NORGE // ESSAY – Når Norge snart fejrer sin nationaldag, sker det med stolthed over demokrati, velstand og naturglæde. Men billedet er mere sammensat. “Norge i dag er også klimaændringer udløst af olieøkonomi, Utøya, Epstein-sagen og et vaklende kongehus”, skriver Jakob Cold. Er det stadig “typisk norsk at være god”?
Norge kan fejre sin nationaldag den 17. maj med barneoptog, bunad (de traditionelle folkedragter) og flag. Nationaldagen fylder mere end i Danmark, hvor vi – selv i en verden med stærke autoritære tendenser – har svært ved at mobilisere begejstring på vores grundlovsdag. Broderfolket måtte gennem mere end 400 års danskemørke og knap 100 års personalunion under Sverige, før de i 1905 blev en fri nation. Få årtier senere under Nazitysklands okkupasjon leverede de hårdnakket modstand, og som ung nation har der ikke været stemning for at afgive suverænitet til EF og senere EU.
Men 17. maj er også præget af en efterhånden nagende tvivl: Hvem er vi i færd med at blive? Er Norge stadig det gode land? I nyere tid scorer nordmændene ganske vist højt på parametre for demokrati, velstand, lykke og naturglæde. Tilsvarende kan også forfatteren af denne artikel istemme den indledende strofe i nationalsangen – Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem.
20-40 færre skidage sammenlignet med fx 1960 gør det tydeligt, at olieboomet er kommet med en pris
Men Norge i dag er også klimaændringer udløst af olieøkonomi, Utøya, Epstein-sagen, et vaklende kongehus og en almindelig magelighed i baghovedet på en nation, der ellers er mentalt trænet af skisporten til at præstere selv med bagglid i modbakker. I det følgende forsøger jeg at samle nogle af trådene baseret på mine egne indtryk fra rejser, venskaber, litteratur og daglig følgen med i norske medier.
Ski er Norge skrevet med tre bogstaver
”Nu er vi lykkelige!”, udbryder min skimentor, som er norsk filolog og far til min klassekammerat i 3. klasse. Jeg er 11 år og træt. 20 kilometer er allerede tilbagelagt, og der er stadig 10 kilometer tilbage til ”hytta”. Men når han nu siger det, kan jeg godt mærke lykken ved udsigten til den fortsatte tur over solblanke sneflader med blånende tinder i horisonten. Glæden ved den smukke natur er umiddelbar, og skituren træner, hvad jeg i dag vil kalde både sensitivitet og robusthed.
Præcis den tankegang lå bag Fridtjof Nansens citat om, at ski er Norge stavet med tre bogstaver. Selvstændigheden i 1905 opnås i de samme årtier som Nansens og Roald Amundsens heroiske polarekspeditioner. De bragte ikke kun videnskabelige, men også moralske landvindinger: Nordmænd er ambitiøse, og de tåler strabadser bedre end de fleste.
Den norske friluftskultur har vitterligt stærke kvaliteter og har inspireret ikke mindst alpelandene. Den handler ikke kun om længden af den tilbagelagte distance og rygsækkens tyngde, men også om pølser ristet på Trangia, appelsin i skiløjpen og velanbragte citater fra kultbogen Barske glæder med essays af filosoffen, juristen, humoristen og fjeldklatreren Peter Wessel Zapffe fra et langt liv under åben himmel.
Peter Wessel Zapffe (1899-1990)
Læsning af Zapffes Barske glæder er den mest under-holdende pligtlekture for alle interesserede i norsk friluftskultur.
Zapffe var i sin skrivestil stærkt inspireret af den vandrende digterfilosof Friedrich Nietzsche. Det kommer bl.a. til udtryk i formuleringer af typen: Tindesporten er dionysisk livsbekræftelse.
Selv betegnede Zapffe sig som en fjellets fnysende boheme. Fotoet til venstre fra 1930’erne bærer klart vidnesbyrd herom.
I essayet Farvel Norge advarede Zapffe dog allerede i 60’erne om, at øget velstand kunne kompromittere autenticiteten i naturoplevelsen. Sidenhen kom olieboomet. ”Hytta” er vokset til 200 m², og hvor ”hytteboka” tidligere berettede om lange flotte skiture med nærhed til naturen, læser man nu: “Denne påske har ført til mange overvejelser, men nu er beslutningen truffet. Det bliver en Dakar-beige Audi Q5 med læderindtræk”.
Selvom den statslige oliefond bugner med astronomiske 14.000 mia. danske kroner, så findes der i Norge også en knaphed
Formentligt ville et sådant udslag af dekadence (bogstaveligt: tab af kadence) dog være endnu mere udbredt, hvis velstandsøgningen ikke blev modvirket af de stærke friluftstraditioner. Men det er slemt nok endda, for skisæsonen bliver stadig kortere pga. klimaforandringerne, og de er drevet frem af forbruget af fossile brændstoffer, som Norge er blevet rig på.
Vinterregn og olieboom kombineret med knaphed
Ordet vinterregn fremkalder gysen i Norge. Med et atlantisk klima har det selvfølgelig aldrig været et særsyn med regn i vintermånederne op langs den 2.000 kilometer lange kyst. Men det nye er, at regnen i stigende grad også falder i de indre dele af landet, og at selv en juleferie i 900 meters højde i et af de store skiområder kan blive en klam fornøjelse.
Den slags går gennem marv og ben hos nordmændene, fordi det flere steder to grader varmere klima med 20-40 færre skidage sammenlignet med fx 1960 gør det tydeligt, at olieboomet er kommet med en pris. En pris, der kan aflæses som enorme ekstraregninger til infrastruktur udløst af stenskred, når permafrosten viger, og oversvømmelser.
VM i langrend i Trondheim i 2025 blev afviklet i pøsende regn. Dansen på ski blev et regnvejrsteater. For nu igen at bruge Nansen: I lede over det moderne, industrialiserede liv sagde han engang, at først når jeg ser isbræen, forsvinder kvalmen. Men isbræerne – der i naturromantiske termer kan betegnes som kronen på værket – forsvinder pga. klimaforandringerne, og det giver kvalme.
Nordmændene kan så trøste sig med den enorme stigning i velstand. Knut Hamsuns (1859–1952) sulthallucinationer og bestilling – “Tjener! En halv biff!” – er kun et fjernt ekko fra fortiden. Men man skal ikke tage fejl, for selvom den statslige oliefond bugner med astronomiske 14.000 mia. danske kroner, så findes der i Norge også en knaphed, der minder fuldstændig om den danske.
Frontpersonalet på fx hoteller er i høj grad stadig norsk, men rengøring, madlavning og transport klares i høj grad af “de nye landsmænd”
I norske medier berettes der helt rutinemæssigt om underkapacitet i bl.a. sundhedsvæsenet og børnehaver. Den paradoksale kontrast mellem den kollektive formue og knapheden i velfærdssamfundet skal først forstås nationaløkonomisk: Løssluppent forbrug af oliemilliarderne ville føre til overophedning, inflation og svækket produktivitet.
Men tilbageholdenheden kan undertiden også synes moralsk begrundet. Bruger vi løs, bliver vi for slappe som nation. Deres Rigsrevision er bestemt heller ikke mindre skrap end den danske. Knapheden mærkes også som den lave norske krone. Rejser til Syden “koster skjorten”, som man vil sige på norsk.
Gro Harlem Brundtland (f. 1939)
Brundtland fejres stadig i FN som ophavsmoderen til den grønne agenda, selvom denne i de senere år er kommet voldsomt under pres.
Brundtland er også kendt for udsagnet: Det er typisk norsk at være god. God kan her forstås som både etisk god og som dygtig ud fra et kompetencemæssigt perspektiv. Altså en national maksime om, at vi nordmænd vil altså noget og er ikke bange for at anstrenge os.
Brundtland var den første kvindelige leder af Arbeiderpartiet og den første kvindelige statsminister ikke kun i Norge, men også i Norden.
Inkluderende patriotisme eller ekskluderende nationalisme?
Som kystnation har Norge historisk set været åben for, at udvekslinger med andre lande kunne være berigende. I vikingetiden endda stærkt berigende, indtil Kong Harald Hardrådes nederlag ved Stamford Bridge i 1066. Senere var det ikke mindst den nordtyske Hansa, der med kontorer bl.a. i Bergen (der af samme grund var Norges største by indtil 1830) medførte viden om bl.a. sø- og handelsret, logistik og lagring. Og vel at mærke på en helt anden kommerciel basis end den danske magtbaserede enevælde, om end denne trods alt ikke kun indebar en forarmelse af Norge, men også førte til bl.a. en forvaltningsmæssig professionalisering.
Amerikanske kulturimpulser efter Anden verdenskrig fik yderligere momentum med olieboomet på den norske vestkyst og især i Stavanger. Det er skildret stærkt underholdende i den prisvindende TV-serie Lykkeland.
I dag er det primært servicesektoren, der har åbnet sig. Frontpersonalet på fx hoteller er i høj grad stadig norsk, men rengøring, madlavning og transport klares i høj grad af “de nye landsmænd”. En betegnelse, der er langt mere inkluderende end i Danmark, hvor betegnelser som tredjegenerationsindvandrer stadig bruges. Underforstået og etnisk defineret: Du er jo trods alt ikke rigtig dansker. Positive eksempler på den norske inklusion findes ikke mindst i friluftslivet, hvor civilsamfundsorganisationer drevet af frivillige gør en kæmpe indsats.
Dermed gjorde nordmændene ikke kun verden gode tjenester, men undgik også selv en isolation, som måske ellers kunne have været en skæbne
Men tvivlen begynder alligevel at nage: Nordmændene vil ikke forrås som danskerne i den såkaldte udlændingepolitik, men de vil drevet af de bedste inkluderende intentioner heller ikke ende i svenske tilstande med bl.a. bandekriminalitet, parallelsamfund i fx Oslo Øst og nul respekt over for kvindelige undervisere.
Massakren på Utøya den 22. juli 2011 var det hidtil største chok for fortællingen om det gode inkluderende Norge. Også selvom statsministeren Jens Stoltenbergs klare reaktion mindede nordmændene om deres vigtigste værdier, nemlig frihed, åbenhed, pluralismen osv.
Men tvivlen nagede og gjaldt ikke kun sikkerhedstjenesternes helt utilstrækkelige indsats. Nej tvivlen gjaldt også, om Utøya var en ”parentes” – altså et uforudsigeligt udslag af en enkelt vanvittig mand, hvis navn Stoltenberg bevidst aldrig nævnte, eller et symptom på problemer knyttet til Norge som nation. Kontroverserne om mindesmærket ved fjordens bred har været stærke: Norge vil åbent stå ved sine sår, men de 77 bronzesøjler for hvert dødsoffer kan også rippe op i traumet, og vil mindesmærket mon tiltrække terror-turisme?
Humanitær stormagt med fredsskabere i overgrebsmanden Epsteins selskab
Den nagende tvivl skal også forstås i lyset af, at Norge – og med god ret – har set sig som en moralsk og humanitær stormagt. Ja i egen forpligtende selvforståelse som ”FN’s bedste ven”. Gro Harlem Brundtland var i slutningen af 80’erne en pioner for formulering af klimaproblematikken i FN’s regi, og Norge har fra 90’erne med succes fremmet fredsprocesser i bl.a. Mellemøsten og – mere under radaren – i Baskerlandet.
Og apropos geografien kan man gyse lidt over kontrasten i de forberedende uformelle og hemmelige sonderinger om Mellemøsten og Baskerlandet. De fandt sted på Sundvollen Hotel, som man passerer i bil i nordgående retning på vej til ski- og vandreparadiser tre minutter efter, man har passeret Utøya. Dermed gjorde nordmændene ikke kun verden gode tjenester, men undgik også selv en isolation, som måske ellers kunne have været en skæbne, efter at Norge som ung nation i Europas geografiske periferi havde fravalgt medlemskab af EF i 1972.
At Epstein også testamenterede parrets børn 10 mio. US dollars, har kun bidraget til dårlig smag i munden på nordmændene
Også her er der dog i mellemtiden opstået en øget tvivl: Er den hidtidige position virkelig stadig gangbar henset til den geopolitiske dynamik og det forhold, at Norge via EØS alligevel har forpligtet sig regulatorisk og økonomisk, men uden stemmeret? Og måske skulle Norge også øge sit bidrag til Ukraine, når olieindtægterne nu stiger så meget?
Stoltenberg høstede ikke kun respekt som nationens samvittighed efter Utøya, men også som NATO-generalsekretær under Trumps første præsidentskab i 2016 – 2020. Med besindighed og integritet modererede han en magtfuld narcissist, og han forfaldt aldrig til at lefle for den orange folkeretskrænker som den nuværende generalsekretær Mark Rutte, der så en fordel i at tiltale Trump som Daddy.
Der har stået respekt om Norge, også selvom selvforståelsen som humanitær stormagt undertiden fik udslag, der virkede noget weird og i overkanten frelst. Som eksempel kan nævnes hædringen af Obama med Nobels fredspris i 2009 efter mindre end et år som præsident. Her talte forventninger mere end konkrete resultater, om end det selvfølgelig var rigtigt – og nu i den grad savnet – at Obama havde jo lagt mere vægt på en ordentlig tone, international ret og samarbejde.
“You are my best friend, and a super rare, thoroughly good human being. Thanks for being you! Warmest Terje”
Helt anderledes ødelæggende har offentliggørelsen af de mange millioner Epstein-filer været. Et eklatant eksempel er her faldet fra tinderne til bunden for ægteparret bestående af topdiplomaten Mona Juul og samfundsforskeren Terje Rød Larsen. Deres zenit nåede de som centrale drivkræfter bag fredsaftalerne om fred i Mellemøsten i 1993, som til Norges hæder blev kaldt Oslo-aftalerne. Senere bestred Juul poster såsom Norges FN-ambassadør, og Rød Larsens vej gik over en ministerpost (og en skattesag) i Norge til at lede International Peace Institute i New York fra 2005.
Efter Epstein havde indgået en tilståelsesaftale i 2008, kontakter han Rød Larsen i 2012. Derefter følger besøg på øen, fælles netværk og hjertevarme korrespondancer. I dag efterforskes ægteparret for forbindelsen til Epstein, herunder også grov korruption. At Epstein også testamenterede parrets børn 10 mio. US dollars, har kun bidraget til dårlig smag i munden på nordmændene.
Anklageskriftet mod Borg Høiby er et prima grundlag for horror-scrolling inden for luksus, narko, vold og seksuelle krænkelser
Andre prominente personligheder, der har fået revet tæppet væk under fødderne med offentliggørelsen af Epstein-filerne, er Børge Brende, der var CEO i World Economic Forum 2017, og Thorbjørn Jagdland hvis CV tæller bl.a. formandskab for Socialdemokratiet, statsminister og mangeårigt formandskab for Nobelkomiteen.
Alt dette vil næppe styrke Norges profil som humanitær stormagt og ærlig mægler i international politik. Men det er ret interessant, at hvor Epstein-filerne i USA er blevet politiseret heftigt, men med svage retslige efterspil, så er processen i Norge stadig i høj grad juridisk og kun svagt politiseret, om end udviklingen forståeligt nok også fører til kritik af eliter eller eliten i singularis for dem, der mener at vide, at de alle holder sammen.
En kronprinsesse og hendes søns tab af moralsk kompas
“Jeg husker [det] ikke. Det er 15 år siden.”
Det var kronprinsesse Mette-Marits svar på spørgsmål om, hvad hun havde googlet, før hun skrev til Epstein, at hendes googling om ham “ikke så for godt ud”.
Årtier tilbage udløste ”turboprinserne” Frederik og Joachim samt danskernes lettere xenofobiske holdning til Prins Henrik lettere hovedrysten i Norge. Men de aktuelle problemer for kronprinsesse Mette-Marit og hendes søn Marius Borg Høiby har dimensioner af en hjernerystelse.
Efter selvstændigheden i 1905 har det norske monarki ellers haft et stærkt fundament. Haakon VII bøjede sig ikke for tyskernes invasion, således som det er glimrende filmatiseret i Kongens nei. Hans søn og senere Kong Olav V var som særdeles aktiv langrendsløber og uddeler af Kongepokalen elsket som skikongen og ramte folkesjælen lige i hjertekulen, når han eksempelvis under oliekrisen tog sporvognen. Og det nuværende regentpar Harald V og Dronning Sonja nyder enorm respekt for deres skientusiasme og evne til at favne mennesker med varme og underspillet humor.
Kronprins Haakon favnede en kvinde af folket med en ikke-pletfri fortid. Det sås dog netop som et stærkt vidnesbyrd om kærlighed og inklusion. Derefter er der indtrådt to hændelser, der muligvis vil få karakter af det, de gamle grækere definerede som en katastrofe, nemlig den afgørende vending mod slutningen.
Den første potentielle katastrofe har kongehuset så at sige eksternaliseret. Ikke i formel forstand, for kronprinsessens søn af første ægteskab, Marius Borg Høiby, har aldrig været egentligt medlem af kongehuset, hvilket samme kongehus nu betoner endog meget stærkt. Men Borg Høiby har deltaget i mange officielle sammenhænge, og det er helt slut.
Anklageskriftet mod Borg Høiby er et prima grundlag for horror-scrolling inden for luksus, narko, vold og seksuelle krænkelser. Et indblik i sociopaters dekadente livsførsel – dog uden Borg Høiby– kan man få gennem den norske TV-serie Exit. Kontrasten til den nærmest Disney-agtige kvalitet af Haakon og Mette-Marits bryllup i 2001 med den fireårige Marius ved siden kunne ikke blive større.
Indeks for tillid og lykke viser en negativ trend for Norge, selvom landet stadig ligger i top-5. Tænk hvis der også fandtes et indeks for tilgivelse og forsoning
Og misererne omkring Borg Høiby falder så endda sammen med afsløringen af kronprinsessens tætte relationer til Epstein og vel at mærke, efter at enhver kunne læse på Wikipedia, at manden ikke var et godt match for et kongehus. Ophold i Epsteins villa og mailudvekslinger med bemærkninger om, at Paris er et godt sted for sidespring, fortryder kronprinsessen i dag. Når det altså nu blev afsløret. Man må jo også forstå, at hun blev manipuleret, svarede hun i et 20 minutter langt interview med NRK (den norske pendant til DR), hvorefter NRK på sin side bagefter måtte forsvare, at intervieweren ikke i højere grad fulgte op med kritiske spørgsmål.
Er Kronprins Haakon så indtil nu sluppet for billigt? Hvor klogt var det, da han på spørgsmålet om grunden til sit besøg hos Borg Høiby under retssagen svarede, at han skulle holde sammen på flokken? Var det det rigtige svar, når Haakon først og fremmest skal holde sammen på monarkiet?
I den mere kuriøse ende findes så også hele virvaret om Haakons søster Märtha Louise, der i 2002 udtrådte officielt af kongehuset, og i 2019 medvirkede i en Netflix-produktion med titlen Royal Rebels. Flere vurderer, hun dermed overtrådte sin aftale med kongehuset. I dag er hun gift med den farverige shaman Durek Verrett, der har afsløret, at han faktisk også er halvt reptil…
Bedst i modbakke? Kan Norge finde ny kadence, når idealer smuldrer?
Indeks for tillid og lykke viser en negativ trend for Norge, selvom landet stadig ligger i top-5. Tænk hvis der også fandtes et indeks for tilgivelse og forsoning. Måske kunne man vove den påstand, at nordmænd gennem tiderne har tilgivet hinanden meget, når der fandtes gode forklaringer og dybfølte undskyldninger. Det er dog svært at finde belæg for andet, end at nordmænd lægger vægt på dialog, forklaringer og forsoning i mødet med konflikter.
I Jan Kjærstads trilogi fra 1990’erne om den fiktionelle figur Jonas Wergeland stilles spørgsmålet flere gange, hvilke situationer og valg der definerer et liv? Tilsvarende kan nordmændene under indtryk af olieboom, klimaændringer, Utøya, Epstein og vaklende monarki m.v. med en tvivl, som ikke fandtes på samme måde for bare 10 år siden, spørge: Hvem er vi blevet som nation?
Men måske er det netop tvivlen, der gør Norge stærkt. Det er tvivlen, der holder selvretfærdigheden i ave. Det er tvivlen, der tvinger nationen til at se både sneen og regnen i øjnene. Og midt i denne tvivl findes noget smukt: et folk, der stadig tror på demokrati, stiller krav til magten, og bærer bunad side om side uanset baggrund. Så længe der er tvivl, er der håb.
Om dekadence sagde den franske oplysningsfilosof Voltaire engang, at folk med silkeslippers er på vej ned, mens de med træsko er på vej op. Omskrevet med Nansen kunne dette blive en opfordring til nordmændene om at besinde sig på deres indre langrendsløbere, der kun vokser i ruskevejr og når skiene er bagglatte. “Det uløste spørgsmål er aktionens evige incitament”, som friluftsfilosoffen Zapffe skrev.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og