SKAT //ANALYSE – Liberal Alliance fik held til at overbevise mange om, at kontanthjælpsmodtagere ikke led nød, fordi “Fattig-Carina” måske ikke var så fattig endda. Kan partiet nu overbevise mange om, at “Fritz og Poul” ikke er så rige endda, at de kommer til at lide nød med en top-topskat?
Formanden for Folketingets socialudvalg fik det dårligt. Rigtig dårligt. Det var startet i maven, for, som en bølge, rumlende at vælte op gennem brystet og halsen for nu at være endt i munden.
“Jeg brækker mig,” skrev Joachim B. Olsen (LA) på Facebook, efter at SF’s socialordfører Özlem Cekic i efteråret 2011 havde foreslået, at de såkaldte satspuljemidler blev brugt til at støtte fattige danskere gennem en julehjælpspulje.
“Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over, som sulter, at snakke om fattige i Danmark,” forklarede udvalgsformanden.
“I skulle skamme jer!! Jeg bliver så vred, når jeg hører venstrefløjen bruge den slags manipulerende retorik. Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt!”
Svinehunden
Et årti senere er det nu SVM-regeringens forslag om at lade danskere, der tjener over 2,5 millioner kroner om året, betale ekstra 20 procent i skat, den såkaldte top-topskat, der efterlader Liberal Alliance med – om ikke brækfornemmelser – så i hvert fald moralske opstød.
Samtidig foreslår regeringen at sætte beskæftigelsesfradraget op og halvere topskattesatsen fra 15 til 7,5 procent for indkomster op til 750.000 kroner. Samlet en skattelettelse på fem milliarder kroner.
“Skat bliver brugt som en hammer til at slå folk i hovedet, fordi man ikke må klare det for godt i Danmark,” forklarede Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, for nylig i Deadline, mens partiets formand, Alex Vanopslagh, har kaldt top-topskatten “moralsk forkasteligt”.
“Den indre svinehund, som man behager ved at indføre den slags politik, siger vi absolut nej til,” sagde Ole Birk Olesen i programmet.
Det er netop et spørgsmål om moral, må man forstå. Og altså ikke kun et teknisk spørgsmål om arbejdsudbud; substitutions- og indkomsteffekter. Så de øvrige foreslåede skattelettelser hjælper ikke.
“Det er så dårligt, at vi synes, det fylder mere end det positive,” lød det fra finansordføreren.
“Det kan kun være en subjektiv holdning, der ikke kun kan gøres op i kroner og øre.”
Stålsatte øjne
Af samme grund er det et såkaldt ultimativt krav fra Liberal Alliance, at regeringen tager top-topskatten af bordet, og Venstre – som har beskrevet skatten som en “skovsnegl”, partiet æder for at få de øvrige skattelettelser – har ikke været sene til at sammenligne situationen med årene fra 2015 og til 19.
Dengang hvor Liberal Alliances daværende formand, Anders Samuelsen, krævede – og fik indskrevet – en “ambition om at sænke skatten på den sidste tjente krone med fem procentpoint” i Venstre-regeringens grundlag.
Hvilket Anders Samuelsen efterfølgende stod fast på (“Du kan se mig i øjnene og se, hvor stålsat jeg er,” forklarede partiformanden). Ellers truede Liberal Alliance med at vælte regeringen. Lød det.
Men i politik skal man selvfølgelig aldrig sige aldrig. “Man har et standpunkt, til man tager et nyt,” som statsminister Jens Otto Krag (S) forklarede efter at have ændret sit og dannet en mindretalsregering med støtte fra SF, det såkaldte Røde Kabinet.
Anders Samuelsen endte med at æde den skovsnegl, det var ikke at få sænket topskatten. Til gengæld fik han en ministerbil.
Løkkes hjerne
Til forskel fra dengang er Liberal Alliance så heldige, at partiet ikke længere har noget at true med. Der er tale om en flertalsregering, og denne har af samme årsag på forhånd flertal for sin skattepolitik. Hvis andre partier ikke vil stemme for.
Liberal Alliance vil derfor lettere kunne stå fast og i stedet appellere til de andre borgerlige partiers vælgere, der også måtte få det dårligt bare ved tanken om top-topskatten.
Liberal Alliance er foreløbig det eneste parti, som på forhånd har krævet, at top-topskatten bliver taget af bordet
I 2009 mente Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, således, at det var “hjernedødt”, når Socialdemokratiet og SF i fællesskab foreslog en millionærskat. Dengang skulle de, der havde en årlig indkomst på over en million om året, betale ekstra seks procent i skat.
“At lægge en skat på de gode idéer og de kvikke hoveder er noget af det dummeste, man kan gøre, hvis det her samfund skal hænge sammen på sigt,” sagde den daværende statsminister det år efter Venstres sommergruppemøde.
“Det er fortidig tænkning.”
Den marinerede misundelse
At vælgerpotentialet er der, afslører en meningsmåling for Epinion foretaget for DR og Altinget. 17,5 procent af Venstres vælgere ville stemme på Liberal Alliance, hvis de ikke kunne stemme på deres fortrukne parti, mens det tilsvarende tal for Moderaterne er 9,6 procent og for det tredje og sidste regeringsparti, Socialdemokratiet, 1,9.
Liberal Alliance er foreløbig det eneste parti, som på forhånd har krævet, at top-topskatten bliver taget af bordet, og senest bekendtgjorde den konservative formand, Søren Pape Poulsen, der ellers tidligere har beskrevet topskatten som “marineret i misundelse”, i et interview i 21 Søndag, at det havde været en fejl under valgkampen at foreslå denne afskaffet.
Men skulle De Konservative nu gå med til at indføre top-topskatten, har 26,6 procent af partiets vælgere altså Liberal Alliance som deres foretrukne andetvalg.
For de sidste to partier i blå blok, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, er tallene henholdsvis 12,6 procent og 7,5.
Løkkes opfindelse
Hvilket måske også er årsagen til, at ingen af de tre regeringspartier rigtigt har villet tage æren for, at top-topskatten er endt i regeringsgrundlaget.
At Venstre ikke har foreslået top-topskatten, er selvfølgelig ikke mærkeligt. Mere overraskende er det, at Moderaterne og Socialdemokraterne også har frabedt sig denne ære.
Ikke mindst når nu top-topskatten er Lars Løkke Rasmussens personlige opfindelse. Ifølge Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, krævede partiet dog aldrig under forhandlingerne om en ny regering, at formandens forslag blev til noget.
Kritikere på venstrefløjen advarer da også om, at regeringens foreslåede top-topskat mest handler om spin
Det var først, da det var ved at blive lidt pinligt, at skatteminister Jeppe Bruus (S) måtte tage telefonen og ringede til det nationale nyhedsbureau Ritzau med beskeden om, at Socialdemokratiet gerne tager “ejerskab” over top-topskatten.
“Vi synes, at det er helt i tråd med kernesocialdemokratisk skattepolitik, og det kan man bare kigge tilbage i historiebøgerne for at få bekræftet,” lød det nu.
Om end det kan være svært se i disse bøger, hvornår Socialdemokratiet egentlig foreslog dette inden folketingsvalget.
Tværtimod svarede Jeppe Bruus og 13 andre nuværende socialdemokratiske medlemmer af Folketinget inden valget i en såkaldt kandidattest på Danmarks Radio, at de var “uenige” eller “helt uenige” i blandt andet udsagnet:
“Der skal indføres en særlig skat på de allerhøjeste indkomster.”
Ud over skatteministeren var det blandt andre finansminister Nicolai Wammen, politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen og skatteordfører Anders Kronborg.
“Top-topgrådighed”
Kritikere på venstrefløjen advarer da også om, at regeringens foreslåede top-topskat mest handler om spin: Mens alle snakker om, at regeringen med den ene hånd vil beskatte de allerrigeste, glemmer de, at den med den anden sænker skatten for de rige eller dem, som betaler topskat og altså helt op til 2,5 millioner kroner om året. Det er 250.000.
“Top-topgrådighed” har Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, kaldt modstanden mod top-topskatten.
Og så er der endda ikke taget højde for, at mange top-topskatteydere kan slippe for at måtte til lommerne.
Regeringen forventer ganske vist, at top-topskatten vil indbringe 700 millioner kroner årligt. Men en gennemgang, Berlingske har lavet, afslører, at 98 ud af de 100 rigeste danskere på Økonomisk Ugebrevs liste fra sidste år kan slippe for at betale top-topskat (i forvejen betaler en række højtlønnede udenlandske direktører i danske virksomheder hverken topskat – eller kommer til at betale top-topskat, fordi de er på den såkaldte forskerskatteordning).
Det skyldes, at disse har egen virksomhed eller er hovedaktionærer og dermed mulighed for at udbetale mindre end 2,5 millioner kroner om året. I stedet kan de spare pengene op i virksomheden med mulighed for at tage dem ud som udbytte, som beskattes lavere.
Ifølge Skatteministeriet kan 2500 hovedaktionærer og 1300 selvstændige ud af de 8600 danskere, der forventes at skulle betale top-topskat, benytte sig af denne mulighed.
Fritz og Poul
“Fattig-Carina”, den københavnske kontanthjælpsmodtager, som SF’s Özlem Cekic fandt, efter at Joachim B. Olsen havde bekendtgjort, at han brækkede sig, viste sig som bekendt ikke at være så fattig endda efter manges målestok.
Aviser, radio og fjernsyn svømmede efterfølgende over med eksempler på fuldtidsarbejdende danskere med et mindre rådighedsbeløb end Carina, og sluttelig erklærede selv daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at kontanthjælpsmodtageren ikke var fattig.
Sagen fik sympatien for kontanthjælpsmodtagere til at dale og var med til at bane vejen for de senere forringelser af kontanthjælpen. Blandt personer uden kendskab til en kontanthjælpsmodtager resultererede det i markant flere, der mente, at ydelsen var for høj, hvilket politologer har tilskrevet den såkaldte “Carina-effekt”, fordi de kun kendte hendes eksempel.
Denne gang er Liberal Alliances opgave så at overbevise vælgerne, og ikke mindst de borgerlige, om, at “Rytteriets” snobber, Fritz og Poul, ikke er så rige endda, at de kommer til at lide nød med en top-topskat (“De fattige er sgu så grådige,” som Poul siger til Fritz i samtalebogen “Livet er sgu dejligt”.
Eller som Martin Thorborg, der med egne ord er rig nok til at købe et jetfly, men ikke har råd til at tanke dette op, advarende siger om top-topskatten: “Når folk føler sig uretfærdigt behandlet, kommer der en reaktion.”
Hvilket kan vise sig at være en sværere opgave for Liberal Alliance, som har kæmpet med prædikatet rigmandsparti, siden rigmanden Lars Seir Christensen i 2008 foranledigede navneskiftet fra Ny Alliance. Så mange rige mænd, og kvinder, er der jo heller ikke i Danmark.
Blå Bjarne
I den forbindelse er det dog værd at huske, at vælgernes holdning til skatter ikke kun afhænger af, hvor meget de betaler. Lige så vigtigt er det, at middelklassen føler, at den får noget for skattepengene.
Det var i hvert fald den lære, det britiske arbejderparti drog efter at have tabt magten i 1979.
I første omgang var konklusionen ellers, at vælgerne havde stemt på De Konservative, fordi Arbejderpartiet ikke var tilstrækkelig venstreorienteret. Hvilket de følgende år førte til taktiske skridt mod venstre.
Men da Arbejderpartiet endelig satte sig for at finde årsagen til tabet af middelklassen til De Konservative i 1980’erne og første halvdel af 90’erne, fandt partiet ud af, at når vælgerne ikke ville betale høje(re) skatter, skyldtes det, at de ikke følte, de fik noget ud af det.
I stedet blev folk på overførselsindkomster som “Fattig-Carina” ofte set som nassere, og mistanken om socialt bedrageri var udbredt. Til Arbejderpartiets overraskelse frygtede mange lavtlønnede endda at blive brandbeskattet, hvis partiet genvandt regeringsmagten. En frygt, som ikke så meget skyldtes deres daværende løn, men snarere den løn, de håbede at få en dag.
I Philip Goulds bog The Unfinished Revolution. How the Modernisers Saved the Labour Party fra 1998 – som efterfølgende ikke blot blev en lærebog for generationer af danske socialdemokrater, men også inspirerede Anders Fogh Rasmussen til kontraktpolitikken – hyldede han denne “stræbende klasse”; den nye middelklasse. Dem, som er besluttet på at “forbedre deres liv og hjem; få stadig bedre biler, vaskemaskiner og fjernsyn; og tage på ferie i Spanien frem for Bournemouth”.
Det var denne gruppe, som Arbejderpartiet skulle have fat i – og fik fat i under Tony Blair – og som har afgjort valg i Storbritannien og Danmark. Gruppen, som herhjemme fik navnet “blå Bjarne”.
Spørgsmålet er med andre ord, om blå Bjarne i højere grad identificerer sig med Fritz og Poul end “Fattig-Carina”. Foreløbig ser Liberal Alliance i hvert fald ud til endnu engang at lykkes med sin udskamning. Partiet er i den seneste meningsmåling det største borgerlige parti og Danmarks næststørste.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
