En belejlig ubelejlighed – når et kupforsøg går galt

af i Europa/Featured/Politik & Samfund

Det nylige, kluntede militærkupforsøg i Tyrkiet er en god anledning til at reflektere lidt over selve konceptet militærkup og de vidtrækkende politiske konsekvenser et sådant kan medføre.

Militærkup er ikke just et ukendt begreb i tyrkisk nationalhistorie. Militæret har tidligere gennemført kup mod en regering i Tyrkiet blandt andet i 1960, 1971 og 1980. Det interessante er, at ved disse lejligheder lykkedes det rent faktisk militæret at vælte en regering. Det tyrkiske militær har med andre ord en vis historisk erfaring med at vælte regeringer. Set i det lys må man undre sig over, at alt hvad der kunne gik galt, rent faktisk også gik galt.

Hvor og hvornår kup rent faktisk lykkes er afhængig af en række forhold.

Et vellykket kupforsøg vil normalt forudsætte tre faktorer:

En svag regering/diktator, der ikke er forbundet med eller nyder manglende samhørighed med civilbefolkningen samt tilstedeværelsen af et stærkt militær.

Tiderne er tilsyneladende skiftet. Den tyrkiske befolkning har insisteret på demokratiet med dets dertil indbyggede fejl og mangler herunder Erdogans adgang til at foretage voldsomme indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder

Alle disse tre faktorer var eksempelvis til stede ved det egyptiske militærkup i 2013, da general Adbul Fatah al-Sisi og det egyptiske militær væltede den (forholdsvis) demokratisk valgte præsident Mohamed Morsi. Men ingen af de tre faktorer har været til stede ved det tyrkiske kupforsøg.

Militærets fejlvurdering og Erdogans styrke

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, kan ikke betegnes som en svag regeringsleder. Og ud fra befolkningens reaktion på det mislykkede militærkup, synes han også at nyde en forholdsvis stor opbakning i denne.

Der er formentlig flere nuancer i denne opbakning. Man kan således ikke blot gå ud fra, at en samlet tyrkisk befolkning fuldstændigt entydigt og helhjertet støtter Erdogan som sådan. Men man kan dog udlede, at befolkningen i hvert fald foretrækker Erdogan over et militærstyre. Med andre ord, militæret synes at have fejlfortolket tendenser og holdninger blandt befolkningen og overvurderet egen position og styrke. Det vidner om et militær, der ikke nyder den tiltro og opbakning fra befolkningen, der historisk set altid har betragtet det tyrkiske militær som en garant mod en islamisering af samfundet.

Kupforsøg er altid ubelejlige. De forårsager død og ødelæggelse, kaos og uro. Men nogle gange er kluntede forsøg på militærkup tilsyneladende ganske belejlige. Det kan Erdogan skrive under på

Tiderne er tilsyneladende skiftet. Den tyrkiske befolkning har insisteret på demokratiet med dets dertil indbyggede fejl og mangler, herunder Erdogans adgang til at foretage voldsomme indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder. Det mislykkede militærkup vil ikke kun få vidtrækkende konsekvenser for det tyrkiske civilsamfund med indskrænkninger i civile og politiske frihedsrettigheder, herunder formentlig genindførelsen af dødsstraffen. Kupforsøget vil tillige få konsekvenser i forhold til landets udenrigspolitiske position, ikke kun i forhold til EU, men i ligeså høj grad i forhold til Rusland og Mellemøsten, herunder Syrien. Det vil om noget yderligere forstærke Erdogans position som ”stærk mand” i både Ruslands og Syriens øjne. Dette vil på sigt kunne resultere i en endnu mere dristig/provokerende tyrkisk udenrigspolitik særligt i forhold til Syrien.

Dette vil formentlig tillige influere på tyrkisk politik over for EU. Dagens EU-udenrigsministermøde resulterede i et pænt lille pip fra EU’s udenrigschef Federica Mogherini med opfordring til Tyrkiet om at fastholde den grundlovssikrede lov og orden i landet og udvise respekt for demokrati, menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.

Virkningsløse advarsler fra et svækket EU

Samme Mogherini understregede samtidig, at et land ikke kan blive medlem af EU, hvis det genindfører dødsstraf. Svært at forestille sig Erdogan skulle blive særligt klam om snudeskaftet ved den udmelding. Set fra tyrkisk side, er det skib sejlet for mange år siden. De såkaldte EU-forhandlinger kan vel med lidt god vilje kaldes en pæn skinmanøvre. Men næppe mere end det. Set i det lys vil det sådan set kun være til EU’s fordel, hvis Erdogan genindfører dødsstraf; det vil blot give EU en legitim grund til at afbryde forhandlingerne.

Militæret synes at have fejlfortolket tendenser og holdninger blandt befolkningen og overvurderet egen position og styrke. Det vidner om et militær, der ikke nyder den tiltro og opbakning fra befolkningen, der historisk set altid har betragtet det tyrkiske militær som en garant mod en islamisering af samfundet

Med et Brexit-kaos (og en dertilhørende Boris Johnson som udenrigsminister med eklatant mangel på troværdighed set med de andre EU-ministres øjne), er EU i en position uden særlig pondus. En noget tam kanariefugl i forhold til en tyrkisk Erdogan, der i den grad positionerer sig som sejrherre over mørke kræfter. En trussel om manglende medlemskab af EU, hvis Tyrkiet indfører dødsstraf, vil ikke have nogen politisk betydning for Erdogan. Forhandlingerne har alligevel kun symbolsk betydning uden reelt indhold. Det vil aldrig kunne betragtes som et politisk tab for den tyrkiske regeringsleder.

Tilbage står en tilsyneladende styrket Erdogan, der kan profilere sig som repræsentant for demokratiet. Som vinder over kræfter imod demokratiets spilleregler. En Erdogan, der i demokratiets navn nu vil foretage indskrænkninger i grundlæggende frihedsrettigheder. En mand, der nu vil positionere sig yderligere i Mellemøsten, i særdeleshed i forhold til Syrien. Det er en mand, som vil lade hånt om EU’s trussel i forhold til forhandlingerne om medlemskab. Det er et EU, der trods indgreb i civile rettigheder i Tyrkiet i demokratiets navn, til stadighed vil insistere på, at grundlovssikrede rettigheder skal overholdes. En insisteren, der vil blive leveret for døve øren. Det er et EU, der til trods herfor stadig vil være afhængig af Tyrkiet, og som følge heraf vil sidde menneskerettighedskrænkelser overhørig. Fordi det er en nødvendighed.

Tilbage står en tilsyneladende styrket Erdogan, der kan profilere sig som repræsentant for demokratiet

Kupforsøg er altid ubelejlige. De forårsager død og ødelæggelse, kaos og uro. Men nogle gange er kluntede forsøg på militærkup tilsyneladende ganske belejlige. Det kan Erdogan skrive under på.


Topfoto: Recep Tayyip Erdoğan is making Rabia sign for solidarity with Muslim Brotherhood protesters after 2013 Egyptian coup d’état, Wikipedia.

Deniz Serinci er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet (2013). Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbunds Københavns afdeling (kreds1) og har siden 2014 været Leader for Interreligious Understanding and Counter Extremism (LIU), et tværkulturelt dialogprogram med unge fra Danmark, Syrien, Libanon og Egypten, støttet af bl.a. det danske Udenrigsministerium. Han er desuden redaktør på JIYAN.DK – Danmarks Kurdiske Avis.  Han har bidraget til bogen “Kampen om Mellemøstens Fremtid“, Ræson (2016) samt skrevet bøgerne “Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat (IS)“, Frydenlund (2015) og ”Tyrkiets historie 1923-2012”, Frydenlund (2013). Han taler dansk, engelsk, kurdisk og tyrkisk.