LIGESTILLING & BARSEL // DEBAT – Karrierekvinder og hjemmeløbende kvinder må indse, at de skal bygge bro i barselsdebatten, og at de sammen skal støtte både den øremærkede far-barsel og forslaget om forlænget dagpengeret, skriver Birgitte Baadegaard og Lisbeth Odgaard Damm. Hvis kvinder fortsætter med at nedgøre andre kvinders valg, vil ligestillingssagen ikke rykke sig, og de ulige magtstrukturer vil ikke ændre sig
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Så er den gal igen.
Det plejer at være omkring 8. marts, kvindernes kampdag, at kvinder kommer op at toppes om, hvad der er ”den rigtige feminisme”, men den aktuelle debat om barsel til far har rippet op i søstersåret, og det bløder som aldrig før, uden at vi behøver det modsatte køn til at kratte i overfladen.
I stedet for at danne fælles front om at skabe nye strukturer, der kan passe os alle, kaster vi mudder på hinanden
Mange kvinder er lige nu indbyrdes bragende uenige om barslens fremtidige udformning, og det ødelægger det momentum, som øremærkningen til far ellers kunne give ligestillingssagen.
Søstersåret er et udtryk, der dækker over mekanismer, som kvinder bevidst eller ubevidst bruger over for hinanden for selv at stå stærkere i debatten.
Årsagen til søstersårets eksistens er, at kvindekønnet i årtusinder har været anskuet som mindreværdigt og fortsat bliver det i mange henseender.
Det er et ubevidst narrativ, som sætter sig, fordi vi uanset livsvalg, ydre succes og ’ligestillede’ muligheder ubevidst bærer denne viden med os: Vi – vores mening, vores krop, vores oplevelse – tæller ikke lige så meget som mænds model af verden. Og det gør, at kvinde kan være kvinde værst, og at bitch-fighten slår en fælles front bevidstløs.
Moderskab som katalysator for poler
Når det kommer til noget så fundamentalt kvindeligt som moderskabet, bryder søstersåret op i mange kvinder. Uanset hvordan de personligt udlever deres moderskab; om de vælger at gå hjemme eller arbejde på del- eller fuld tid. Modpoler tegnes op, og en ubevidst skyld og skam, der stammer fra søstersåret, får alle parter til at reagere.
Mange kvinder reagerer imod det, de opfatter som den ”modsatte lejr”, i stedet for at gå efter det system, som alle, uanset lejr, forsøger at overleve i; et system, der historisk hverken er skabt af eller til kvinder.
Mange kvinder har i årevis fungeret fint inden for samfundets maskulint funderede systemer og har avanceret til en meningsdannerposition i samfundet
Så i stedet for at danne fælles front om at skabe nye strukturer, der kan passe os alle, kaster vi mudder på hinanden i striden om, hvilket valg om moderskab, der er det ’rigtige, frie og uafhængige’ for kvinderne.
Er det frihed og uafhængighed at skabe sig magt og karriere på lige fod med mændene, uden at blive nedvurderet på grund af sit køn?
Eller er det mere ”rigtigt” at dyrke det unikt kvindelige, som kommer tydeligst til udtryk, når vi føder og opfostrer børn?
Hvad skal løftes, og hvad skal ofres for samfundets skyld?
For nogle er løsningen at indordne sig de maskuline idealer, som vi alle er opfostret med, og bruge ”kvindelist” til at skubbe fyrtårnene i nye retninger. For andre er det at skabe en opposition til det eksisterende paradigme og at insistere på egne, anderledes idealer, helt fra begyndelsen.
Derfor bliver det så svært at skabe forandring om en ny, fælles vej. For det forudsætter, at alle kvinder forstår, at vi basalt set er i samme båd – at vi alle ønsker, og omsider er godt på vej til, at gøre op med århundreders privilegier, der sjældent har været til kvinders fordel.
Så længe vi ikke er bevidste om det, vil søstersåret bestå, smertende for alle kvinder – uanset hvor i samfundet, man befinder sig, og hvilket kvinde-paradigme man bekender sig til.
Fronterne
Mange kvinder har i årevis fungeret fint inden for samfundets maskulint funderede systemer og har avanceret til en meningsdannerposition i samfundet som f.eks. journalist, erhvervsleder eller politiker.
Men imens har mange kvinder måttet lægge øre til det ene ravnemor-angreb efter det andet, fordi de på vejen mod magten måske har taget en kort barsel og ladet far tage teten derhjemme, eller sendt baby i vuggestue tidligere end normen.
Mange, der har fået den behandling, jubler nu over den forestående far-øremærkning, fordi det fjerner en del af den skyld, de har fået påmonteret over årene på grund af deres valg.
I vores valg som kvinder og mødre kommer vores egne skygger – tvivl, smerte, undertrykkelse af diverse sider – kort sagt op til overfladen
Men når karrierekvinden udtrykker, at den forkortede barselsmulighed for kvinder ikke bliver et problem, fordi hun ikke selv har haft udfordringer med at få barslen til at række, kan hun samtidig stigmatisere de mødre, der vælger anderledes.
Den kvindelige karrierekvindes magtposition kan virke som en slags overmagt, kvinderne i den modsatte ende af spektret har svært ved at stille noget op imod.
Hun udsætter kort og godt sine medsøstre for den samme privilegieblindhed, som hun klager over, at mændene i ensfarvede jakkesæt udviser, når hun nævner ordet sexisme ved mødebordet.
Omvendt risikerer den hjemmeløbende kvinde i den anden ende af spektret at begå samme type fejl:
Hun føler, at det karriereorienterede moderskab understøttes alle steder – politisk, diskursivt og strukturelt – og at der ingen plads er til kvinder, der træffer andre valg. Hun føler sig skammet ud som i bedste fald uden potentiale og i værste fald kønsforræder og anti-feminist.
Så når hun derfor insisterer på sin ret til lang barsel ved fuldstændig at modsætte sig øremærkning til far med argumenter om det unikke mor-bånd eller langtidsamning som det eneste rigtige for baby, eksponerer hun alle de kvinder, der måske ikke (fuld)ammede, eller som ikke rigtigt kunne nyde den første tid med baby.
Og hun udstiller kvinden i den anden ende af spektret som kold, kynisk og – allerværst – umoderlig. Og så ruller hjulet med skyld og skam derudad igen.
Få nu bygget den bro i barselsdebatten
I vores valg som kvinder og mødre kommer vores egne skygger – tvivl, smerte, undertrykkelse af diverse sider – kort sagt op til overfladen, når vi kigger på ’de andre’, der udlever netop en type moderskab, der er tæt på diametralt anderledes det, vi selv har valgt.
Tid til fundamental forandring
Vi må se i øjnene, at det præcis er i denne onde cirkel, at søstersåret flås op:
Kvinder ender med subtilt og ubevidst at nedgøre andre kvinders valg og oplevelser som ”ubetydelige”, hvilket udraderer en fælles mulighed for at ændre på de magtstrukturer, der eksisterer i dag, og som vi rent faktisk har en chance for at rykke ved lige nu.
Kvindefællesskaber er ofte nøglen til historiske forandringer. Der sker først rigtig noget, når kvinder sammen skubber til den eksisterende ramme. Vi så det i starten af 1900-tallet i kampen for stemmeret og i 60’erne, hvor kvinder ville frigøres fra hjemmene. Det rykker, når kvinder bygger bro imellem hinanden – først der skaber vi resultater.
Hvis vi skal lande en barselsløsning, hvor alle kvinder – uanset personlige valg – løftes op og bidrager til at skabe en ny struktur, må vi være åbne for hinandens til- og fravalg.
Derfor har vi en opfordring til begge lejre:
Få nu bygget den bro i barselsdebatten.
Der er ikke tid til, at vi lader splittelsen ødelægge vores muligheder for at skabe en barselslov, som alle typer kvinder kan bedre trives i
De hjemmeløbende mødre må forstå, at karrierekvinderne tager del i samfundsmagten på vegne af alle kvinder. Fordi samfundsmagten ligger uden for hjemmet, må deres ligestillingskamp nødvendigvis også kæmpes uden for hjemmet.
Den kamp er svær at vinde, hvis ikke der bliver øremærket barsel til fædrene, så mødres ”besværlighed” på arbejdsmarkedet reduceres, og flere fædre også får et hårdt tiltrængt crash-kursus i omsorg og børnenærvær. Så de hjemmeløbende kvinder må give deres ubetingede støtte til øremærkningen.
Karrierekvinderne må forstå, at de hjemmeløbende kvinder værner om et omsorgsparadigme, som i årtier har haft trange kår. Nedvurderingen af disse traditionelt feminine kvaliteter er en vigtig brik i det kollektive mindreværd blandt kvinder, som vi tidligere beskrev, og bliver derfor også en del af det, som karrierekvinderne, om de vil det eller ej, slæber med i computertasken i et mestendels maskulint orienteret arbejdsliv.
Derfor spænder den foreliggende aftales nedvurdering af omsorgsparadigmet ben for kvinders kollektive værd. Og derfor må karrierekvinderne give deres ubetingede støtte til at få forlænget dagpengeretten.
Der er ikke tid til, at vi lader splittelsen ødelægge vores muligheder for at skabe en barselslov, som alle typer kvinder kan bedre trives i. Og kan vi samtidig hele (noget af) søstersåret, er det kun en ekstra gave oveni.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her