SPLITTET LAND // REPORTAGE – Den israelske tro på en tostatsløsning med palæstinenserne er faldet drastisk efter 7. oktober sidste år. Nogle vil gerne, men de tør ikke, skriver Deniz Serinci fra det splittede land.
ISRAEL // VESTBREDDEN – ”Jeg troede, de paragliders i luften var en del af underholdningen,” husker Yekea Garmelo. ”Jeg indså ikke i starten, at de var terrorister. De dræbte to af mine venner.”
Således siger den unge mørkhårede mand om den udendørs musikfestival ved navn Nova nær kibbutz Re’im, cirka fire kilometer fra Gazastriben. Den 7. oktober 2023 kom palæstinensiske Hamas-militante flyvende ind med paragliders, mens de unge israelere tog flugten over stok og sten. 364 civile blev dræbt og mindst 40 unge kidnappet ved overraskelsesangrebet.
I dag er stedet forvandlet til et mindested med israelske flag, billeder af de dræbte og kidnappede og kæmpestore ”Bring them home now”-skilte, omgivet af gule sløjfer til støtte for de bortførte israelere.
Tæt på har de israelske myndigheder samlet de biler fra festivalpladsen, der blev brændt af Hamas-militante.
Yekea Garmelo går rundt ved festivalpladsen og kigger på mindetavler for de kidnappede. Kort tid efter får han følgeskab af Adi, en ung jødisk mand i start-20’erne, født i Israel, men med rødder i Marokko og Indien. Adi overlevede Hamas’ angreb, men hans 23-årige bror gjorde ikke.
”Terroristerne satte ild til den bil, hvor min bror gemte sig,” fortæller han krampagtigt i sorg.
Liget var så forkullet, at det først kunne identificeres 12 dage efter.
”Det var ikke en krig! Det var en massakre mod dansende civile! De dansede for fred,” pointerer han med løftet pegefinger, mens han suppleres af to venner, der fortæller et uudtømmeligt lager af triste historier her på pladsen.
”Under krig har du to hære. Her var det forsvarsløse civile. Det er ikke et slag. Det er et kujonagtigt angreb,” tilføjer Adis ven.
Her i Nova kan man klart høre bomberne falde over Gaza, hvor der ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder er over 39.000 mennesker, der er døde siden Israels svar på 7. oktober-angrebet.
Adi, Yakir Garmelo og deres venner har ikke meget tilovers for omverdenens fordømmelse af Israels krigsførelse i Gaza. De koger af vrede og raseri over Sydafrika, der har trukket israelerne i retten med anklage om ”folkemord”.
”Hamas startede krigen i Gaza,” fastslår Adi. ”Hvad angår Sydafrika. Har du hørt dem klage over Hamas’ kidnapning af babyer?”
”Israel trak sig ud af Libanon i 2000 og Gaza i 2005. Hvad fik vi? Raketter i hovedet.”
– Ung jødisk mand ved Nova-festivalpladsen.
Rent faktuelt fordømte Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa i november Hamas’ angreb under et virtuelt møde.
”Vestens hykleri er helt utroligt. Palæstinensernes største fjende er Hamas, som bruger civile som menneskelige skjolde. Hvorfor taler Vesten ikke om den halve million mennesker, der er døde i Syrien? Men når Hamas kommer og slagter os, så er vi de skyldige? Det er skamfuldt!” siger en af Adis venner.
USA’s præsident Joe Biden har – ligesom den danske statsminister Mette Frederiksen – argumenteret for en tostatsløsning, hvor jøderne får de 78 pct. af det britiske mandatområde Palæstina, mens palæstinenserne får en stat på de resterende 22 pct., svarende til Gaza og Vestbredden.
Det har de jødiske mænd på Nova-pladsen heller ikke meget tilovers for.
”Nej til en palæstinensisk stat efter denne massakre den 7. oktober. Vi er bange for terror,” fastslår den ene mand. “Israel trak sig ud af Libanon i 2000 og Gaza i 2005. Hvad fik vi? Raketter i hovedet.”
Adis anden ven læner sig op ad de hellige bøger og vil derfor ikke give palæstinenserne territoriale indrømmelser.
“Ifølge Bibelen er det her vores land. Omegnen bør også være vores, fordi Storisrael også omfattede dele af Libanon, Egypten, Syrien og Jordan.”
Jeg tager videre til kibbutz Nir Oz, 12 kilometer syd for festivalpladsen. Den 7. oktober blev den ifølge det israelske militær invaderet af op til 150 militante, som dræbte eller kidnappede 180 af de omkring 400 beboere.
Området er fyldt med bygninger med skudhuller, knuste vinduer og glasskår på gulvet. Nir Oz er forvandlet til en spøgelsesby. Væggene og vinduerne er flere steder væk, enkelte bærende elementer står stadig og holder sammen på resterne og afslører det tomme, sorte indre, der engang havde været hjem for familier. Næsten alle er væk. Kun en enkelt kat gider være der længere. Et sted hænger resterne af en dyne med Mickey Mouse-billeder på ydersiden af et sammenbrudt hushjørne.
”Vi er kede af de civile palæstinensere, der dør i Gaza. Men det er, fordi Hamas gemmer sig bag civile. For os er dødstallene en tragedie, for Hamas er det en strategi.”
– Haim Shlavi, ung jødisk studerende.
Netop Nir Oz kommenterede mændene fra Nova-musikfestivalpladsen på som argument for deres modstand mod en palæstinensisk stat, inden jeg forlod dem.
”Hvordan vidste Hamas-terrorister præcist, hvem der boede hvor? Det er, fordi palæstinensere fra Gaza arbejdede her og kendte stedet. De spionerede mod os, og den 7. oktober solgte de os. Vi har ingen tillid til dem mere.”
Guds land
Lignende synspunkter hører jeg hos bosætterne på Vestbredden. Bosættelsen Beit Horon ligger 20 kilometer nord for Jerusalem, har 1.442 indbyggere og blev oprettet i 1977. Her er der folkeskoler, supermarkeder, vuggestuer, børnehave, to synagoger, bibliotek og religiøse skoler, hvor man kan studere de hellige skrifter.
På en græsplæne står den unge mand Ori Haim og hans to venner og hører musik med soundbox. Den Internationale Domstol (ICJ) vurderede i juli, at Israels besættelse af palæstinensiske områder og bosættelserne er ulovlige.
”Nej, det er vores land, ifølge Bibelen,” pointerer den muskuløse Ori Haim.
”Vi vil ikke rømme bosættelserne eller give palæstinenserne land,” fastslår han. ”Hvis de får magt noget sted, opstår der kaos,” mener han.
Men verdenssamfundet taler jo om en stat bestående af 22 pct., nemlig Vestbredden og Gaza – og at I kan beholde de 78 pct. …
”Palæstinenserne vil ikke nøjes med 22 pct., men udslette hele Israel,” siger Ori Haim.
”Efter den 7. oktober tror jeg ikke længere på fred med palæstinensere. Jeg ønsker det, men jeg tror ikke, at det kan lade sig gøre. Desværre.”
Samme holdning møder jeg på Torah-skolen i bosættelsen Giv’at Ze’ev, grundlagt i 1977 på en forladt jordansk militærlejr. I dag bor der 21.097 jøder i bosættelsen.
Haim Shlavi, der er en af de studerende, er omgivet af en masse jødiske teenagere, hvor flere har kalotter på hovedet, øreløkker, hvide skjorter og sorte herrebukser på.
Række efter række sidder de unge mænd og studerer de hellige tekster.
De viser mig skolens værelser. På væggen hænger der et billede af USA’s tidligere præsident Donald Trump, der igen stiller op til posten som verdens mest magtfulde mand.
”Vi håber, han vinder præsidentvalget til november,” siger Haim Shlavi.
Under Trump førte supermagten en meget Israel-venlig politik.
De unge viser mig deres gamle Nokia-telefoner. ”Kosher-telefoner”, som de kalder det. Moderne iPhones betragtes som værende syndige.
”Vi er kede af de civile palæstinensere, der dør i Gaza,” fastslår Haim Shlavi. ”Men det er, fordi Hamas gemmer sig bag civile. For os er dødstallene en tragedie, for Hamas er det en strategi.”
Han går nu i gang med at læse op af Torahen på hebraisk.
”Se! Det står sort på hvidt! Gud har givet os landet.”
Kun få fordømmer Hamas
Den israelske regering har også afvist en tostatsløsning.
Og det samme gør de fleste borgere i landet.
En Gallup-undersøgelse få uger efter Hamas’ angreb den 7. oktober viste, at kun 25 pct. af de israelske voksne støtter oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat, mens de fleste (65 pct.) er imod det. I 2012 støttede 61 pct. en palæstinensisk stat, mens 30 pct. var imod.
”Da algerierne ville løsrive sig fra Frankrig i 1962, kostede det også en million algeriere livet. Hvis du vil opnå friheden og selvstændigheden, må du også betale prisen.”
– Muhammed Hussein, palæstinensisk taxachauffør i Nablus.
Det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, oprettet i 1994 og styret af partiet Fatah med præsident Mahmoud Abbas i spidsen, er anerkendt af både Vesten og Israel som moderat. Deres officielle politik er, at de ønsker en palæstinensisk stat, baseret på de 22 pct.
”For at have en palæstinensisk stat skal vi som Israel have en forhandlingspartner, som vi kan tale med,” siger Adi ved Nova-festivalpladsen.
I har jo de moderate Fatah og Mahmoud Abbas.
”Han er irrelevant, en marionet, som man kan tale officielt med, uden folkelig opbakning.”
I en meningsmåling fra maj og juni foretaget af Palestinian Center for Policy and Survey Research (PCPSR) støttede 40 pct. af palæstinenserne i de palæstinensiske områder Hamas, mens kun omkring 20 pct. støtter Fatah og Abbas.
Blandt de palæstinensere, jeg møder på Vestbredden, er der kun få, der vil fordømme Hamas’ terror den 7. oktober.
”Israelerne bliver ved med at bygge flere bosættelser, de stjæler vores land og fortsætter undertrykkelsen. Flere arabiske lande normaliserede forholdet til Israel og glemte os. Med Hamas’ angreb kom vi igen på verdens dagsorden,” siger taxachaufføren Muhammed Hussein i Nablus.
Men efter Hamas’ angreb iværksatte Israel invasionen af Gaza, som har kostet titusinder livet …
”Da algerierne ville løsrive sig fra Frankrig i 1962, kostede det også en million algeriere livet. Hvis du vil opnå friheden og selvstændigheden, må du også betale prisen.”
Flere huse er forvandlet til ruinhobe, og eksplosionernes efterladenskaber får lov at blive liggende, fordi ingen gider rydde op, for der kommer snart endnu en raket alligevel, så det kan ikke betale sig
Anderledes toner lyder fra en skomager i Hebron, der ikke tør stå frem med navn.
”Vil israelerne føle sig trygge ved os nu efter Hamas’ angreb? Vil de give os en stat nu? Hamas har bombet vores sag mange årtier tilbage.”
Også det palæstinensiske selvstyre og Mahmoud Abbas har i forsigtige vendinger taget afstand fra angrebet den 7. oktober og udtrykt modstand mod drab på civile.
Der bliver jo borgerkrig
Ligesom palæstinenserne er delte, gør det samme sig gældende med israelerne.
Igor Abrahamovic er en russisk jøde, der bor i Kibbutz Menara på grænsen mellem Israel og Libanon. Den rødhårede mand er den eneste, der tør bo i kibbutzen, der jævnligt angribes af den shiitiske bevægelse Hizbollahs raketter fra Libanon.
Flere huse er forvandlet til ruinhobe og eksplosionernes efterladenskaber får lov at blive liggende, fordi ingen gider rydde op, for der kommer snart endnu en raket alligevel, så det kan ikke betale sig. Flere biler er forsvundet i flammehave.
”Jeg har det fint med en tostatsløsning, så længe vores sikkerhed er garanteret,” pointerer Igor Abrahamovic.
Jeg gentager de forrige jødiske interviewpersoners argumenter om, at Israel ikke bør forlade palæstinensiske territorier, fordi der så vil komme mere terror.
”Jamen, nu hvor vi kontrollerer palæstinensiske områder, har vi jo også terror. Hvem siger, at der kommer mere fred på den måde?”
Igor Abrahamovic spørger mig og min fixer, om vi ikke vil blive en time mere i kibbutzen, fordi der vil være en begravelse. ”Nej tak,” svarer jeg. ”Vi skal videre.” Vi kører væk. Fem-ti minutter efter ser vi røg stige til himmels. Min fixer ringer til Igor Abrahamovic, der bekræfter, at der lige er faldet en Hizbollah-raket.
Jeg og fixeren er sluppet uskadt, men vi er begge chokerede. ”Vi kunne være blevet dræbt!” siger jeg.
På vej tilbage til Jerusalem diskuterer jeg konflikten med min fixer i bilen, hvis sidespejl har den gule sløjfe.
Fixeren, der er argentinsk jøde, er enig med det internationale samfund i, at Israel ikke bør bygge flere bosættelser.
”Jeg er ikke imod en palæstinensisk stat, men det er svært – hvis ikke umuligt – efter 7. oktober,” siger han.
Da Israel trak sig ud af Gaza i 2005 og rømmede bosættelserne med 7.000 bosættere der, kom det til kampe mellem bosættere og israelsk politi.
Den dengang 30-årige jødiske bosætter Bezalel Smotrich blev anholdt af israelsk politi, fordi han var i besiddelse af 700 liter benzin og olie. Politiet mistænkte Smotrich for at ville angribe dem, fordi Israel trak sig ud af Gaza.
I dag er Smotrich en magtfuld mand og sidder i regeringen som finansminister. For nogle dage siden sagde han under en konference, at det ”kunne være fair og moralsk rigtigt at lade 2 mio. palæstinensere i Gaza sulte ihjel, men at det internationale samfund ikke lader os gøre det.”
Netop derfor er en rømning af Vestbredden – og oprettelsen af palæstinensisk stat – ret svær, ifølge fixeren.
”Hvis der opstod slagsmål, fordi vi smed 7.000 bosættere ud af Gaza, hvordan skal vi så smide 700.000 bosættere ud af Vestbredden?” spørger han. ”Der bliver jo borgerkrig.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
