Tillykke med Rasmus Paludan, politikere - I har selv skabt ham • POV International

Kristoffer Munk 28.04.2019

POLITIK // KOMMENTAR – Stram Kurs på stemmesedlen til folketingsvalget er et produkt af, at vi har ladet et væsentligt samfundstema blive ved med at fremstå som åbent, uhåndterbart og præget af polarisering og smarte replikker. Politikerne har selv skabt den debatkultur, Rasmus Paludan profiterer af, og brugt de samme kommunikative værktøjer som ham, skriver Kristoffer Munk. Derfor er han nu politiker i stedet for provokatorisk pauseklovn.

I lørdags blev det annonceret, at Rasmus Paludan har fået indsamlet nok underskrifter til at være opstillingsberettiget til Folketinget. Stram Kurs kan hermed ikke betragtes som et omrejsende freak show med behov for politibeskyttelse, men som et politisk parti som alle andre opstillingsberettigede partier, og skal naturligvis ikke behandles anderledes i den kommende valgkamp.

Hvis man kigger på Stram Kurs’ holdninger og partiprogram adskiller det sig væsentligt fra de øvrige partier, men hvad angår de kommunikative virkemidler og metoder er billedet anderledes. For hvad er i grunden forskellen på Cirkus Paludan og Cirkus Folketing?

Sociale medier har ændret en række dimensioner af vores liv, og de har også ændret, hvordan politikere kommunikerer med befolkningen og ikke mindst med hinanden. En af de ting, der er ændret er, at tonen er blevet markant skarpere. Det er nemmere at puste sig op og være bombastisk bag et tastatur, end hvis man står overfor det menneske, man kritiserer. Politikere er ingen undtagelse.

Jo flere iturevne bøger, svømmeture, kager, ironiske kommentarer og skrub-hjem-hvor-du-kommer-fra-opdateringer, der bliver sendt ud fra Folketingets medlemmer, jo mere legitimeres den form for kommunikation

Når man ser en åbningsdebat, hvor halvdelen af Folketinget har travlt med at taste på telefonerne, alt imens Twitter og Facebook kører, kan det godt være svært at se forskellen på det, der foregår på tinge og en gymnasiefest anno 2019. Det er da rigtigt, at man når ud til vælgerne på den måde, men det som kommer ud er, hvad dronning Margrethe formentlig ville kalde dumsmarte bemærkninger, hvis hun måtte have en konkret mening om politik.

Det er med til at forfladige debatten og er samtidig med til at legitimere den platform, et parti som Stram Kurs har vundet indpas på. Formålet er oftere at vække opmærksomhed end at føre en diskussion.

Politikerne har sænket barren

Politik mister sit præg af eksklusivitet, når det formidles på den måde. Det endda i yderligere grad når man ser, at indholdet ofte er yderst todimensionelt og vinklet, og har været gennem op til flere lag af kommunikativ redigering og et pænt lag argumentresistent fernis som afslutning.

Man kommunikerer skarpt og op imod hinanden og optrapper en konflikt (der til tider er imaginær, når der reelt set er enighed om over 95% af statsbudgettet). Jo flere iturevne bøger, svømmeture, kager, ironiske kommentarer og skrub-hjem-hvor-du-kommer-fra-opdateringer, der bliver sendt ud fra Folketingets medlemmer, jo mere legitimeres den form for kommunikation.

Risikoen er, at der kommer nogle, der bare er bedre til at kommunikere på den vis, og som ikke er bundet af snærende bånd om at skulle fremstå som en eller anden grad af fornuftige mennesker. Den risiko hedder for tiden Rasmus Paludan, og er nu opstillingsberettiget til Folketinget. Tillykke med det…

Manden kommunikerer på samme medier som vores politikere, ganske vidst mere uforsonligt og med en anden form for forsimplede budskaber, men når vores politikere kommunikerer på samme vis, blot mindre markant og ekstremt, er de indirekte med til at legitimere en sådan kommunikationsform, samtidig med at de taber kampen på likes, views og reaktioner.

Hvis man bruger samme medie og til dels samme virkemidler, hvad er så i grunden forskellen? Hvis man gør en karriere ud af at lægge kager op på Facebook, ender man på et tidspunkt med at klassens adfærdsvanskelige dreng kaster med den og løber med al opmærksomheden i denne proces.

Nok er nok nu

Rasmus Paludan og Stram Kurs er primært kendt for en stram og uforsonlig politik i forhold til indvandring og islam, der er væsentligt mere ekstrem end set andetsteds. Den retorik har været i Danmark siden vi fik indvandrere i 70’erne. Paludan er blot gået all-in og overbyder alle andre. Racistiske udtalelser og et stadig stigende fokus på negative konsekvenser ved indvandring frem for et fokus på integration er med til at legitimere et uhyre religionskritisk og integrationskritisk perspektiv i et af verdens rigeste lande.

Sandheden er nok desværre, at de til stadighed kommende små stramninger har til formål, at strammerpolitikere kan blive ved med at fremstå som handlingsparate

Gennem de sidste 20 år er der generelt sket et skred i måden, vi omtaler indvandrere og islam på, det er blevet legitimt at være yderst skeptisk. Hvis Mette Frederiksen har ret, er det endda forudsætningen for at kunne komme til at regere landet. Roald Als’ berømte tegning af hulemanden Fogh og Pia Kjærsgaard i muddergrøften ville, hvis den blev tegnet i dag, bestå af en større flok af mudderbrydere med et par enkelte idealistiske, veganske debathippier stående på kanten af grøften med flat white coffee tilsat soyamælk, intenst stirrende væk fra de integrations- og migrationsproblemer, som jo også forefindes.

Det er blevet populært at være strammer, og følger man debatten på udlændingeområdet, fremstår det som om, at den eneste måde, vi kan frelse Danmark, er ved hele tiden at forhandle små justeringer i forhold til familiesammenføring, smykker, asylsagsbehandling og hvad man ellers kan finde på. Sandheden er nok desværre, at de til stadighed kommende små stramninger har til formål, at strammerpolitikere kan blive ved med at fremstå som handlingsparate.

Det virker som om, at meget få politikere har interesse i at skabe et bredt forlig på udlændingeområdet, men at man i stedet har interesse i at føre en polariserende og splittende debat, så man kan fremstå som markant og synlig på dette område, uanset hvilke holdninger man har til emnet. Det har jo trods alt også virket i snart 20 år, men nu har vi et potentielt medlem af Folketinget, der har opnået berømmelse på at pakke koraner ind i bacon og kaste med dem. Man kunne med Naser Khaders berømte ord sige, at nok er nok nu.

Polarisering i stedet for konsensussøgen

Måske var det på tide med en debat, der havde fokus på at få skabt et bredt forlig og en varig enighed om flygtninge, indvandrere og integration i Danmark frem for at forholde sig til emnet som børn, der ikke kan lade være med at pille i et myggestik og hermed skaber et betændt og væskende sår.

Rasmus Paludan og Stram Kurs er i hvert fald et godt argument for dette, i og med at man her ser en polarisering hvad angår emnet, der går videre og længere end set før. Ja, der er sgu en forskel på Paludans politik og hvad alle andre partier har af politik. Selv Pernille Vermund må give fortabt her.

Stram Kurs på stemmesedlen til folketingsvalget er et produkt af, at vi har ladet et væsentligt samfundstema blive ved med at fremstå som åbent, uhåndterbart og præget af polarisering og smarte replikker. Igen kom klassens adfærdsvanskelige dreng og fik al opmærksomheden ved at tage polarisering op på et nyt niveau, og ja, det er politik, når alt for mange andre i forvejen har dyrket polarisering i stedet for konsensussøgen.

Holdningerne kan man bestemt mene om, hvad man vil, men metoden (at holde fast i polarisering og splittelse) er bestemt brugt gennem tiden af de politikere, der nu får fornøjelsen af at debattere med Rasmus Paludan og hans proselytter, når Løkke har fået renset og presset de fine jakkesæt fra Zornig og finder ud af at udskrive valg.

Derfor, tillykke med Rasmus Paludan, kære politikere. I har selv skabt den debatkultur, han profiterer af, og brugt de samme kommunikative værktøjer som ham. Derfor er han nu politiker i stedet for provokatorisk pauseklovn. Det bliver uden tvivl en spændende valgkamp og nogle særdeles bemærkelsesværdige afslutningsdebatter vi har i vente i den forbindelse.

Foto: Stram kurs.