UKRAINE OG EU #31 // TEMA – Ruslands krig mod Ukraine udspiller sig også på det religiøse og ideologiske område. Ukrainske kirker udfordrer Kremls fortælling om ”det hellige Rus” og spiller en stadig større rolle i arbejdet med at forme den nationale identitet, der skal præge landets genopbygning efter krigen.
Natten til mandag den 15. juni ramte russiske missiler en række ukrainske byer, inklusive hovedstaden Kyiv. 13 mennesker blev dræbt, og også Kyiv-Pechersk Lavra (”huleklosteret”) blev ramt, hvor katedralen Dormition brød i brand.
For mange ukrainere var dette angreb ikke blot et angreb på uskyldige ukrainere, som mistede livet, men et angreb på ukrainsk identitet og ortodoks kristendom på det sted, hvor det Kyiv-Rus med dåben af fyrst Volodymyr blev grundlagt for over 1.000 år siden.
Konflikten i Ukraine er ikke en religiøs konflikt – både Rusland og Ukraine ser sig selv som ortodokse kristne samfund – men religion og religiøse aktører har en stor effekt på det ukrainske samfund, udviklingen af konfliktdynamikken og udsigterne til, hvilken slags fred ukrainerne kan håbe på.
Det positive bidrag fra de ukrainske kirker – svaret på, hvad Ukraines sjæl er, hvis den ikke er en del af det hellige Rus – bliver afgørende i den næste fase med genopbygningen af det ukrainske samfund
Angrebet på huleklosteret gjorde derfor ekstra ondt på ukrainerne. Men samtidig bekræftede angrebet en udbredt følelse blandt befolkningen: at både magthaveren i Kreml og i den russisk-ortodokse kirke blot gemmer sig bag myten om det hellige Rus, det traditionelle moderland hvor autoritær politik og ortodoks kristendom går hånd i hånd og kræver fuldstændig og betingelsesløs opbakning fra den enkelte.
En stor ortodoks befolkning
Ukraine er hjem for en stor ortodoks befolkning, og i 2021 rapporterede over 70 procent, at de var ortodokse. De ortodokse tilhører primært en af de to ortodokse kirker i landet: I 2021 – dvs. før krigen – hørte 25 % til den ukrainsk-ortodokse kirke, Moskva-patriarkatet (UOC-MP), og 58 % til den uafhængige ortodokse ukrainske kirke (OCU). Siden 2022 har UOC-MP mistet mange medlemmer og menigheder til OCU, men den nøjagtige procentfordeling hersker der tvivl om.
Ud over ortodokse kristne er der en stor græskkatolsk kirke, som anerkender den katolske pave, men har beholdt den ortodokse liturgi (10 %), og en række protestantiske kirker såsom lutheranere, baptister og pinsekristne (4 %).
Krigen har været med til at ændre værdipolitik og selvforståelse blandt ukrainske præster og kirkeledere. Især ortodokse kristne har befundet sig i en gråzone både sikkerheds- og identitetsmæssigt.
Sikkerhedsmæssigt fordi krigen har betydet en afvejning af, om de selv, deres familie og deres menighedsmedlemmer vil være i sikkerhed, hvis de endte på den russiske side af frontlinjen.
Identitetsmæssigt fordi krigen har tvunget de ukrainske kirker til en besindelse på, om de som ukrainske ortodokse kristne skal orientere sig mere mod Europa og mindre mod Rusland.
Nylige rapporter har dokumenteret overgreb i de russiskbesatte områder på alle former for religiøse fællesskaber, der ikke ubetinget støtter Ruslands militære ambitioner. Der er ødelagt 643 kirker og andre religiøse mødesteder, 67 præster er blevet dræbt og 30 taget til fange.
Den voldelige fremfærd i de besatte områder, overtrædelser af tros- og religionsfrihed, drab og fængslinger er sket med den russisk-ortodokse kirkes velsignelse.
Men den hårdhændede fremfærd har givet et stort bagslag i resten af Ukraine i forhold til tilslutningen til de ortodokse menigheder, som historisk har været forbundet til Moskva (UOC-MP).
Det åndelige beredskab
Efter invasionen i februar 2022 sluttede den russisk-ortodokse kirke (Moskva-patriarkatet) helhjertet op om krigen, og denne tilslutning er senest blevet ikke blot gentaget, men skærpet i marts 2024 med patriark Kirills betegnelse af invasionen som ”en hellig krig”.
Den ideologiske og teologiske blåstempling af krigen fra den russisk-ortodokse kirkes side ses af mange ukrainere som et udtryk for hybrid krigsførelse, og den russisk-ortodokse kirke er i stigende grad blevet set som en trussel mod national ukrainsk sikkerhed og selvbestemmelse.
Afsløringen af den russisk-ortodokse kirkes myter om det hellige Rusland og den evige enhed mellem folk, kirke og stat i det russiske imperium er derfor en central del af de ukrainske ortodokse kirkers åndelige beredskab.
Den russisk-ortodokse kirke leverer en kvasi-teologisk legitimering af denne konspiratoriske omverdensforståelse, understøtter krigen institutionelt og kvæler al intern kritik blandt præster af de russiske overgreb på ukrainere
På en nylig konference i december 2025 påpegede en række ukrainske kirkeledere, at formuleringerne er en del af den russiske hybride krigsførelse, udfærdiget til at overbevise ortodokse ukrainere om, at Ukraine har brug for at blive reddet fra vestlig, dekadent livsførelse og umoral. Ifølge den russiske tankegang er ”Vesten” fjenden i Ukraine, som ”Det Hellige Rus” bekæmper og forsvarer sig imod.
Forståelsen af krigen i metafysiske termer og det russiske imperium som noget, der har en ontologisk eksistens, er en del af krigsførelsen, påpegede de ukrainske kirkeledere. Men imperiet og de hellige krige lever kun i menneskelige tanker og handlinger, og desværre har de idéer bidt sig fast og skabt en apokalyptisk og nihilistisk sekt på tværs af det politiske, kirkelige og militære lederskab i Rusland.
Den ”russiske verden”/den ”russiske fred” (Russkiy mir) er et paraplybegreb for en række idéer om social og national identitet og politisk ekspansionisme, som russiske intellektuelle og den russisk-ortodokse kirke har udarbejdet efter kollapset af Sovjetunionen i 1990’erne.
Det er et fleksibelt begreb, som både er kulturelt, civilisatorisk, åndeligt og et geopolitisk sted. Den russiske verden kan ses som arvtager til tidligere russiske teologiske-politiske doktriner som ”Det Hellige Rus”, ”Moskva, det tredje Rom” og ”Sovjet” i form af sovjetisk ekspansionisme.
Den gennemgående idé i disse doktriner er, at det russiske imperium er den rette arvtager til det første Rom (Romerriget) og det andet Rom (Konstantinopel og det byzantiske imperium) og har et guddommeligt kald til at realisere det ideelle samfund.
Denne tænkning er samtidig en forhindring for accepten af selvstændige nationale identiteter og politisk selvbestemmelse i det russiske imperiums område, dvs. de geografiske områder, som det tidligere Sovjetunionen omfattede, både Tjetjenien, Georgien og Ukraine.
Den ”russiske verden”-ideologi læner sig op ad en dualistisk verdensopfattelse og portrætterer Vesten som sin metafysiske modsætning. Hvor den ”russiske verden” er kendetegnet ved ”traditionelle værdier” (igen en fleksibel term), så er Vesten karakteriseret ved menneskerettigheder, demokrati, liberalisme, ligestilling, individuel autonomi og accept af seksuelle minoriteter, specielt homoseksuelle.
Det sted, hvor konflikten tydeligst viser sig mellem den russiske verden og Vesten, er i det sidste emne, mener man i ideologien om den ”russiske verden”: Bøsseparader i østeuropæiske storbyer er det fældende bevis på, at Vesten ødelægger individer og undergraver traditionelle ortodokse samfund. ”Vesten” er således genstand for had samtidig med, at den russiske verden ønsker Vestens accept og anerkendelse af sin eksistens.
Mod og nytænkning
Derfor er begrebet ideelt til at forklare alle Ruslands samfundsmæssige problemer og udvisker samtidig grænserne mellem politik og teologi, dvs. idéen kan bedst karakteriseres som en fleksibel konspirationsteori.
Den russisk-ortodokse kirke leverer en kvasi-teologisk legitimering af denne konspiratoriske omverdensforståelse, understøtter krigen institutionelt og kvæler al intern kritik blandt præster af de russiske overgreb på ukrainere.
Samtidig bruger magthaverne den russisk-ortodokse kirke til at udbrede budskabet om forsvaret for ”traditionelle værdier” og legitimeringen af krigen som et selvforsvar for det hellige Rus.
Afsløringen af denne myte er det vigtigste bidrag til åndelig oprustning, som de ukrainske kirker – undtagen UOC – har leveret i løbet af krigen. Den linje, som de ukrainske kirker med OCU i spidsen har stået for siden februar 2022, er at forhindre Rusland i at udnytte den historiske, civilisatoriske og religiøse forbindelse til kirke og folk i Ukraine til russisk fordel.
Bruddet med den russisk-ortodokse kristendom har både en juridisk dimension – vedtagelsen af en ukrainsk lov i september 2024 som kriminaliserer religiøse organisationer, der er styret fra Moskva – såvel som en kulturel dimension, der handler om, hvilken slags land det fremtidige Ukraine skal være. Metaforisk udtrykt: Krigen er også en kamp om Ukraines sjæl.
Den bredere ”åndelige afkolonialisering” i Ukraine handler om at frigøre sig fra den kulturelle, civilisatoriske, religiøse og mentale kolonialisering af Ukraine, som i et nationalistisk ukrainsk perspektiv har stået på i århundreder, og som i dag med begrebet ”den russiske verden” bruges til at legitimere krigen i Ukraine.
Det positive bidrag fra de ukrainske kirker – svaret på, hvad Ukraines sjæl er, hvis den ikke er en del af det Hellige Rus – bliver afgørende i den næste fase med genopbygningen af det ukrainske samfund.
Det bidrag kommer til at kræve kreativitet, mod og nytænkning på hele den ortodokse kristendoms vegne.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og