LIGESTILLING // KRONIK #1 – Skal kvinders frihed findes i karrieren eller i familien? Nina Smith og Anne-Mette Barfod står over for Maj My Humaidan i en debat, hvor omsorg bliver en form for stille oprør – en modstand mod arbejdssamfundets logik og en kamp for at gentænke ligestillingens mål. Men er det virkelig de eneste to veje, kvinder har at vælge imellem?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I øjeblikket ser man en debat i medierne om et klassisk dilemma i kvindebevægelsens historie: det såkaldte Wollstonecrafts dilemma. Det blev formuleret af den britiske politolog og feminist Carole Pateman i 1989 og har navn efter pioneren Mary Wollstonecraft (1759–1797).
Hvad er Wollstonecrafts dilemma? Kort fortalt: Enten kan kvinder følge en lighedsvej eller en forskellighedsvej i bestræbelsen på at opnå ligestilling i et patriarkalsk samfund. Går man lighedsvejen og stræber efter lige adgang til lønarbejde, tilslutter man sig den dominerende mandlige norm. Går man forskellighedsvejen og prioriterer det kvindelige omsorgsarbejde i familien, bliver man fortsat marginaliseret på arbejdsmarkedet.
Det store spørgsmål er, om vi fortsat vil lade kvinder vælge mellem to utilfredsstillende muligheder – eller om vi tør tænke os ud af selve dilemmaets rammer
Det er dog ikke blot et valg mellem to strategier – men snarere en double-bind-situation. Uanset hvilken vej, man vælger, vil man blive mødt med sanktioner: enten ved at underordne sig mandlige normer eller ved at miste samfundsmæssig status og økonomisk uafhængighed. og kæmpe for fuld integration på arbejdsmarkedet – eller forskellighedens vej og insistere på omsorgens og familiens værdi? Valget er ikke nyt. Faktisk beskrev den britiske politolog Carole Pateman det allerede i 1989 som Wollstonecrafts dilemma, opkaldt efter pioneren Mary Wollstonecraft.
Et umuligt valg
Wollstonecrafts dilemma handler ikke om to lige gode muligheder – men om en “double bind”-situation, hvor kvinder uanset valg vil blive straffet.
Går man lighedsvejen og tilslutter sig den mandlige norm om lønarbejde, mister man tid og frihed til omsorgsarbejde. Vælger man i stedet forskellighedens vej og prioriterer familien, risikerer man marginalisering på arbejdsmarkedet.
Økonomerne: Lighed gennem arbejde
I den ene lejr står økonomerne Nina Smith og Anne-Mette Barfod med bogen Overskudskvinder. Økonomers vej til det frie og lige liv (2025). Deres budskab er klart: Kvinders frigørelse og velfærdsstatens udvikling hænger uløseligt sammen – og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 70’erne var nøglen til økonomisk uafhængighed.
Men denne udvikling er truet, mener de. Flere kvinder vælger i dag deltid, freelanceliv eller hjemmepasning – ofte af hensyn til stress, familieliv eller utilfredshed med offentlige institutioner. I 2021 arbejdede 33 % af kvinderne deltid, og antallet af hjemmepassede børn steg fra 868 i 2010 til 2500 i 2023. Det skal ses i forhold til 77.000 børn i daginstitutioner, mens de er mellem 0 og 2 år.
Det lyder måske småt, men bekymringen er, at det kan svække velfærdsstatens økonomi og omsorgskvalitet.
Smith og Barfod advarer mod at bryde den generationskontrakt, som velfærdssamfundet bygger på: At den erhvervsaktive generation arbejder mest muligt for at finansiere velfærd til børn og ældre. I 2025 er 25 % af voksne i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse – og 60 % af dem er kvinder.
Deres svar? Flere kvinder skal arbejde fuldtid, vælge højtlønnede fag og gå efter ledelse – og samtidig skal samfundet aflaste dem med bedre barselsregler og en mere ligelig kønsfordeling i hjemmet.
Freelanceren: Omsorg som modstand
I den modsatte lejr finder vi Maj My Humaidan med Ærø-manifestet (2023) og Blødt. Et kampskrift for et meningsfuldt liv (2025). Efter at have forladt sit fuldtidsarbejde flyttede hun med sin familie til Ærø og begyndte at eksperimentere med hjemmeliv, hjemmeskoling og en mere nærværende hverdag. Familien oplevede landlivet som en glædelig forening af hjemme-, hus- og havearbejde samt samvær med gode naboer. Derfor besluttede familien at få flere børn og eksperimentere videre med hjemmepasning og hjemmeskoling. Humaidan repræsenterer tendensen til at opprioritere omsorgsarbejdet i familien i forhold til det kvindelige lønarbejde.
Overskudskvinder peger på en elitefeministisk strategi med karrierefokus og topstillinger, mens Blødt insisterer på omsorg, nærhed og eksistentiel bæredygtighed
For Humaidan er det “det bløde og det feminine, der skal redde os”. Med inspiration fra Inger Christensens digt “Det” drømmer hun om et samfund, der er “blødt som en krop”. Hun mener, at menneskelig bæredygtighed er en forudsætning for økologisk bæredygtighed.
Men hendes tanker har vakt stærke reaktioner. Socialdemokrater som Kåre Dybvad Beck har kaldt hende idealist og gratist, fordi hendes model – hvis udbredt – kunne underminere velfærdsøkonomien. Humaidan blev udskammet, men oplevede også opbakning fra kvinder, der genkendte sig selv i hendes længsel efter et andet liv.
I Blødt udviser hun større forståelse for kvindefrigørelsens historie og anerkender de ældre kvinders kamp for adgang til arbejdsmarkedet. Men hun fastholder, at hendes valg ikke handler om at vende tilbage til kødgryderne – men om at skabe balance og ligeværd.
To veje til ligestilling – samme dilemma
Debatten mellem Nina Smith og Anne-Mette Barfod på den ene side og Maj My Humaidan på den anden viser, at Wollstonecrafts dilemma stadig er relevant. Smith og Barfod argumenterer for, at kvinder bør følge lighedsvejen og tilslutte sig arbejdsmarkedets normer. De anbefaler, at kvinder vælger fuldtidsarbejde, højtlønnede sektorer og ledelse – og samtidig aflaster sig via velfærdsstatens institutioner og ligelig opgavefordeling i hjemmet.
Humaidan, derimod, følger forskellighedsvejen. Hun er bevidst om, at omsorgsvalget på kort sigt kan fastholde kvinder i marginalisering, men håber på længere sigt, at kulturelle forandringer vil ændre det. Hun afviser, at det skulle være samfundsundergravende at tage ansvar for egne børn og insisterer på, at dette valg er en del af en større bæredygtighedsdagsorden.
Dermed fremstår de to veje stadig som gensidigt ekskluderende – og dilemmaet som uløst. Overskudskvinder peger på en elitefeministisk strategi med karrierefokus og topstillinger, mens Blødt insisterer på omsorg, nærhed og eksistentiel bæredygtighed.
Begge veje har deres pris. Den ene kræver, at kvinder tilpasser sig en mandlig norm. Den anden risikerer at fastholde kvinders marginalisering – i hvert fald i det nuværende system. Det store spørgsmål er, om vi fortsat vil lade kvinder vælge mellem to utilfredsstillende muligheder – eller om vi tør tænke os ud af selve dilemmaets rammer.
Læs også Erik Christensens anden kronik om emnet: “Er der en tredje vej til ligestilling?”
Litteraturliste
- Barfod, Anne-Mette og Nina Smith (2025) Overskudskvinder. Økonomers vej til det frie og lige liv. Lindhardt og Ringhof A/S. København.
- Christensen, Inger (1969) Det. Gyldendal. København.
- Humaidan, Maj, My (2023) Ærø-manifestet. Om længslen efter et andet familieliv. Gyldendal. København
- Humaidan, Maj My (2025) Blødt. Et kampskrift. Gyldendal. København.
- Jyllands-Posten 17. marts 2025
- Mandag Morgen 31. januar 2013
- Pateman, Carole (1989) The Disorder of Women. Democracy, Feminism and Political Theory. Polity Press. Cambridge. The Patriarchal Welfare State. s. 196-197.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og