VENSKABER // ESSAY – ”Hvor mange nyheder fra USA kan du egentlig tåle uden selv at blive nervøs? Og kan du finde omsorg for al uroen i USA, eller bliver du så presset, at vreden får overtaget?” I del 2 af sit essay om USA og venskab skriver Trine Maria Kristensen om ubalancen i relationen mellem de to gamle allierede verdensdele, og hvordan det påvirker os som individer. Uanset hvad skal begge parter i et venskab føle, at der er balance i relationen: at man giver og tager, og at vennen ikke dræner én for ressourcer. Ellers bliver det nok på et tidspunkt.
Gensidighed er vigtigt i venskaber. Der skal være en form for balance.
Vi kan egentlig tolerere meget ubalance. Hvis der sker noget voldsomt i dit liv, og du har været min ven i lang tid, så er jeg klar til at tolerere, at du ikke bidrager med ret meget i vores relation i meget lang tid. Men det er samtidig en balancegang gennem livet. For jeg vil ikke hele tiden og altid indrette mig efter dig, hvis du egentlig har ressourcerne til også at tage noget af slæbet.
USA føler sig for tiden udnyttet og uretfærdigt behandlet af os i Danmark og af virkelig mange af sine venner i resten af verden. Fortællingen, som USA gentager igen og igen, er, at vi andre ikke har ydet noget af betydning i relationen, at vi har betalt alt for få af runderne på værtshuset og ligget for meget i læ. Vi har været de dårlige venner.
Vi ser ubalancen anderledes. Vi synes, at når en ven er multimilliardær og meget større end os, ja, så giver det mening, at vi har ladet ham lægge hus til mange af festerne og betale for nogle af de dyrere aktiviteter, vi har lavet sammen. Og i Danmark synes vi nok også, at USA burde anerkende, at vi på grund af vores størrelse ikke altid kan være med på det niveau, de kører.
Uanset hvad skal begge parter i et venskab føle, at der er balance i relationen. At man giver og tager, og at vennen ikke dræner én for ressourcer. Ellers bliver det nok på et tidspunkt
Til gengæld synes vi, at vi har tilbudt støtte – moralsk, og ja, vi har endda stillet op for at få og give tæsk sammen med USA. Vi har godt nok ikke været i stand til at sende verdens største hær, men vi har sendt de bedste tropper, vi havde, og vi kom, da USA kaldte. Nogle af vores heroiske udsendte gav livet for indsatsen. Vi har også indrømmet, at vi ikke har gjort helt nok og taget skridt til at forbedre os.
For uanset hvad skal begge parter i et venskab føle, at der er balance i relationen. At man giver og tager, og at vennen ikke dræner én for ressourcer. Ellers bliver det nok på et tidspunkt.
Lige for tiden kan USA åbenbart ikke få øje på, at vi bidrager med noget som helst af værdi – og vi synes på den anden side overhovedet ikke, det er en retfærdig udlægning af vores venskab, som vi tværtimod synes, vi har kæmpet for at bevare.
Det er nok dømt til at gå galt.
USA’s opkørte nerver
Venner viser også hinanden omsorg og kan regulere hinandens nervesystemer op eller ned. Da vi så angrebet på vores venner i tårnene i World Trade Center den 11. september, var vi mange i Danmark, der gik i en form for chok sammen med amerikanerne. Tænk, at vores ven skulle opleve noget så forfærdeligt.
Reaktionen var ikke tilfældig, for både indlevelse og medfølelse har en vigtig plads i gode venskaber. Vi ser verden gennem vores venners øjne, og vi lider med dem og forsøger at trøste og støtte.
Omsorgen kan både være praktisk hjælp og støtte. Det kan være et måltid mad, at bære tunge ting eller en alvorlig samtale. Men det kan også være et knus eller en hånd på skulderen. Det kan være ro fra et nervesystem til et andet, når noget virker helt ubærligt.
Det er undervurderet, hvor vigtige elementer som vores åndedræt, stemme, berøring, hjernebølger og nærvær er for samregulering i kriser. Sid med et menneske i dyb krise og træk vejret med ham. Måske er det roen i din stemme, der redder hans liv.
Det er, som om det gear, de er i, ikke levner plads til, at vi kan tage en eneste fælles vejrtrækning. Og så trækker jeg mig
USA’s nervesystem virker for tiden noget opkørt. Der er ikke rigtig ro på nogen steder.
Kapitalismen har ellers mange ting kørende for sig og vandt dengang i 1989, da muren faldt, og kommunismen brød sammen som den elendige ideologi, den var. Men den kapitalistiske og individualiserede livsform har vist sig også at være temmelig krævende og usund i ureguleret form.
Som den lidt mere besindige ven fra en velfærdsstat i Skandinavien kan det være svært at være vidne til al den hektiske aktivitet. Der er hele tiden nogen, der råber, at jorden er flad, eller nogen, der skyder. Meget bliver bombastisk og højrøstet i jagten på mere, større og bedre.
Amerikanerne er for tiden en ven, der alarmerer vores nervesystem igen og igen. Spørgsmålet er, om vi har ro nok at tilbyde, eller om vi må trække os for ikke at køre med op.
Hvor mange nyheder fra USA kan du egentlig tåle uden selv at blive nervøs? Og kan du finde omsorg for al uroen i USA, eller bliver du så presset, at vreden får overtaget? Bliver det, du har at tilbyde, mere til voksenskældud, som helt sikkert ikke virker, og som mest er udtryk for din egen magtesløshed i relationen? Det er, som om USA ikke vil tales ned for tiden.
Jeg er nok selv nået dertil, hvor jeg ikke rigtig tror, at min omsorg for USA (som jeg ellers virkelig stadig har) har nogen betydning. Det er, som om det gear, de er i, ikke levner plads til, at vi kan tage en eneste fælles vejrtrækning. Og så trækker jeg mig.
USA føler sig misbrugt af Europa
Grænsesætning er den sidste ting, jeg vil tage med som vigtig for venskaber. Når venskaber ender med et brag af en konflikt, er det typisk, fordi den ene part, glad og fro, har vadet hen over den andens grænser. Den anden part har samtidig ikke fået taget ansvar for at få sagt fra undervejs.
På et eller andet tidspunkt bliver den opbyggede irritation over, at vennen ikke selv kan se, at det er helt langt ude med den opførsel, til vrede. Og så trækker vi os for ikke at eksplodere, og venskabet glider ud. Eller vi eksploderer, og venskabet bryder sammen i højkonflikt. Eller venskabet overlever, fordi vi får det repareret og talt ud.
Grænsesætning kræver en del af begge parter. For at jeg kan sige til dig, hvad jeg vil finde mig i, skal jeg kunne mærke, hvad jeg faktisk vil finde mig i.
Mange af os sidder sjældent stille længe nok til at vide, hvad vi egentlig synes er rimeligt. Vi mærker måske en irritation eller en utilfredshed, som vi undertrykker. Og tiden går, og vi har den ene oplevelse med vores ven efter den anden, som ikke føles rar.
I nogle venskaber bliver mønstret, at det kun er den ene, der må stille ultimative krav eller sætte og hævde grænser. Det bliver ikke et særligt dybt venskab
Men nu er det måske fjollet at sige noget? Det har jo stået på i årevis? Hun har altid overtrådt mine grænser. Måske ved vi faktisk godt, hvad der går i gang i os, men vi er konfliktsky eller for diplomatiske. Vi kan ikke lide at sige direkte til en god ven, at et eller andet, han eller hun gør eller siger, ikke er i orden. Vi er bange for reaktionen, og vi vil ikke gøre vores venner kede af det, flove eller vrede. Måske er det bare os?
Hvis vi omvendt selv får at vide, at vi har overtrådt en grænse, skal vi kunne håndtere kritik og acceptere, at vores venner har andre grænser end os. Det kræver, at vi er tolerante og forstående, og det er vi ikke altid.
I nogle venskaber bliver mønstret, at det kun er den ene, der må stille ultimative krav eller sætte og hævde grænser. Det bliver ikke et særligt dybt venskab, for igen er balance et nøglebegreb i relationer. Du må gerne sætte en grænse, men hvis din grænse så overskrider min, er vi nødt til at kunne forhandle et kompromis.
USA’s fortælling om vores venskab lige nu er, at de tidligere præsidenter slet ikke har sat grænser, hvilket har betydet, at USA er blevet udnyttet af alle os andre. Så nu skal piben have en anden lyd, og den nuværende præsident trækker derfor den ene ultimative streg i sandet efter den anden.
USA er for tiden overhovedet ikke konfliktsky. Tværtimod stiller USA store krav til alle sine venner om, at de skal overholde alle de nyfundne grænser. Og USA er heller ikke spor tålmodig med at få de nye grænser respekteret.
Nye grænser – har Europa allerede fundet sig i alt for meget?
Det mønster kan også genfindes i andre venskaber. Måske har du oplevet, at en ven har været i terapi, er blevet skilt eller bare har fået en ny kæreste, og at han i den personlige udviklingsproces har opdaget nye grænser i sig selv, som nu skal hævdes.
Der er det vigtigt for begge parter at forstå, at nye grænser og dermed nye måder at være i et venskab på typisk lige skal lande hos vennerne. Og nogle gange forstår og accepterer de bare ikke de nye linjer og ønsker ikke at fortsætte relationen, hvis der ikke kan komme kød på grillen længere, eller hvis kæresten pludselig skal med, hver gang vi skal ses.
Problemerne opstår, hvis de nyfundne grænser strækker sig for langt ind over vennernes egne grænser. Og det er selvfølgelig forklaringen på, at grænsesætning er let at tale om og svært at praktisere, selv med gode venner.
Der er det vigtigt for begge parter at forstå, at nye grænser og dermed nye måder at være i et venskab på typisk lige skal lande hos vennerne
Når jeg tænker på venskabet mellem USA og mig gennem fælles værdier og interesser, muligheden for gensidighed og balance, min kapacitet for omsorg og de kompromisser, der skal til, for at vi begge føler, vi kan sætte grænser og samtidig acceptere den andens, så synes jeg ikke, det er så underligt, at venskabet i disse dage virker mere og mere umuligt.
De fleste venskaber glider stille ud. Begge parter indser løbende, at der er sket forskydninger, og det er i orden og en naturlig del af livet. Når venskaber ender i bulder og brag, er det derimod ofte, fordi den ene part har levet i fornægtelse og fundet sig i for meget for længe.
Måske er det tilfældet her?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og