POLITIK // KOMMENTAR – Krisen i Liberal Alliance skyldes både politiske uenigheder, personlige fjendskaber og måden, de politiske budskaber sælges på. Det er svært at se, hvordan partiet skal komme over spærregrænsen. At genvinde fordums styrke virker helt utænkeligt.
Krisen i Liberal Alliance handler ikke kun om personlige modsætningsforhold og eksklusionen af en af partiets grå eminencer, men om selve partiets sjæl. Dets grund-DNA.
Det er i disse dage og måneder svært at finde ud af, hvor Liberal Alliance står i forhold til en række centrale politiske problemområder. Uklarheden skyldes ikke mindst, at partiet siden valget i juni har været i en krise, der kun synes at blive dybere og dybere. En krise, der handler om både politiske uenigheder, personlige fjendskaber og måden, de politiske budskaber sælges på.
Otte måneder med uklarhed og magtkampe
Valget 5. juni var en katastrofe for partiet, der gik fra 13 mandater til kun fire, og hvor partiets leder, Anders Samuelsen, end ikke kom i Folketinget. På valgaftenen valgte han dog ikke at trække sig tilbage, og det fik folketingsmedlem Henrik Dahl til tidligt næste morgen at rette et voldsomt angreb på Samuelsen, der blev beskyldt for inkompetence og for at favorisere sin familie, (søsteren Mette Bock var kulturminister) og venner, der ikke havde evnerne (Thyra Frank som ældreminister).
Det blev starten på en fire dage lang magtkamp, hvor Anders Samuelsen og den hidtidige gruppeformand Christina Egelund pegede på Simon-Emil Ammitzbøll-Bille som ny leder, mens Henrik Dahl og andre pegede på den unge, nyvalgte MF’er og tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Alex Vanopslagh, der blev valgt.
De tre folketingsmedlemmer, der skal være partiet frem mod et nyt valg, hvor det bliver en opgave bare at holde sig fri af spærregrænsen, fremstår ikke kun hver for sig som enkeltsagspolitikere, men også som sure mænd
Henover efteråret fortsatte uroen, og det endte med, at Simon-Emil Ammitzbøll-Bille, Christina Egelund og partiets mangeårige næstformand, Mai Christiansen, forlod partiet. Senere stiftede de to førstnævnte partiet Fremad, der dog har haft svært ved at få luft under vingerne.
Den foreløbige kulmination kom forleden med eksklusionen af den succesrige reklamemand Søren Kenner, der bag kulisserne har været en af partiets vigtigste kræfter. Hans eksklusion fik efterfølgende en anden af partiets bærende piller, landsformand Leif Mikkelsen, til at trække sig tre måneder før tid.
Hvad mener Liberal Alliance?
De tre tilbageværende folketingsmedlemmer er hver for sig dygtige, og især den nye leder, Alex Vanopslagh, har gjort sig positivt bemærket i en række debatter i Folketingssalen. Men en så lang og opslidende magtkamp sætter sig dybe spor i partiet på det personlige plan. Hertil kommer en helt grundlæggende usikkerhed om, hvad partiet mener på en række centrale områder. Det gælder ikke mindst den værdi- og kulturdebat, der er så afgørende i disse år.
I et stort interview i Berlingske i starten af februar, hvor Alex Vanopslagh forsøgte at puste nyt liv i og positionere partiet, nævnes ord som ”indvandring”, ”muslim/muslimsk” eller ”kultur” ikke med et eneste ord. Derimod optræder forskellige kombinationer af ”skat” 23 gange, og det var reelt det eneste, Vanopslagh fokuserede på i interviewet. Også mange af Vanopslaghs opslag på de sociale medier handler om skat, hvor han viderefører LA-mantraet om, at bare skatten sættes markant ned, bliver alting meget bedre, for så vil danskernes virkelyst øges og civilsamfundet blomstre og træde i karakter.
I stedet er kultur- og værdidebatten overladt til Henrik Dahl. Og følger man ham på de sociale medier, får man indtryk af en politiker, der burde være medlem af Nye Borgerlige, for han fokuserer primært på problemer – reelle og oppustede – i kølvandet på indvandringen. Hans daglige udmeldinger kan dårligt læses som andet end den stik modsatte kurs af det grundlag, Liberal Alliance blev skabt på, og som en overgang lidt forsimplet kunne koges ned til sloganet ”åbne grænser og lukkede kasser”: Alle er velkomne til Danmark, men de må klare sig selv fra dag ét, og første gang, de bliver dømt for noget, er det ud igen. Alle tanker om burkaforbud, krav om håndtryk og lignende blev afvist.
Denne ultraliberale tilgang i begyndelsen kunne ikke stå sin prøve, konfronteret med virkeligheden i form af flygtningestrømme på motorvejen, islamisk terror, omfattende social kontrol af muslimske piger og kvinder og et forpligtende regeringssamarbejde med partier, der trak i en anden retning. Men derfra og til at gå i den stik modsatte grøft, som Henrik Dahl har gjort, er der dog et stykke.
Tre sure mænd
Også det tredje hjul i giggen, Ole Birk Olesen, fremstår langt hen ad vejen som en enkeltsagspolitiker. Den tidligere trafikminister brugte de første måneder efter valget på at føre kampagne mod det meste af det, hans socialdemokratiske efterfølger på posten sagde og gjorde. Normalt opfordrer man i andre partier kraftigt ministre til at fokusere på andre emner fremover, når de forlader posten og kommer i opposition. For det er sjældent et kønt syn, når en eks-minister bliver hængende i sit gamle område.
De tre folketingsmedlemmer, der skal være partiet frem mod et nyt valg, hvor det bliver en opgave bare at holde sig fri af spærregrænsen, fremstår ikke kun hver for sig som enkeltsagspolitikere, men også som sure mænd. Henrik Dahls verdenssyn kan koges ned til, at det hele går ad helvede til. Indvandringen er ved at ødelægge Danmark, uddannelsessystemet ligger i ruiner, de unge er forkælede og uvidende og FNs Verdensmål er udtryk for venstreekstremisme (sic). Altså et udelukkende negativt fokus.
Historien om Liberal Alliance er historien om et parti, der i en overgang i nogle meningsmålinger stod til at få 0 pct. af stemmerne. Men det lykkedes at vende skuden, ikke mindst i kraft af en alliance af fire centrale mænd (der var den igen)
Det samme er langt hen ad vejen tilfældet med de to øvrige. Og den slags er sjældent et godt grundlag at sælge billetter på. Trump blev ikke valgt, fordi han kritiserede den illegale indvandring til USA, men fordi han lovede at bygge en mur og altså løse problemet. Så pyt med, hvor realistisk løftet var.
Ole Birk Olesen skaffer næppe heller fremgang på at kritisere sin efterfølger, men på at fortælle positive historier. Det er så det, Alex Vanopslagh forsøger med fortællingen om, at ”mindre stat og mindre skat giver et større fællesskab”, men i stedet for at glæde sig over at få flere penge mellem hænderne vil mange i stedet begynde at tænke på alt det besvær, det giver, selv at skulle organisere og tage ansvar for en række af de ting, der hidtil er blevet betalt over skatten. Der mangler beviser for Vanopslaghs påstand og konkrete eksempler på, hvor godt det vil blive med en så grundlæggende omlægning af hele samfundet.
Fra 0 til toppen og nu på vej tilbage mod 0
Historien om Liberal Alliance er historien om et parti, der i en overgang i nogle meningsmålinger stod til at få 0 pct. af stemmerne. Men det lykkedes at vende skuden, ikke mindst i kraft af en alliance af fire centrale mænd (der var den igen), som beskrevet af kommentator Jarl Cordua hos Altinget:
Partistifter og leder Anders Samuelsen, rigmanden Lars Seier Christensen, landsformand Leif Mikkelsen og den succesrige reklamemand Søren Kenner. Anders Samuelsen var ansigtet udadtil: den dygtige billetsælger med et evigt optimistisk budskab om, at det hele nok skal gå; Leif Mikkelsen styrede organisationen og kom med masser af erfaringer fra Venstre og fra DGI, som han havde været formand for; Søren Kenner forstod at sælge det glade budskab, og Lars Seier Christensen leverede en stor del af pengene til de mange reklamefremstød.
Succes’en udeblev da heller ikke. Som Søren Kenner fortalte i et oplag på Facebook forleden, så stod Liberal Alliance for præcis fire år siden til at få 9,4 pct. af stemmerne. Det svarede til næsten hver tiende voksne dansker og næsten hver femte af dem, der stemte borgerligt.
Hvor skal vi hen, du?
Uanset, hvor partiet lægger sig i den afgørende værdi- og kulturdebat, rejser det problemer. Vælger partiet den værdi- og nationalkonservative kurs, kommer man i hård konkurrence med både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Og en pæn blondine med store bryster, der på én gang virker professionel og ”almindelig”, er altså bedre til at sælge den slags budskaber på tv end en leverpostejfarvet mandlig universitetstype med pjusket skæg og sjusket frisure. Pardon my French, but that’s how it is.
Det bliver ikke let at få vendt den synkende skude. Jo mere vand, en båd tager ind, jo sværere er en sådan manøvre
Vælger Liberal Alliance at vende tilbage til den klassiske liberale linje, rejser det dels spørgsmålet om, hvorvidt Henrik Dahl bliver i partiet, dels spørgsmålet om, hvorfor man så pressede Simon-Emil Ammitzbøll-Bille og Chrstina Egelund ud.
Uanset, hvad man vælger, skaber det problemer og vil formodentlig føre til ny uro i baglandet. Men vælges skal der. Det er alfa og omega for et parti, at man kun kan brænde igennem med entydige og klare budskaber. Ikke mindst i disse SoMe-tider.
Det bliver ikke let at få vendt den synkende skude. Jo mere vand, en båd tager ind, jo sværere er en sådan manøvre.
Foto: Collage af POV International, www.ft.dk, Steen Brogaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
