UKRAINE OG EU #30 // TEMA – Det er klassisk russisk propaganda at beskylde Ukraine for nazisme, skriver Jens Alstrup. Dette spiller også ind i debatten om ukrainsk EU-medlemskab, men nazisme i et multietnisk samfund som det ukrainske giver ingen mening.
For nylig har Danmarks Radio bragt en del indslag om radikalisering af ukrainske unge flygtninge i Danmark. DR fortalte selv, at det drejede sig om få eksempler. DR forklarede også, at det mest drejede sig om symboler brugt på tøj med mere fra nordisk mytologi. Nogle af disse symboler blev også brugt af Det Tredje Rige.
Derfor er spørgsmålet, hvor udbredt radikaliseringen er, og hvad det i ukrainsk sammenhæng vil sige at være radikaliseret.
Som danskere har vi det ofte med at se verden fra den position, hvor vi selv befinder os. Som dansker skal man huske, at i Ukraine skal man, som kommende brudepar, der skal giftes i den ortodokse kirke, gennemgå undervisning om de roller, som ægteskabet indebærer.
For eksempel skal familiens overhoved, og det vil sige manden, forestå familiens dispositioner. Til gengæld skal kvinden sørge for god husholdning. Det vil sige madlavning, rengøring og så videre.
Allerede her vil nogle danskere tænke, at det er radikaliseret, eller i det mindste tilbagestående, i forhold til det niveau, vi selv befinder os på. Irina Bernstein skriver i et opslag på Facebook, at ukrainske flygtninge som gennemsnit er mindre på kant med loven end danskere. Politiet selv fortæller også, at de sager, der har været om radikaliserede ukrainske unge, alene handler om folk, der har følt sig utrygge ved de symboler, der er blevet brugt på de unges tøj og de unges øvrige fremtræden.
Højreradikale i Ukraine er ikke så rabiate som mange andre steder
Faktuelt burde dette ikke være nogen stor sag. Men russisk propaganda bruger kontinuerligt det narrativ, at det er ukrainerne, der er nazister. Hele den særlige militære operation, som den russiske krig kaldes af Putin selv, handler om at bekæmpe og udrydde ”nazister”.
Svaret på denne kontinuerlige flodbølge af ikke-funderede påstande fra den russiske propaganda er ofte at gøre grin med det og kalde sig selv for nazist, at bruge nazi-symboler i flæng, eller i samtaler komme med referencer til det som ”Jeg havde travlt med at heile på gadehjørnet”.
Det sidste er en vittighed, som jeg af og til selv bruger.
Det er naturligvis en hårfin balance, for der er ingen tvivl om, at Ruslands kontinuerlige pervertering af begrebet nazister ender med, at man i forglemmelse tænker noget positivt om nazisterne. Særligt i Ukraine, hvor millioner af mennesker er blevet myrdet af nazister under Anden Verdenskrig, er det i den grad respektløst over for sine egne forfædre at bruge nazi-symboler.
For selvfølgelig er der nazister i Ukraine, ligesom der også er det i Danmark, men de unge, jeg har mødt i Ukraine, der for eksempel gik med rigsørnen som symbol, gik alene med den, fordi det er et symbol, som Rusland ikke bryder sig om, og uden at de unge ukrainere i øvrigt forstår dens historiske betydning.
Nazisme i et multietnisk samfund som det ukrainske giver ingen mening. Og der er da også kun meget få nazister.
Til gengæld er der nok nogle flere ”almindelige” højreradikale. At være højreradikal i Ukraine vil ofte handle om traditionelle familieværdier, en høj grad af nationalisme, og stor villighed til at kæmpe for sit land. Tilsvarende værdier, måske mindre rabiat udtrykt, kan man nok også finde i Danmark hos medlemmer af Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF.
Når man går tæt på de højreradikale, og jeg har mange kontakter til det miljø i Ukraine, så er der for eksempel ikke den store modstand mod muslimer som sådan. Krimtatarerne er en befolkningsgruppe i Ukraine, og de er muslimer, så man har været vant til at leve sammen med muslimer i århundreder.
På trods af holocaust og den jødiske udvandring under Sovjetunionen er der også stadig et ganske stort jødisk samfund i Ukraine.
Dermed er der mange folkeslag, og den eneste gruppe, der adskiller sig betydeligt, er romaerne, der er blevet angrebet af ukrainske højreradikale, og nogle af deres beboelser er blevet sat i brand. Jeg henviser til en konkret handling i 2019.
Her er det meget vigtigt at nævne, at det politiske system i Ukraine straks indførte forbedrede rettigheder for romaerne som reaktion på det skændige overfald.
Kort sagt, de højreradikale i Ukraine er gennemgående ikke nær så rabiate som dem, vi selv har, der er ikke mange af dem, og de der virkelig er rabiate efter enhver målestok, er der, på trods af krigen, kun meget få af. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal være glade for nazi-symboler. På trods af Ruslands propaganda er der ikke, og bliver der ikke, noget godt at sige om nazister.
Men her er der en ekstra lille tilføjelse, og det er, at ukrainerne i høj grad leder efter en identitet, der knytter sig til de skandinaviske vikinger, der var med til at etablere Kyiv Rus, og der ligger forklaringen på især de unge ukraineres glæde over de nordiske symboler.
Nogle af disse symboler blev under Anden Verdenskrig desværre brugt af tyske divisioner og enheder, hvis historie man ellers bør lægge stor afstand til. Men for de unge ukrainere er det ofte blot et flot symbol, hvis betydning de ikke er klar over.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og