Fra global rockstar til mulig taber i FN’s Sikkerhedsråd – hvad gik galt for Trudeau?

i Politik & Samfund/Internationalt af
CANADA // ANALYSE – I årevis har Canadas liberale premierminister Justin Trudeau været noget af en rockstar på den internationale diplomatiske scene med løfter om kamp for menneskerettigheder og en “feministisk udenrigspolitik”. Men nu står Canada over for muligt nederlag ved valget til FNs Sikkerhedsråd onsdag den 17. juni, hvor Irland og Norge forventes at løbe med de to pladser, som den vestlige gruppe af lande i FN kæmper om.  Hvordan er det gået så galt? Jan Top Christensen, mangeårig ambassadør i den danske udenrigstjeneste og nu international konsulent og knyttet til Canadian Global Affairs Institute, giver et bud.

OTTAWA –  FNs Sikkerhedsråd er FNs mest magtfulde organ, som kan vedtage beslutninger, der er gældende for alle lande. USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien er faste medlemmer. På rotationsbasis vælges 10 andre lande for to år.

Canada forsøgte forgæves for ti år siden at fortsætte traditionen fra FN’s start med medlemskab cirka hver tiende år.

Det har ikke skortet på hverken selvtilliden eller optimismen. ‘Canada is back’ som det optimistisk lød fra den liberale premierminister Trudeau i 2015 efter det canadiske jordskredsvalg

Her i opløbsfasen til nyvalget giver Canada med premierminister Justin Trudeau den hele armen for at få et sæde igen. Canada ser nemlig sig selv som et af de fanebærende lande for et fornyet og revitaliseret multilateralt samarbejde, der anses som eneste vej frem i stedet for en kamp mellem stormagterne, der efterlader mindre lande som tilskuere.

Og det har ikke skortet på hverken selvtilliden eller optimismen. ‘Canada is back’ som det optimistisk lød fra den liberale premierminister Trudeau i 2015 efter det canadiske jordskredsvalg.

Valget var en reaktion på de mange år med den konservative Harper, der havde trukket Canada mere og mere tilbage fra landets internationale engagement. Trudeau lovede en helt anden kurs ved sin tiltræden: en aktivistisk udenrigspolitik karakteriseret ved fremme af menneskerettighederne, med særlig vægt på kvinders rettigheder.

Chrystia Freeland er en markant politiker og den højest profilerede kvinde i canadisk politik som Deputy Prime Minister og Minister of Intergovernmental Affairs. Foto: Officiel Facebook-profilbillede.

Canada anlagde en høj cigarføring internationalt, især efter at Chrystia Freeland overtog udenrigsministerposten i januar 2017. Samtidig blev Trudeau også selv til lidt af en superstar ved internationale møder.

Den unge fotogene leder stod for lighed mellem kønnene (med 50% kvinder i regeringen og en “feministisk” udenrigspolitik), social retfærdighed og respekt for mangfoldighed, beskyttelse af oprindelige folk og seksuelle mindretal, miljøbeskyttelse og meget andet godt.

Når virkeligheden banker på i udenrigspolitikken

At virkeligheden kan være en ubarmhjertig størrelse, har Trudeau imidlertid siden måttet sande. For trods hans progressive linje – eller måske netop på grund heraf –  ser det ud, som om Canada vil have svært ved at opnå valg til FN’s Sikkerhedsråd, når det i denne uge afgøres, hvem der skal sidde i Rådet i 2021-2022. Irland og Norge forventes af de fleste iagttagere at løbe med de to pladser, som den vestlige gruppe af lande i FN kæmper om.

Hvis man skal give et bud på, hvorfor situationen ser sådan ud, gør man klogt i at starte med at se nærmere på netop Freeland. Hun har på mange måde været symbolet på den “idealistiske” udenrigspolitik.

Omkostningen er, at Canada i dag er på kant med flere centrale internationale aktører. Vigtigst er den markante forværring af forholdet til Kina. Freeland har ved møder med kinesiske kolleger åbent kritiseret Kinas mange menneskerettighedsproblemer og situationen i Hong Kong. Da Trump-regeringen anmodede om at tilbageholde Meng Wanzhou, Huaweis CFO, da hun rejste ind i Canada i december 2018, fulgte Canada anmodningen.

Trudeaus tidligere anmodning til Trump om at hjælpe med at få de to canadiere fri har ikke forhindret USA i at indgå en ny handelsaftale med Kina, og Canada sidder med Sorteper

Retssagen mod Meng er gået i gang med mulighed for udlevering til USA, og sidst i maj kom den første foreløbige afgørelse i retssagen, der må forventes at forøge Kinas vrede yderligere. Kina reagerede brutalt fra starten ved at fængsle to canadiere og igangsætte en drastisk handelsboycot mod canadiske landbrugsprodukter. Sammen med USA, UK og Australien udtrykte Canada i en fælles udtalelse 28 maj “dyb bekymring” over for Kinas nye sikkerhedslov for Hong Kong.

Sandsynligheden for, at Kina (og dets proselytter) stemmer for Canada til Sikkerhedsrådet, faldt herved yderligere. Trudeaus tidligere anmodning til Trump om at hjælpe med at få de to canadiere fri har ikke forhindret USA i at indgå en ny handelsaftale med Kina, og Canada sidder med Sorteper.

Forholdet til Rusland er også meget anstrengt først og fremmest grundet canadiske sanktioner mod Rusland, der vedrører Ukraine. Med Freeland blev det ikke nemmere. Allerede før hun blev udenrigsminister, var hun persona non grata i Rusland, der betragtede hendes kritik som ensidig og baseret på hendes ukrainske aner.

Sejr i handelsaftale

Men Freeland ses imidlertid også som den politiker, der fik hevet en fornuftig, ny version af NAFTA-aftalen med USA og Mexico igennem, efter at Trump havde skrottet den gamle udgave. Den nye aftale med USA og Mexico med navnet USCMA-aftalen (United States-Mexico-Canada Agreement) ses af mange som Trudeau 1.0-regeringens største bedrift.

Med en eksport-andel til USA på 70% er der nødt til at være styr på den forbindelse. I Trudeau 2.0-regeringen, der blev dannet lige før jul, flyttede Freeland fra udenrigsministeriet over til at blive Deputy Prime Minister og Minister of Intergovernmental Affairs, samtidig med, at hun nu har som hovedområde at holde styr på de ganske konfliktfyldte relationer mellem den føderale regering og provinserne.

Hun tog imidlertid også forholdet til USA med sig over i det nye ministerium, og Canada nåede at ratificere aftalen som det sidste af de tre lande, før der gik covid-19 krise i det hele.

Under Freelands ledelse er forholdet til Saudi-Arabien også forsuret. Først blev der lagt begrænsninger på salg af canadisk militært udstyr til sauderne, og senere kritiserede hun offentligt Saudi-Arabien for menneskerettighedskrænkelser. Saudi-Arabien reagerede ved at anmode den canadiske ambassadør om at forlade landet og hjemkalde de mange tusinder saudiske studerende i Canada.

Oveni er Canada fortsat på kant med den anden lokale stormagt i mellemøst-regionen, Iran. Allerede under Harper-regeringen lukkede Canada ambassaden i Teheran i 2012. Ifølge Harper udgjorde Iran “den mest signifikante trussel mod verdens fred og sikkerhed”. Trudeau-regeringen gav i 2015 udtryk for interesse i at komme i gang med et mere pragmatisk engagement med Teheran, men Canada har fortsat ingen ambassade i landet.

Det vil ikke være nemt for Canada at definere en ny, mere aktiv mellemøst-politik under de nuværende konjunkturer

Allersenest er der – i forlængelse af flykatastrofen ved Teheran tidligt i januar med mange canadiere som ofre – kommet signaler om en gensidig interesse i at genetablere ambassader. Men hvordan kan Canada genåbne en ambassade, så længe det “nukleare spørgsmål” er uafklaret?

Mens Harper-regeringen var Israel-fundamentalist og havde sympati for flytning af den canadiske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem (lige som Trump har gjort), så har Trudeau-regeringen markeret, at man ønsker en mere balanceret politik i Israel-Palæstina-konflikten. Det var dog først for meget nylig, at Canada stemte for en af de mange FN-resolutioner, der kritiserer Israels adfærd over for Palæstina.

Det vil ikke være nemt for Canada at definere en ny, mere aktiv mellemøst-politik under de nuværende konjunkturer

Og hvordan planlægge en strategi, når vilkårene kan ændres ved en enkelt beslutning “over night” af den stærke mand i det store naboland mod syd? Trumps beslutning om at myrde den iranske general i Bagdad for nylig har f.eks. sat spørgsmålstegn ved fremtiden for det canadiske bidrag på 500 mand til Nato-operationen i Irak rettet mod ISIS. Hvis USA anmodes om at trække sine tropper ud, kan Canada/Nato så blive?

Charmeoffensiv opvejer ikke lav udviklingsbistand

At Freeland ikke fandt tid til at aflægge besøg i Afrika, med 54 stemmer i FNs Generalforsamling, kan ydermere også komme til at koste Canada et sæde i Sikkerhedsrådet.

Det har skortet på en opgradering af den internationale canadiske profil også på sikkerhedsområdet, uanset om Canada for mange fremstår som en ivrig multilateral aktør

Dertil kommer, at Canada ligger langt nede på listen over lande, der yder udviklingsbistand.

Mens FN-anbefalingen er, at 0,7% af udviklede landes BNI bør gå til udviklingsbistand, så har Trudeau-regeringen ikke ændret på det lave niveau, som Harper-regeringen stod for. Seneste beskedne tal fra OECD var på 0,28 %. Norge ligger med 0,94% signifikant over FN-målet, og Irland har formelt sat det som mål inden 2030.

Med andre ord har det skortet på en opgradering af den internationale canadiske profil også på sikkerhedsområdet, uanset om Canada for mange fremstår som en ivrig multilateral aktør.

I 2015 blev der eksempelvis skabt forventning om, at Trudeau-regeringen ville forøge bidraget til FNs fredsbevarende operationer væsentligt, men ud over et bidrag på 250 soldater til Mali-operationen i ét år, har Canada ikke levet op til forventningerne. Også her distanceres landet af Irland og Norge. For nylig kom FN med en rapport, der sagde, at det canadiske bidrag til fredsbevarende operationer er på det laveste niveau i 60 år.

Set i dette pauvre lys er det ikke overraskende, at Trudeau-regeringen har følt det nødvendigt at skrue kraftigt op for charmen, hvis der skal være noget håb om en plads i Sikkerhedsrådet ved det planlagte (digitale?) valg den 17. juni under FNs Generalforsamling.

Landet har i seks måneder sat turbo på for at mobilisere nok stemmer. Trudeau besøgte først i februar Etiopien, hvor den Afrikanske Unions hovedkvarter ligger, og på turen blev også aflagt besøg i Senegal i et forsøg på i hvert fald at få støtte fra de frankofone lande i Afrika:

For lidt og for sent?

Officielt er man optimistisk. Canada har gode chancer for at sikre sig et af de to sæder, lyder det fra landets FN-ambassadør i New York, Marc-André Blandard, som netop er vendt tilbage til New York efter lang covid-19 karantæne. Men mange iagttagere spår, at “it is too little and too late” som bl.a. den konservative Leona Alleslev, der er deputy leader for de konservative, har udtalt.

Både Irland og Norge startede deres kampagner for ti år siden, og begge lande har i mange år haft høj profil blandt de 193 lande.

Spørgsmålet, mange vil stille, er snarere, om Canada har planer om at foretage et kvantespring og føre sin udviklingsbistand op på et meget højere niveau, blot i nærheden af, hvad Irland og især Norge leverer?

Hvis Canada ikke vælges til Sikkerhedsrådet, vil det blive set som et markant nederlag for den canadiske regering, og Justin Trudeau personligt, da han er den i regeringen, der har presset mest på for at gøre forsøget nu mht. at komme i Sikkerhedsrådet

Canada har som nævnt også haft tradition for at have et sæde cirka hver tiende år op til den seneste gang i 1999-2000. Da Canada sidst prøvede at komme ind i 2010, valgte Harper-regeringen at trække sig inden det endelige valg, da den kunne se, hvor det bar hen i konkurrencen med Portugal.

Hvis det bliver Norge og Irland, der ender med at tage stikkene hjem sidst i juni, vil det også være en traumatisk oplevelse for den canadiske selvfølelse. Francois-Philippe Champagne, landets nye udenrigsminister mener med mange canadiere, at Canada som både G-7 og G-20 land har et berettiget “krav” på regelmæssigt at sidde i Sikkerhedsrådet. Og Canada vil ifølge Champagne “være en rationel stemme i Sikkerhedsrådet” – et interessant salgsargument.

François-Philippe Champagne: Canada vil være en rationel stemme i Sikkerhedsrådet og fortjener en plads. Men vil landets pauvre bidrag til udviklingslandene og ringe tradition for fredsbevarelse i FN-regi gøre det mere oplagt at vælge Irland? Norge, der har verdens højeste udviklingsbidrag med lige under 1 % af landets BNI, anses for givet på den ene plads. Så er der én plads tilbage.

Ud over de nævnte kantede forhold med centrale lande, kan Canadas deltagelse i gruppen “Uniting for Consensus” med forslag til reformering af Sikkerhedsrådet ved bl. a. at tilføje ti yderligere medlemmer, men uden veto-ret, også afholde lande som Indien, Japan og Brasilien fra at stemme for Canada.

Et nederlag varsler ilde for Trudeau

Som led i en hektisk last-minute charme-offensiv har Trudeau i løbet af maj haft video-konferencer med flere lande-gruppers ambassadører ved FN, Asien-Stillehavs-regionen, Østeuropa, Afrika og Latinamerika.

Et nederlag ved valget til Sikkerhedsrådet vil være en traumatisk begivenhed, der yderligere kan reducere støtten i Canada til Trudeau som premierminister

Allersenest søgte Trudeau 28. maj yderligere eksponering som medformand ved et FN-højniveau video-arrangement med generalsekretær Guterres og Jamaicas premier-minister fra den caraibiske landegruppe. Et prisværdigt initiativ med det formål at starte drøftelsen af, hvordan det internationale samfund kan bistå de svageste udviklingslande med at komme på fode igen efter covid-19 krisen.

Men ord vil næppe være nok. Spørgsmålet, mange vil stille, er snarere, om Canada har planer om at foretage et kvantespring og føre sin udviklingsbistand op på et meget højere niveau, blot i nærheden af, hvad Irland og især Norge leverer?

Selv om Trudeau-regeringen – ligesom mange andre demokratiske landes regeringer – har fået et midlertidigt løft gennem en solid håndtering af covid-19 krisen, ligger tallene i meningsmålingerne for Trudeau som  “foretrukne premier-minister” blandt de seks politiske ledere i Canada fortsat cirka 20-procentpoints under, hvad scoren lød på i 2016 umiddelbart efter valget.

Et nederlag ved valget til Sikkerhedsrådet vil være en traumatisk begivenhed, der yderligere kan reducere støtten i Canada til Trudeau som premierminister.

Men skulle det mod forventning lykkes Canada at slå Irland på stregen (valget af Norge anses som en given ting), vil Canada stå over for berettigede forventninger om at “walk the talk” og levere ved kasse ét, både når det gælder en substantiel forøgelse af udviklingbistanden og bidraget til FNs fredsbevarende operationer.


Topillustration: Justin Trudeau.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Top Christensen har næsten 30 års bred erfaring fra Udenrigsministeriet, inklusive som ambassadør i de nyåbnede ambassader i Libanon og Filippinerne. Fra 1987-90 var han leder af en UNHCR-flygtningelejr i Filippinerne. Før det var han ansat på Statskundskab, ÅU, og ved Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. JTC har siden 2019 boet i Ottawa, Canada sammen med sin canadiske hustru og datter. Her er han er Fellow ved Canadian Global Affairs Institute.

Seneste artikler om Politik & Samfund