SKOPJE // REJSEESSAY – Dette er beretningen om et bjerg, en basar, statuer og arkitektoniske bastarder overalt. Sanser og kulturforståelse udfordres i Skopje, og makedonerne er nemme at holde af. Det er samtidig historien om en by, som to gange er blevet udslettet, men som alligevel har rejst sig igen på sin helt egen måde.
Om eftermiddagen for aftenens afrejse får jeg en update fra Wizz Air: Mit fly med planlagt afgang 20:40 er forsinket og afgår først 23:50. Lidt senere lyder opdateringen på 00:30.
Natfly til Skopje
Sidder nu i flyet, og klokken har passeret 02. Det er første gang på disse nanotrips, at jeg oplever en større forsinkelse, men her fik jeg den så.
På bagkant af fire timers søvn burde jeg være træt. Men solen skinner over den bjergindlejrede by i dalen, det er 23 grader varmt, blå himmel, og en solid portion mysli og kaffe på Shanti Hostel smager bare himmelsk her til formiddag.
Gademaraton, sitar og indbagt omelet
Stort set uden at have kigget på mit bykort forlader jeg Shanti Hostel. Går rundt en times tid i de sydvestlige kvarterer af byen. Kommer forbi en gammel busterminal med pensionerede London-dobbeltdækkerbusser, støvede lukkede butikker, huse og lejligheder uden vinduer, forladte og med gabende øjne.
Bag det hele den hvælvende blå himmel og de blågrå knejsende bjerge. Krydrede dufte og vegetation, vasketøj til tørre på hegn og snore i gaden, lyden af muezzinens sang. Han sang også helt tidligt i morges, da jeg træt strakte mig under uldtæppet i min overkøje.
Meditativ sitar og dybe trommer strømmer ud af anlægget og går i kulturelt og tonalt kontrapunkt med søndagssamtaler om bordene
Der er gademaraton i byen. Det forklarer de talstærke samaritter og politifolk, jeg mødte i vejkrydsene med slukkede trafiklys i de nedslidte, forstadslignende kvarterer. Nu er jeg pludselig i den pulserende bymidte. En ældre herre kæmper sig ind på de sidste 200 meter, og folk klapper og hujer.
Til frokost spiser jeg en butterdejstang med sesamfrø, som samtidig er en indbagt omelet. Meditativ sitar og dybe trommer strømmer ud af anlægget og går i kulturelt og tonalt kontrapunkt med søndagssamtaler om bordene, som foregår på turistengelsk, makedonsk og fransk her på caféen.
Har vandret et stykke mod vest og befinder mig ved foden af bjerget Vodno. Har spurgt et par lokale om bus N25 og fået divergerende dessiner. At spørge om vej er altid godt. Så falder man i snak og får et indtryk af en bys befolkning og mentalitet.
Der en en hel time til næste bus, og den sortklædte unge kvinde, jeg spørger til sidst, viser på sin telefon, at den sidste bus ned fra bjerget måske nok går allerede klokken 18. Så jeg drejer rundt og går nordpå mod basilikaen Soboren Hram og Varda i stedet.
Bruden aflyser jordskælvet
Spiser et æble i skyggen under et bøgetræ ved kirken. På nabobænken er en fyr med briller og camouflagerygsæk ved at konsumere en overdimensioneret øl eller cider af en mørk flaske. En lille rødbrun kat gør os selskab ved en skraldespand. Den har heller ikke travlt i dag.
Et ungt lokalt par sætter sig på bænken til højre for mig. En smuk ung kvinde poserer i lilla kjole for en fyr i elegant skjorte og vest, som tager billeder af hende foran basilikaen. Nu kommer en jublende kvinde i hvid brudekjole løbende over pladsen og omfavner sine venner. En brudgom støder til, med blomst i knaphullet, og gæsterne grupperer sig til venstre for kirkens indgang.
Så kom de første rystelser, og på en søndag i Skopje kunne vi pludselig miste alt på 20 sekunder
Kort inden bruden kom løbende, fik jeg en urovækkende filmisk anelse: Skopje har en krank skæbnetradition for jordskælv. Her sad vi så i hver vores og samme verden på tre bænke. Vi noterede os hinanden, og måske vi i al hemmelighed fabulerede over hinandens liv og baggrund?
Så kom de første rystelser, og på en søndag i Skopje kunne vi pludselig miste alt på 20 sekunder. Men bruden kom i stedet løbende, overtog scenen, og filmen blev heldigvis en anden.
Storbyer er bare smukke i blå time med klart vejr. Det gjaldt Bukarest, Sarajevo og i høj grad Bratislava, hvor det hvide slot knejsede funklende i guldprojektørernes lys. Og det gælder Skopje, nu hvor jeg vandrer langs Varda omgivet af gyldne pastiche-lygtepæle, sørøverskibe, en gigantisk tyrkisk basar og de blåsorte bjerge skærmende den nedgående sol i vest.
Overkompenseret rekonstruktion
Det er en søndag aften først i oktober, og mange mennesker er ude at nyde byen. De spadserer på den oplyste promenade på sydsiden af floden, spiser sen aftensmad, drikker kaffe, te eller øl, tilsyneladende ubekymrede om dagen i morgen.
Min forventning om at Skopje skulle være fattig og forsømt, fik jeg i første omgang bekræftet i Kapištec-distriktet, men successive vandringer i centrum, langs floden, i det osmanniske kvarter og ad idylliske ruter ved bjergets rødder i vest, hvor vejene bliver stejlere og flankeres af træer som himmelstigende boulevarder, ja, disse indtryk har effektivt demonteret fordommen.
Man ser ganske vist strejfehunde og en del hjemløse katte, enkelte skraldespande er overfyldte, og lokalområdet omkring Shanti Hostel er noget slidt. Men byen er overvejende indbydende, og gaderne rene. Statuer må de have en rekord i, for de står overalt.
Man kan godt rammes af en dikotomisk stemning: at historien er med os, men opført som papmaché-kulisser og nærmest skamløst og ufrivilligt komisk overgjort i processen
Hyldester til byens helte. Nationens flag repeteres højfrekvent, og man fornemmer, at makedonerne kerer sig om deres rødder, historie og egenart, placeret midt i Balkans store, men også historisk betændte og blødende hjerte.
Arkitekturen er nærmest konsekvent camp og pastiche. Næppe anlagt med humoristisk agenda, men simpelthen fordi byens bygninger og hele infrastruktur blev totalskadet ved et voldsomt jordskælv i 1963. Man kan godt rammes af en dikotomisk stemning: at historien er med os, men opført som papmaché-kulisser og nærmest skamløst og ufrivilligt komisk overgjort i processen.
Men der er samtidig en kær og sympatisk omsorg i det. En vilje og et ønske om at sådan skulle det bare være her i Skopje.
Min telefons skridttæller viser 23.305 for i dag. Først nu mærker jeg den kendsgerning sammen med natfly og beskeden nattesøvn. Det skal blive godt at ramme overkøjen om lidt. Godnat, Skopje.
At føle sig hjemme
Det er overskyet og noget køligere her mandag morgen. Bus 25 og kabelliften holder begge fri på mandage, så jeg drager i stedet til Matka, Vodnos nationalpark.
Drikke kaffe, spise baklava, ryge cigaretter, sidde langs floden eller spise is på basarens store trappe og høre musik fra bouzouki
En dagsbillet til alle zoner koster 120 denar (14 kroner). Nyder turen fra bussens bagerste sæder. En makedonsk teenagepige spiller et app-spil med hunde, tjekker simultant sociale medier og taster frenetisk afslappet på sin mobil. Hun er køn. Ved siden af mig et smilende lokalt par med tyrkiske træk, hun med okkergult tørklæde.
I denne bus på vej føler jeg mig lokal. Er klædt i joggingbukser, sandaler og sømandssweater. I går var det cowboyshorts og tanktop i varmen. Er naturligvis bevidst om, at mit nordiske udseende differentierer mig – men føler mig hjemme her i byen, på en tryg og let fortryllet måde.
Bussen kommer dog ikke, og det er faktisk en lille åbenbaring, for solen er kommet frem over bjerget, og jeg har givet mig selv et forhåndsløfte
Som med mange andre byer i det gamle Østeuropa og på Balkan leger jeg med tanken om at bo her. Finde intuitivt vej, hvilket jeg egentlig allerede gør. Drikke kaffe, spise baklava, ryge cigaretter, sidde langs floden eller spise is på basarens store trappe og høre musik fra bouzouki, behageligt i eget selskab, omgivet af smilende fremmede eller sammen med nye bekendtskaber.
Føle mig lige så lidt eller meget hjemme her, som jeg nu gør i København, Aalborg, Malmø eller Svendborg.
Badning i bjergsø
Der er majestætisk smukt i Matka og en helt særlig fred over nationalparken. Der er flere hiking-ruter, og man kan padle kajak, vandcykel eller hoppe på en båd efter eget valg. Det koster maksimalt 200 denarer uanset. Efter 3 kilometers hike ad smalle, stejle stier stiger jeg ombord på en lille motorbåd.
Går ned mod bussen for at køre den timelange tur ned til byen. Bussen kommer dog ikke, og det er faktisk en lille åbenbaring, for solen er kommet frem over bjerget, og jeg har givet mig selv et forhåndsløfte: At bade i bjergsøen, hvis netop dette skete.
Vandet er som forventet koldt, klart og skønt, og en cappuccino to-go fra en café lige efter fuldender oplevelsen. Matka stryger direkte ind på min liste over mindeværdige naturoplevelser.
Köfteruller og polerede fliser
Får den lækreste tidlige aftensmad på en bistro i basaren. Teteks er dens navn. Tolv saftige og smagfulde köfteruller serveret på en varm støbejernspande, med en dip af smeltet ost og olivenolie. Dertil et perfekt luftigt brød og en salat med agurk, tomat, løg og revet ost over. En ret, som sætter sig i sansemindernes katalog.
Basaren her i Skopje er Europas næststørste, kun overgået af den i Istanbul. Jeg holder meget af basarer. Trods en lang dag med hiking, bådtur og badning i bjergene bemærker jeg en lethed i mine skridt her i det tidlige tusmørke. Det er næsten som at danse afsted. Tror det har at gøre med sanseberigelse, men også det blødt svævende underlag.
Fliserne i basaren er blevet poleret som en sko, og netop af de millioner af sko, som gennem århundreder har vandret ad alle de snørklede gader og stræder
Fliserne i basaren er blevet poleret som en sko, og netop af de millioner af sko, som gennem århundreder har vandret ad alle de snørklede gader og stræder. Granitfliserne er lagt med omhu, for de flugter stadig i kanterne, uagtet om gadens forløb er i vatter eller med hældning.
På Plostad Makedonija, byens store plads, er alle de små mosaiktegnende klinker også glatpolerede. Fænomenet er næppe unikt for denne by, men jeg bemærker og nyder det så åbenbart først nu.
Skopje er Nordmakedoniens hovedstad og har 506.926 indbyggere. Makedonerne bruger ikke selv præfikset Nord og insisterer på blot Macedonia.
1689: Skopje brænder. Den østrigske hær fordriver osmannerne, erobrer byen – og brænder den ned. Skopje nulstilles som vitalt handelscentrum i regionen, og det tager reelt to århundreder at genopbygge byen og dens status.
26. juli 1963: Jordskælvet i Skopje. På kun 20 sekunder mister 200.000 mennesker deres hjem, over 1000 livet, 3000 bliver såret og 80 procent af byens bygninger styrter sammen.
Genopbygningen og byens identitet tager fart med uafhængigheden i 1991 i form af arkitektoniske eklekticisme og bliver for alvor manifesteret i det omdiskuterede Skopje 2014 projekt.
Som en sødmefuld makedonsk salat
På min sidste dag går jeg med på en tretimers free walking tour. Den bekræfter og føjer til, hvad jeg allerede har lært og indsuget af byen. Vores guide er en charmerende midaldrende makedonsk mand, som taler glimrende engelsk og formidler stoffet humoristisk og varmt.
Han er agnostiker, som han pointerer, da han taler om den nyeste kirke, som er under færdigbygning. Religioner og etniciteter sameksisterer her, og bønnekald mikses med kirkeklokker flere gange om dagen – som i en god makedonsk salat, smiler han.
Det samme gælder den eklektiske bastardarkitektur, hvor alt i byplanen mikses: hellensk, neoklassisk, rå betonfunktionalisme fra Titos æra, topmoderne stål og glas, en parisisk triumfbue – og et overflødighedshorn af hyperkitschede statuer. Igen: som en sødmefuld, men også voldsom, makedonsk salat.
Den franske filosof og kultursociolog Jean Baudrillard introducerede begrebet simulakrum. Jeg finder det dækkende for Skopje, dens arkitektur og dens historiefortællinger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her