Lugten af den kemiske væske, der både skulle desinficere og overdøve stanken på offentlige lokummer, da Mette Holm studerede i Kina i 1980’erne, forfølger hende den dag i dag. Men en toiletrevolution er godt i gang i verdens mest folkerige land, hvor man har opført 36.000 offentlige toiletter med træk og slip.
Da jeg så denne artikel i South China Morning Post for nylig, væltede minderne frem i mig – om mere end tre årtiers benyttelse af toiletfaciliteter, for nu at udtrykke det virkelig pænt, i Kina.
Det var i de tidlige 1980’ere, jeg der lærte at holde mig i op til 12 timer. Toiletterne på landet og på steder som eksempelvis Beijing Zoo var de værste. Men latrinerne på skolen, hvor jeg læste, var i høj grad også noget at skrive hjem om. De var bedre end de lokale lokummer.
Fødderne var synlige forneden, hovedet ragede op. Der var små plastickurve til det brugte papir.
Støbte huller med fodformede cementtrin til fødderne. Lågerne var svingdøre som i en amerikansk filmsaloon; de dækkede kun lige kroppen, når man sad på hug. Og man skulle vare sig for at sætte sig for tidligt for ikke at blive væltet omkuld af de klaprende døre.
Fødderne var synlige forneden, hovedet ragede op. Der var små plastickurve til det brugte papir. Stanken var ulidelig, gulvet glat, den kemiske væske, der både skulle desinficere og overdøve lugten, forfølger mig den dag i dag. Jeg kan spore den på lang afstand, når jeg nærmer mig et offentligt lokum i Beijings – ellers romantiske – smalle og snoede hutonger, gyder.
Langnæse på lokum
Man lærer ét og andet om sig selv, sine personlige grænser og sit hjemlands skik og brug i den kinesiske toiletsfære. I Kina var toiletbesøg slet ikke den meget private sag, som vi er vant til. Det er det nu i stigende grad, men langt fra altid og overalt. Værst er det på de offentlige lokummer, hvor man sad – og stadig sidder – på stribe enten side om side eller med en fod på hver side af en lang rende, hvor man selv tilstræbte at vende sig væk fra de andre kvinder, mens de – venligt og overordentligt nysgerrigt – kunne sidde længe og tænksomt studere, om jeg mon var skabt og havde samme naturlige funktioner som dem, og hvordan mit undertøj så ud; eventuelt mens de lod en langsom spytklat sile ned over hagen.
Kineserne kan sidde på hug i lang tid, med albuerne hvilende på lårene og ansigtet hvilende i hænderne, mens de betragter en 大鼻子, dà bízi, ’stornæse’ eller ’langnæse’ – en udlænding. Hvis omstændighederne tvang os langnæser ind på de offentlige lokummer uden skillevægge, kan det nok være, vi lærte at forrette, hvad forrettes skulle, i en hulens fart, mens man af al magt forsøgte ikke at glide, tabe noget ned i renden eller ligefrem selv falde ned i den. Glem alt om toiletpapir, håndvask og sæbe.
Kinesiske børn luftes
Kinesiske småbørn var sparet for disse trange, ildelugtende, uhygiejniske og usunde latriner. De slap tilmed for bleer, idet kinesisk babytøj har en revne forneden, så de små ganske enkelt bliver holdt frit over, eller, når de er lidt større, sætter sig på hug på gaden eller potten og enten tisser eller skider. De går derfor langt mere sikkert end vestlige børn, der skal skræve over en altsugende anordning på størrelse med en lille madras mellem benene.
Den dag i dag kan man se børn blive aftenluftet før sengetid i Kina, som man ser det med skødehunde herhjemme og nu om dage også i Kina. Men efter at folk i stigende grad flytter i etageejendomme med indlagt vand, toilet og fjernvarme, forsvinder skikken. Det er et kvantespring for hygiejne og sanitet i Kina
Kina har omkring 4,5 millioner hjemlige (flest) og udenlandske turister hvert år. Og især de udenlandske har det virkelig svært med de offentlige toiletter. Derfor blev det for to år siden besluttet, at tiden var inde til (også) en kinesisk toiletrevolution, som allerede er meget fint undervejs. Der er blevet opført 36.000 nye offentlige toiletter ved seværdigheder over hele landet, mens 15.000 er blevet renoveret. Dermed er 90 pct. af planen allerede fuldført. De nye og forbedrede toiletter har selveste præsident og partichefen, Xi Jinpings bevågenhed.
Kinas Nationale Turismeadministration er stolt af de fornemme nye toiletter, men lider ifølge lederen, Li Jinzao, under, at lokale, flest ældre, hamstrer gratis toiletpapir i lange baner. Til Hong Kong-avisen South China Morning Post fortæller Li om dårlige toiletmanerer og om planer om at sortliste turister, der opfører sig upassende på de fine toiletter.
Enhver med brug for toiletpapir skal stille op til scanning af sit ansigt, før en maskine spytter 60 cm toiletpapir ud.
I marts endte overvågningsoptagelser af en del ældre kinesere, der stjæler toiletpapir på Himlens Tempel i Beijings offentlige toiletter, på weibo, som er Kinas flittigst brugte sociale tjeneste, en blanding af Facebook og Twitter. Nogle af de gamle kom flere gange dagligt og stjal toiletpapir, som de pakkede i medbragte tasker.
Netop toiletterne i Himlens Tempel er så fine, at de har status af stjernetoiletter. Og blot til almindelig advarsel: Myndighederne har nu installeret kameraer med høj opløsning, som er koblet til teknologi, der kan genkende ansigter! Enhver med brug for toiletpapir skal stille op til scanning af sit ansigt, før en maskine spytter 60 cm toiletpapir ud. Til gengæld kan man efter ni minutter få yderligere 60 cm papir.
Lokumsrenserens kunst
En bekendt fortæller, hvordan han var på besøg hos en bondefamilie langt ude på landet, hvor de selvfølgelig har latrin, en god og hygiejnisk én, ikke som de modbydelige offentlige toiletter.
Sønnen studerer i Shanghai og har en kæreste derfra. Familien er så betagede af svigerdatteren fra storbyen, at de har opført et rigtigt toilet med kumme og skyl alene til hendes brug – og til langnæser, selvfølgelig, hvis en sådan skulle forvilde sig forbi.
Det er et ganske almindeligt kinesisk bondehjem med trampet jordgulv, indendørs ildsted til at lave mad over og det tørrede kød hængende i snore under loftet, mens hønsene bevæger sig frit omkring inde og ude.
Jeg ved ikke, hvor i Shanghai svigerdatteren kommer fra. Men også her, i Kinas fremmeste og mest moderne by, er der stadig et par hundredetusind mennesker, der ikke har adgang til toilet. Så de bruger natpotter, som de tømmer hver morgen i et fælles anlæg i gadeplan. Alle nye bygninger bliver udstyret med moderne sanitære faciliteter, men beboerne i en stor del af byens gamle boligmasse er endnu ikke så heldige.
Den fremtrædende kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei troede de første år af sit liv, at en digter var en lokumsrenser. Hans far, den respekterede nationalpoet Ai Qing, faldt i politisk unåde under Anti-Højre-kampagnen i 1958 og blev sendt i internt eksil i det nordvestlige Kina, i Xinjiang, hvor han rensede lokummer i 20 år. Ai Qing blev rehabiliteret i 1979. Og hans søn lærte dog, hvad det vil sige at være kunstner.
Fotos: øverst: screen-dump fra South China Morning Post; latriner: Carsten Gyrn; lille dreng og pottetømning: Mette Holm.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
