PSYKISK SYGDOM // ESSAY – Man siger, at borderline personlighedsforstyrrelse er en diagnose mange får nu om dage i dansk psykiatri. Alligevel er det en lidelse, der bliver snakket meget lidt om. Der er ganske få førstehåndsfortællinger om livet med borderline, og om hvordan sygdommen kan påvirke dem, der lider af den. Sofie Bojesen, diagnosticeret med borderline i 2011, fortæller om, hvilke problematikker hun har i sit liv med borderline.
Lige siden jeg har kunnet forstå Shakespeare, har karakteren Hamlet interesseret mig. Han er en ung mand, der bliver kastet ud i en verden af intriger og følelsesmæssigt kaos uden, at han egentlig er parat til det.
Det er en situation, som mange unge sagtens kan nikke genkendende til (uden mord og Game of Thrones-agtige intriger, forhåbentligt). Specielt Hamlets ikoniske citat: ”At være eller ikke at være: Det er spørgsmålet”, lader til at være en dominerende tvivl i mange unges sind i vores tid. Nogle gange kan denne tanke dog blive mørk som natten og tage fat i sindet som snerlen omkring et ungt lindetræ.
Hver dag var en kamp for at holde luften inde, så jeg ikke kollapsede. En dag i oktober brast det hele sammen. Jeg stod med to pilleglas i hånden, og det næste øjeblik var de tomme
Når Hamlet funderer over at være eller ikke at være, snakker han nemlig om en definitiv ende på det hele – en ende på voksenlivets kaos, smerte og udfordring. Og en ende på ansvaret for sit eget liv, sin egen lykke. Og det er egentlig essensen i min borderline-diagnose. Jeg har hele livet svævet mellem at være til eller ikke at være til – i mere end én forstand.
Et gennemhullet badedyr
Jeg fik min diagnose, da jeg var 19 år gammel. Jeg var et kæmpe rod af følelser og tanker, som jeg ikke kunne sætte ord på. Hele min barndom og ungdom havde jeg holdt sammen på mig selv med lappeløsninger, som var jeg et gennemhullet badedyr dækket af gaffatape. Hver dag var en kamp for at holde luften inde, så jeg ikke kollapsede. En dag i oktober brasede det hele sammen. Jeg stod med to pilleglas i hånden, og det næste øjeblik var de tomme. De efterfølgende uger var et hæsblæsende virvar af indlæggelser, læger, medicin, samtaler og jeg ved ikke, hvad. På Gentoftes lukkede psykiatriske afdeling fik jeg min diagnose, og jeg blev ordineret DAT-terapi.
Jeg kunne være ballets dronning. Det var intet problem. Jeg skruede bare et grin på og kørte derud af
I DAT-terapi (dialektisk adfærdsterapi) lærte jeg forskellige værktøjer til relationsfærdigheder, krisefærdigheder og følelsesregulering mm. Jeg lærte som sådan ikke særlig meget om min diagnose. Jeg husker det i hvert fald ikke. Det var selvfølgelig en prioritet at hjælpe mig med at være selvskadefri og blive bedre til relationer, men jeg kunne godt have savnet generel viden om min diagnose.
Depressionen væltede mig omkuld
Men lad os vende tilbage til, hvordan borderline kan føles. Da jeg først blev diagnosticeret, var mit følelsesliv som sagt et kæmpemæssigt rod, men en tilstand, der var konstant var depression. En del med borderline oplever på et eller andet tidspunkt depression, og det kan føles forskelligt fra person til person. Jeg husker desværre ikke særlig meget fra da det var værst, men jeg har fået fortalt at jeg mest af alt bare sad i mine forældres kælder og spillede computer. Jeg husker selv, at jeg festede meget. For meget. Når bare der var alkohol, kunne jeg foretage mig alle mulige ting i sociale sammenhænge selvom jeg var depressiv.
Tanken om selvmord er et gespenst, der står på en tom operascene med én tilskuer gemt i mørket, og genfærdet skråler hver dag om en ny måde at ende livet på
Jeg kunne være ballets dronning. Det var intet problem. Jeg skruede bare et grin på og kørte derud af. Jeg tror egentlig, jeg brugte fester til at holde tristheden og tomheden stangen – spiritussen, musikken, menneskerne blev mine tyrefægtere. Men når jeg så kom hjem, torpederede tyren ind i mig, væltede mig omkuld og lagde sig tungt ovenpå mig. Jeg kunne ikke ånde, gå, stå eller være til.
Efter mine indlæggelser fik jeg hjælp fra forskellige terapeuter, og min depression fyldte mindre og mindre. Jeg får stadigvæk depressive tilstande nu og da, hvor de triste tanker stadigvæk føles som en umådelig stor tyr, der er svær at fægte med. Det er nok noget jeg aldrig slipper af med.
Jeg vil ikke være, jeg vil væk
Lad mig være helt ærlig. En kæmpe del af min borderline og depression handler om selvmord. Det er ikke noget, jeg ofte snakker om, fordi mine pårørende selvfølgelig bliver meget påvirkede af det. Men selvmord er et tema, der bliver gentaget, genspillet og gennemtæsket på alle mulige tænkelige måder i mit hoved. Ligesom Hamlet har jeg spøgelser omkring mig. Tanken om selvmord er et gespenst, der står på en tom operascene med én tilskuer gemt i mørket, og genfærdet skråler hver dag om en ny måde at ende livet på. Og tilskueren lytter – nogle gange med halvt øre, nogle gange med fuld opmærksomhed.
Jeg har i dag lært gennem livserfaring og opmærksomhed, at mine selvmordstanker har to slags årsager. Den første årsag er simpelthen, når noget ikke går som jeg havde regnet med. Når jeg oplever nederlag, der har med relationer at gøre; en dårlig karakter, et skænderi, mangel på opmærksomhed eller anerkendelse. Hvis jeg får en dårlig karakter, elsker min mor mig ikke. Hvis jeg skændes med min veninde, dropper hun mig. Hvis min far ikke ringer til mig, har han glemt mig. Disse tvangstanker vokser sig til indre dæmoner, og de laver badutspring med selvmordstankerne i mit hoved.
For mig, for min borderline, er tomheden helt klart den værste følelse, jeg kan have. Den fylder mig helt ud til fingerspidserne, og apatien kan få mig til at stirre ud i luften en hel dag
Jeg ved nu, at det er en del af dén separationsangst, der blandt andet karakteriserer borderline. Og det er egentlig ikke, fordi jeg vil gerne dø. Jeg har masser at leve for; mine studier, mine venner, min familie, at rejse.
Den anden årsag til selvmordstankerne er nemlig noget så simpelt som stress. For mig bliver selvmord et ønske om at trække stikket ud, når det bliver for hårdt at være til. Mit hoved og min krop kan simpelthen ikke klare alle de følelser og tvangstanker, der rumsterer rundt som mus på loftet. De gange, hvor jeg har prøvet at tage mit liv, har det været en desperat handling, som skulle give mig en pause fra livets ansvar.
Heldigvis for alle ved jeg bedre nu. Når jeg gerne vil væk nu, er det mere i mental forstand, og jeg har lært at give mig selv pauser, når det hele bliver for meget – som regel med computerspil eller Netflix-serier. Min separationsangst har jeg ikke overvundet endnu, men jeg skal nok nå dertil.
Fuld af ingenting
Selvom mit følelsesliv kan være kaotisk, bærer det også præg af følelsesløshed. Én af diagnosekriterierne for borderline er nemlig, at man har en indre følelse af tomhed. Det er en følelse, der kommer og går hos mig, men når den kommer, slår den hårdt. Det føles som om jeg svæver rundt ude i det ydre rum omgivet af mørke – ingen stjerner, ingen planeter, ingenting. Jeg kan skrige, men ingen lyd kommer ud af min mund.
For mig, for min borderline, er tomheden helt klart den værste følelse, jeg kan have. Den fylder mig helt ud til fingerspidserne, og apatien kan få mig til at stirre ud i luften en hel dag. Jeg får ikke gjort noget. Fysisk er jeg helt fastlåst, mens jeg kæmper mentalt for at slippe ud af tilstanden.
For mig er mit største ønske at være lige som alle andre; parcelhus, kat, to børn, en partner, et par ferier om året. Intet vildt og eventyrligt. Bare roligt og normalt
Tilstanden af ingenting fremkalder en desperat følelse af panik, som om jeg er ved at drukne. Jeg spræller febrilsk efter vejret i et ubesindigt forsøg på at komme op til overfladen, og jeg har tit banket hovedet ind i væggen for slippe fri fra intethedens favntag. Jeg griber efter, hvad som helst for at fylde tomrummet. Før mine indlæggelser, tyede jeg også til cutting, som ses ofte hos borderlinere. Disse tilstande kan vare alt fra et par timer til et par dage for mig.
Før mine indlæggelser anede jeg ikke, hvad disse anfald betød. Det sker heldigvis ikke så tit for mig længere, og som regel kun når jeg har været meget stresset i en periode ligesom med mine selvmordstanker. Jeg ved nu, at det er min hjerne, der prøver at beskytte mig imod stress og jag.
En følelsesmæssig airbag
Nogle ville måske kalde apati en slags dissociering, og jeg kan sådan set godt forstå det. Dissociering kan nemlig også opstå i stressede situationer, hvor hjernen simpelthen kobler af følelsesmæssigt og kognitivt. For mig er apatien og dissociering dog to forskellige tilstande. Apatien er en frustrerende tilstand, hvor jeg føler mig låst fast i en spændetrøje, som opstår efter en stressende periode. Når jeg dissocierer, forsvinder jeg helt i øjeblikket, hvor jeg bliver stresset. Jeg tænker ikke. Jeg føler ikke. I de korte øjeblikke, hvor jeg dissocierer bliver jeg forvandlet til en let brise, der dovent driver væk fra de omgivelser jeg befinder mig i.
Dissociering er ikke et diagnosekriterie for borderline, og det er ikke alle borderlinere, der gør det. Tilstanden kan være reaktion på tidligere traumer, hvor man har lært sig selv at koble fra når man var i en farlig situation. Derfor ser man mest tilstanden hos folk, der har oplevet traumer. Jeg er desværre i den kategori, men når jeg ser tilbage på min barndom og ungdom forstår jeg, at min hjerne gjorde sit bedste for at beskytte mig. Jeg havde ikke mulighed for at flygte eller slå igen. I de farlige og stressende situationer var det som om jeg sad på passagersædet på en motorvej med 200 kilometer i timen. Ved det endelige sammenstød udløstes en følelsesmæssig airbag, der skulle beskytte mig.
Når alt kommer til alt, så holder jeg aldrig op med at kæmpe. Jeg rejser mig op efter hvert slag jeg tager imod. Min stædighed er min stærkeste ressource
Lang tid efter mine traumatiske oplevelser bliver jeg stadigvæk ved med at dissociere. Det kan ske i stressende situationer på mit arbejde eller hvis der er mange mennesker omkring mig. Det sker mest når jeg snakker med andre mennesker. Jeg kan stå og lytte, være oprigtigt interesseret, men lige pludselig bliver jeg til en brise, og jeg driver væk.
Det kan være svært for personen at forstå, og udadtil virker det utroligt ubehøvlet. Det ligner jo faktisk at jeg ikke gider at lytte selvom, at det er en automatisk reaktion. Som regel forklarer jeg blot, at jeg lige mistede koncentrationen et øjeblik, og om de kan gentage, hvad de sagde. Jeg har endnu ikke oplevet vrede på grund af det, og generelt tager folk det pænt selvom det kan være irriterende. Jeg håber at kunne kontrollere det bedre i fremtiden.
Fremtiden gør ondt
Selvom at jeg håber på det bedste i min fremtid, så er jeg for det meste en pessimist (hvilket bare ligger til min personlighed). Jeg kan være meget bekymret for om jeg nogensinde vil blive ”normal”; have et ”normalt” liv, have et ”normalt” job. For mig er mit største ønske at være lige som alle andre; parcelhus, kat, to børn, en partner, et par ferier om året. Intet vildt og eventyrligt. Bare roligt og normalt. I mørke perioder tror jeg ikke jeg får en god fremtid, og derfor gør fremtiden ondt. Det er ikke specielt for borderline, selvfølgelig, og mange har det sådan.
Alligevel kan håbet om et ”normalt” liv være meget mere spinkelt, når man har en personlighedsforstyrrelse, og ønsket om ikke at være til er stærkt nogle nætter. Men når alt kommer til alt, så holder jeg aldrig op med at kæmpe. Jeg rejser mig op efter hvert slag jeg tager imod. Min stædighed er min stærkeste ressource. Det skal nok gå, fordi det skal gå, og jeg vil blive ved med at kæmpe. Derfor er svaret på Hamlets spørgsmål i sidste ende ”at være”.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SOFIE BOJESEN HER
Foto: Naomi August, Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
