KRIG I MELLEMØSTEN // KOMMENTAR – Præsident Trump har gevaldigt forregnet sig. Han troede, at han kunne udløse et hurtigt og nemt regimeskifte. Han undervurderede i høj grad den iranske ledelses udholdenhed og militære kapacitet. Trump var ikke klar over, at han stod over for et uhyre kompliceret problem, som kræver stor finesse i forhandlingerne for at nå en acceptabel (godkendt af alle parter) og realistisk løsning, hvor ingen føler sig truet eller ydmyget. Ellers kan reaktionen være hævn, som tilfældet er med Irans lukning af Hormuz-strædet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Udtrykket wicked problem kommer fra samfundsvidenskaben og angår et utal af problemer, lige fra klimaforandringer, migration og sociale uligheder til alle andre områder, der er vildt komplicerede, inklusive den nuværende Iran-krise.
Wicked bruges til at indikere modstand mod en enkel løsning, IKKE ondskab. Der er snarere tale om et uklart defineret og sammensat problem, der ikke har en standard, ”god” løsning. Man må snarere nøjes med et ”godt nok”, ”acceptabelt” resultat.
Men løsningen af ét problem som den iranske atomtrussel skaber uundgåeligt eller lader et andet problem køre videre, f.eks. regional destabilisering i Mellemøsten.
Trump har, siger Friedman, ikke forstået, at det drejer sig om at skulle løse et wicked problem, som nu er blevet ekstra wicked efter lukningen og blokaden i Hormuz-strædet
Man kan sige, at løsningen af
Trump og Obama
Ifølge den kendte skribent Thomas Friedman ved New York Times er Iran-krisen et sådant wicked problem. I hans optik er Iran-krisen ikke blot en politisk uenighed, der kan fikses med en underskrift, men derimod en gordisk knude med modstridende interesser. De involverede parter (USA, Israel, Saudi-Arabien og Iran) har fundamentalt uforenelige mål, hvor den ene parts sikkerhed ofte opfattes som den andens undergang.
Thomas Friedman fastslår, at i modsætning til den nuværende amerikanske præsident Donald Trump, så forstod den tidligere præsident Barack Obama, der i 2015 opnåede en atomaftale (Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA) med Iran, straks, at han stod over for et wicked problem. Derfor søgte han en kreativ (og realistisk og, for iranerne, acceptabel) løsning. Modsat Trump, kom han ikke med trusler, ydmygelser og alle mulige krav ud over det ene, der specifikt angik atomprogrammet. Iran er nemlig det mest destabiliserende regime i Mellemøsten (med Hamas, Hizbollah og Houtierne som dets proxyer), og dets atomvåbenfremstød gør Iran til en stor trussel – ikke kun for Israel, som regimet i årtier har svoret at udrydde. Dets atomprogram kan udløse spredning af atomvåben i hele regionen, og det kan ikke accepteres.
Det tog Barack Obama to år at forhandle JCPOA i 2015, hvorfra Trump trak sig tilbage i 2018. Den var 160 sider lang, indeholdt fem tekniske bilag, der detaljerede begrænsningerne for Irans atomprogram, og i vid udstrækning leverede, hvad den lovede. Altså et ”godt nok” resultat.
John Kerry, som var Obamas udenrigsminister, forklarer den lange (flere år), grundige og respektfulde interaktion, der gik forud for aftalen i 2015: Man må ikke trænge modstanderen op i en krig, ikke true, men være ”rimelig” (ikke stille alle mulige og umulige krav), og give sig selv god tid og forstå forhandlingspartens ståsted. Alt dette ignorerede Trump og startede en krig, som nu er blevet yderligere kompliceret af lukningen og blokaden i Hormuz-strædet, hvilket var åbent til at begynde med, men nu altså er lukket.
Det kreative i aftalen var at finde et kompromis: at lade selve atomprogrammet bestå – for at gøre aftalen spiselig for Iran – men med et strengt loft over graden af berigelsen af uran og tæt inspektion gennem det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).
Den uansvarlige og hævngerrige Trump (som vil hævne sig på sine forgænger Barack Obama) annullerede – hvad han desværre har for vane at gøre – Obamas europæisk-støttede atomaftale med Iran i 2018, en tåbelig beslutning, der har ført direkte til dagens konfrontation. Uden en aftale at skulle overholde, begyndte Iran at berige uran i den grad, at det nu er meget tæt på at kunne fremstille atombomber.
Trump har, siger Friedman, ikke forstået, at det drejer sig om at skulle løse et wicked problem, som nu er blevet ekstra wicked efter lukningen og blokaden i Hormuz-strædet. Irans seneste forslag går nemlig ud på at udsætte diskussionen om dets atomprogram, indtil krigen er afsluttet, og tvister om skibsfart fra Golfen er løst. Det vil sandsynligvis ikke tilfredsstille USA, som siger, at atomspørgsmål skal håndteres fra begyndelsen.
En aftale der er ”god nok”
I modsætning til Obamas omhyggelige aftale og realistiske løsning, stiller Trump alle mulige urealistiske krav, fremfor at koge dem ned for at få en realistisk aftale, a la JCPOA, i hus. Det drejer sig ikke om en simpel forretningsaftale, som Trumps forhandlingsteam, forretningsmændene Steve Witkoff og Jared Kuschner, nemt kan forhandle på plads. Det kræver en kompetence, som de ikke synes at have.
Den virkelige prøve er nu, om Trump kan gøre det bedre end Obama, under de meget anderledes omstændigheder og med et meget anderledes forhandlingsteam.
Hvordan kan man nå en aftale, som begge parter kan leve med?
Trump bør forhandle kreativt og realistisk, siger Thomas Friedman, og reducere sine (urealistiske) forhandlingskrav på 15 punkter til to punkter: Iran opgiver sine mere end 450 kg af næsten bombe-kvalitets højt beriget uran, og til gengæld opgiver USA ideen om et regimeskifte. Begge sider kunne derefter blive enige om at afslutte alle fjendtligheder. Det vil sige, ikke flere amerikanske og israelske bombninger, ikke flere iranske og Hizbollah-raketter, ikke mere blokade af Hormuz-strædet.
”Ja, en million problemer ville forblive uløste, men det er hvad der sker, når man forsøger at bruge magt uden nogen langsigtet planlægning for at løse et wicked problem”, konkluderer Friedman.
Iran ser sin kamp mod USA som en eksistentiel kamp og er villig til at absorbere en høj pris og lade befolkningen lide
Spørgsmålet er: Hvornår indser Trump, hvis nogensinde, at han står over for et wicked problem, som han ikke kan løse med trusler og bomber? Han kan blive tvunget til at forsøge at genforhandle og rebrande Obamas aftale. Men han har sine mafiametoder og inkompetence imod sig.
Trump har påført den globale økonomi alvorlig skade, og han aner ikke, hvordan han skal komme ud af det rod, han har skabt ved at starte en krig uden at gennemtænke konsekvenserne.
Iran ser sin kamp mod USA som en eksistentiel kamp og er villig til at absorbere en høj pris og lade befolkningen lide. Derfor er det om så vigtigere at nå en acceptabel aftale nu, en der er ”god nok” og ikke lade sig ”smitte” af regimets (lig Hamas’ og Hizbollahs) foragt for deres befolknings ve og vel og fortsætte den ødelæggende krig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og