LIGESTILLING // KOMMENTAR – Vi skal alle, både mænd og kvinder, passe på, at den nødvendige balancering af samfundet, som er i gang, ikke bliver en kamp imod hinanden, men et kollektivt bevidsthedsløft, hvor vi i stedet passer på hinanden, skriver Birgitte Baadegaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Note: Ved en fejl bliver der i vores ugebrev fra 15. marts 2024 henvist til denne artikel af Birgitte Baadegaard, og ikke til den annoncerede artikel om minimumsnormeringer, som du finder her – vi beklager (red):
Et ordsprog siger:
“First they ignore you
Then they laugh at you
Then they fight you
And then you win”
Lad mig med det samme pointere, at jeg i mit arbejde aldrig nogensinde har haft som formål at vinde over nogen. Det er et ordvalg, som – apropos temaet for dette indlæg – er en del af vores uskrevne, historiske paradigme, der kort kan samles op med det, jeg kalder de tre K’er: konkurrence, kamp, kontrol.
For at debattere er vi nødt til at sætte en ramme. En vigtig del af den ramme er, at vores nuværende paradigme er skabt af mænd, fordi det er mænd, der gennem århundreder har haft rammen til at beslutte og definere alt fra videnskabsteori, værdier, organisationsopbygning, ledelsesramme, institutioner osv.
Det er ikke en anklage, ingens skyld og ingens skam – blot et historisk faktum, der er nødt til at blive inddraget i debatten, hvis vi skal gøre den tilpas nuanceret.
En større og større gruppe mænd efterlades på perronen, mens toget dundrer derudaf, og det er utrolig trist. Spørgsmålet er, om det er kvindernes “skyld”
Jeg kom til at tænke på mit indledende citat i denne uge efter, at først Liberal Alliance var ude med en kampagne-video, der misvisende “dokumenterer”, hvorfor kønskvoter diskriminerer mænd – og derefter en artikel, baseret på et podcast interview med Martin Thorborg (MT), som pointerer, at “kvinder skal passe på, for de er ved at sejre sig ihjel” (interessant ordvalg), og at “vi er ved at bygge et samfund, der er mere indrettet på kvinders præmisser”.
Og som det sidste, at en ny undersøgelse pointerer, at kløften mellem unge mænd og kvinder vokser (en værdi-konflikt, der har været på vej i flere år).
Trods MT’s uheldige ordvalg tror jeg, jeg forstår hans budskab, for ja – en større og større gruppe mænd efterlades på perronen, mens toget dundrer derudaf, og det er utrolig trist. Spørgsmålet er, om det er kvindernes “skyld” – eller om det handler om noget helt andet? Lad os dykke ned i emnet:
Vi lever fortsat i den historiske mands verden
Lad mig som det første berolige både LA og MT med nogle statistikker, der påviser, at der ingen risiko er for et “kvindeinficeret” samfund:
- I bestyrelser dokumenteres det år efter år, at mænd vælger mænd – og at det er et lille, lukket netværk, der bruger hinanden i diverse fora. Det er også dokumenteret, at danske bestyrelser ikke er så effektive, som de selv tror, og at personligt netværk (mand kender mand) er vejen ind.
- Desuden er det dokumenteret, at mænd og kvinders CV læses forskelligt, selvom de har totalt enslydende indhold – og at vi tolker kønnene forskelligt ift. kompetencer. Og ja, den bias foregår både over for mænd og kvinder og udleves af både mænd og kvinder – ikke mindst afhængigt af, hvilket fag der er tale om. Det er i øvrigt også dokumenteret, at kvinder forfremmes på resultater, mens mænd forfremmes på potentiale – en afgørende forskel, når vi taler karriere og muligheder.
- Ingen bias – uanset imod hvem – er godt, men der er dog en afgørende kønsforskel, som også er vigtig at påpege i den verserende debat: Hvilket køn har primært adgang til de fora, hvor paradigmeskabende beslutninger træffes på andres – og manges – vegne? Dvs. hvor hvert eneste valg påvirker utallige borgere, natur og miljø? Her er det fortsat mænds stemme, der dominerer overvældende. Lad mig give nogle konkrete eksempler fra Danmark – men mønsteret er globalt:
- Der er blot 3 kvinder blandt mediernes mest 50 brugte eksperter
- 65 % af kunst, som indkøbes til museer, er af mænd
- 1636 mænd nævnes i de danske historiebøger, som bruges til undervisning – 89 kvinder
- 90 procent af Wikipedias artikler er af mænd – og har en “all male panel” redaktion
- Der findes 101 navngivne statuer i København, hvoraf fem af dem er af kvinder – 26 af dem af dyr
Der er med andre ord ingen risiko for, at mænd forsvinder fra samfundets overflade eller tvinges til at passe ind i et kvindedomineret univers. Som påvist her er de godt funderet som biologisk køn alle steder med såkaldt “impact”, og det er der en grund til:
Når vi udelukkende lærer “om mænd” i skolen, lærer vi også kun om “mænds stemme”. Når vi kun læser om mænds historie, læser vi også kun om “mænds blik på verden”. Bogstaveligt talt lærer vi om Den historiske mand. Og han bliver vores verden.
På den måde opretholdes ordløst vores historiske paradigme – dvs. mandens fortælling, også selvom nogle (få) kvinder ender på toppen – for fortidens værdier, prioriteringer, tankesæt, institutioner, hierarkier, krige og kampe vedligeholdes stadig af alle på toppen, både mænd og kvinder.
Med andre ord: Dette bliver virkeligheden – selvom den i realiteten blot er en version af virkeligheden. For kvinder – alle de kvinder, der ikke taler “mænds historiske stemme”, og som sanser noget andet, har andre budskaber, fornemmer andet, høres (stadig) ikke.
Deres stemme, deres erfaringer, deres blik på verden inkluderes (fortsat) ikke i fortællingen. Det samme gælder i øvrigt mænd, der ytrer sig på andre måder end den bestående.
Vores fælles historie er som et tæppe
Vores fælles historie, mænds og kvinders, er som et tæppe, vævet sammen af individers oplevelser gennem tiden – mænds og kvinders. Sorger, glæder, refleksioner, livsvalg, roller, udfordringer, sejre.
Problemet er, at vi – og vores børn – primært lærer og hører om den ene halvdel af befolkningen, og at tæppet, der væves, derfor ikke har den tæthed og de nuancer i motivet, som verden reelt består af.
Vi skal bare ikke gøre fronterne til en krig – vi skal snarere bruge dokumentationen til at bygge bro, tale nuancer, lytte og lære af hinanden.
Umiddelbart er det jo fint for den halvdel, hvis farver indgår i tæppet (apropos alle de statistikker, jeg har listet i starten af mit indlæg), men reelt taber vi alle. For vi mister det spektrum, verden består af, og kommer dermed til at lide af kollektivt tunnelsyn. Dermed taber vi også de mænd, der ikke kan leve op til den etablerede, historiske fortælling, baseret på de 3 K’er.
Hvem har ansvaret for mænds mistrivsel?
Det kollektive tunnelsyn har konkrete omkostninger for kvinder, da de fx oftere lider af bivirkninger på medicin, fordi der primært forskes i mandekroppen, de dør oftere af hjerteproblemer, fordi mænds symptomer oversættes til også at være kvinders, og de mistrives generelt mere end mænd, og de udsættes langt oftere for vold – af mænd.
Selvom mænd fortsat oftere begår selvmord, har tallet for kvinder aldrig været højere end i disse år.
Mænd ender “til gengæld” oftere “i hundene” – på bænken, i alkoholmisbrug og kriminalitet.
Hvorfor gør de det? Er det virkelig kvindernes skyld? Eller er det – måske – et kollektivt mande-problem, som de færreste mænd ønsker at se på?
Den historiske mand og hans værdier bliver mere og mere ubrugelige i det moderne samfund.
Måske handler det om, at størstedelen af mænd – indtil nu – har levet på historiens vingesus (der er aldrig tidligere blevet sat så fundamentalt spørgsmålstegn ved “virkeligheden” – og derfor har de heller ikke selv behøvet det), men nu er vores fælles ramme under forandring, og det gør det ekstremt svært for en del mænd (unge som ældre) at navigere – for deres hidtidige, relativt forankrede, ramme er i opløsning.
Samtidig insisterer flere og flere kvinder på at fortælle deres version af verden, selvom den ikke passer ind i det bestående – hvilket får endnu flere kvinder til at finde modet til at sige: “Jeg har fået nok af den her ramme. Jeg passer ikke ind i den – og jeg gider ikke længere at forsøge.”
Kløften mellem kønnene er med andre ord vokset, hvilket også dokumenteres i en spritny undersøgelse. Og det er ganske forståeligt i en tid i opløsning. Vi skal bare ikke gøre fronterne til en krig – vi skal snarere bruge dokumentationen til at bygge bro, tale nuancer, lytte og lære af hinanden. Det er flere mænd heldigvis begyndt at forstå:
Ali Aminali pointerer fx i en nylig EuroMan artikel, at “det er en illusion, at mænd har lært at tale om deres indre følelsesliv”, og at “de ikke har lært at bede om hjælp”.
Michael Kimmel lister i sin TED talk de dybere årsager til, at mænd bliver vrede (på kvinder).
Og Mads Brynnum pointerer i et nyligt opslag på X:
Og så er vi tilbage ved mit indledende citat og vores paradigmes tre omtalte K’er, som man(d) har skabt gennem tiden.
Hvis vi skal forandre SAMMEN, og det ønsker rigtig mange (kvinder), kræver det, at mænd “ser sig selv i øjnene” – herunder ikke er faktaresistente (det gælder ikke mindst LA og deres vælgere).
Det kræver også, at mænd tør tænke, tale og føle dybere – med kvinder og med hinanden – og at de ser den skygge i øjnene, som de alle, ingen nævnt, ingen glemt, bærer på: Den historiske mand og hans værdier bliver mere og mere ubrugelige i det moderne samfund.
Dette har mere med mænd selv at gøre end med kvinder. Til gengæld ved jeg, at mange kvinder ville elske at støtte op om bevidsthedsprocessen – hvis de fik lov. Det handler nemlig snarere om passe på hinanden – end om at passe på.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
