Kan sadisterne og de andre internettrolde tæmmes?

af i Debat/Digitalt/Politik & Samfund

INTERNET // ANMELDELSE – Ny bog giver solidt indblik i, hvad der får folk til at opføre sig så groft på nettet, som de aldrig ville gøre ansigt til ansigt. Via cases belyses angrebsmetoderne, og man indvies i de alvorlige konsekvenser for ofrene. Bogen slutter af med gode råd til begrænsning af troldeadfærd, men journalist Dorte Toft er ikke optimistisk. Også fordi selv seriøse medier puster til de konflikter, som trolling skaber, for egen vindings skyld.

 

 

Satans til bog. Glemte ved højlys dag at stå af på rette station, og det fortæller måske noget om styrken i non-fiktionsbogen Kan trold tæmmes? med underskriften Trolling og debatkultur i den digitale tidsalder.

Det samme gør førstehåndsindtrykket af bogen. Forsiden med en sortklædt mand i habit signalerer klart, at ”trolde” slet, slet ikke kan afskrives som sølle ”kældermennesker” i netundertrøje, selv om mange forsøger på det.

Blandt troldene ses en gruppe “ytringsfrihedskrigere” – dem, som jeg selv kalder ytringsfrihedsfundamentalisterne, idet de er lige så uforsonlige som andre fundamentalister

Trolls findes i alle lag. Magtfulde mediemennesker, der spidder kritikere i Facebook-tråde og hænger folk ud. Politikere, der som troldehærførere sender ungdomspolitikere ud på chikanetogter. ”Rigtige mænd”, der hverken tåler markante kvinder eller anderledes kønsfæller. Idealister, der ikke tolererer pragmatikere. Fanatikere, der udskammer dem, som ikke har set ”lyset”.

Hadske mennesker, der i flok får lukket andres FB-profiler.

Og så er der alle de angste, påvirkede af skræmmepropaganda, og alle de små trolde, som sparker op- og nedad for at føle sig store, ligesom der er gruppemedlemmer, der ikke tør andet end at hyle med flokken.

Troldehære mod systemkritikere

Bogen fortæller også om statslige troldehære, såsom Vietnams, der angiveligt består af 10.000 personer. Hære, som går efter systemkritikere og spreder falske nyheder, og som er mere slagkraftige end de landes egne medier.

Der er desuden dem, der bliver trold ved et tilfælde – som får skrevet noget, der misforstås. Og der er dig. Dig, der indimellem bare ikke kunne modstå fristelsen til selv at fare i tasterne.

Bogen Kan trold tæmmes? fortæller godt om udviklingen i trolling – et begreb, der har taget sit navn fra lystfiskernes term for metoden at fiske fra båd, hvor liner med maddingen trækkes efter båden.

Alle tre har dyb indsigt i det digitale mørkeland, der – som de påpeger – ofte forstærkes af selv seriøse medier i jagten på skarpe vinkler og konflikter, som kan fostre flere klik og omtale andre steder.

Alle tre forfattere har dyb indsigt i det digitale mørkeland, der – som de påpeger – ofte forstærkes af selv seriøse medier i jagten på skarpe vinkler og konflikter, som kan fostre flere klik og omtale andre steder

De tre forfattere skildrer motiver for trolling, den psykologi, der afspejles i troldeadfærden og hvorfor det er gået så vidt.

Ingen mirakelløsninger

Bogen slutter med et kapitel om, hvad medier, politikere, tech-platforme, debattører og menigmand kan gøre for at få begrænset troldeadfærd, men få ikke forhåbningerne for højt op.

Der er ingen mirakelløsninger at hente. Selvfølgelig ikke, for der kan være vinding i at lave rav i den, personligt og/eller økonomisk. Det handler om de mørke og opportunistiske sider af menneskets natur, og teknologien har sikret troldene enorme mængder megafoner, og de har fået egne ”forsamlingshuse” på nettet.

Troldeadfærden er dog ikke forbeholdt sociale medier alene. Den har efterhånden også bredt sig i gammelmedierne, ikke mindst i opinionssektionerne.

Stærk forfattertrup

En styrke ved bogen er, at de tre forfatterne kommer fra hvert sit hjørne uddannelsesmæssigt: Psykologi, informationsvidenskab og film- og medievidenskab. I forfatternes praktiske bagage ligger viden om fordele og ulemper ved at overgå til digitale processer, viden om digital dannelse og mangel på samme, samt viden om konfliktløsning.

Alle skal tåle hån, spot og latterliggørelse, om muslimer, feminister, sorte, arbejdsløse eller bare en helt almindelig borger, der blev til et blip på radaren

Alle tre har dyb indsigt i det digitale mørkeland, der – som de påpeger – ofte forstærkes af selv seriøse medier i jagten på skarpe vinkler og konflikter, som kan fostre flere klik og omtale andre steder.

Ifølge bogen er der dog intet nyt i selve adfærden, og det forklares blandt andet med henvisning til den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup, der tilbage i 60’erne skrev Uenighed om normerne fører let til uenighed om formerne.

Det vedrørte dog seksualpolitik, hvor det i dag gælder omgangen i den digitale verden. Der savnes endnu normer for indbyrdes onlinekommunikation, og der er vild uenighed om formerne.

Blandt troldene ses en ret stor gruppe “ytringsfrihedskrigere” – dem, som jeg selv kalder ytringsfrihedsfundamentalisterne, idet de er lige så uforsonlige som andre fundamentalister.

Alle skal tåle hån, spot og latterliggørelse, om muslimer, feminister, sorte, arbejdsløse, fede eller bare en helt almindelig borger, der blev til et blip på radaren. Alt skal kunne siges og skrives, for det er essensen i selve demokratiet.

Ve den, som kritiserer, hvad trolls tilbeder

Ve den, der ikke er enig på egne eller andres vegne og som måske forsøger at perspektivere. Ve den, som kritiserer, hvad trolls tilbeder.

Angreb på de formastelige ses i mange former, lige fra at beskylde dem for at være fortalere for censur og krænkelsesparate til at være dårligt begavede. Gælder kritikken noget, der kan kaldes satire, så fyldes balkortet med fornærmelser fuldt ud, toppet med frakendelse af humoristisk sans, og “du er jo ikke en skid bedre end Erdogan”.

Ytrings-ufriheden

Bogen fortæller om dilemmaet ved, at anything goes i ytringsfrihedens navn. Hvad stiller man op, når den enes ytringsfrihed fører til intimidering og ekskludering af den anden, spørger forfatterne?

Ytringsfriheden kan også føre til det modsatte – til ytrings-ufrihed, til kraftig selvcensur af bekymring for følgerne ved at udtrykke sig. I værste fald kan det true både levebrød og ens sikkerhed, og visse vælger at trække sig helt fra den demokratiske debat. Men troldene har en fest. De dummeste af dem tror tilmed, at stemmer forstummer, fordi ”idioterne” har indset, de er blæste.

”Ytringsfriheden er både demokratiets våben og udfordring. For det er også ytringsfriheden, der leder til spredning af generaliseringer, øgenavne, smædekampagner, usandheder og karikerede citater”, som der nævnes i bogen.

Flere smædekampagner beskrives grundigt i bogen. I de udenlandske eksempler ses blandt andet Kathy Sierra, en amerikansk it-kvinde, der var en af de allerførste, som fik så alvorlige trusler, at hun måtte forlade sit hjem og trække sig fra offentlig optræden af ren selvopholdelsesdrift. Flere andre har senere været nødsaget til det samme.

Trolling i det danske

I relation til danske forhold møder man i bogen blandt andet partilederen Rasmus Paludan, Weekendavisens Søren Villemoes, debattøren Mads Christensen, Radio24Syv-chefen Mads Brügger, foruden journalisten Karina Mimoun. Hun blev selv udsat for en trolling, der stadig mærker hende og får hende til at tage ekstra forholdsregler af hensyn til sin sikkerhed.

Mimoun var journalisten, der for alvor fik løftet sløret for, hvad der skete i den såkaldte Offensimentum-gruppe med over 100.000 unge. Gruppen var indledningsvis platform for sjov, men den endte ondt med hævnporno, ulovlig handel og andet skidt.

Mimoun blev ønsket alskens ondt, inklusive at ende som Kim Wall. Hendes gode blogmedie, Sweet Chilli, blev lammet, og til døren ankom taxaer og pizzaer, som hun aldrig havde bestilt.

Konfrontationerne endte i en troll-krig mellem Kim Madsens Facebook-gruppe og Liberal Alliances fanskare, herunder ungdomspolitikerne

Konfrontationen mellem kontanthjælpsmodtageren Kim Madsen og LA’eren Laura Lindahl startede en troldekrig. Screenshot fra Debatten.

Bogen nævner også en dansk sag, hvor det endte med at blive troldehær mod troldehær. Krigen blev udløst af en tv-konfrontation mellem kontanthjælpsmodtageren Kim Madsen, kronisk plaget af slidgigt i ryg og nakke, og politikeren Laura Lindahl, der dengang var medlem af Folketinget for Liberal Alliance.

Lindahl mente ikke, at Kim Madsen, stifter af den aktivistiske Facebook-gruppe ”Jobcentrenes ofre”, så særlig syg ud, og når han havde kræfter til at være aktivist, hvorfor fik han sig så ikke bare et job?

Madsen selv lagde heller ikke fingrene imellem. Konfrontationerne endte i en krig mellem Kim Madsens Facebook-gruppe og Liberal Alliances fanskare, herunder ungdomspolitikerne.

Grundig og grusom

Jeg kan kun anbefale bogen Kan trold tæmmes?

Det er en letlæselig bog, der også er spændende i al sin gru grundet skildringerne af omkostningerne for de ramte. Skiftet mellem konkrete sager, teorier, tendenser og baggrundsinformation fungerer fint. Aktualiteten er høj, ligeså er kvaliteten af korrekturlæsningen.

Jeg så kun en enkel fejl, men en lille svaghed er måske den omfattende brug af ordet ”vi” for både forfatterne selv og for borgerne.

Man vænner sig dog til det, og det brede ”vi” er jo relevant. Det er de fleste af os, og samfundet som helhed, trolling berører, omend bogen næppe vil blive læst af dem, der selv dyrker trakasserierne, som var det en sport. De danske af arten havde jeg gerne set udfordret lidt mere i bogen.

Det er en bog, der vil gøre ondt at læse for dem, der selv har været mål for trolls og kender andre, der er det. Jeg har i hvert fald svært ved se lyspunkter, for udviklingen synes at gå den modsatte vej.

Det var ikke Paludans hyppige brug af ordet luder mod kvinder, ytringsfrihedskrigere reagerede på, ej heller sværmen af stemplinger af politifolk og journalister. Nej, det skal tåles. Men kravet om udvisningerne…

Som bogen også dokumenterer, er angrebene på kvinder af særlig hårdhed, og det er intet under, at det først og fremmest er kvinder, som forsvinder fra den offentlige samtale. Det må betegnes som en sejr for dem, der mener, at mænd ved bedst om alt.

Dog ser jeg selv en interessant ting fra visse ytringsfrihedskrigere i kølvandet for Rasmus Paludans fremturen.

Hans krav om, at 500.000 personer eller flere skal udvises af Danmark kom vist for tæt på krigerne selv – deres kærester, venner og i visse tilfælde dem selv, når deres og familiens hud er mere pigmenteret end ”danernes”.

Det var ikke Paludans hyppige brug af ordet luder mod kvinder, krigerne reagerede på, ej heller sværmen af stemplinger af politifolk og journalister. Nej, det skal tåles. Men kravet om udvisninger ledsaget af hån, spot og latterliggørelse. Det kom for tæt på dem og deres.

Håbløse injuriesager

Det råd, som disse krigere normalt giver, når nogen mener, noget er gået for vidt, er at anlægge en injuriesag. Den anbefaling er i slægt med ”tag en tudekiks”.

Injuriesager er meget bekostelige, tager lang tid og udfaldet kan være såre uforudsigeligt, jævnfør bogen “Injuriesager – bagvaskelse, ærekrænkelser og ytringsfrihed” skrevet af juristen Asger Thylstrup, der kritiserer den gældende lovgivning. Og taber man, udløses dobbeltstraf. Taberen skal også betale hånerens retsomkostninger.

Hjælp den, der angribes på svinsk vis, med tekst eller blot en emoji, hvad enten du er enig eller ej

Det store spørgsmål hos mig i relation til de stærkes trolling er altid, om det er ren sadisme, der er på spil, eller bare hovmod og en slags tribalisme.

Jeg fatter, at de morer sig indbyrdes, at de nyder at ”pille vingerne af fluen”, men jeg fatter ikke, hvorledes de kan gå så vidt som til at udskamme personer på en måde, de aldrig ville turde gøre øje til øje.

Og alligevel. Jeg kan se, at det intet koster dem, at de faktisk nyder anseelse i andre kredse. Det er blevet legalt, måske tilmed beundret og skaffer måske en stol i Deadline, hvor de pludselig evner at fremføre kritikken på civiliseret vis.

Gå til modkamp

Men er du selv frustreret over det destruktive, og har du ikke trukket dig fra debatten, så giver bogen nogle gode råd om at komme ind i kampen:

Hjælp den, der angribes på svinsk vis, om det er med tekst eller blot en emoji og hvad enten du er enig eller ej. Læg en positiv kommentar, hvor det er berettiget, og gør dit for at tvinge samtalen tilbage på sporet.

Du kan eventuelt overveje selv at tage pis på den destruktive troll.

Og sker overgrebene i dit eget ”digitale hus”, for eksempel på din Facebook-profil, så smid gæster, der skider på dit gulv og brækker sig over andre gæster, ud. Slet deres lort og bloker dem. Og nej. Det er ikke en krænkelse af ytringsfriheden, selv om nogen vil påstå det.

Det er bare god husholdning.


Kan Trold Tæmmes? Trolling og debatkultur i den digitale tidsalder
Af Nana Dall, Maia Kahlke Lorentzen, Katrine Emme Thielke
Informations Forlag
193 sider
Kr. 249,95
Udkommer den 24. juni


Foto: Informations Forlag/Dorte Toft.

Dorte Toft er journalist og forfatter. Hun indledte sin karriere som programmør, tog siden journalistudddannelsen, men fastholdt i sit mangeårige virke som journalist interessen for teknologiudviklingen.

I disse år er fokus især på kunstig intelligens, robotter, der skal færdes blandt mennesker, samt overvågningstruslen. Blandt de øvrige fokusområder kan nævnes svindel, chikane via nettet samt køn - også i relation til uddannelsesvalg og fordomme.

Toft har på CV'et blandt andet Dagbladet Børsen, Berlingske, Computerworld og DR, men hun har desuden mange års erfaring fra den "anden side af bordet." Gennem de seneste 15 år har hun været selvstændig, og blandt kunderne var Berlingske, hvor hun gennem 10 år førte bloggen Bizzen. Den opdateres dog ikke længere, men er stadig søgbar, hvilket ikke kun skyldes dækningen af teknologiudvikling og IT-politik, men også afdækningen af flere erhvervshistorier. Nogle erindrer måske, at bloggen var et væsentligt redskab, da Dorte Toft pustede Stein Bagger i nakken.

Dorte Toft er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. En lille bog med titlen "Magtkampens A-Z", skrevet under pseudonym, er det også blevet til.

Del gerne hendes indlæg, hvis du finder det interessant nok.

Seneste artikler om Debat

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra