MUSIK // ANMELDELSE Pladeselskabet Naxos har netop udgivet et album, der indeholder samtlige værker skrevet for to violiner af Alfred Schnittke, den Volga-tyske, russiske komponist, der var yderst flittig ved nodepapiret, men så godt som aldrig skrev et uinspireret stykke musik. Lyt med, når de to violinistvenner Gluzman og Eichhorn giver den gas, og få lyd for sagn.
Den Volga-tyske, russiske (jeg havde nær skrevet sovjetiske – i disse tider) komponist Alfred Schnittke (1934-1998), blev født i Engels, kort tid efter at byen var blevet omdøbt fra Pokrovsk. I øvrigt en by grundlagt af tjumaker, etnisk ukrainske salthandlere, og således tilhørte han en by, der i sine grundbestanddele blandt andet var multietnisk. Schnittkes familie var efterkommere af tyske jøder, der i stor stil udvandrede i årene 1763-67, mod en garanti fra Katarina den Store om at kunne få lov at bevare deres kultur og levevis. Et løfte, der historisk set skulle vise sig at være tomt. Og med denne baggrund kan det i virkeligheden ikke undre nogen, at Schnittkes musik ofte har en indre uro, en umiskendelig mareridtsagtig klang, der flittigt krydres med smukke melodier.
I løbet af sit forholdsvis korte liv, han blev 63 år, nåede han at gennemgå fire forskellige faser: 1. Modernistisk (inspireret af fx Sjostakovitj) – 2. Avantgarde (inspireret af mødet med den italienske komponist Luigi Nono) – 3. Polystilistisk (se listen lidt længere nede i teksten) – og endelig 4. Den spirituelle (påvirket af oplevelser med svær sygdom og nærdødsoplevelser). Langt størstedelen af de værker, der er indspillet her, tilhører den periode, der kaldes den polystilistiske. Et udtryk Schnittke selv benytter i et essay fra 1971, hvor han lister komponister op, der benytter sig af forskellige stilistiske træk i et værk.
Listen omfatter bl.a. Alban Berg, Luciano Berio, Pierre Boulez, Edison Denisov, Hans Werner Henze, Mauricio Kagel, György Ligeti, Carl Orff, Arvo Pärt, Krzysztof Penderecki, Rodion Shchedrin, Dmitri Shostakovich, Karlheinz Stockhausen, Igor Stravinsky, Anton Webern og Bernd Alois Zimmermann. Som indledningsvist skrevet indeholder dette album samtlige kompositioner af Schnittke for to violiner, både de, som er med orkesterledsagelse og dem, som er skrevet for to solovioliner.
Schnittke efterligner nogle træk, så man føler, man genkender noget, selvom man aldrig har hørt noget lignende
Concerto Grosso nr. 1
Første værk er et af komponistens mest spillede og populære værker. Concerto Grosso nr. 1 (1976-77) angiver i sin titel, at det er det første af sin slags i en serie på i alt seks, skrevet fra midt i halvfjerdserne og frem til Schnittkes tidlige død i slutningen af halvfemserne. Men allerede i denne første finder han en måde at revitalisere den gamle, ja, på det tidspunkt nærmeste glemte form, så den både er moderne, relevant og samtidig lægger sig i naturlig forlængelse af historiske forbilleder, som fx dem skrevet af blandt andre Corelli, Muffat og Händel.
Det lyder som underlægningsmusik til en mærkelig drøm, måske et mareridt
Schnittke efterligner nogle træk, så man føler, man genkender noget, selvom man aldrig har hørt noget lignende. I den indledende sats, preludio, præsenteres værkets tema som i en variationssats fra barokken. Det er et ærke-slavisk tema, der kan minde om Komeda, den berømte polske filmkomponist og jazzpianist, som skrev musik til filmen Rosemary’s Baby. Men her får den lige en tand mere med det unheimliche, ja, det lyder som underlægningsmusik til en mærkelig drøm, måske et mareridt, men snart tager andensatsens myldrende og brillante toccata over, og i et festfyrværkeri får de to solister lov at udfolde alle deres, især rytmiske, talenter. Man kunne sagtens kategorisere satsen som et klassisk hit, altså et af disse stykker, der skamspilles for deres særlige kvaliteter; genkendelighed, originalitet, et godt tema og generel underholdningsværdi, hvis ikke det var fordi, værket indeholder et endnu større hit.
Men inden vi kommer så langt, skal vi lige rundt om en tredjesats, der falder ned i det mareridtstunge mørke, med dybe og distante kontraster, glissandi og mod slutningen helt oprørt og kaotisk tonalitet. Resten af værket er én sammenhængende del, hvor fjerde, femte og sjette sats glider over i hinanden.
Men altså; hvis du har lyst til at prøve en omgang furiøs neobarok, hen over stepperne, blomstrende og dekomponerende i ét og samme nu, så er dette et godt bud!
En kadence for de to solister indleder værkets afsluttende del. Yderst krævende teknisk, men samtidig enormt stemningsfuldt, taler de to solister med hinanden – og i munden på hinanden inden det så går over i værkets ubestridte højdepunkt, hvis man er til en art neobarokt syrebad. Det er selvfølgelig dét, jeg før omtalte som værkets store hit. Det har været en all-time favorit her i stuen hos mig, fra jeg første gang (godt nok i en anden stue) hørte værket tilbage i 1987. Men altså; hvis du har lyst til at prøve en omgang furiøs neobarok, hen over stepperne, blomstrende og dekomponerende i ét og samme nu, så er dette et godt bud! Værket rundes af med en tilbagevenden til indledningens meget stemningsfulde mørke – tilbagelænet, drømmeagtigt, som om det hele slet ikke skete eller blot var en febervision.
Moz-Art à la Haydn
Samtidig med Concerto Grosso nr. 1 skrev Schnittke en lille énsatset ting, som langt mere end concerto grossoen er postmoderne i sin modus. Det er nærmest en musikalsk vittighed a la Mozarts Divertimento K. 522, indimellem kendt som Dorfmusikantensextett, hvor sidstesatsen anti-brillerer set ud fra Mozarts samtid med polytonalitet, som blev satsen spillet af talentløse gårdmusikanter. Schnittke citerer i flæng i dette værk, som hovedsageligt er baseret på fragmenter af en komposition af netop Mozart, Musik zu einer Pantomime, K.446/416d, skrevet i 1783. Værket kan for en umiddelbar betragtning minde en smule om Concerto Grosso nr. 1, men er langt mindre kompleks, ja, det er nærmest en moderne version af Eine Kleine Nachtmusik, eller et lignende diverterende værk som fx en af Haydns Sturm und Drang-symfonier, hvor orkestret i Schnittkes version hader dirigenten, men altså på den fede måde! Det er mildt sagt underholdende.
Man kunne lidt frit sige, at den lille sats for to violiner Moz-Art (efter fragment K. 416d) kunne være en slags storebror eller søster til Moz-Art à la Haydn, som selvfølgelig og i sagens natur også findes på albummet, men som en afrunding er anbragt sidst på albummet. Begge værker bruger det samme lille fragment af Mozart som grundmateriale, men så hører lighederne også op! Moz-Art (altså det lille stykke skrevet i 1976) har en helt anderledes dybde, ja, det er et meget mere alvorligt værk, vil jeg sige, nærmest dystert, men når Schnittke er dyster, er jeg glad, for ingen (eller ganske få) kan skrive apokalyptisk musik som netop Schnittke.
I forbindelse med den allerede på det tidspunkt verdensberømte komponist Dmitri Sjostakovitjs død skrev Schnittke en lille ’in memoriam’ til én af sin ungdoms helt store forbilleder
Komponisten har også skrevet en anden lidt mindre komposition for to violiner, og denne følger efter Moz-Art à la Haydn. I forbindelse med den allerede på det tidspunkt verdensberømte komponist Dmitri Sjostakovitjs død skrev Schnittke en lille ’in memoriam’ til én af sin ungdoms helt store forbilleder. Præludium in memoriam Dmitri Sjostakovitj (1975) blev til på opfordring af den russiske violinist Mark Lubotsky, som også uropførte og indspillede værket. Det er en fin lille klagesang for to violiner, bygget op omkring tonerne D-eS-C-H og B-A-C-H, to motiver som også Sjostakovitj benyttede sig af (især og af indlysende grunde det første, som er en slags akronym baseret på hans navn), men det er samtidig også en slags ’faderopgør’, idet Schnittkes lille hyldest langsomt opløser sig og forsvinder ud i det bare ingenting.
Concerto Grosso nr. 3
Et af Schnittkes sidste værker i den føromtalte polystilistiske stil er samtidig også et af de første i komponistens sidste og sene kunstneriske fase. Tre måneder efter uropførelsen af Concerto Grosso nr. 3 (1985) blev komponisten ramt af et livstruende slagtilfælde (ja, faktisk af flere), som efterlod ham i dyb koma i tre måneder. Dette var, selvfølgelig, livsforandrende. Da han langsomt kom tilbage til livet, var han således et forandret menneske, og en side af hans virke kom nu til at stå centralt; det åndelige – filtreret gennem en ny spiritualitet. Men værket, han nåede at skrive inden denne omkalfatrende begivenhed, er altså albummets og Schnittkes sidste værk for to violiner.
Værket er mere direkte i sit musikalske sprog, end Concerto Grosso nr. 1 var, især fordi det er et bestillingsværk, der skulle være med til fejringen af Bach, Händel og Scarlatti, der alle i 1985 fyldte 300 år, men samtidig også Heinrich Schütz der fyldte 400 år, og Alban Berg der fyldte 100 år. Disse fem komponister (især de tre første) indfarver derfor i høj grad den tredje concerto grosso, og indimellem anes direkte citater og et væld af referencer til fortidens mestre. Alt dette helt i den polystilistiske ånd, men nedenunder fornemmes nu en større opmærksomhed omkring det mere indadvendte, den dystre tone, der altid havde været præsent i hans œuvre. Blandt andet bruger han dybe klokker, som om han intuitivt vidste, hvor tingene bar hen.
Værket afvikles i en langsom, men hjerteskærende smuk hendøen
Gennem hele værket er der disse fald ind i en mere dyster udtryksverden, som skulle blive kendetegnende for Schnittkes sidste kunstneriske periode frem til hans død i 1998. Midt i alt det brillante, al formbeherskelse og leg med udtryk og stilhistorie, træder et nyt og større fokus på et eksistentielt, mindre behagende og langt mere udtryksfuldt musikalsk sprog, som skal blive dét, der gennem hans sidste godt ti år fylder alt. Og her i den tredje concerto grosso, som en forjættende dystopi, træder konturen af fremtidens musik frem. Sigende for denne udvikling afvikles værket i en langsom, men hjerteskærende smuk hendøen.
Det nye album
Pladeselskabet Naxos har igen udgivet et album, der i sin DNA indeholder dét, der har gjort selskabet til et af de væsentligste indenfor det, der populært kaldes klassisk musik; et album eller en serie af albums, der skaber indblik i en særlig kvalitet ved en komponist, ja, hvis ikke ligefrem danner et samlende overblik – en komplet indspilning af fx Mozarts klaverkoncerter, Haydns symfonier, Scarlattis sonater – og denne liste over samlede indspilninger er efterhånden så lang, at det kan tage vejret fra de fleste. Med tiden er også antallet af ensembler, orkestre og solister, som deltager i denne anderledes strategi vokset, og dette album er ingen undtagelse! Udgivelsen indeholder som sagt samtlige værker skrevet for to violiner af Alfred Schnittke, og man kunne håbe på, at dette er første hug i en serie, der afdækker forskellige sider af den enestående komponist.
Tidligere har Naxos udgivet en fremragende indspilning af Schnittkes Klaverkvintet med Vermeer Kvartetten og Boris Bergman, og denne gang har de samarbejdet med to af de vigtigste violinister, der især opfører (hvis ikke ligefrem uropfører) og indspiller ny musik; studievennerne Vadim Gluzman og Friedemann Eichhorn giver denne indspilning enormt vingefang (og de spiller i øvrigt begge på en Stradivarius-violin).
Men som helhed giver dette album overblik over en side af Schnittkes fantastiske værk, og dér kan ingen anden indspilning matche denne
Så selvom fx det indledende værk, Concerto Grosso nr. 1, findes i noget nær en reference recording, så lader denne indspilning ikke noget tilbage at ønske rent musikalsk. Eneste lille anke jeg har, er indspilningens mikrofonsætning og dynamik, men det er en lillebitte anke, for den er ikke dårlig, blot ikke lige så god som fx indspilningen med Gidon Kremer og Tatjana Grindenko. Men som helhed giver dette album så til gengæld overblik over en side af Schnittkes fantastiske værk, og dér kan ingen anden indspilning matche denne.
Gluzman og Eichhorn er yderst lydhøre i deres samspil, og Deutsche Radio Philharmonie under Valentin Uryupins ledelse skaber især en uforglemmelig version af Concerto Grosso nr. 3, hvor de dybe strygere vibrerer mere intenst end i andre indspilninger. Jeg vil uden tøven anbefale alle at skaffe sig denne indspilning – både for overblikket, det enestående samspil mellem de to violinister, men ikke mindst også for albummets meget levende orkesterledsagelse!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og