold under optagelserne, skønt de begge var gift, og boede sammen i et rosa hus på hovedgaden i San Vincenzo
Roberto tog imod tilbuddet fra svenskeren, som allerede var et stort navn i Hollywood.
Opholdet på Stromboli skulle imidlertid forandre begges liv for altid: instruktøren og skuespillerinden indledte et forhold under optagelserne, skønt de begge var gift og boede sammen i et rosa hus på hovedgaden i San Vincenzo, der i dag bærer en mindeplade over de to turtelduers romance.
På Stromboli lever historierne fra dengang stadigvæk:
Om Rossellinis glødende jalousi, der fik ham til at svovle, når Mario Vitale – en lokal fisker, som Rosselini i bedste realistiske stil havde castet blandt øens beboere – kyssede Bergman for længe foran kameraet; og om Ingrid Bergmans hårde kår i det spartanske miljø, hvor der ikke var rindende, varmt vand, så hun kunne få sig sit daglige bad, men hvor instruktøren fik slået hul i loftet, så der kunne hældes vand ned gennem et brusehoved til den ventende diva.
Filmen udgør desuden en vigtig antropologisk kulturskat, idet flere af værkets scener dokumenterer de lokales autentiske hverdagsliv – for eksempel Strombolis rituelle tunfangst og en virkelig evakuering af befolkningen under et særlig voldsomt udbrud fra vulkanen.
Begge begivenheder, der kom med i den færdige film, og som kan ses i klippet nedenfor:
Skandalen brød for alvor ud i lys lue, da Ingrid fødte deres fælles kærlighedsbarn, Roberto junior, nogle uger før filmens premiere, og måske var det fordømmelsen, der fik verdens førende aviser til at give værket meget lunkne anmeldelser.
Ingrid og Roberto giftede sig efterfølgende og fik 2 børn mere sammen, og i dag er Stromboli – Terra di Dio anset som en af den italienske neo-realismes vigtigste film, med nøglescenen helt til sidst, hvor Karin flygter til Strombolis top, besvimer i dampen og vågner som et nyt menneske, en slags urvæsen, der pludselig ser verden for første gang og kan smile over dens guddommelige skønhed.
I 50’erne og 60’erne fik filmen flere italienere fra især Campania til at flytte til Stromboli for at prøve lykken med at lave vin i den ekstremt fertile askejord.
Stromboli er stadigvæk ikke til at spøge med: for et par ugers tid siden døde en turist under en voldsom eksplosion fra krateret, og de lokale ‘strombolianere’ vokser op med bevidstheden om, at en evakuering altid kan vente lige om hjørnet
Indtil da havde øens perfekte kegleform og dens hyppige ildglimt tjent som fyrtårn for de mange rejsende, der siden antikken navigerede i farvandet mellem Napoli og Sicilien, og øen var blevet befolket og forladt flere gange på grund af vulkanens konstante, eksplosive udbrud.
Stromboli betyder ’kegle’ eller ’snurretop’ på oldgræsk, og Homer fortæller, hvordan Odysseus besøger vindguden Aeolus’ øer på sin rejse tilbage til Itacha, og på Stromboli får en lædertaske, der indeholder de gunstige briser, som kan føre ham hjem til den ventende Penelope.
Filmen Stromboli gjorde også stedet berømt hos rige europæere og amerikanere, der tog til øen i efterkrigstiden for at holde ferie, og i dag er De æoliske øer en populær turistdestination.
Her kan man bo både spartansk på B&B eller på hvidkalkede luksushoteller, og i centrum af San Vincenzo findes der selvfølgelig en Bar Ingrid, hvor de lokale holder af at drikke deres morgenkaffe.
Stromboli er stadigvæk ikke til at spøge med: for et par ugers tid siden døde en turist under en voldsom eksplosion fra krateret, og de lokale ‘strombolianere’ vokser op med bevidstheden om, at en evakuering altid kan vente lige om hjørnet.
Hovedfoto: Fra filmen.
Kan du lide mine skriverier? Har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning,
er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte
via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707.
Du kan også lade være – det er helt op til dig.
Tak, fordi du læste min tekst. Cecilie.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her